A song of Shadows

......SKYGGESANG

[/font][/b][/size]......[/center]

En fjern skikkelse for i urolige ryk over det gyldne sand. Om hans ben synes et evig slør af sand at danse, og på afstand synes de mærkelige sorte tegn at gå i et med den ellers smukke snehvide pels. At han var komplet ude af harmoni, måske faret vild, var let at tyde fra de dyriske bevægelser der fik hingsten til at kaste sig fra den ene side til den anden. Han opførte som en jaget.. En hjemsøgt. Og de få der vågede sig tæt nok på ville høre hans sang. Mod al forventning var den taktfase og hans klare stemme synes at forvandle de pludslige bevægelser til en forvirrende grød. Thi han sang med hjertet, med sjælen, som var han ubekymret for de steder hans hove trådte. Listede man sig endnu nærmere ville man se at hingsten faktisk stod ganske stille, men at flagende, mørke skygger forvrængede indtrykket man på afstand havde fået af ham. Mørke skygger der synes at le og tale til den hvide arrede hingst... For arret var han... Mørke aftegn snoede sig igennem hans hvide pels, som om skyggerne havde haget sig fast og var draget ind i pigmentet.
En enkelt gang virrede hingsten, der engang havde været blot vinterræven men nu var flere, med sit elegante strømlignede hoved, missede med de hvide øjne, før han igen sang. Sang med et smuk og dragende stemme. Ikke i håb om at drage nogen, men til sin egen lyst, for sin.. For deres egen glæde.

[/center][/blockquote][/blockquote][/blockquote][/size]

Ava havde begivet sig ned mod stranden. Ikke fordi der var noget nyt i det. Tvært imod. Det var et af de steder hun opholdt sig når solen ikke stod højt på himlen, men når himlen i stedet blev lyst op af stjernerne. Stranden var det sted hvor der var aller bedst udsyn. Ingen træer der tårnede op i himlen og skyggede for udsynet. Ikke over det hele i hvert fald. Ud over himlen kunne man se stjerner lige så langt øjet rækkede med undtagelse af når skyer dækkede himlen.

Den lille sorte hoppes ene øre søgte til siden da vinden bragte lyd med sig. Ikke noget der var ret tydeligt, men alligevel tydeligt nok til at vække hendes opmærksomhed. Avas koncentration var ikke længere hos stjernerne, men i stedet hos lyden, som hendes ører fangede. Det tog hende ikke ret lang tid at beslutte sig for at stjernerne kunne vente til en anden dag. Godt nok flyttede de sig, men de vendte jo altid tilbage igen. Det kunne man ikke være sikker på med levende individer.

Efter at have fulgt lyden i lidt tid syntes den lille sorte hoppe, Ava, at kunne fornemme en hest lidt længere fremme. Udelukkende fordi den var lys. Og alligevel ikke lys. Lys og mørk. I bevægelse, men uden rigtig at flytte sig. Dette vækkede hendes opmærksomhed og nysgerrighed endnu mere. Hun hævede hovedet en smule i håb om bedre at kunne se, men uden meget held. Hendes skridt blev mere trippende som hun stadig nærmede sig, for hvorfor dog stå på så stor afstand hvor man intet kan se? Mørket skjulte hendes sorte krop. Det hele faktisk med undtagelse af den hvide blis og de klare blå øjne der af og til glitrede hvis lys var så heldigt at ramme rigtigt.

......OBLIVIATE

[/font][/b][/size]......[/center]

Enkelte dansetrin fandt sig vej til den underlige hingsts hove, og straks døede hans stemme ud, og et hvin farede som et piskesmæld over sandbakkerne. Han stivnede, som forskrækket over sin egen lyd, og begav sig derefter med en lavmælt vrissen til tale. Der var ingen at tyde nær den hvide hingst, og alligevel var hans ord tydeligt beregnet for andre. Jo nærmere man kom, jo mere forunderlig synes mørket at være. Som om det levede, hviskede og lo omkring en. Sagte og uhørligt men alligevel til sådan en grad at mørket virkede skræmmende. Et ryk gled igen igennem hingstens krop, og han slog en latter op. Ikke af morskab. Sygeligheden var tydeligt at høre i de knækkede toner, bizart. Med et tiede han, selv natten tiede. Alt blev tyst. Ingen af nattens lyde var at ane, kun vindens sagte leg over toppene kunne høres i det fjerne.

