Searching in the forest..

Antheia

(Reseveret til Millos og Cadillac! ;D)

Hendes spinkle krop dansede sin vej frem I denne mørke skov. Hun vidste ikke hvor hun var på vej hen.. Måske søgte hun bare efter nye og interessante stier, selvom det ikke ville være smart, eftersom hun ikke kendte skoven 100 % endnu. Men det blev hun snart nødt til at lære, hun kunne jo ikke rende rundt og fare vild. Det var kun et rent held hun havde stødt på Thorondor dengang, for ellers ville der have gået århundrede før hun var kommet ud. Men hun holdt humøret oppe. Måske lå der noget hemmeligt og spændende dybt herinde i skoven. Hendes ører bevægede sig rundt i alle mulige retninger, for at opfange alle lydene. Hendes blik var vågent men muntert og udstrålingen signalerede udelukkende godhed. Der var intet faretruende over denne specielfarvede hoppe, men dyrene flyttede sig alligevel fra hende i det hun kom travende ned af stien. De fleste dyr hun stødte på, var mest egern.. De der små harmløse dyr.

Hun satte forsigtigt ned i skridt, før hun stoppede. Der var mange lyde hun kendte, som hun vidste ikke gjorde hende noget, så hun sænkede hovedet og tog en tot græs fra skovkanten. Hun kedede sig nu alligevel. Det var ikke meget hun havde lavet de sidste par dage. Hun havde mødt en ny, hvilket selvfølgelig altid var spændende og sjovt. Men nu.. nu kunne hun godt bruge lidt underholdning igen. Hun løftede hovedet og sendte et feminint vrinsk af sted i natten. Ville hun få svar eller ville hun fortsat være lonely på sin tur igennem skoven?

Cadillac

---

Cadillac havde endnu ikke vænnet sig til sine nye omgivelser. Ganske vidst var han taknemmelig for, at han var havnet her, selvom omstændighederne omkring hans.. flytning, kunne man vel kalde det, stadig lå ham uklart. Men det var en ny chance, og én, han ikke havde i sinde at forspilde.

Han travede letbenet ind i skoven med hovedet løftet højt. Han var en stolt hingst, ingen tvivl om det. Men han var ikke for stolt. Det mente han i hvert fald ikke selv, at han var. Det var dog naturligvis op til hvert enkelte individ at afgøre det. Meget kunne han ikke sige om sig selv, da han uden tvivl ville ende med at fordreje nogle af detaljerne.

Et let prust forlod Cadillacs mule og musklerne i hans krop begyndte langsomt at slappe af. Det føltes godt at være i bevægelse - Han nød det mere, end ord kunne beskrive. At være i bevægelse. At mærke vinden smyge sig om sin krop. At høre dens hvæsende modstand, når han fløj af sted. Der var intet bedre i denne verden. Måske lige med undtagelse af ny viden. Det kunne altid bruges. Og nye bekendtskaber var heller ingen dårlig ting. Okay, måske var der et par ting, som i Cadillacs øjne kunne måle sig med denne følelse. Men disse ting var ikke dem, de fleste satte pris på.

Mørket føltes tungt og trykkende i nattens stilhed, og derfor lød en hoppes karakteristiske vrinsk også så meget desto højere i nattens mulm og mørke. Cadillac hævede omgående hovedet og spidsede de mandelformede ører, inden han slog et smæld med halen og lod et fyrigt svar lyde i natten - En anelse blødere i kanten, end hoppens havde været. Han var ikke ude på at skræmme hende væk, på ingen måde! Derfor var han også forsigtig. Mørket kunne trænge ind under huden på én, og gøre folk mere nervøse. Mere forsigtige. Og derfor sørgede han også ekstra for ikke at virke truende.

Han satte i en elegant, flyvende trav i den retning, vrinsket var kommet fra, og knejsede let nakken. Ikke overdrevet, bare ganske let. Det mindskede vindmodstanden. Et øjeblik var alt mørkt og stille, og det virkede som om, at hoppens vrinsk aldrig havde fundet sted. Men så ramte en let genkendelig duft hans næsebor.

Duften af brunst. En brummen tog form i Cadillacs strube, men han kvalte den allerede inden, at den var startet. Han havde ikke råd til at begå fejl, hvis han skulle have selskab. Han måtte holde sig i skindet, trods dette uheldige sammentræf. At hopperne skulle være i brunst, netop som han kom til stedet, og skulle lære dem at kende.

