A deadly silence

Til hvem end der tør krydse skyggerævens vej

......EN DØDELIG STILHED

[/font][/b][/size]......[/center]

Den skyggevelsignede, skyggernes broder og artsfælle, men mest af alt kendt som skyggeræven, betragtede de omkringliggende skygger med en rolig mine. Her, under vulkanen i hvis skygge øen dvælede, elskede de at opholde sig. Specielt den hvidlige skabning, der til tider lagde krop til sine brødre, elskede dette sted. Her følte han sig i alvor i et med natten og det omkringliggende mørke. Her kunne han se, og føle hvad rusinder af andre kreaturer ikke kunne; magt. Ren og skær magt flød igennem hans årer, tillod ham at se med skyggernes øjne, at låne deres øre, lytte til deres stemmer. Åh hvor mange ting der var hændt siden hans første møde med hans herre. Med deres herre. Herreren af livet og mørket. Fraværet af lys. Ja, så utroligt mange ting var hændt. Så mange ting at han faktisk ej kunne erindre det hele. Med en lavmælt brummen kaldte han på dem, på den, på sig selv og så hvordan en skygge tonede sig op foran hans mælehvide øjne, imens andre kælede sig spindende op af hans ben.

"Brødre."
Startede den snehvide ud, men tav så. Han behøvede ikke at tale de andres, den andens, hans bevidsthed var ganske nær. Uden vidre sluttede skyggerne sammen omkring ham, og enkelte gav sig til at lege med fletningerne i den lange silkehvide man. Åh jo. Nu huske han, nu huskede de. Et bredt smil listede sig over den dødninge arrede mule. Hvilke stunder.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Det var lyset, der havde sejret, var ved at sejre. Dets styrke kraft havde jaget skyggerne væk fra Jaidevs mørke sind, men hele tiden var de nysgerrigt og pinefuldt dukket op i hans erindring og sindssyge tankespil. Ønskede han, at det var skyggerne, der havde fået grebet i ham, før lyset? Svaret var ej til at kende, end ikke Jaidev var overbevidst om hvad han ville, og hvad han ikke ville. Der var så mange valg, så mange muligheder, så mange vaner og løfter der skulle eskaleres, inden hans opgave ville være fuldført; og hvad så derefter? Var det nu også virkeligt fornuftigt, at stole på lyset? Tankerne havde ej ende, som et hjemsøgt, restløst spøgelse fløj de rundt i hovedet på den ædle hingst, der i noget tid havde stået som en statue, gemt under skyggernes mørke kappe. Han var rank og nobel at beskue, med velansatte og mangfoldige muskler, benene lange og slanke, halsen elegant bred og korpuset muskuløst. Det var sjældent, at han opholdte sig på denne ø, Foehn, så derfor var han søgt mod noget velkendt; træerne, hvis lange, grådige skygger sortlagde ham, og gjord ham til intet andet end en mørk silhuet. Der var stille, så uendelige stille, så selv åndedraget lød højt.. indtil en stemme i det fjerne bekendtgjord, at Jaidev ej var alene. En stemme, der talte om brødre. Jaidev løftede sit markerede hovedet i et langsomt ryk, og lod de sorte, døde øjne søge omkring sig, for at finde ud af, hvor denne stemme stammede fra; eller var det blot skyggerne, der atter legede med hans sind?

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

......ET FREMMED LYS I MØRKET

[/font][/b][/size]......[/center]

If you go, then so am I... There's nothing left to loose! I can see it in your eyes. Sing the anthem of the angels and say your last goodbye....(Havde lige lyst xD!)