"... VÆR HILSET, DU NATTEVANDRER."
Hans stemme var hærget, med antydningen af tusinde forvirrende tonefald på en gang. Og dog var et overordnet at spore i rodet; en syg, skræmmende legesyg tone. Hvorvidt han havde opdaget hoppen der nærmede sig kunne man stille spørgsmålstegn ved. Men det var til hende han snakkede, til dette væsen, urørt af nattens skygger.

Ava nærmede sig med små trippende skridt. Hvor hun satte sine hove koncentrerede hun sig ikke om, men overlod det til tilfældigheden. Hendes blik og opmærksomhed var rettet mod denne besynderlige arrede hingst. En som ham havde hun aldrig set før. Han var anderledes at se på. Anderledes af opførsel. For hende, lignede han en sindssyg. En der var plaget af noget som ikke var der. Noget som hun ikke kunne se i hvert fald. Hans hvin fik hende til at spænde op per refleks. Hendes ører vippede en smule bagud, ikke som en sur mokke, men opmærksomt. Hendes skridt blev lidt mere trippende og en anelse mere urolige. Mørket havde aldrig gjort hende noget, og hun havde aldrig været bange for det. Men dette var noget andet. Der var noget i mørket. Det var i hvert fald hvad hun bildte sig selv ind. Måske var hingsten der ikke. Det var alt sammen noget der skete i hendes hoved. Et mareridt hun ikke vågnede af endnu. Da hun var tæt nok på til at kunne se ham tydeligt, eller så tydeligt det kunne lade sig gøre i mørket, stoppede hun. Dog stod hun ikke helt stille. Det tillod hendes urolighed ikke. Han smittede af på hende. Det gippede i hende da han talte. Om han havde set hende eller ej vidste hun ikke. Han havde ikke som sådan kigget – men det kunne jo være han var blind og i stedet havde sanset en andens tilstedeværelse.

Hvad den lille sorte hoppe skulle svare denne skabning vidste hun ikke. Hun havde ikke i sine vildeste drømme, uanset om dette var en eller ej, troet at hun kunne blive kontaktet af noget så sært et individ. Hun trådte nærmere. Langsomt, med lange skridt. Ikke trippende som før. Hendes opmærksomhed var vendt mod ham, men alligevel var hun lidt i stridighed med sig selv, for hun ville også gerne kende til alt hvad der var omkring hende. Men hvis hun kiggede væk, hvordan kunne hun så vide han ikke ville forsvinde i det sorte ingenting? Hun kunne ikke risikere dette. Ikke nu hvor han havde vækket hendes nysgerrighed. Spørgsmål ville komme frem, og hvis han forsvandt, så ville hun ikke få dem besvaret. En skabning med hans udseende havde hun ikke før hørt andre tale om. Hun stoppede igen op.

,,Godaften du mystiske skabning’’

Svarede hun tilbage i en høflig tone. At fornærme andre var aldrig smart om det så var i drømme eller i virkeligheden.

......TÅGE

[/font][/b][/size]......[/center]

Hingsten, skyggeræven, synes at ændre det døde blik til en lettere undren. Som var hendes ord yderst mærkværdige, af et andet sprog end han talte. Mørket bevægede sig som en tyfon omkring dem, dog en anelse langsommere, og i mange tusinder retninger samtidig. Et virvar af mørke, mørkere mørke, og en komplet altoptærende sort. Lidt efter lod mørket til at forsvinde leende, og istedet trække op omkring den hvides ben og svæve som tåge omkring joden som var han, og kun han alene grunden til mørket omkring dem.

"MYSTISKE SKABNING..?"
Hans stemme var ru, men utroligt tiltrækkende som rummede den dybe hemmeligheder og mere viden end en hest nogensinde kunne håbe at tilegne sig igennem livet.
".. JEG ER INTET ANDET END EN STREJFER, SOM DU, UNGE HOPPE."
For det var de nu, blot strejfere på jagt efter alt der kunne underholde dem.. ham det mindste. Alting var så kedeligt når alle deres brødre, når deres ene halvdel, når deres herre ikke kunne nå dem. Men dog var de nok, dog var den i sig selv nok, dog var han selv nok til at de, den, han kunne liste morskab ud af de simple levende heste deres hvide bror, ræven, på et tidspunkt havde været en af.