Med møje og besvær fik Cadillac styr på sine instinkter og trippede forsigtigt nærmere hoppen. Hans bevægelser var smidige og elegante, men dog også forbeholdne. Han var nødt til at passe på.

"Godaften," hilste han med en drenget stemme. Han kunne ikke se meget i mørket, men han fornemmede hoppen og kunne høre lyden af hendes vejrtrækning. Cadillac stoppede på det, han anslog til at være et par meter borte fra hoppen. Han ville ikke trænge sig på, så han holdt sig i skyggerne for nu - Hvis hun var interesseret i hans selskab, kunne hun altid komme nærmere. Men det var bedre sådan her. Så skræmte han hende i det mindste ikke væk.

Antheia

Hvis nogle skulle spørge hende om hun var bange for mørket, så ville hun sige at hun ikke direkte frygtede det. Men det var klart at hun var mere dag end nat. Natten skjulte meget mere end dag kunne - præcis som hende selv. Hun var ikke en af de der lukkede typer. Nej, hun var faktisk mere ligetil og åben. Der var ganske enkelt ikke sket noget, der kunne have præget hende i en negativ retning. Nej hun var stadig ung og frisk på livet.

Derudover prøvede hun at suge så meget information til sig som muligt når hun faldt over noget nyt. For som sagt.. Hun var blevet passet på, hele sit liv, af sin flok, og det at skulle stå på egne ben.. Det var hårdt, men spændende. Det gav hende udfordringer på en helt anden måde.

Hendes ører rejste sig fremad i lyden, da et lettere forsigtigt vrinsk svarede hende. Hun brummede kort for sig selv og så rundt. Hvor kom han fra? Skulle hun hente ham? Hvordan? Det var spændende det her! Og det var ikke kun på grund af at der stadig sad rester af overmeget energi tilbage i hende. Hun prustede endnu engang og så rundt. Der blev pludselig meget stille efter hingstens svar. Hun sænkede skuffet hovedet. Han var nok langt væk. Hun skulle netop til at give en lyd fra sig igen, da hun fik øje på en skikkelse ikke langt fra hende. Hun brummede feminint til ham, ivrigt, med hovedet let hævet. Der var han altså! ”Du farede altså alligevel ikke vild.. Åh, og hej!” sagde hun muntert. En anelse for muntert, så hun gjorde et lille kast med mulen, for at minde sig selv om. Ikke alle kunne lide den energiske væremåde, hun måtte nedtone sig lidt. Hun blev stående lidt endnu i denne afstand. Hun skulle lige se hingsten an, selvom hun var blevet bedre til sådan noget som fysisk kontakt. Men hun ville alligevel se hingsten an først.

Hendes blik gled hen over hingsten. Nysgerrigt men ikke alt for granskende. Han var af en spinkel men muskuløs bygning. Hans man havde en meget lys farve i forhold til hans mørke krop, og hans hvide aftegn lyste op i mørket. Hun prustede endnu engang hilsende til ham, med ørerne venligt fremad. Det mindste hun kunne gøre, var da at virke imødekommende ikke? Hun kendte ikke hans fært. Men igen, hun kendte jo heller ikke alle i landet, så det kunne også bare være en hun aldrig havde mødt før.

Cadillac

---

Cadillac mødte hoppens blik og studsede kort over hendes blå, nærmest grå øjne. Øjne som dem, havde han ikke set før, men han havde naturligvis heller ikke set alle øjne i verden. Heldigvis, for hvilket rod det ville skabe i hans hukommelse. At skulle finde plads til alle de forskellige øjne? Umuligt.

Han slog et let slag med hovedet og flyttede en smule på benene, men han blev stadig stående, hvor han var. Igen, han ville ikke mase sig på. Han ville lade hende tage de første skridt, hvis det var det, hun ønskede.

En usædvanlig hoppe var hun - I hvert fald i hans øjne. Hun var broget, hvis han da kunne kalde hende det. Rød, hvid.. eller var det grå? Cremefarvet? Og kunne det overhovedet kaldes rød? Var det nærmere rødbrun? Ildrød? Det var svært at beskrive, og det blev ikke nemmere af, at Cadillac i forvejen havde forvirret sig selv ved at stille alt for mange ulogiske, ubesvarlige spørgsmål.

"Hvem er du?"

Spurgte han nysgerrigt, da han ikke længere kunne kontrollere sig. Han måtte vide hvem, hun var. Og gerne mange flere ting, der var så meget, han gerne ville vide! Men han var jo nødt til at starte fra en ende af, ikke desto mindre.

