Bright Xenon lights

Lyset der møder en når man bliver født er udefinerbart. Det er sådan en chok, når man i så lang tid man kan huske har lagt i total mørke og kun hørt lyden af en fjern rumlen og et rytmisk hjerteslag og pludselig bliver kastet ud i et væld af nye lyde og dufte. Man har mest af alt lyst til at kravle ind i mørket igen, men der er noget som pludselig beroliger en og forsikrer dig om at dette nye sted ikke er farligt. Det er en underlig følelse, for dit syn er stadig slørret og det eneste du kan mærke og varme strøg over den våde og kolde krop. En flygtig virren med hovedet og du kan endelig se det hele klart. En skikkelse, der er så velkendt selvom du aldrig har set den på denne måde før. Hun har båret dig i så lang tid og båndet strammedes kun af at du nu ligger ved hendes side. En svag lyd kommer fra din endnu ubrugte strube. Du skal lige være sikker. Den sorte hoppe med sirlige aftegn du endnu ikke kan finde en sammenhæng med, for du kender ej til lyn endnu, og den lyse man og hale. Jo det er skam din moder.

Alle disse ting hændte den nyfødte lille hingst der lå ved hans moders side. Han var stadig omtumlet af det skarpe lys der havde mødt ham, næsten blændet ham. Han rykkede dog på sig, mens han nå ved hans moders side. Det gippede i ham for at forsøge at stå på de lange ben, der virkede så ukontrollable. Vægten de skulle bære var ganske ny, men tung for et sæt utrænede følben, hvis bare han lige kunne. Ja, sådan, nej om igen. Efter utallige forsøg og blid opmuntring fra hans moder stod han nu vaklende på de lange ben. Han mærkede stolheden bruse igennem ham og han skød brystkassen frem, for blot at falde endnu engang inden han til sidst stod der. Hans moder var ligeså kommet på benene, men med langt mere elegance. Hun puffede til ham, beordrende og den lille hingst følte nu en overvældende sult. Rent instinktivt vidste han hvor hans skulle hen. Han søgte hans moders pat og begyndte nu at indtage sit første måltid.

Myth havde søgt et uforstyrret sted i de tidlige morgentimer. Hun havde vidst hvad der skulle ske og hvornår det skulle. Hun havde vandret langt for at finde den ø hun var mest tryg på. Hvor andre heste ikke kom i for store flokke. Hun havde lagt sig i det dugvåde græs og påbegyndt det enhver hoppe på et tidspunkt i sit liv kommer til. At give verdenen et nyt liv. Myth havde i forvejen skænket verdenen et par tvillinger, men denne gang var mindst ligeså speciel, for dette føl hun nu var påbegyndt at fole var af utrolig stor værdi. Myth havde ingen problemer med at fole det sandfarvede hingsteføl som lå disorienteret ved hendes side for en kort stund. Hun begyndte blot at slikke ham ren, og ventede på at han ville begynde at røre på sig. Det varede lidt inden han begyndte at søge op på hans ben, og Myth rejste sig blot for at opmuntre ham. Som ethvert føl tog det nogle forsøg, og lige et til, men han stod nu sikkert og med en enkelt puf stod han nu og diede.
Selv for Myth som var vant til dette, var det altid underligt når føllet begyndte at die for første gang. Det var altid noget man skulle vende sig til. Hun virrede med hovedet og kærtegnede blot føllet, mens de vagtsomme øjne og følsomme næsebor scannede området. Det var snart tid til at begive sig videre.

" Xenon, Xenocrates.. "

Kaldte hun blidt til sit afkom, som hun nu havde dybt dette navn. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hans fader og om hvornår han ville hente ham. Ville han overhovedet se ham inden? Myth ønskede ikke at spekulerer over dette. Hun havde givet Rumpel sit ord for at hvis han ønskede selskab så kunne han komme. Hun løftede derpå hovedet og afventede blot sin søn, så de kunne begive sig videre.