Hvidlingen nød sine brødres kærtegn, de alle nød det og en dyb, vanvittig latter forlod deres, hans strube. Mørket omkring dem var blevet endnu mere intenst, og de hvide øjne hinsten besad synes at lyse op som reflekterede de det lys skyggerne sugede til sig. Mangel på lys havde så mange sagt om skyggerne. Med de, han, deres herre vidste at dette ej var sandt. Ganskevidst var mørke et mangel på lys, men de var ej et fabrikat af noget manglende. Snarere var de overskydende, følelseser, udyr, flammende minder.. De var alt. De var hans verden, de var deres verden....
En sjæl nærmede sig, det var de øjeblikkeligt klar over. Faktisk havde de holdt øje med ham så snart dens hove havde berørt jorden. Hvem mon denne var, kunne de ikke undgå at undre sig over. Deres skridt blev drevet i retningen af denne skikkelse, målbevidste, døde, men dog utroligt kraftfulde. Jorden synes at ryste under de gyldne hove, men det var blot det tågeagtige lag af dem selv, deres brødre, ham selv, der veg tilbage for trykket. Mørket var igen faldet til jorden, havde lagt sig som en dirrede tåge af hvisken og latter omkring den snehvide hingst. Sikke et syn han var, som han dukkede frem af mørket med et sygt dødninge agtigt smil tegnet uforgængelig på pelsen.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Mørket var en sælsom og utæmmet ting; væsen. Det havde vilje, vilje som skyggerne levede gennem. Et uklart sind, ingen levende havde formået at forstå, ikke hvad Jaidev troede i hvert fald. For ham var skyggerne et mysterium, en gåde, som aldrig ville kunne løses eller forstås. Det var en spændende ting, sådan et mørke. Hans sortnede øjne gled ind mellem de sorte skygger, der herskede i skoven; sultens og grådigt slikkede de sig op af alting, og æd den smule lys, der trængte ned fra himmelen. Selv lydende havde de ædt, de sultne skygger. På nær én lyd; den ukendte latter, stemme, som havde snakket et fjernt sted, og fanget Jaidevs opmærksomhed, for ikke også at sige nysgerrighed. Blikket drog langsomt væk fra det mørke terræn, for at glide mod den store vulkan, der strakte sig op mod himlen som et monster. En rynke blev dannet på den silkebløde mule, inden de slanke ben blev sat i gang, målrettet mod den lyd, der havde vækket ham for at drage ind i sig selv.
Der lå et mørke omkring ham, selv da han trådte fri fra skoven. End var det ikke nattetid endnu, men det var tydeligt, at tusmørket lurede i det fjerne. Dybe, rolige åndedrag forlod den mørke hingst, og gang på gang blev han oplyst af en hvidlig tåge omkring hans front. Det var køligt. Var det mørket, det var med til at gøre luften omkring ham køligere? Ørerne gled bagover, øjnene kneb sig sammen. En uro havde bredt sig i det indre; en ukendt uro, som var noget ikke korrekt. Da han nåede vulkanens skygge, blev hans uro bekræftet. Et ukendt væsen befandt sig foran ham. Et væsen, hvis skikkelse var belagt af skygger, der nærmest kærtegnede hans krop, eller havde fængslet hans krop. Jaidevs sortnede øjne betragtede tomt og dødt hvordan den hvide hingst og skyggerne havde dannet en form for samhørighed, der ej burde være til stede. Som elskede de hinanden, den hvide hingst og skyggerne. Et fnys forlod den mørke Jaidev, hvorefter han slog en enkel gang med det markerede hovedet, hvor de sortnede øjne lå tilbagelagt i mørke, og mest af alt lignede hulrum ind i hans kranium. Tavs forblev han, mens han forarget så til, hvordan skyggerne smug sig omkring den hvide hingst.
Det var ækelt og vidunderligt på en og samme tid.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

BROKEN TONES

[/color]
[/center]