Han afventede hendes svar med spænding og tilbageholdt åndedræt. Det var altid spændende at lære nye navne - At sætte et navn på ansigtet, selvom man normalt sagde det omvendte. Men at få en del af billedet til at hænge sammen.. Det var en fantastisk følelse, syntes han. Også selvom navne ikke betød alt, og selvom navne ikke altid passede på folks personligheder.. Der var alligevel noget af ens sjæl gemt i navnet, om man ville det eller ej.

Antheia

Hun prustede kort mens hendes blik også gled hen over hans venlige brune øjne. Hendes ører var fortsat rettet fremad, hun tog et enkelt skridt fremad, før hun løftede hovedet lidt. Igen fandt hendes blik vej frem til hans mærkværdige man og hale der var en del lysere end resten af hans mørke krop. Det forundrede hende en anelse, for det havde hun ikke set før.

Så gled hendes blik lidt hen over hans ben der dog kun flyttede sig en anelse, men han blev stadig stående hvor han var. Hun prustede kort og løftede blikket til hans. Efter hun var dukket op her i Andromeda, var hun blevet meget bedre til fysisk kontakt. Men hun havde aldrig været typen der var bange for at stå tæt på andre. Spørgsmålet var mere, var hendes selskab det? Sådan virkede denne hingst dog ikke. Men kunne hun tillade sig at sætte ham i en boks så hurtigt? Hun havde ikke hørt ham sige mere end få ord. Hun blev nødt til at vente og se. Hun så opmærksomt og nysgerrigt på ham. Hun afventede deres træk. Hvem ville først sige noget? Det kunne ligeså godt være hende. Hun havde en vane med nogle gange at snakke for meget, og ikke altid til andres fornøjelse. Hun smilte kort da hingsten tog første skridt.

”Jeg er Antheia” hun nikkede kort. ”Eller .. det er i hvert fald mit navn der dækker over hele mig” sagde hun muntert, og sænkede hovedet før hun løftede det igen. ”Hvem er du så?” hendes tone var nysgerrig.

Cadillac

---

Cadillac kunne ligefrem se, hvordan tankerne fór igennem hoppens hoved. Et lille smil tog plads på hans mule, han sørgede dog for, at det ikke så fornærmende ud eller noget. Han ville jo ikke gøre hende sur, nu hvor han netop havde mødt hende! Han var bare glad for, at hun tilsyneladende var én med godt humør.

Da hun kom et skridt nærmere, vippede han opmærksomt ørerne frem. Så hun havde altså ikke tænkt sig at stikke af - Hun var ikke bange for ham. Det var godt, for det ville være blevet en meget lang, ensom aften, hvis hun havde afvist hans selskab. Det ville desuden måske også have såret ham en smule, men det var en mindre detalje.

Antheia. Et specielt navn, Cadillac ikke havde hørt før. Han havde ikke hørt alle navne, men han tillod alligevel sig selv at beslutte, at det var et unikt navn, som der ikke var særlig mange, der kunne have. Men hun bar det godt - Hun lignede en Antheia. Mærkeligt ville det også have været, hvis han havde sagt, at hun lignede noget andet, nu hvor han kendte det navn, hun var blevet givet.

Hendes stemme lød endnu en gang, og et øjeblik var han bare stille og lyttede, i et forsøg på at gemme den i sin hukommelse, så han ville kunne genkende den en anden gang. Forhåbentlig ville hun jo ikke blive ved med at være en fremmed - Han kendte allerede hendes navn. Det var ét skridt på vejen imod, at være bekendte. Og skridtet efter det, var at blive venner. Og han kunne ikke sige, hvor meget han ønskede at få en ven her, på dette ukendte sted.

"Mit navn er Cadillac."

Svarede han prøvende i en munter tone. Da han havde besluttet, at hun ikke umiddelbart virkede bange af sig, trådte han forsigtigt et skridt nærmere. Afstanden gjorde det nemlig sværre at se hende, og mørket kvalte hendes stemme. Jo nærmere han kom, jo klarere lødhendes stemme - Han lod sig dog nøjes med dette enkelte skridt.

"En glæde at møde dig, Antheia!"

Cadillac smilede til hende. Det føltes godt, sådan at smile. Det var lang tid siden, at han havde gjort det - Udover denne aften, hvor han allerede havde gjort det to gange. Det måtte da være et godt tegn.