Den lille sorte hoppe stod stille. Denne hingst var meget anderledes fra hvad hun havde set før - og hvad hun troede hun nogensinde ville komme til at se. Da han talte vidste hun det ikke var en drøm. Han var der. Ellers havde han ej kaldt sig selv en strejfer. Det var ikke et ord hun ville bruge selv, og derfor heller ikke et ord hendes hjerne ville bruge i hendes drømme. Hun virrede svagt med hovedet. Selvom hun ikke var mørkeræd, var der alligevel et eller andet der fik hende til at tvivle en smule på mørket omkring hende. Det var næsten som om det var sortere end sort! Og alligevel ikke - for hun kunne stadig se denne hvide underligt udseende hingst. Hun nikkede en enkelt gang da han gentog hendes ord 'mystiske skabning' spørgende. For hende var han en mystisk skabning.

,,Jeg er ej strejfende.. Jeg har ikke..''

Hun stoppede sig selv. Ellers havde hun nær sagt hun ikke havde forladt sin flok. Det havde hun jo på en måde, men ikke med vilje og ikke fordi hun blev nødt til det. Hun kunne jo bare ikke se sine forældre i øjnene efter uheldet med hendes lillebror Arc..

,,Jeg er ikke strejfende. Jeg er rejsende. Jeg gennemgår en rejse som jeg kun lige har begyndt''

Det var jo ikke fordi hun som sådan behøvede at forklare sig over for en der ikke kendte til hende eller hendes fortid. En der ikke vidste hvad hun havde været igennem. Men alligevel havde hun på en måde behov for at bekræfte over for sig selv at hun ikke var strejfer. Det var et ord der ikke passede hende. En strejfer var en dessertør! En der ikke længere var en del af en flok. Det var jo ikke fordi hun ville forlade flokken for altid - det skete jo bare, og nu var hun ude for at finde en ny. Så det måtte være en rejse mellem to flokke.

,,Duuueh.. Ligner ikke en..

Igen måtte hun stoppe sig selv. Hun ville jo ikke fornærme denne hingst. Det var hun næsten sikker på der ikke var nogen der havde lyst til. Han kunne vel klare sig som strejfer, fordi ingen turde gøre ham noget? Det var i hvert fald hendes bedste bud.

,,Du ser ikke ud som andre her..''

En konstatering kunne vel ikke være fornærmende. Han måtte vel også vide han var anderledes.

......STREJFER

[/font][/b][/size]......[/center]

Dødninge hesten slog en kort latter op da hoppen nægtede sig strejfer titlen, men lod hende tale ud før han modsagde hende. De mælkehvide øjne betragtede hende, men det synes så fjernt... Som så han igennem hende, dybt ind i hendes inderste, det som andre ikke burde have kendskab til. Brisen fik hingstens lange snefarvede man til at hvirvle let i luften, og skyggerne slog drillende ud efter de enkelte hår, så selv fletningerne sattes i bevægelse. Hvorvidt skyggerne var virklige kunne man betvivle, for hingsten var komplet upåvirket af de mørke skabninger.

"ALTSÅ EN REJSENDE, UNGE HOPPE? IDET DU INTET STED HAR AT VENDE HJEM TIL, ENDNU IKKE HAR ET MÅL, ER DU EN STREJFER."
Han talte med en underlig tone, en tone som vismænd brugte når de belærte den almindelige befolkning, han talte vel i princippet ned til hende, selvom holdningen der lignede en gammel hests fortalte anderledes. Hendes konstatering vakte et kort levende glimt i de hvide øjne, før de igen blev tomme, så igennem hende.
".. JEG ER HELLER IKKE SOM MANGE ANDRE, THI JEG INTET STED HAR AT SØGE, JEG HAR MIT HJEM. DET ER FORSKÆLLEN DER SKELNER MANGE AF DE SJÆLE DU I FREMTIDEN VIL MØDE."

