En endeløs søgen

En endeløs søgen

[ ... Forbeholdt Ava og Volontaire...]

Tankerne kredser omkring mit sind. De lurer og bobler i mit indre, viger fra højre til venstre, og skaber kaos i mit i forvejen kaotiske sind. Siden jeg var på den ulmende vulkan, og mødte de skygger der ville være mine brødre, har mine tanker kun kredset om én ting, og alligevel med forskellige meninger og holdninger; illana og hendes lys. Hun er i fare, det ved jeg efter den udtalelse de kom med ”bring os lyset”.

Mine hove ramler imod jorden, med tunge skridt. Jeg har ikke haft meget hvile i det sidste lange stykke tid, for jeg har bevæget mig fra ø til ø, i en og samme søgen; at finde lysbæreren. Jeg agter ikke at fjerne lyset fra hende, og dette rumsterer i mit sind, for hvorfor er det så svært for mig, blot at tage lyset fra den gyldne hoppe, bringe det til skyggernes land, og lade min krop forvandle til kul sort som natten. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tage det lys fra hende, som hun er blevet givet af de højere magter. Svirper med den mørkegrå hale, inden jeg knejser min nakke voldsomt op.

Næseborene på min mule, er udspilede. Store og vibrere. Jeg har små skræmmer langs mine ben, som efterhånden er ved at have opnået en stor træthed og ømhed, efter min evige vandren. Men jeg kan ikke finde hende. Det har jeg ikke kunnet længe. Og mit sinds tanker har også strejfet en tanke, jeg ikke rigtig har lyst til at vide af; har andre taget lyset fra hende. Skadet hende. Måske endda gjort en ende på hendes liv? Virrer voldsomt med hovedet, og kaster begge forben frem i luften, inden jeg sætter frem i en voldsom og rummelig trav. Mit blik viger fremad, søgende og opmærksomt. Men hun er ikke at se. Ørene vipper omkring, men ej er hun heller til at høre… Hvor er den gyldne hoppe?

Avas klare blå øjne spejdede rundt for at lægge mærke til alt og ingenting. Normalt spejdede man vel rundt for at lede efter ting. Men selvom Ava så rundt, så lå hendes tanker et helt andet sted. Hun havde noget at tænke på nu som hun aldrig før havde haft. Hun kunne ikke længere dvæle ved fortiden og hendes hjemve. Hun måtte over det punkt. Og hun var gammel nok til at klare sig uden sine forældre. Hun rankede sig en smule, men selvom hun gjorde det var hun lille. Hun havde nu heller ikke brug for højden for at klare sig, for hun var i stand til at tænke. Meget af sin tid brugte hun på at tænke.

Som hun stod der mere eller mindre overladt til sine egne tanker syntes hun at have fanget en bevægelse i den ene øjenkrog. Hun drejede sit sorte og hvide hoved i retningen af bevægelsen, og så endnu en vandrer. Dem havde hun mødt nogle stykker af, men endnu var det ikke mange der havde været værd at snakke med. Det var kun få af dem hun havde mødt der i det hele taget var værd at conversere med – De der ikke havde for høje tanker om sig selv og de som ikke kun kunne tænke på sig selv. Hun var trods alt af racen hest – og det samme var de andre. Og racen hest er og bliver altså et flokdyr. Så hvor deres manglende egenskaber er blevet af havde hun gået og tænkt over. Kunne dette land være så meget anderledes fra den virkelige verden hvor hun kom fra?

Hun stod fortsat og betragtede denne fremmede i stilhed. Det var jo ikke fordi hun var usynlig, så havde man øjnene med sig, så kunne hun sagtens ses. Godt nok tydeligere i dagstimer end i mørke, men stadig synlig også i mørke – på grund af sine blå øjne og hvide blis i mørket, som gjorde hun ikke kunne skjule sig helt i mørke. Og hvem kunne skjule sig ved højlys dag? Ikke ret mange hun kendte. Måske de grå i nærheden af bjergene eller de mørke inde i skoven. Men aldrig helt.

Om denne fremmede var en der kunne holde til andres selskab vidste hun ikke. Hun var godt nok nysgerrig efter at finde ud af det, for venner manglede hun i hvert fald på dette ensomme sted. Ikke helt ensomt længere, for hun havde den lille Titan at holde øje med. Men hvor han var blevet af vidste hun ikke. Han havde jo fået den egenskab at være selvstændig. At ikke behøve en mor. Men det betød jo ikke han kunne klare sig selv i alle situationer – og hun var hans storesøster, det var hendes pligt at holde øje med ham. Hun brummede dæmpet inden hun sendte et halvt kaldende, feminint vrinsk af sted, for at angive sin position.