Antheia

Hendes hoved var roligt hævet. Men ikke nedladende eller granskende på nogen måde. Hun tænkte ikke så meget på hvorfor hendes hoved var hævet. Måske ville hun bare se denne hingst mere an, og til det var det bare bedre at have hovedet hævet? Nogle gange tænkte hun for meget over sådanne små ting og dette var ingen undtagelse. Men selvom hendes indre monologer en gang i mellem kunne tage over, så var hun ikke fjern og hendes opmærksomhed hvilede fortsat hos denne mørkebrune hingst.

Hingsten virkede ikke til at have noget imod at hun gik tættere på ham og det var i sandheden en lettelse. Hun var ikke klar til at få et hak over mulen.. Hvis man da nogensinde var det. Men i hvert fald, det var hun glad for, og derfor rettedes hendes ører endnu en gang fremad. I mellemtiden havde de flakket lidt rundt i forskellige retninger for at opfange lyde. Hun glædede sig allerede til at høre hans stemme igen, der bar på en vis drenget tone men derudover var munter. Hans stemme var frisk og hun kom i godt humør af den.

Hun prustede ganske venskabeligt til hingsten da han præsenterede sig som Cadillac. Et navn der passede på denne hingst der var anderledes i sit udseende med sin lyse man. Om han ønskede forkortelser af sit navn, som kunne bruges til kælenavn senere hen, kunne hun ikke vide, så derfor ville hun starte med at kalde ham ved hans fulde navn – I hvert fald for nu. Måske ville han tage det første skridt, ligesom før, og kalde hende noget andet end Antheia? Så det på en eller anden måde, kunne få åbnet for noget lidt mere end blot normal formel snak?

Hun kunne ikke lade vær’ med at sende ham et smil, da han tøvende tog et skridt frem mod hende. Det var næsten komisk at tænke på hvor forsigtige de begge to var. Så tog hun det ene skridt, så tog han det andet. Måske skulle hun bare spadsere hen til ham.. Men det turde hun heller ikke helt endnu, så.. Men måske når de havde snakket noget mere sammen. ”Cadillac, jeg må svare i lige måde. Det er rart at se nogle andre væsener end bare egern og insekter” sagde hun med et kort smil før hun slog med hovedet. Som i en legesyg gestus. ”Så må jeg vel hellere spørge.. Er der noget du specielt søger, eller er du bare ude på nattevandring som jeg?” spurgte hun forsigtigt, før hendes brune øjne fandt frem til hans.

Cadillac

---

Natten var stille, på nær nogle få enkelte puslelyde omkring dem. Det var som om, at nogen havde lagt en dyne hen over Andromeda, slukket for alt liv - På nær disse to heste. Utvivlsomt var der også andre, som var ude på nattevandring i måneskinnet, men på dette sted, i dette øjeblik, var der ikke andre end hingsten og hoppen- Cadillac og Antheia.

Da Antheia ikke virkede nervøs, blødte Cadillac lidt op. Hans hale smældede let bag ham, og han betragtede hende med slet skjult nysgerrighed. En nysgerrighed, der aldrig lod til at slippe op, uanset hvor mange han mødte, hvor mange spørgsmål han stillede, hvor mange svar han fik. Hvor kom al denne videnbegærlighed fra? Et godt spørgsmål. Om igen.. Stillede Cadillac ikke kun gode spørgsmål? Var alle spørgsmål ikke gode?

Cadillac mimrede let med mulen, da hoppens varme ånde ramte hans ansigt. Hans ører gled først tilbage og derefter frem igen. Glæde var en forunderlig ting - Og så ufattelig svær at styre, desværre. Han brummede muntert til hende, men tav stille da hun endnu en gang talte. Han lyttede koncentreret til hendes stemme, lagrede den dybt nede i sin hukommelse. Aldrig ville han glemme en vens.. en bekendts stemme. Aldrig.

Han lyste op i et drenget smil ved hendes ord og slog kort med hovedet. Måske var hun ikke så ny som han, men hvis hun ikke havde set mange andre, havde hun nok ikke boet her hele sit liv - Medmindre, selvfølgelig, at der næsten ingen heste var. Tanken trak hans humør en smule ned et øjeblik, inden han besluttede sig for at tro på den første teori. At hun ikke var herfra.

En boblende glæde fyldte ham med varme, da Antheia viste det første tegn på glæde - Hun slog med hovedet. Det første tegn på, at hun var okay i hans selskab. Eller.. måske ikke okay, men hun var i hvert fald ikke bange for ham, og hun afskyede ham ikke. Det ville nu også have været trist, hvis hun havde gjort det..

"Der er noget helt specielt, jeg søger."