… Nyahahaha

Den lumkse Rumpelstiltskin havde fundet Midnight Myth, der havde båret rundt på hans afkom i den tid, det nu var nødvendigt. Hun havde klaret folingen stille og roligt, uden problemer og det vidste Rumpel at hun ville. Hun var en erfaren mor, og det var en af grundende til, at han havde valgt hende til at bære hans første afkom. Med en sagte, skummel latter, søgte han ned imod hende med vimsende bevægelser.
Hans grin blev snart højt nok til at de to ville kunne høre ham, og det gjorde ham heller intet, for han ønskede ikke at skjule sig. Selvom mange nok ikke ønskede at se ham, så havde en formodning om, at Midnight Myth nok var den eneste, der faktisk ikke ville have noget imod at se ham. Dog havde han ikke opsøgt hende imens hun var drægtig, da han fandt det lettere blot at blive væk - Men nu hvor afkommet var født, havde han besluttet sig for at vise sig, så føllet ville kunne kende ham, allerede fra han var lille af. Rumpel vimsede op ved siden af Midnight, inden han grinede igen.

,,Nyah, kan se du har født os en søn. Jeg formoder alt gik, som det skulle?”

Sagde han med det smørrede grin og det skumle udtryk. Han havde mange ting i hovedet, det var tydeligt for enhver. Skumle tanker, planer og forventninger. Han slog så blikket imod det hingsteføl der havde fulgt Myth, og som Rumpel engang ville indvie i hans planer og hans magiske verden.

Xenon forsøgte at spankulere hen til sin moder, på de stadigt en anelse usikre ben. Han puffede forsigtigt til hende med sin mule og så sig nu omkring. Xenocrates havde hun døbt ham. Han nåede hendes side, men hun var stoppet op igen. Han så nu en stor skikkelse. For et lille føl var det et meget overvældende syn, og han trykkede sig en anelse ind mod sin moder. Han mimrede dog med den lille mule og lagde hovedet på sned. Hans moders ro, gjorde ham rolig og han trådte langsomt et skridt hen mod vedkommende. Lydene der kom fra denne hest var sjove og føllet lagde hovedet på sned og forsøgte at gengive dem, uden meget held. Han mærkede så hans moders kærtegn og brummede fornøjet og vimsede kort en runde omkring hende i det hans ben blev mere og mere sikre for hvert minut der gik.

Myth betragtede sin søn, som han langsomt fik sig bevæget sig mod hende. Hun hørte dog en latter, som var let genkendelig og stoppede op. Ganske rigtigt så hun nu Rumpel komme mod dem. Myth rettede ørerne frem og brummede af ham i en ganske venlig, men også varm tone. Hun iagttog dog Xenon ud af øjenkrogen, som først var utryg, men så var rolig. Hun lyttede til Rumpels ord og smilte ganske svagt, måske en anelse forlegen.

" Ja. Han er smuk. Ligner lidt sin far. Det gik som det skulle, ganske hurtigt. "

Myth kærtegnede sin søn, inden hun strakte mulen hen mod Rumpel og strøg ham over skulderen. Han skulle da ikke holdes udenfor ;) Selvom Xenon 'blot' var en pris var noget andet, var hun faktisk glad for at han var kommet til. Hvem sagde at en pris behøvede at være negativ. Hun synes selv hun havde gjort en god handel med Rumpel.

Den skumle hingst, der vimsede rundt ved siden af Midnight Myth, grinede hånefuldt af situationen, vel egentlig. Føllet, der ganske givet lignede ham lidt, så ud til at have fundet interesse i den usle Rumpelstiltskin, og Rumpel reagerede ved kort at lægge ørene af føllet. Indtil nu var der ingen faderrolle at spore hos den usle hingst; men det skulle skam nok komme. Derefter så han ret paf på Midnight, da hun sagde ord om, at føllet var smukt og derefter sammenlignede det med ham selv. Han fnøs kort og afvisende af den påstand og hævede hovedet derefter. Han smilede så, efter et kort tid i stilhed, inden han med de grimme tænder, begyndte at tale igen.

,,Godt det gik som det skulle, vi kan jo ikke have at du ryger ud i problemer, vel? Jeg overhørte dig sige et navn, Xenocrates, er det hans navn?”

