Someone, something, anything.

Apache

---

Forbeholdt MS & Ava c:

Apache stod i udkanten af en skov. Han kendte den endnu ikke, ej heller kendte han området. Det var ganske kort tid siden, at han var ankommet, og han følte sig ikke helt på toppen. Ganske vist var dette sted, Andromeda, et behageligt sted at være. En tand bedre end hans gamle tilholdssted. Men han var stadig udmattet og utrænet efter sin lange vandren, inden sin rejse.

Mange spørgsmål fór omkring i hans hoved, spørgsmål om, hvordan dette dog var gået til. Hvad var der sket? Hvordan kunne det lade sig gøre? Men han slog dem til side med et skuldertræk. Fortid var fortid, og han skulle ikke klage. Stedet her lod til at være så frodigt som noget andet sted, han nogensinde havde set.

Apache strakte sine ben prøvende og skar en grimasse. Der herskede ingen tvivl - Han var i dårlig form. Vinteren i hans eget land havde taget på ham. Mere end han brød sig om, endda. Et utilfreds fnys forlod hans mule, inden han rystede irritationen af sig. Der var kun én måde at lave om på sin tilstand på - Og det var ikke ved at stå her og surmule over, hvad der var sket, og hvad der kunne have været anderledes.

Stiv i benene skridtede Apache af sted længere ind i skoven. Efter et stykke tid, var hans muskler varmet op, og han indså med tilfredsstillelse, at han ikke var i så dårlig stand, som han først havde troet. Han skulle bare lige i gang igen.

Han satte farten op. I en middel-elegant trav bevægede han sig gennem skoven med et opmærksomt blik. Søgte efter skikkelser, tegn på liv, hvad som helst. Noget, der kunne underholde ham. Mere krævede han ikke.

Ava havde søgt skovens skygger for at undgå at dø af varme. Godt nok var det ikke så slemt, men hun foretrak stadig det lidt køligere når der var muligheden for det. Dog holdt hun sig i skovkanten. Hendes ene øre tippede en smule i en retning af noget der lød som skridt. Skridt med fart på. Hun hævede hovedet og lod de klare blå øjne glide gennem skoven. Selvom der af og til blev skygget af stammer, så synes hun stadig at kunne fornemme en lidt væk. Hun brummede dæmet for sig selv. Et lille feminint brum, og trippede på stedet.

Hun trippede en smule sidelæns. Hvad hvis han løb fra noget? Så skulle hun være på mærkerne i hvert fald. Hun forlod stedet hvor hun havde stået og betragtet den åbne eng, og ellers stået og hvilet til lyden af fuglene i trætoppene der kvidrede. Hun rystede ganske kort på hovedet og fik trukket benene længere op som hendes trippende skridt blev lidt større og til sidst slog hun over i trav. Hun kunne følge den lille skovsti længere ind i skoven. Hun var nysgerrig. Hvem var denne fremmede?

Grenene der knækkede under hendes hove tilkendegav hendes tilstedeværelse om hun så ville det eller ej. Det ene øre lyttede rundt, mens det andet var rettet i retningen af hingsten. En hoppe synes hun ikke det lignede i hvert fald. Det var heller ikke mange hun havde mødt af dem, og var egentlig begyndt at undre sig over om hun var den eneste hoppe her. Hvis det var livet efter døden, var det så delt op i hankøn og hunkøn, og var hun så havnet det forkerte sted? Hun rystede tankerne af sig. Det var det forkerte tidspunkt at forvirre sig selv på. I stedet sendte hun et lille feminint vrinsk af sted.

Apache

---

Lang tid behøvede Apache ikke at søge, der var ingen grund til fortvivlelse. For ganske kort tid efter, at tanken havde strejfet ham, nåede lyden af en hoppes karakteristiske, feminime vrinsk hans mandelformede ører, som straks spidsedes lyttende. Hun var afgjort ikke langt borte. Med lange skridt og høje benløft nærmede Apache sig hoppen i en behændig trav, der dog kun var skyggen af sit gamle jeg.