Den sorte hoppes ører gled langsomt bagud da han vovede at påstå hun ikke var en rejsende, men i stedet en strejfer. Strejfer var en titel hun nægtede at påtage sig selv. En strejfer var en der enten var smidt ud af flokken eller deserteret. Og hun havde ingen af delene gjort. Ikke med vilje og ikke fordi det var meningen det skulle forblive sådan. Hun ville jo have været vendt hjem igen, men bare ikke lige med det samme. Hun var i hvert fald ikke opdraget til at stikke halen mellem benene på den måde som hun havde gjort inden hun havde åbnet øjnene og i stedet var endt i dette land. Dette besynderlige land.

"Jeg er ikke en strejfer"

Hun stod fast ved det, og kunne måske også komme til at lyde lidt som en lille unghoppe der stampede i jorden fordi hun ikke fik sin vilje. Men det var lidt noget andet det her. Det var stædighed. Ingen skulle på noget som helst tidspunkt kalde hende noget hun ikke var.

"Jeg kommer fra en slægt med ledere i mange flokke. Jeg er datter af Korr og Aria og jeg har et hjem"

Hun lagde ekstra tryk på 'har' for hun havde jo sådan set et hjem. Hun hørte til i flokken Marah, men den var ikke at finde her. Derfor var hun rejsende. Fordi hun enten ledte efter et nyt hjem eller sit gamle hjem. Hvad end der kom først.

......ORIGINS

[/font][/b][/size]......[/center]

Skyggerne lo hjerteligt af hoppen imens hun talte, smøg sig kærligt op omkring hingstens sider, og rakte driillende ud efter den mørke unghest. At hun blev ved med at benægte at hun var strejfer gik hingsten en smule på. Hans definition af strejfer var anderledes. En strejfer var en stærk overlever, der havde revet sig fri af flokkene, men kunne til dels også være en unghest, jaget ud af den gamle flok. Måske han skulle finde sig en flok hopper? Narh. Han havde skyggerne, de havde sig selv. De ville altid være en tilstrækkelig flok for den. For dem. For ham.

"... SOM DU VIL, HOPPE."
Hans stemme var slået over i et lettere reserveret tonefald, som om den kendsgerning at hun ikke mente at hun var strejfer, gjorde hende til mindreværdig.
".. LIGELEDES GØR JEG, NATTEVANDRER, MEN DET FRAHOLDER MIG IKKE FRA AT STREJFE."
Han rent faktisk fra en slægt, i hvis åre der løb det man havde kaldt 'kongeligt blod'. Han var en helt hvor han kom fra, men samtidig en udstødt der havde forladt sit folk af egen fri vilje. En ræv der vandrede med skyggerne.

Han mente at han var en strejfer, men var stolt af at være det? Sådan virkede det i hvert fald til at hænge sammen for den lille sorte hoppe. Men så alligevel måske. For hun kunne tænke - også selvom hun endnu ikke var ret gammel. Hun var opvokset i en flok, hvor man som strejfer ikke blev regnet for noget som helst. En strejfer var alene. En der ikke havde nogen. En udstødt var en der direkte var sendt ud af flokken. De strejfere der ofte havde forladt flokken hun selv kom fra, Marah, var nogen der ikke kunne enes med flokkens medlemmer eller som var uenige med hendes fars, Korr, valg.

Hun fnøs ganske kort af ham og veg lidt væk fra ham og de skygger der syntes at være der - også selvom det var mørkt. Han kom kun til at virke mere underlig i hendes øjne.

"Du skal have lov til at strejfe hvis det er det du har lyst til. Men så lavt vil jeg nu alligevel ikke selv synke, ser du.. Hvor jeg kommer fra er strejfende ikke nogen der beregnes for noget - og jeg er noget. Jeg stammer fra en lang række af respekterede hopper. Ikke bare hopper, men mager til ledere af nogle af de største flokke. Og jeg har ikke tænkt mig at opgive og lade mig selv… strejfe bare fordi en lille forhindring er dukket op"

Med forhindring mente hun selvfølgelig at hun nu var landet her i Andromeda, uden sin mor og sin mors opdragelse og vejledning. Nu måtte hun selv lære alt hvad hendes mor ville have lært hende. Måske ville hun ikke finde en af de største flokke, for hvis det var sandt at der ingen flokke var, så ville det blive lidt svært. Men om ikke andet ville hun have muligheden for at søge og finde en at starte en ny flok med. Få stablet noget nyt på benene. Uanset om det så ville være en stor eller lille flok, så ville det alligevel være noget stort. Det er ikke nogen der bare sådan lige opstår, for er flokkene for små bliver de ikke altid ved med at eksistere. De der har størst chance for at overleve er dem der er store i løbet af kort tid. Sådan havde hendes mor fortalt hende.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

