Could this be real?

Forbeholdt Shaeyata

Ahearn, den sne hvide hingst, med sort man og hale, kom gående i den tætte skov. Hans sind var lukket og mørkt. Han var stadig omtåget, efter turen hertil og kunne på ingen måde finde ud af, hvor han var endt. Dog er Ahearn ikke den bange type, nej. Han er selvsikker, ligemeget hvilken situation han står i. Hans sorte forhove og hvide baghove, sank en smule ned i det våde mos. Hvor han dog hadede fugtigt mos, det klistrede altid så forfærdeligt.

Han rystede den store sorte man på plads, noget sagde ham, at dette ville blive et noget anderledes eventyr, han ville komme ud på. Men dette generede dog ikke den store hingst. Han havde prøvet lidt af hvert, i sit tidligere liv og tog derfor alting, i stiv arm. Han undrede sig over, hvor alle de andre heste var, hvis der altså var nogle. I bund og grund ønskede han ikke rigtig, at møde andre heste. De skabte altid problemer, eller også var det ham der gjorde det? Nej, det måtte være dem. Ahearn var for perfekt til at skabe problemer, i hvert fald efter hans mening.

Et stolt prust kom fra ham, de andre kunne bare komme an. Han skulle nok skabe sig lige dét liv, han ville have. Ingen skulle komme i vejen for det.

Shaeyata var næsten blot ankommet til dette mærkelige sted. Hun havde haft få dage til at tilpasse sig og lægge sin fortid bag sig, selvom den endnu brændte tungt i hendes indre. De syn, der havde mødt hende få øjeblikke inden portalen, plagede endnu hendes indre - både i dagstimer, og når søvnen nåede hende. Som du nok kan forestille dig, var søvnen knap i de dage på grund af de farverige mareridt om elveres rene blod, der sank ned i mørk skovjord, indtil underlaget var fedtet af død og kaos. På en side, var hun lykkelig over, at hun var undsluppet dette grusomme sted. På den anden side, følte hun sig skuffet over, at hun ikke kunne hævne sig på de grumme rund-ørede.

Nu var denne gyldne hoppe imidlertid fanget på dette sted, og hun var besluttet på, at det skulle være en ny start, og at hun ikke ville tage afstand til det med det samme. Derfor var hun med lange, elegante skridt galoperet af sted uden nogen destination med det simple formål at udforske. Hun mente, at hvis hun nu alligevel skulle befinde sig på dette sted længe, så måtte hun da i det mindste kende sine omgivelser. Første skridt mod det, var at undersøge, hvad der var omkring hende. Det første, der havde trukket i hende var de skovlignende omgivelser på denne lille ø. Det mindede hende en smule om 'hjem'.

Hendes hoved var stolt hævet i en værdig positur, idet hun med sine elegante og taktfaste bevægelser tilbagelagde afstand. Med hvert skridt sank hendes hove langt ned i det fugtige mos, hvilket forårsagede, at hun løftede sine ben endnu højere end sædvanligt. Ikke at det havde nogen anden effekt end det yderligere ædle, der kom over hendes holdning. Hun prustede kort og slog en enkelt gang med hovedet, idet hun standsede op fra det ene sekund til det andet. Hendes mørke, intelligente blik skimmede omgivelserne tankefuldt, idet hun overvejede, hvilken retning hun skulle tage herfra. Efter få sekunders overvejelse, sprang hun frem i endnu en lystig og legende galop og tog den mest kringlede vej frem. Hvad hun ikke forventede at møde, var andre heste. Hun havde endnu ikke set én eneste, og hendes håb om at finde andre af hendes egen race var så småt begyndt at svinde ind. Hun var trods alt vokset op et sted, hvor du mødte heste alle steder. Hendes tålmodighed på det område, kunne ikke forventes at være stærk.