Mørket skjulte omgivelserne glimrende, og derfor gik der også et øjeblik, før Apache fik øje på hoppen. Hun var næsten fuldkommen skjult af nattens beskyttende dyne af mørke, og han var fristet til at sige, at hun var sort som natten selv. Helt ved siden af var dette ikke, for hun var som sagt kun et svagt omrids i mørket.

"Godaften, lille De."

Hans stemme var munter, og han trippede letbenet et par skridt nærmere hoppen for at tage hende bedre i øjesyn. Jo nærmere han kom, des klarere så han hende - Hun var faktisk ret simpel af udseende, ikke noget særligt. Og dog.. Der var noget tiltalende over hende, på trods af den simple fremtræden. Og de blå øjne var ganske fængslende - Apache lod sig dog endnu ikke imponere. Der var vigtigere ting end udseende i livet.

Om hans ord kunne støde hende? Uden tvivl, hvis hun var den nærtagende type. Han havde dog ikke lagt nogen form for hån ind i sin stemme, så det ville komme meget bag på ham, hvis hun blev forarget. Om igen - Han vidste ikke hvilken type, hun var.

Han var faktisk mest forbløffet over sig selv, i nuet - Han var i glimrende humør, og det fremgik også i hans opførsel. Med et finurligt, livligt blik trådte Apache gradvist nærmere og nærmere hoppen, imens han betragtede hendes reaktion.

"Hvem har jeg så den utvivlsomme ære af at møde, på en nat så sort som denne?"

Ava stoppede op. Hun kunne høre den fremmede nærme sig. Hun fulgte ham nøje og nysgerrigt med blikket. Han var ikke sort som hende, men det var stadig svært at se ham helt. Hun kunne ane hvilke farver han ville have hvis det var i dagslys, men de var mørkere og med et lidt andet skær, på grund af månens lys. Da han var tæt nok på hende til at det var muligt at kunne forme en samtale uden at råbe frem og tilbage og uden at have problemer med at høre hvad der blev sagt, svarede hun tilbage på hans hilsen.

,,Godaften, hingst’’

Hun følte sig ikke generet af at være blevet kaldt lille, for hun var jo ikke lige så høj som ham. Hun havde ikke mødt nogen her som var lige så små som hende faktisk. Ikke nogen der så ud som hende. Et par der var kulsorte, men ingen der ligesom hende havde klare blå øjne eller den brede hvide blis. Men denne hingst havde ligesom hende en lys mule. Det fik hende til at smile. Bare en lille smule.

,,På en nat så sort som denne har De æren af at møde en sort hoppe med navnet Ava’’

Hun svarede ham med et lidt drillende glimt i de klare blå øjne. Normalt var hun jo ikke helt så fornem at hun brugte De og Dem i stedet for du og dig. Men hun kunne sagtens følge andres eksempel. Og det var jo ham der startede.

,,Og denne hingst har et navn?’’

Det var ikke alle hun havde mødt der var interesseret i at give hendes sit navn. Men ham her lod til at være nogenlunde fornuftig. Ikke en stivstikker med fornærmelse og spydige kommentarer som det eneste der kunne lukkes ud af munden. Ikke indtil videre i hvert fald.

Apache

---

Sandheden? Han var forbløffet over hendes manglende reaktion på, at han stadig kom nærmere og nærmere. Aldrig før havde han mødt en hoppe, der var så ugeneret af det - Af ham. Det lød måske ikke som meget, eftersom han havde tilbragt stort set hele sit liv på egen hånd, men han havde da mødt hopper før - Og modtaget klare signaler fra dem, som havde fortalt ham, at hopper som flest ikke brød sig om at få hingste på tæt hold.

Apache noterede sig hendes stemme, men det forekom ham ikke, at dette ville blive et problem. Udover at han var god til den slags, havde hendes stemme også en speciel klang. Alle stemmer var forskellige, og derfor havde alle stemmer nødvendigvis også deres egen, unikke klang. Han havde bare lært at lægge mærke til disse.

