..Ude i det åbne

Tiden her, har gjort mig til den jeg nu engang er. Jeg kender ikke til andet, eller andre lande. Det er her jeg er født, og her jeg kun har vandret igennem mine 3 år. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg har valgt at vandre her igen, på denne ø. Men jeg er her… Det er sjældent jeg befinder mig på denne store ø, jeg holder mig helst til Chibale eller Leventera. Men der skulle ske noget nyt i dag.

Mine grålige øre, vipper ganske svagt rundt, lyttende. De er ikke skråt bagud, da der ingen grund er til det; endnu. I stedet befinder de sig fremme, lyttende til lyde, og nysgerrigt over det område jeg befinder mig i. Det er åbent her hvor jeg vandre, noget jeg normalt ikke gør. Men jeg har et behov der skal dækkes; et behov for at udforske, se og lære. Presse mig selv ud i ting, jeg ikke bryder mig om.

Mine ben bevæger sig af sted i en rummelig skridt, med nakken knejset en smule op. Ryggen er rank, og blikket er vendt en smule fremad, skeptisk men alligevel studerende. Jeg ved godt jeg er tydelig herude, og om end ikke fordi det kun er lyst, men fordi mine aftegn viser mig meget hurtigt herude i det grønne. Jeg har særprægede aftegn, noget jeg har arvet efter min fader.

I et kast med hovedet, slår jeg nu fremad i trav. En trav, der er smidig og elegant, men det er tydeligt med min ranke holdning og den knejste nakke, at jeg ikke blot er en simpel hoppe med feminine karakterer; nej, jeg er meget mere end det. Men det er der ikke nogen der kender til. Måske min far, men ikke andre. Selskaber mænger jeg mig ikke med, men måske det vil ændres?
Et prust glider fra min mule, hvor næseborene er let udspilede, inden jeg da kaster svagt med hovedet, og lader den knejste nakke nu forsvinde. Jeg ved ikke om jeg er alene herude i det åbne; men hvis jeg ikke er, skal jeg nok opfange det, før det er for sent.

Cadillac

---

Jeg flyver af sted over noget, der mest af alt minder mig om en eng. I hvert fald er der fuldkommen åbent, og masser af plads til at løbe på. Jeg er endnu ikke særlig kendt med området, og dette forekommer mig oven i købet at være et fuldkommen andet sted, end jeg var i går. Kan det passe, at der er flere øer? Ja. Det kan det vel i og for sig godt.

Jeg nyder følelsen af fart, selvom jeg selvfølgelig ikke er så hurtig, som jeg gerne ville være. Hurtig som lyset, er det. Jeg må dog nøjes med, hvad jeg har, og det er vel også godt nok - Jeg er i hvert fald hurtig under alle omstændigheder, det har jeg altid været.

Efter ganske kort tid, får jeg øje på en hoppe. Usikkerhed hviler over mig et øjeblik - Skal jeg opsøge hende eller ej? Nåh skidt da, man skal jo tage en chance i ny og næ. Med et nysgerrigt blik sætter jeg i ned i trav og nærmer mig prøvende hoppen skråt fra siden, ud for hendes ene skulder - Dog ikke uden først at give mig til kende gennem en forsigtig brummen.

Jeg standser, da jeg synes, at jeg er nær nok. Et par meter er der vel mellem os. Det virker måske som meget for nogle, eller meget lidt for andre. Men jeg vælger at satse på dette, da jeg ikke vil skræmme hende væk - En gammel vane, går jeg ud fra. Eller en ny. Jeg er ikke sikker. Der er faktisk ikke særlig meget, som jeg er sikker på, længere. Beklageligvis.

Hvem jeg er, det er i sandhed et godt spørgsmål. Jeg ved, at jeg hedder Asira, og at jeg er datter af Djange og Hawaet El Nour, men mere ved jeg knapt nok om mig selv. Jeg er ung, strejfer, og har levet to år af mit liv på egne ben, til trods for at jeg kun er 3 år. Men jeg lære hele tiden mere og mere om mig selv, og mine omgivelser.

Noget jeg især har lært, og stadig lærer hurtigt, er at være vågen og opmærksom på de omgivelser jeg bevæger mig i. Det kan have katastrofale følger, hvis jeg blot et øjeblik er uopmærksom, for lige netop i dét øjeblik, kan der ligge et rovdyr gemt i det høje græs – ventende på at jeg kommer travende forbi. Mine øre vipper derfor omkring, meget opmærksomt.

Mine øre opfanger da også noget; lyden af hovslag. I et ryk, standser jeg smidigt men brat op, med benene samlet. EN brunlig hingst er på vej i min retning. Den lyse man og hale han har, skiller sig ud fra andres hårpragt jeg har set. Mit blik hviler stift på ham; skeptisk og opmærksomt. Et svirp kommer fra min hale, i en ilter bevægelse, idet han standser op med nogle m. imellem os. En afstand han er den første der har taget til mig. Andre er trådt tæt; og det bryder jeg mig ikke om.