Hun blev noget overrasket, da hun så en hvid hingst foran sig, og hun standsede op på grund af denne overraskelse. Hendes ører var vippet fuldstændigt fremad og nysgerrighed nåede på kort tid hendes ansigtsudtryk, idet hun kort udbrød et hilsende vrinsk for derved at gøre sin tilstedeværelse bekendt for denne hvide herre. Efterfølgende travede hun taktfast og langsomt med feminine, men værdige og stolte skridt frem mod ham, indtil hun stod foran ham med komfortabel afstand. Først her lod hun sit blik møde hans, og hendes egne øjne var præget af en imødekommende selvsikkerhed, der passede sig for en dronning, og et svagt hint af noget charmerende, der som regel lå skjult i hjørnerne, hvis man kiggede godt efter.
"Jamen godaften, Herre." hilste hun med sin klare stemme, der på én gang var legende og drillende.

Han gik stolt og opmærksomt i den tætte skov. Hans ører opfangede, hver eneste lille lyd. Fra fuglenes rumsteren i trætoppene, til egernets færden i skovbunden. Ahearn havde altid været opmærksom, på alt. Hans fortid havde da givet ham nogle fordele og dette var en af dem. Så det kom ikke bag på ham, da han hørte en helt anden lyd. En lyd fra en anden hest og, så vidt han kunne høre, komme denne fremmed direkte imod ham.

Han hævedet hovedet endnu mere, halen kom højt op. Han fnøs voldsomt. Han var klar, klar på at møde en eventuel trussel. Noget gyldent fangede hans øjne, det bevægede sig hurtigt og let igennem skoven. Da den fremmed endelig kom til syne, havde han nær tabt kæben. Foran ham stod en hoppe, der så inderligt lignede hende, han havde dræbt for så mange år siden. Hende som havde ført ham hertil. Han var frosset til stedet. Hvem var hun, hvad var hun? Kunne det virkelig passe, at hun stod foran ham?

Hendes øjne glimtede, med den samme intensitet, som den anden hoppe havde haft. Men da hun snakkede, vågnede han igen. Hun var ikke den samme. Hans ører blev med ét smækket ned og det glimt af håb, der havde været i hans øjne i et kort øjeblik, forsvandt som dug for solen. I stedet blev det erstattet af had. Ikke decideret imod hende, nej. Hun kunne jo ikke gøre for, at hun lignede en anden så meget. Men et had mod ham selv, hvordan kunne han have været så dum, at tro at hun stadig levede.

"Godaften frøken." Var det eneste han var i stand til at fremstamme.

Shae tillod sig at granske denne kønne hingsts udtryk, mens hun nærmede sig ham. Hun var gennem tiden blevet ganske dygtig til at læse andres ansigter, og hun brugte det gerne. Hun fandt det i hvert fald meget interessant at se, hvordan de fleste så ud, når hun nærmede sig dem for første gang. Denne hingsts reaktion virkede i første omgang næsten chokeret ved hendes ankomst, idet han stod helt stille og bare betragtede hende, mens undren var malet i hans øjne. Hun forstod ikke denne undren, og hun forstod ikke chokket i, at hun nærmede sig, når nu hun havde været så galant at gøre ham opmærksom på det.

Hun bemærkede da, hvordan han ændrede sig, da hun først begyndte at tale til ham, og denne nye opførsel var ikke ligefrem, hvad hun havde forventet. Som reaktion på hans fjendtlige, hadefulde opførsel, kneb hun kort øjnene sammen, men forblev ellers helt roligt, som hun stod foran ham. Hun var opdraget bedre end at slå ned på enhver, der ikke opførte sig helt, som hun ville ønske det, så hun lod han rase af og afventede, at han skulle falde ned og indse, at hun ikke havde nogen intentioner om at gøre ham ondt. I stedet smilede hun nonchalant og mildt til ham og nikkede, da han endelig fik fremstammet en hilsen, der var høfligere, end hun havde forventet.