SECOND TRY

[/color]
[/center]

Dødninge hingsten slog en latter op da hoppen definerede sin betydning af strejfer. Hvordan hun kunne få det indtryk vidste han ikke, men han vidst dog at der fandtes mange typer heste, og hun var en af dem der altid ville følge strømmen.
"MEN STREJFER DU IKKE NU, LILLE HOPPE? DU HAR INGEN FLOK AT SE FRME TIL, INGEN HINGST TIL AT JAGE MED DIG, INGEN LEDER TIL AT GUIDE DIG IGENNEM NATTEN? DET ER HVAD EN STREJFER ER, DET ER HVAD EN STJREJFER ALTID HAR VÆRET. EN UDEN FLOK AT VENDE SIG TIL, EN UDEN LEDERE, ET STÆRKT INDIVID DER HAR FRAVALGT DE BEGRÆNSINGER ANDRE UDSÆTTER DEM FOR. ELLER ET TÅBELIGT, SVAGT, FJOLS DER SELV IKK MED EN FLOK VILLE KUNNE OVERLEVE."
Han talte med en skjult latter i stemmen, morskab over at skulle definere sine ord for hoppen, og latter over den måde hvorpå skyggerne skabte sig, drillede hoppen der intetanene endnu førte sin samtale med ham. Han ønskede ikke at omvende hendes ords betydning, men blot at give hende flere aspekter, flere synspunkter at analysere ud fra, før hun foragtet kastede andre heste væk som 'strejfere'. En kølig brise løftede op i hans lange silkehvide man, fik fjerene til at danse spøjst i natten, skyggerne til at hvine begejstret, og søge op omkring den hvide hingst. Som en ildbringer, en fakkel, stod han i natten, med skyggerne som flammer dansende om hovene.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Avas ører gled om i nakken da den lyse og alligevel skyggeramte hingst slog en latter op. Hans ord brød hun sig ikke om. Hun var en hoppe, men ikke helt almindelig. Hun havde et stort temperament og hun havde lært at sige fra når det blev nok. Sådan havde det været nødvendigt når hun tumlede rundt med de andre unghingste i flokken, som hun kom fra. Lille hoppe? Ingen hingst til at jage med hende? en strejfer? Disse fornærmelser fik en vrede til at vokse. En lille hidsighed. Men denne hidsighed var stadig muligt at holde inde, og dette ville hun forsøge så længe som muligt. Det var ikke pænt at miste besindelsen. Alligevel, da han kaldte hende et tåbeligt, svagt fjols, som ikke engang ville kunne overleve i en flok, hævede hun et forben og lod det ramme jorden foran hende hårdere end hvis hun bare gik normalt.

"Du, hingst" snerrede hun af ham til at starte med.

"Du har ingen grund til at dømme mig på den måde. Du kender mig ikke og kan derfor ikke sige noget som helst! Det er lykkedes mig at overleve her Alene, og det kan stadig lade sig gøre! Jeg er opdraget anderledes end du, og kan du ikke respektere det er det dit tab. Du er en hingst uden ære. Hvis du overhovedet er en hingst. Du er et ensomt lille kryb"

Dette var hvad hun havde at sige til ham. Han havde fornærmet hende på så mange mulige måder hun overhovedet ville kunne komme i tanke om. At fornærme hende yderligere ville være umuligt! det var hun ganske sikker på. Hun trådte tættere på, så tæt hun alligevel turde.