Den endeløse søgen, der så længe har stået på, er endnu ikke ovre. Jeg har stadig ikke fundet den gyldne hoppe, som jeg skal bringe et budskab – eller nærmere en advarsel. Svirper med den gråsorte hale, mens jeg placerer mine hove imod det grønne høje græs, der smyger sig omkring mine ben. Nogle ville måske mene at det er kærtegnene og rart. Men for mig er det aldeles ikke den følelse det frembringer; nej, jeg føler bare at græsset smyger sig om mine hove, som de lænker jeg før har haft i mit indre. Føler, at græsset holder mig tilbage, holder mig fast, så jeg ikke længere kan gå og søge. Som om de blot fortæller mig, at jeg skal stoppe nu. Stoppe min søgen. For måske er den gyldne hoppe som jeg leder så meget efter, måske er hun allerede… væk?

Nakken er stadig knejst op, så musklerne er tydelige. Jeg er ikke en af de mindste hingste i der her område, jeg er både høj og desuden har jeg opbygget en stor muskelmasse; det nytter ikke noget at rende rundt og være helt svag, i en verden fyldt med strejfende hingste og andre farer. Mine øre vipper kort omkring, lyttende efter lyden af hendes vrinsk, men der er intet at høre endnu. Ingen Illana, der har opdaget mig her, midt ude i det åbne..

Men da stilheden har stået længe på, og jeg er standser op, hører jeg i stedet et andet og feminint vrinsk. Helt klart fra en hoppe, at dømme ud fra tonelejet. Men det er ikke den gyldne hoppe. Da jeg drejer blikket, opdager jeg i stedet en sort hoppe, med en hvid blis der tydeligt markerer de blå øjne hun også ejer. Ikke noget jeg særlig tit har set. Men her er mange forskellige skabninger, mange af forskellige udseender og aftegn. Så for mig, er der intet der er voldsomt specielt mere, ved andres aftegn, øjne og maner.

Mit blik hviler imod hende, men ikke i hendes øjne som sådan. Jeg ved jo godt, at det ikke er Illana, men et spinkelt håb vokser dog i mig; for måske har hun set, eller hørt den gyldne hoppe?
uden at tænke over det, presser mine ben sig fremad, en smule stift. Jeg har efterhånden vandret over alle åbne vidder, flækker, bjerge, floder og skove, uden at finde hende. Men jeg giver ikke op. Efter nogle få skridt, genvinder jeg igen den maskuline, taktfaste, tunge men alligevel lette gang. Jeg er på vej imod hende, med hovedet højt hævet, ikke af dominans, men af stolthed. Jeg har ingen trang til at dominere hopper, overhovedet, men det ændre ikke på at jeg er stolt af sind, og altid holder hovedet højt. Udsender et højlydt brum imod hende, med den hæse og dybe tone. Det er tydeligt, at jeg er hingst.

Der gik noget tid før der overhovedet var tegn på liv fra andre. Det var ikke unormalt at hun kunne gå i et godt stykke tid uden at møde andre, og indtil videre var størstedelen enspændere. Enspændere og rimelig mugne individer. Ingen der var ligesom hende - men alle kunne vel heller ikke være ens. Så ville verden blive et kedeligt sted. Men behøvede man at virke stolt og kold og bedre end alle andre?

Den lille sorte hoppe løftede hovedet en smule og vippede ørerne i retningen af en brummen, der lød til at komme fra en hingst, der blev ført til hende med vinden. Den vind der også legede med hendes efterhånden lange man. Det var ikke unormalt at den blev kløet af, af de andre i hendes gamle flok, fordi den voksede hurtigt, så for at den ikke blev alt for lang. Ava havde nu ikke noget problem med den. På et eller andet tid bliver spidserne vel også så slidte de bare knækker af.

Hun knejsede nakken en anelse og trippede fremad en en let dans. Selvom hun var lille og bygget til at vandre i bjergene, så var hun ikke tung at se på. Slet ikke. Pandelokken hang langs den ene side af hovedet, så det milde udtryk i hendes hoved ikke var skjult. Hun var jo ikke altid en sur og tvær hoppe - kun når hun var tvunget til det. Kun når andre ville bestemme over hende og egentlig ikke havde lov til det. Her var hun sin egen herre - indtil videre i hvert fald. Hun slog en enkelt gang med hovedet og satte kursen i retningen af den fremmede. Det var i hvert fald ikke en hun havde hørt før.

Mit mørke blik, hviler imod den sorte hoppe, som jeg har retning imod. Jeg kender hende ikke, hun er mig fremmede, som mange andre er. Men jeg har et mål med at opsøge hende; og det er ikke som sådan for selskabets skyld, for det opsøger jeg sjældent. Ikke fordi jeg føler mig højere begavet end andre, og dermed ikke har brug for dem. Men simpelthen fordi jeg har det bedst alene; af forskellige årsager. Men mest af alt grundet den fortid og de lurende skygger der er i mit baghoved.

Svirper med den grå hale, mens jeg bevæger mig videre imod hende, med de taktfaste skridt, der tydeligt indikerer en stolt hingst på sin færden; men ikke dominerende. For det ser jeg ingen grund til at være over for en fremmed hoppe, og da slet ikke uden en speciel grund. Men jeg holder hovedet højt, og bringen skudt frem i en stolt attitude.