"Hvad må jeg kalde dig?" spurgte hun ham i en rolig, men oprigtigt interesseret tone, mens hun endelig lod sine hove bevæge sig igen. Hun trippede kort på stedet, inden hun endelig fandt en mere behagelig stilling at stå i. Da lod hun også sit hoved sænke en lille smule til et behageligere niveau. Dermed ikke sagt, at hun ikke stod i en stolt stilling. Hendes hoved var endnu hævet nok til, at hun viste sig selv frem med værdighed og stolthed. Hendes mørke, intelligente øjne var rettet lige mod hans, mens hun betragtede ham.

"Har jeg gjort noget, der har oprevet dig?" spurgte hun så i et mildt, spørgende tonefald for at få afsløret, om det var noget, hun selv havde forskyldt, at han havde været så fjendtligt indstillet. Hun tvivlede derpå, men at hun spurgte kunne være en god måde at vise, at hun virkelig ikke mente noget dårligt med at tage kontakt til ham - og så gav det ham mulighed for at forklare sig, hvis hans dårlige opførsel ikke havde været meningen. Hun lænede kort sit bløde hoved frem for venskabeligt og opmuntrende at puffe til ham med sin mule.

"Mit navn er Shaeyata. Du kan kalde mig Shae, hvis du ønsker." præsenterede hun da endelig sig selv, idet hun stolt hævede hovedet og skød brystkassen frem. Hun var stolt over det navn, hun var blevet tildelt i sit tidligere liv, og hun var stolt af, hvad det betød. Hun værnede om det og beskyttede det, og lod intet ændre det til noget værre. Elverne troede stærkt på, at det var ens navn, det gik ud over, hvis man gjorde noget uhensigtsmæssigt, og ens navn kunne aldrig ændres. Da ville man skulle gå rundt og bære sin skamplet for alles øjne og resten af livet. Det var ikke en skam, Shae ville placere på sig selv heller, og hun var stolt over, at sit navn ikke havde lidt under sådanne ændringer igennem de 5 år hun havde gennemlevet.

[/color]

Ahearn var udmærket godt klar over, at hun kunne læse hver eneste følelse der gik igennem ham. Men det generede ham egentlig ikke, for så vidste hun, at han ikke ligefrem var lykkelig over at møde hende. Men han havde da ikke tænkt sig, at gøre andet. Nej, Ahearn kunne sagtens finde ud af, at opføre sig nogenlunde kontrolleret. Men hun skulle på ingen måde begynde at være flabet, arrogant, bedrevidende eller for den sags skyld, nærme sig for meget.

Han stod i lidt tid og tænkte over, om hun overhovedet skulle vide hans rigtige navn. Alt inden i ham fortalte ham, at hun ikke skulle vide det. Men samtidig var han stadig lettere påvirket over, at hun lignede den anden hoppe så meget. Så hans dømmekraft var ikke lige den bedste. Så med sin dybe stemme fik han sagt: "Du må kalde mig Ahearn."

Hans øjne strøg over, hver eneste detalje der var på hende. Der var intet han overså. Men da hun spurgte ind til hans opførsel, blev hans blik atter dystert og hans ører blev smækket længere ned. Inderst inde havde han lyst til at svare, hvad rager det dig. Men han gjorde det ikke, nej det var han alligevel for nobel til. Hans øjne søgte op til hendes inden han svarede:"Nej det har du ikke, hvorfor skulle du dog det?"

Han kunne dog godt høre på hende, at hun ikke mente det på nogen dårlig måde. Hun virkede så meget mere livsglad, end han selv var. Noget tydede på, at denne hoppe ikke havde været udsat for det samme som han selv. Det var på en måde dejligt at se, at der stadig fandtes sjæle som endnu ikke var blevet påvirket, af det ondskab som hærgede nogle steder.

Han gav hende et kort nik til hendes præsentation af hende selv. "Jamen så vil jeg da kalde dig Shae." Ahearn havde aldrig været den, der snakkede så forfærdeligt meget. Mest af alt, skulle der meget til før han følte, at nogen havde fortjent at høre på ham, eller få hans opmærksomhed. Men Shae her havde en fordel, som samtidig kunne være en ulempe, hun bragte gamle minder frem. Minder som kunne gøre ham mere medgørlig. Men det kunne også få ham til at se rødt, hvis hun gjorde noget forkert.