"At du kan stå og kalde mig svag uden at kende til mig, beskriver mere om dig end mig"

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

NIGHT MARE

[/color]
[/center]

Skyggehingsten brummede veltilfreds over hoppens hidsige udråb, selvom han egentligt ikke havde tiltalt hende med de fornærmende ord han havde sat på strejferen, blot udtalt sig om hvordan han forstod ordet. At hun lod sig gå såden på morede dog hingsten en del mere end det havde gjort at fortsætte skænderiet. Et bredt smil tonede frem på de mørke læber, farvet sorte af de selvsamme skygger der nu hvislede igennem natten.
"ENSOM, MI'LADY?"
Det ville han skam ikke benægte, men han følte sig ikke ensom, tværtimod.
"JEG BEDØMTE IKKE DIG, STREJFER, BLOT DEFINATIONEN AF ORDET... DU BURDE LYTTE LIDT MERE, NATSORTE. DET VILLE GAVNE."
Endnu en fornærmelse. Eller rettere sagt; denne gang var det en fornærmelse, for at se hvor langt han kunne få hoppen til at gå, hvor intens en ild han kunne starte i hendes indre. Selvom han i princippet intet havde imod denne stadig fremmede sorte hoppe. Skyggerne veg legende ud i natten, blottede dødningehingsten, og han klukkede lavmælt da han hvælvede i nakken. Hans øre var lettere kedsommeligt slået ud til siden, og vippede engang imellem imod hoppen for at tolke hendes skridt og bevægelser. At hun trådte nærmere opildnende hans iver efter at grave dybere ned i fornærmelsen, men samtidig forholdt han sig neutral udadtil, kun det skræmmende grin, der matchede næsten for perfekt til det dødninge agtige aften der grumt sneg sig op imod hans kindben. Et ganske skræmmende match, men når han endelig besluttede sig for at være skræmmende.. Så kunne denne skyggeræv også være det-

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Ava så mod den specielle.... Hun ville næsten kunne gå så langt nu at hun kunne kalde ham en sær hingst. For normal var han godt nok ikke. Han var skræmmende men alligevel ikke skræmmende. Uhyggelig uden at være uhyggeligt, og hvad der gjorde dette kunne hun ikke finde ud af. Det var som om hans tilstedeværelse gjorde mørket sortere og tættere end det egentlig var, og hun var næsten sikker på det var hendes hjerne der spillede hende et pus. For den slags havde hun oplevet før. Når hendes hjerne gjorde hvad den fandt nødvendigt for at hun skulle overleve. Hvis den krævede hun skulle være mere opmærksom.

"Du hentydede til jeg var en strejfer. For derefter at definere ordet strejfer. Ærgo har du indirekte bedømt mig. Mindre kloge havde måske ikke lagt mærke til det. Men selvom jeg måske ikke er så gammel, så er jeg ikke dum"

Den lille sorte hoppe brød sig allerede mindre om ham end da hun først havde mødt ham. Hendes ører vippede en smule ud til siden, inden de søgte om mod nakken igen. Hun betragtede denne sære og lidt skræmmende hingst. Han var vel næsten som trådt ud af et mareridt. Anderledes og uhyggelig. Og de aftegn. De var alt andet end normale. De var lige så unormale som han var det. Hun blev stående i få sekunder og trådte et halvt skridt tilbage for ikke at være for tæt på.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

SHADOW WHISPERER

[/color]
[/center]

Skyggehingsten vippede let på hovedet, lagde det på skrå, og betragtede hende derpå med sine døde, mælkehvide øjne. Derpå bredte smilet sig igen på hans læber, sygt, som havde han en form for galskab.
"MEGET VEL, NATSORTE, TAG DU DET OP SOM DU ØNSKER, MEN HVORVIDT DU ER DEN ENE ELLER DEN ANDEN TYPE AF STREJFER, VIL JEG LADE VÆRE OP TIL DIG. IKKE ALT BEHØVER AT VÆRE NEGATIVT."
At hun ikke brød sig om ham, fremkom ganske tydeligt for fantom hingsten, men det gik ham ikke det mindste på, det havde aldrig været hans mening at blive venner med unghesten, men samtidig heller ikke at blive hendes fjende. Faktisk havde han ikke i sinde at binde sig til hende på nogen måde, blot at forblive en mare agtig fremmed. Hans øre hvilede opmærksomt på hende, dog slået lidt tilbage. Han var hverken venlig eller uvenlig, blot reserveret. I det mindste overskred han ikke hendes grænser... Endnu. Hvis han altså fik lysten til det på noget tidspunkt. Et kort slag med hans hvide hale, og derefter rettede han op på sit kønne, strømlignede hoved.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]