Da hun også tripper frem imod mig, i hendes lette dans, vælger jeg at standse op, da afstanden stadig er acceptabel for mig; jeg er ikke interesseret i en yderligere snuserunde, og at komme hinanden nær. Jeg snuser på afstand, uden at lade mulen være i nærheden af andre. Jeg stiller mig lidt skråt til hende, for at vise overfor hende, at grænsen nu er nået af hvor tæt hun skal komme mig. Ikke at jeg ellers ser truende og afvisende ud, men jeg har mine grænser, og dem forventer og håber jeg at hun ser og overholder. Ellers ender det ud ligesom med Berbeza.

,,Godaften, unge hoppe.”

Siger jeg så, med den dybe, hæse tone, og lader mine øjne glide kort henover hende, men aldrig lander de i hendes øjne.

Som Ava nærmede sig var der et eller andet over denne hingst hun ikke brød sig om. Hun kunne ikke helt udpege hvad, men noget gjorde at hun brød sig mindre om ham end hun havde brudt sig om nogle af de andre hun var stødt på. Måske på grund af hans stolte holdning som hun mente ikke var helt nødvendig, for hvad havde han at være stolt af, når han samtidig virkede så reserveret. At han indikerede at hun ikke måtte komme tættere på. En af dem der vel havde det bedst alene - en enspænder. Endnu en enspænder. Dem havde hun efterhånden mødt en del af, og hun var træt af det. Træt af altid at møde de samme typer. Det var ved at være gammelt nu. Kunne der dog for alt i verden ikke være nogen der var bare en smule normale? Hun var et flokdyr. Det var normalt for hendes race, hest, at være flokdyr. At så mange mente de kunne klare sig selv var for hende unødvendig dumhed. Det var måske muligt, men hvem i alverden havde interesse i at leve resten af sit liv i ensomhed og stille og rolig blive sindssyg med tiden.

Den sorte hoppe hævede hovedet og rankede sig op, til en mindst lige så stolt holdning. Han skulle i hvert fald ikke tro han var mere end hende. Ikke at det var hvad hun troede at han troede, men når man vandrer rundt alene er der ingen grund til den holdning. Det hører til de hingste der er noget. De som har et fællesskab at tage ansvar for. Dem som havde en pligt over for andre. Dem som andre søgte svar og hjælp hos.

,,Godaften hingst´´

Det er egentlig ret tydeligt for mine mørke og bundløse øjne, da den sorte hoppe vandrer imod mig, at hun allerede nu har sigtet mig som en hingst, af stolthed; uden at bære det i noget. Dette kan jeg se, fordi hun selv ranker sig sådan, som for at afspejle mig; og dette gør, at jeg hæver det ene øjenbryn. Hvis hun dømmer mig så hurtigt, som det ser ud til at hun har gjort, har hun ikke givet mig andet valg end også at dømme hende hurtigt, og det gør jeg dermed.

Hun er ligesom de andre i mine øjne nu; intet at spilde sin tid på, intet at lære, og intet at berige mig med. Ikke at jeg vil belæres, men jeg gider ikke spilde min tid på en hoppe, der allerede har dømt mig, blot pga. min stolte holdning; for den holdning, den kommer aldrig til at ændre sig. Skal man som hingst overleve i det her land, kræver det en stolt holdning, for kig dig omkring, de fleste hingste her, er lige stædige og stolte, og jeg har ikke tænkt mig at svanse omkring som et lille lam, og lade mig underkue. Her er ingen flokke endnu, og dermed er alle i lige stilling; en evig kamp om rang. Jeg går ikke tættere på hende, da hun udsender disse signaler, ikke af frygt, men simpelt fordi jeg ikke gider.
Da hun hilser på mig, ’hingst’, skæver jeg bare væk fra hende, inden jeg så bevæger mig forbi hende, med lette men tunge skridt. Nej, jeg spilder ikke min tid på det her, og det kommer jeg aldrig til. Jeg viste end ikke dominans overfor hende, men blot stolthed. Det er der intet galt i.

,,Farvel”

Siger jeg så blot, med den dybe stemme, mens jeg bevæger mig videre forbi hende, videre i min søgen på den gyldne hoppe. Jeg har mine grænser, og de er indsnævret i disse dage, grundet min søgen. Så med den attitude hun bar, fordi jeg var stolt af sind, ja, det gør blot at jeg end ikke gider tale med hende; ikke nu. For jeg leder efter Illana, og gider derfor ikke bruge tiden på en ravnsort hoppe, der allerede har set sig sur på min stolte holdning; for den kommer hun ikke til at ændre.

Den lille sorte hoppe rystede på hovedet af hingsten og lagde ganske kort ørerne. Han var intet værd åbenbart. En der kun havde tid til sig selv. Det måtte han også selv om. Hun havde ikke behov for at lære ham at kende overhovedet. Hun havde ikke tænkt sig at svare ham. Hun fortsatte blot videre på sin vej.