Shaeyata, den gyldne hoppe fra den store skov og de forreste rækker af de stærkeste krigere, leder af samtlige heste hos elverne og dronningens personligt valgte ledsager i krig og fred og nyankommen til en mærkelig, ny verden, betragtede den hvide hingst, der opholdt sig foran hende. Hun ventede, at han skulle beslutte sig for, hvorvidt han ønskede at indvie Shae i hans navn, eller om han ønskede at tie, for at tie var altid en mulighed i alle livets aspekter. Somme tider var det endog det bedste at binde sin tunge og undlade at udtale ord, der kunne gøre mere skade end gavn. Shae var dog af den opfattelse, at hans navn næppe var et af de tilfælde, hvor det ville medbringe skade frem for gavn. Hun smilede derfor tilfreds, da hingsten endelig åbnede sin mund og fortalte hende sit navn.

Det var et kønt navn, der lød vel i Shaes ører. Det havde en nobel genklang og var sammensat på en god, syngende måder, som elverne selv ville kunne gøre brug af, når de skulle navngive nye medlemmer af deres samfund - elvere OG dyr. Hun smilede derfor ganske nonchalant, men på en tilfreds måde, idet hun respektfuldt nikkede en enkelt gang for at vise, at hun accepterede dette navn, og at hun respekterede ham for at have indviet hende i det. "Det er en ære at møde dig, Ahearn." udtrykte hun da i en afmålt, men helt rolig tone, idet hun lod sit mørke, intelligente blik falde ind i hans igen, overvejende og læsende. På en eller anden måde formåede hendes blik at få andre til at føle, at hun så ind i deres dybeste kroge og deres sinds inderste lag, uden at hun borede og tvang sig derind. Hendes rytter, elverdronningen havde udtalt, at når Shae mødte ens blik, da føltes det som en mild vind, der blidt rørte i ens indre og mildnede sorger. Det var naturligvis ikke en sandhed, at Shae var i stand til at udføre den slags mirakler - men følelsen var reel nok.

"Udmærket så." erklærede hun med sin bløde og rolige stemme, da han bekræftigede, at det ikke var noget, hun havde gjort, der havde oprevet ham - også selvom hele hans udtryk igen gav udtryk for noget helt andet. Naturligvis var det en mulighed, at hendes spørgsmål havde generet ham, men hun kunne ikke tage sig af, at han overreagerede ved alt, hun sagde. Da ville hun føle sig alt for trættet efter en eventuel samtale med denne hingst. Desuden var det, ligegyldigt årsagen, at overreagere, da hun end ikke havde spurgt ind til, hvad der oprevede ham. Det havde været et simpelt ja/nej spørgsmål, som de fleste kunne besvare uden tøven og dårlige følelser.

Et blidt og oprigtigt smil gled over hendes mule, da han ønskede at gøre brug af hendes kælenavn, hvilket muligvis ikke betød noget for ham, men som hun alligevel tog som en god gestus. At bruge andres kaldenavne var en måde at udtrykke, at man muligvis ønskede at komme disse nærmere og lære dem at kende, eller at man allerede anså dem for at være venner. Hun tvivlede på den sidste af disse muligheder og lod sig derfor stille tilfreds med tanken om, at han var interesseret i at lære hende mere at kende - og at han derved ville give hende en chance. Hun trippede en enkelt gang og trådte elegant til siden for at få gang i sine spinkle, men stærke ben igen.

"Vil du vise mig den venlighed at forklare mig, hvad dette er for et sted?" spurgte hun så endelig. Det var et spørgsmål, der havde jaget hende lige fra starten af, og da det ikke var høfligt at starte en samtale med et sådant spørgsmål, havde hun ventet til alle høflighedsfraserne var overståede. Hun var af det håb, at han i det mindste vidste mere end hende, og at han kunne give hende bare lidt klarhed angående, hvor hun var kommet til, og hvordan det kunne lade sig gøre. Hun var fyldt af så mange tvivl og undrende tanker, som holdt hende vågen, når hun burde hvile, og at få besvaret bare de to spørgsmål ville muligvis jage de største af disse tanker på flugt og give hende den inde ro, hun var i mangel af.