Den hvide hingst, badet i mørket fra sine brødre, blev blot stående da den fremmede nærmede sig. Hans krop, stivnet, som havde frosten pludslig grebet ind og forstenet den til evighed. Hovedet var tiltet let på skrå, og de hvide øjne stirrede dødt på denne fremmede. Kun skyggerne bevægede sig omkring ham, synes at skule nysgerrigt til denne fremmede hingst, før de legende trak sig tilbage omkring den hvides hove. Ej heller sagde han noget, forblev blot stivnet. Men han havde bemærket tilstedeværelsen af denne nye sjæl, selvom det lod sig betvivle ganske kraftigt af den manglende reaktion.
"... DÉR."
Nynnede han så med ét, og med de ord satte kroppen sig i bevægelse. Hovedet rettedes op. Først vippede det til den anden side, hvorpå han med en dæmpet fnisen lod det finde på plads, og spændte op i musklerne. Denne gang så han direkte på den fremmede. Det sparsomme lys tillod ham kun at ane svage nuancer af hingsten, men han så ham. Så ham... Den syge latter synes at ætse igennem hingstens krop, selvom det ikke var ham selv der lo, kun skyggerne. De bizare, mærkværdige skygger der dansede legende omkring hove, ben, flanker... De var overalt. Han var overalt.

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

Mørket lå omkring den mørke hingst, indhyllede hans krop i skygger og usynlighed, tilbragte ukendte og fjerne lyde. Lyde fra hans eget regelmæssige åndedrag, hvorpå den varme ånde gentagende gange steg ud fra de let udspillede næsebor, samt den harmoniske lyd af noget flagrende. En lyd, der fulgte med den mørke Jaidev; karakteriserede ham. Lyden drog ud i mørket omkring Jaidev, æd alle eventuelle lyde. Smæld lød hver gang kappen kælede sig ind mod Jaidevs silkebløde pels, smøg sig omkring ham og efterlod den mørke hingst i endnu mere skygge. Men denne form for skygge, var en hel ny, anderledes skygge. Den lignede ej den skyggeform, der sitrede i mørket længere fremme foran ham. Disse levende skygger havde vilje, magt og var skabt ind i det hvide væsen, der stod længere fremme. Et mistroisk fnys forlod de silkebløde mule, mens de sortnede øjne gled hen over det fremmede væsen. Da væsnet pludselig sagde en lyd, og derpå satte i bevægelse mod Jaidev, spærrede den mørke hingst øjnene op og spændte op i hans mange, store muskler, der trådte frem under den mørke pels. Øjnene faldt hurtigt mod de mangfoldige skygger, der legede omkring hingstens slanke, hvide ben. Dansende omkring ham. Med ham. Næseborende på Jaidev vibrerede, musklerne dirrede. Hele tid kom væsnet tættere på. Jaidevs sortnede, døde øjne ramte hingstens øjne, og et maskulint prust dampede fra næseborende, mens kappen kærtegnede hans krop. Hvad end dette væsen var, var det ædt op ad skygger; ædt op af håbet om, at der måtte findes lys.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

BROKEN TONES

[/color]
[/center]

Fantom hingsten, skyggen, stoppede da op, i en afstand der ville synes for nær for en normal hest, men samtidig ikke så tæt at grænserne blev totalt overskredne. Hans mælkehvide øjne var rettet imod den stjerneklædte hingsts mørke, men han synes at se tværs igennem ham, som så han ej hans fysiske krop, som var han ej til stede. Skyggerne sneg sig op omkring den dødninge hvide hingsts flanker, synes at fnise og hviske af den fremmede.
"NATTEHIMLEN HAR BEGIVET SIG NED PÅ JORDEN..."
Den hvide hingst talte igen, med en stemme der var præget af hæse toner, som hvislede han, hviskede han, brølede og råbte samtidig. En mærkelig stemme der synes at komme fra de slangeagtige skyggers indre, men samtidig fra skyggehingsten i deres indre.
"EN STJERNEHINGST... GOD AFTEN."
Med disse ord bukkede skyggehingsten kort sit strømlignede hoved, og rejste det derpå med hoppedet tiltet let på skrå, på en død måde. Men han havde trods alt ikke angrebet denne stjerne hingst endnu, der havde hentet himlens udsmykning ned over sin mørke røde pels, ej heller havde han i sinde at angribe denne, han havde ingen grund, og fandt ingen lyst til at overfalde en bærer af natten. Selvom hingsten forekom ham lysere end det mørke han selv omgik sig med..

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]