Mine øre vipper kort imod ham, inden de falder skråt tilbage af vane. Et kort og hilsende brum forlader min strube, lyst i tonen, men med en skarp kant, som de færreste hopper ejer. Men jeg er ikke blot lille og spinkel, hoppet og fin; nej, jeg er langt mere end det. En ilter, strejfende og stædig sjæl. Et lidt voldsomt kast gør jeg med mit hoved, inden jeg kort træder to skridt sidelæns. Jeg er ikke bange, men opstemt fordi jeg igen er i en uvant situation. Spændene, det er det jo på sin vis.

Cadillac

---

Det undslipper ikke min opmærksomhed hvor hurtigt, hun opdager mig. Enten er hun paranoid, eller også har hun bare nogle meget skarpe sanser - Hvis det da ikke er det samme. Men behøver man være paranoid for at være opmærksom? Rynker panden en smule, irriteret - Jeg kender ikke svaret. Hvornår er jeg blevet så uvidende?

Følger nysgerrigt hoppen med blikket, inden jeg tipper ørerne let imod siderne. Jeg har aldrig set nogen helt som hende, og jeg har endda set ret mange forskellige typer i mit liv. Hun har nogle af de mest mærkværdige aftegn, jeg nogensinde har set, og der er også noget andet i hendes blik. Noget, jeg ikke har set før.. Det kan selvfølgelig være noget, jeg bilder mig ind, men jeg tror det ikke. Så min endelig konklussion er, at hun er speciel af udseende, men jeg kender endnu ikke hendes personlighed - Selvom det skulle undre mig, hvis hun var en helt normal én.

Jeg tøver en smule, inden jeg slår et let smæld med halen.

"Goddag."

Hilser jeg hende prøvende i en nysgerrig tone. Det er så kedeligt et ord, at det er helt forfærdeligt. Goddag - Hvem ved, om hun overhovedet har haft en god dag? Om det er en god dag for hende? Der er mange bedre spørgsmål, som jeg kunne stille. Jeg kunne spørge hvem hun var, hvor hun kom fra, hvad hun lavede her, hvem hun kendte, hvad hun syntes om stedet.. På nær, at det ikke var et spørgsmål, jeg havde stilt. Jeg havde hilst på hende - Og det var nok også bedst ikke bare sådan uden videre at bombardere hende med spørgsmål. Jeg havde efterhånden erfaret, at der var nogle - Men også kun meget få - som ikke brød sig om at blive udspurgt.

Vejret er udmærket - Solen skinner, for at det ikke skal være løgn. Men alligevel.. Regn ville nu også have været rart. Jeg knejser nakken svagt og lader mit blik hvile opmærksomt på hoppen, imens jeg forsøger at begrave min brændende nysgerrighed under et lag af mentale barrikader. Forhåbentlig lykkes det.

Ørene er presset helt frem nu, nysgerrigt, for jeg er nysgerrig. Men de falder hurtigt tilbage igen i deres vante position; skråt bagud. Ikke truende eller vredt, men skeptisk overfor enhver der nærmer sig kan man vel sige. Mine næsebor er en smule udspilede, fordi jeg forsøger at indfange den duft han ejer; jeg vil vide mere om ham, kende hans træk, lugt og udseende, men jeg vil for alt i verden undgå at lade ham kende mig for meget. Ikke at han ikke må vide mit navn..
Men jeg er før blevet skuffet, forladt af en jeg holdte af, som jeg stolede på; min mor. Og nu, ja nu er hun væk, og jeg ved ikke hvor hun er. Det vil jeg undgå, at komme tæt på nogen. Det er der ingen grund til igen.

Svirper kort med den sorte hale bag mig, mens jeg kort og lidt hurtigt kaster mit hoved op i en lidt voldsomt bevægelse. Dog falder mit hoved igen en smule ned, mens jeg knejser nakken op igen. Mit blik hviler stift på ham, opmærksomt, vågent, men ikke bange eller skræmt.

,,Goddag, fremmede”

Besvarer jeg ham så, med den lyse tone, der dog har en undertone af en mørkere kaliber, selvstændighed og egenrådighed. Mit ene øre vippes kort imod ham, nysgerrigt igen, inden det vippes bagud. Jeg er fyldt med forskellige intentioner; jeg vil gerne have hans selskab, lære noget, både om ham og selskaber, men alligevel ønsker jeg ham væk, og igen træde af sted i ensomhed. Sikke en omgang tanker at blande sammen.

Cadillac

---

Jeg betragter hende opmærksomt, men ikke som én, der frygter sit selskab, eller venter på en mulighed for at gøre noget uventet. Snarere.. For at opfange alt, indprente mig alle indtrykkene, gøre hende så genkendelig som muligt. Jeg trækker vejret dybt ind gennem udspilede næsebor, imens jeg betragter hende.