[/color]

Ahearn stod bare og betragtede hende. Han kunne stadig ikke forstå, at hun lignede den anden hoppe så meget. Han kunne ikke tænke helt klart, ikke lige i det øjeblik. For der var noget i ham, der fortalte ham, at den hoppe som nu var død, havde været skyld i, at han var kommet til dette land. Og så pludselig dukker hende her op. Var det bare tilfældigt, eller var der en dybere mening bag det?

At det var en ære at møde ham, det kunne han ikke rigtig forstå. Han var en mørk og dyster sjæl, som havde været udsat for så mange grusomme ting, at han nok aldrig ville kunne ændre sine tanker. Men nu kendte hun ham jo ikke, så hun kunne ikke vide, at han var sådan. Men det skulle hun nu nok finde ud af. Hun virkede dog til at være hoppe, der antog det bedste hos andre. For Ahearn gav dette ingen mening. Han var af en helt anden opfattelse, han lod ingen komme for tæt på og var altid på vagt overfor fremmede. Der var ingen, absolut ingen der kunne komme ind på ham, og sådan skulle det også blive ved med at være.

Dog følte han, at han måske havde begået en fejl, ved at vælge at kalde hende Shae. Måske virkede det som en antydning til, at han gerne ville lære hende at kende. Det var dog ikke hans mening. Han klarede sig altid bedst alene. Men måske var der noget dybt inde i ham, som reagerede på, at denne Shae mindede ham så meget om den anden hoppe.

"Det kan jeg desværre ikke. Jeg er selv lige kommet hertil. Så alt er også nyt for mig." Og det var ganske rigtigt. Ahearn kendte ikke til dette land og det virkede meget anderledes, end det han var kommet fra.

Shaeyata blev en anelse skuffet, da han ikke var i stand til at fortælle hende mere, end hvad hun allerede vidste: At der fandtes mange forskellige områder og klimaer i dette mærkelige land – og at det var øer. Det havde hun opdaget efter sine ture omkring for at udforske sit måske nye hjem. ”Det var en skam..” mumlede hun, en anelse skuffet over den endnu store uvidenhed, hun led under. Hun brød sig ikke om at være den uvidne. Hun havde altid gjort en stor ære af at vide, hvad der foregik længe før nogen indviede hende i det, men i dette tilfælde, havde hun ikke en chance for at vide, hvad der var sket. Det gik langt ud over hendes forstand, på trods af at hun var vokset op hos et så eventyrligt, uforudsigeligt folk som elverne, og hun havde set dem udøve den smukke magi, som hun i sidste ende var kommet til at forstå i et vist omfang. Denne slags magi, forstod hun imidlertid ikke. Hun anså det dog ikke som helt umuligt at få noget nyttigt at vide fra denne Ahearn. Han kunne i hvert fald fortælle hende, om hendes måde at komme hertil var noget andre også oplevede.

”Ahearn, må jeg stille dig et spørgsmål?” spurgte hun ham så, mens hun med et enkelt, helt roligt skridt bevægede sig en lille smule tættere på og lod sine mørke øjne falde tilbage ind i hans for at vurdere, om han var villig til at tale med hende, eller ej. Hun gjorde et enkelt, let kast med hovedet, inden hun hævede hovedet nok til, at de var på nogenlunde øjenhøjde. ”Hvordan kom du hertil?” spurgte hun ham uden at flytte sit blik fra hans, så hun kunne finde ud af, om han løj eller ej. Hun skilte alle hans indre følelser ad til de mindste bestanddele, indtil hun fandt de mest væsentlige reaktioner på hendes spørgsmål i håb om, at selv hvis han stak hende en løgn, så ville hun være i stand til at regne en del af sandheden ud. Blikke og kropssprog kunne sige en hel del om en personlighed. Hun vippede kort med ørerne, da en kølig vind rørte på sig, men ellers var i hvert fald ét øre altid rettet opmærksomt mod ham for at høre ham tale. ”Ser du, jeg kom hertil på noget… underlig vis. Jeg ønsker at finde ud af, hvorvidt det er sandt, eller om min egen hjerne spiller mig et puds.” forklarede hun så endelig sit spørgsmål med et roligt, afmålt smil på den der nonchalante, men varme, måde, hun som regel smilede på.