Sagde Cadillac med et smil lurende om mulen. Han var stille et stykke tid, imens han lod blikket vandre. Som om han ledte efter noget - Hvilket ikke var tilfældet. Men han var jo nødt til at give sine ord lidt vægt, inden han fortsatte.

"Men jeg har vidst allerede fundet det, Ant."

Tilføjede han så, med et muntert grin. Han puffede prøvende til hendes bringe, imens han betragtede hende med et glimt i øjet. Han var glad. Glad for, at han havde fundet selskab. Glad for, at han havde fundet hende. Og at hun også virkede til, at ville have selskab. Så slog noget ned i ham, og han tippede usikkert ørerne imod siderne.

"Er det okay, at jeg kalder dig Ant? Må jeg godt det?"

Han så indgående på hende for at tjekke, om han var gået over stregen. Det var jo ikke alle, der brød sig om at få et kælenavn. Han var klar over, at det han havde givet hende, kunne misforståes, men det var altså ikke meningen. Det lå bare godt i munden. Og det var nemt at sige. Han kunne selvfølgelig også kalde hende Theia.. Det ville heller ikke være dårligt.

"Er Theia bedre? Eller.. skal jeg bare kalde dig Antheia?"

Cadillac rynkede panden, og det gik op for ham, at han havde forvirret sig selv. Han blev stille og betragtede nysgerrigt, og en smule nervøst hoppen. Antheia.

Antheia

Hendes øjne hvilede muntert på hingst – Cadillac foran hende. Der var stadig stor afstand mellem dem, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre ved det. Skulle de bare stå sådan hele aftenen? Hun prustede kort. Cadillac virkede god nok, ja han virkede faktisk som rigtig godt selskab. Og derfor skulle hun også stoppe med at analysere så meget og bare handle.

Så forsigtigt, en anelse tøvende trådte hun helt hen til ham. Der var stadig en passende afstand i mellem dem, men nu stod de da ikke så langt fra hinanden. Hun prustede muntert - spørgende om det var okay. Hendes hoved var let hævet og hun havde et muntert glimt i øjet. Hun var ganske stolt af sig selv over at have taget initiativet denne gang. Det ville også kun have været fair, eftersom Cadillac tog initiativet lige før. Hun prustede endnu engang afslappet. Som tegn på at hun var tilpas i hans selskab. Hun vidste godt at hun var i brunst, og derfor viftede hun ikke mere end nødvendigt med halen. Hun gættede sig frem til, at Cadillac kunne lugte det, men alligevel virkede det ikke som om han ville prøve på noget – og det glædede hende.

Hun brummede kort og løftede hovedet nysgerrigt da han sagde der var noget specielt han søgte. Hendes ører vippede kort lyttende bagud, før de rettede sig fremad. Opmærksomt på ham, og om han ville fortælle hvad de specielle var. Ikke fordi hun krævede det.. for det var jo sikkert personligt. Hendes hoved sænkede sig så lidt, mens hun så nysgerrigt op på ham. Som en eller anden hundehvalp. Ikke at hun var det, men hun var en anelse utålmodig efter at høre hvad han havde at sige, for nu kiggede han rundt – tog sig god tid til at svare. Antheia brummede endnu engang, før hun løftede hovedet. Hun kastede ganske kort og let med hovedet, da han sagde at han allerede havde fundet det. Hendes hoved lagde sig på skrå, mens hun betragtede ham.. Var det hende han mente? Så bredte et stort smil sig over hendes mule, og blidt gengældte hun hans puf. Det var da sødt sagt! Det var ikke før at han spurgte om det var okay, at han kaldte hende Ant, da det gik op for hende, at han havde kaldt hende et ganske velkendt kælenavn. Hun prustede glad, før en lille godhjertet latter undslap hende. ”Selvfølgelig må du det Cadillac!” sagde hun med et ganske beslutsomt nik. Så skævede hun en anelse.. snedigt til ham. ”Cad” hun smilte kort, før hun så på ham. En anelse.. tøvende, var det okay hun kaldte ham det? Hendes hardcore forestilling virkede kun i ganske sekunder.. For.. hun ville jo ikke kalde ham noget, han ikke ville kaldes. Så nu måtte det være op til ham om hun måtte kalde ham det.

Hun vippede ørerne fremad ved hans ord. ”Jeg kan lide dem begge - Ant og Theia. Hvilket et synes du bedst passer?” hun gengældte hans blik, med sine varme øjne. Hun håbede blot at han ikke blev skræmt af hendes lyseblå øjne. For hvis man så bort fra farven, så var der ikke andet end godhed i dem.

[/size][/blockquote]