Han bed mærke i, at et næsten umærkeligt smil landede på hoppens mule, og han knejsede let nakken. Enten havde han været heldig og mødt en ufattelig særlig hoppe, eller også var dette steds hopper ganske anderledes end dem, han kendte hjemme fra.

Med de mandelformede ører spidsede, lyttede Apache, imens hun talte. Ava. Så det var altså det navn, denne hoppe gik under. Hans øjne, der havde et strejf af grønt i sig, søgte hoppens blå - I dem, fandt han et glimt, han kendte alt for godt fra sig selv. Dette så ud til at blive en ganske interessant møde.

Apache smældede let med halen bag sig og tippede ørerne let frem imod hoppen, da hun igen talte. Et kækt smil strejfede hans mule, og han nikkede en enkelt gang bekræftende.

"Det har han ganske rigtigt."

Samtykkede han i en munter tone, imens hans hoved gled en anelse på sned. Han betragtede hoppen, studerede hendes ansigtsudtryk - Men han fandt intet i det. Dette kunne dog blot skyldes mørket. Han besluttede, at det var på tide at skille sig af med høflighedsfraserne, så de kunne komme ned på et mere jordbundent plan i deres samtale. Det var ham ikke ukendt, at mange talte på denne måde til hinanden, men det forekom ham, at man kun fik det halve ud af det - Og det skabte også en naturlig kløft mellem de to parter.

"Apache er mit navn."

Han udspilede næseborerne og strakte prøvende mulen frem imod denne hoppe, Ava. På nuværende tidspunkt, ville han gerne lære mere om hende. Og han ville se, hvor hendes grænser gik - Hvis hun da havde sådan nogle. Indtil videre forekom hun ham dog umådelig tolerant. Men det ville ikke være første gang, at han tog fejl, hvis det ikke var tilfældet. Det var alt for tidligt at stemple denne hoppe.

Den kulsorte hoppe betragtede hingsten som han nærmede sig. Nysgerrigt og med et øre rettet mod ham. Det andet søgte stadig efter lyde fra farer eller andet. Da hun stadig ikke havde fundet andet end lyde fra vinden i træerne, vippede øret frem mod hingsten. Ava var let på tå og havde svært ved at stå helt stille, så hun trippede nogle skridt i retningen af denne hingst, i en afslappet holdning. Ikke at det på nogen måde var sjusket, men det var ikke stive bevægelser som en hoppe, bange for det hun ser. Denne hingst lod til at være en af dem man rent faktisk kunne snakke med, som ikke lod til at ville støde hende fra sig allerede efter 5 minutter. Det var kun positivt.

Hun betragtede ham stadig smilende da han erkendte at han havde et navn, og smilet voksede en smule da hun fik hans navn. Indtil videre var det jo heller ikke alle der var interesseret i at dele deres navne.

,,Apache’’

Hun gentog navnet for at lagre det i hukommelsen bag de blå øjne. Da han strakte mulen frem mod hende, flyttede hun sig ikke. Hun blev ganske roligt stående, og strakte selv halsen lidt mere frem mod ham, undersøgende.

,,Du er ny her?’’

Det var et vildt gæt, men af hvad hun kunne fornemme, så de der havde været her i lang tid var meget tilbageholdende og enspændere. Lige med undtagelse af en enkelt, men der skal jo være en undtagelse. Uden den fungerer det bare ikke. Selv var hun jo rimelig ny, og derved heller ikke en af dem der tog afstand fra andre, for hun var ikke vant til at vandre rundt alene. Ikke som en strejfer og slet ikke som en udstødt. Hun ville heller ikke se sig selv som en strejfer, men derimod en vandrer. En eventyrlysten udforsker.

Jeg synes vi skal lukke samtalen af, for der er gået over 2 måneder ^_^

Men vi kan starte en ny samtale når du engang er tilbage igen. Det er bare svært at huske samtaler der ikke er aktive i lang tid.