”Hvad kaldes dette land overhovedet?” spurgte hun med undren og nysgerrighed i sinde, mens hun kort, mens hun trippede en anelse utålmodigt til siden med bagbenene. Hun trængte til at løbe med vinden og forsøge at nå månen, selvom det ikke var muligt. Men sådan var hele livet vel. Man løb efter et mål, der ikke umiddelbart virkede til at være i rækkevidde, men man motiveredes af det og styrkedes af det. Hvem vidste, om man måske en dag virkelig nåede målet, hvis man troede nok på det. Ikke at hun troede, at hun ville kunne nå månen. Elverne havde tydeligt forklaret, hvordan universet hang sammen, og hvilke fejlagtige idéer angående dét, som mennesker var underlagt. Elvernes forskere var mange århundreder foran menneskers forskere, og der havde aldrig fandtes deres lige – og der ville heller ikke fremover komme til at findes deres lige – heller ikke selvom racen uddøde.

[/color]

Han betragtede hende grundigt, imens hun viste tydelige tegn på, at hun var skuffet over, at han ikke kunne fortælle hende mere om dette land. Men sandheden var jo så simpel. Han vidste ikke særlig meget om det. Så han ville ikke stå og lyve for hende. Hvorvidt hun havde opfattet dette, vidste han ikke. Men han kunne ikke lave om på det. Han vippede en anelse skeptisk ørerne rundt, da hun spurgte om hun måtte stille ham et spørgsmål. Han vidste ikke helt, om han havde lyst til at svare på det, hvad end det så måtte være. Da hun ydermere gik tættere på ham, overvejede han kraftigt om han skulle tage et skridt tilbage. Han kunne ikke lide nærkontakt og især ikke, når denne hoppe lignede hoppen fra hans tidligere liv. Så da hun endelig spurgte ham om, hvordan han var kommet dertil, var han lige ved at måbe.

Det kunne hun ikke mene. Minderne kom tilbage til ham, minderne af at se den fine hoppe stå i sandskyen, og komme tættere og tættere på ham. Han fortrød så inderligt det han havde gjort og, han var sikker på, at det var hende der havde kaldt ham til dette land. Det gjorde ondt at tænke på. Hans ører med smækket en anelse tilbage, imens han så ned i få øjeblikke. Dog besluttede han sig for, at svare hende. Men kun kort. Hans mørke øjne kiggede direkte ind i hendes. "Det var en meget underlig måde. Jeg befandt mig i en ørken, da en tornado kom imod mig. Dog bestod den ikke kun af luft, en masse sand var hvirvlet op med den. Inden jeg vidste af det, befandt jeg mig midt i den, men blev ikke dræbt eller fløj væk. I stedet befandt jeg mig pludselig her i dette land."

Han undlod at gå i detaljer. Da han ikke regnede med, at hun ville vide det. Hun skulle heller ikke vide det. "Hvordan kom du da hertil?" Ahearn var alligevel nysgerrig efter at vide, hvordan hendes tur dertil var foregået. Til trods for, at han normalt ikke var typen der ville snakke. "Jeg har hørt, at det skulle hedde Andromeda." I lidt tid stod han i sin egen verden og tænkte. Han havde lyst til, at gå fra denne hoppe. Hun mindede ham for meget, om hans fortid. Men samtidig virkede hun ret så interessant. Som om hun vidste noget, mange andre heste var uvidne om og, han havde tænkt sig at finde ud af hvad det var.