Holder nysgerrigt øje med hendes skiftende kropssprog, fordybet i tanker et øjeblik. På den ene side har jeg på fornemmelsen, at hun gerne vil have mit selskab, men på den anden side har jeg en følelse af at være uønsket. At jeg burde gå nu, inden jeg bliver for påtrængende. For det vil jeg ikke være! Men jeg vil jo heller ikke gå.. Jeg kender ikke en gang hendes navn endnu. Jeg ved ingenting om hende! Og desuden er det spændende at lære en ny at kende. Så.. det er vel i orden, at jeg bliver? Hun må jo have det på samme måde.

Da hun taler, bliver jeg enig med mig selv om, at det er okay. At jeg ikke behøver at gå. Hvis hun ikke ville have mit selskab, ville hun sandsynligvis også bare være fortsat videre. Det kunne hun have gjort - Men jeg er glad for, at hun ikke gjorde det. Et lille smil anes på min mule, og jeg tipper lyttende ørerne frem imod hende, for også at lagre hendes stemme i min hukommelse. Behagelig er den, men også en smule.. Reserveret? Afmålt? Jeg ved det ikke. Men der hviler noget mere i den end hos andre, jeg har mødt.

Fremmede. Trist, men sandt. Forhåbentlig er jeg dog ikke fremmed i ret meget længere tid. Og det samme med hende, for mig altså. Det er rart at møde nye, men det er også rart at være blandt venner. Og hvor rart det dog ikke ville være, hvis vi kunne blive venner.. Men venner er langt oppe på stigen. Først er der 'bekendte'. Man kan ikke bare springe alt over, og pludselig være venner. Jo, føl kan. Men vi er jo ikke føl længere. Selvom det ville være nemmere.

"Hvem er så du?"

Spørger jeg afprøvende. Normalt er jeg ikke helt så.. forsigtig. Men der er bare noget over hende, der får mig til at tænke en ekstra gang over, hvordan jeg opfører mig. Noget siger mig, at hun ikke ville reagere positivt, hvis jeg pludselig sprang frem og nappede til hende - Ikke at jeg ville gøre det normalt.

Alt i alt er mit indtryk, at hun er en anderledes hoppe, ikke blot af udseende. Men giver det mig mindre lyst til at lære hende at kende? At stille de spørgsmål, der brænder mig op indefra? At være i hendes selskab? Nej. Jeg vil vide hvilken slags hest, hun er.

Den gyldenbrune hingst der står overfor mig, er fremmede for mig, som så mange andre er. Jeg kender ikke hans navn, hans lugt og hans personlighed. I det hele taget er der kun ét stort spørgsmål i mit indre: Hvem er han?
Ikke blot hans navn vil jeg vide. Jeg vil lære ham at kende. Hans personlighed, hans sjæl. Men så meget i mit indre, taler for ikke at blive her. Blive i hans selskab, og i stedet forlade ham, inden han forlader mig, som så mange andre har gjort i mit liv.

Mine forældre som de første. Jeg troede, at jeg ville have min far i nærheden, som han fortalte mig da jeg var lille. Men dette, det var jo ikke sandheden. For hvor er han nu? Årene er igen gået, og jeg har kun set ham én simpel gang, hvor ordene var få, og selskabet var kort. Derefter, forsvandt vi igen fra hinanden, som dug for solen.
Ham, den gyldenbrune hingst der nu er her, vil sikkert gøre det samme. Det er det eneste jeg kender til. At folk forsvinder, og at jeg ikke ser dem igen. Desuden har de få selskaber jeg har haft, ikke udviklet sig i en vitterlig fornøjelig retning. Nej, Brêgo, den brogede hingst, misforstod helt mit væsen. Nærkontakten han ville have, kunne jeg ikke give ham; og det skabte en kolossal barriere imellem vores sjæle.
Så hvorfor skulle det ikke også være sådan med denne fremmede hingst?

Mine øjne hviler imod ham, direkte ind i hans. Ventende på noget, et eller andet. Men jeg ved end ikke hvad det selv er. Men da han så åbner munden, og lader sin stemme komme frem, lytter jeg intenst med det ene øre fremme, og det andet tilbage; jeg skal huske hans stemme. Hvis jeg nu skulle risikere nogensinde at møde ham igen. Hvilket jeg sikkert ikke gør.

,,Mit navn er Asira, datter af Hawaet El Nour og Djange, og dermed født i dette land. En almen strejfer.”

Dette bliver min præsentation af mig selv, da jeg ikke aner hvad jeg ellers skal sige. For hvem er jeg? Jeg ved det end ikke selv. Jeg er stadig blot ung og uerfaren på mange ting, og jeg ved derfor ikke hvad jeg ellers skal sige til det spørgsmål hans stiller. Hvis han havde spurgt hvad mit navn var, ville det være nemt at svare på. Men nu, nu er det jo ’Hvem er du’.. Mit blik falder fra ham igen, fordi det viger omkring os og vores omgivelser som jeg også er opmærksom på.
Men jeg tager dog blikket tilbage til ham, og lader min stemme falde ud i luften igen, imod ham.

,,Hvad er dit navn? Og hvem er du?”

Dette bliver mit spørgsmål tilbage til ham, og skepsissen i min stemme er der stadig.