Spurgte Rumpel med en velkendt list over hans stemme. Navnet på det unge hingsteføl var vigtigt at kende, for den lumske Rumpel, så han vidste hvordan han skulle køre planen videre. For uden navnet på føllet, ville han ikke kunne indvie det i hans planer, ordenligt.

Xenon som var ganske ny kunne endnu ikke tyde Rumpels signaler. Han trådte blot endnu et skridt frem og strakte halsen, ligesom mor og lagde hovedet på sned. Han trådte derefter et skridt tilbage, da hans moder trådte frem. Han fortsatte derefter med at vimse omkring hende, for kun at tage kortvarrige diepauser. Han forsøgte sig med små energiske spring rundt omkring. Hvorfor stod de bare der.

Myth lagde godt mærke til at han lagde ørerne af Xenon, hvilket fik hende til at hvælve i halsen og skyde brystkassen frem og brumme som en klar markering. Hun havde egentlig ikke ret til at gøre det som sådan, men det kom instinktivt. Hun faldt så tilbage til sin naturlige afslappede stilling og trådte et skridt frem. Hun lagde godt mærke til at han blev noget paf og derefter afviste. Hun trak på skulderne og lagde hovedet undrende på sned.

" Xenocrates, er hans navn ja. Og han er da smuk. "

Den sorte hope virrede let på sig og trippede en anelse uroligt på stedet. Hendes blik blev sænket og hun følte sig i en akkavet situation. Hun så op på Rumpel igen.

" Rumpel..Stilskin jeg er nødt til at spørge, hvordan du ønsker at... vores søn.. Skal opdrages. Det vil lette opgaven hvis jeg vidste bare lidt.. "

Myth tøvede en anelse. For det var underligt at skulle stå og sige vores. Hun havde aldrig før set faderen til hendes føl, i det faderen til tvillingerne forsvandt efter det første møde, så Myth var lidt rundt på gulvet. Hun vidste godt to forældre kunne pleje et føl. Selv havde hun ikke set meget til hendes egne, så hun vidste det af gode grunde ikke.

Rumpelstiltskin stoppede helt op i hans vimsende bevægelser, da Midnight begyndte at snakke om opdragelse. Lidt som et dådyr fanget i lyset, så han ud i et lille øjeblik, inden det selvsikre og grumme smil kom frem på hans mule og den skingre latter brød frem igen. Han trak skuldrene overdrevent uskyldigt op, inden han vimsede foran hende.

,,Oh, næh, Midnight Myth, opdragelsen kan du skam helt selv sørge for, der vil jeg ikke blande mig, nyah! Jeg vil først blande mig, når han er gammel nok, til at forstå de ting, jeg vil lærer ham. Indtil da er han din”

Sagde han med det skumle grin, inden han nappede ud efter hende, kort og kontant. Han forstod sig ikke på småfolk, selvom noget i ham vel ønskede at han gjorde. Ønskede at være faderen der var ved føllet fra det var helt ungt. Men det var Rumpel ikke klar på, og derfor søgte han hellere afstand, til føllet var gammelt nok til at følge sin sande fader, på den vej han ville tage det.

Xenon havde travlt med at vimse lige så tilfredst omkring sin mor og nu også hingsten. Han havde stærke, solide ben og stod derfor sikkert på dem allerede tidligt. Han kastede med hovedet, men ikke for vildt, for det ville ikke være sjovt at falde foran hingsten. Han hævede hovedet stolt, inden han igen stilte sig ved sin moders side og stak mulen i sky.

Myth var en anelse forvirret, men accepterede da. Det måtte han vel selvom. Hun så tavst på deres søn som hoppede energisk rundt omkring. Hun trak let på smilebåndet og så igen på Rumpel, men så væk igen. Myth vidste ikke rigtig hvordan hun skulle forholde sig til det hele, men hun vidste at hun fint kunne klare opgaven, for det havde hun gjort før. Myth fik så øje på noget på Rumpel. Hans guldøreringe. Hun strakte mulen mod dem for at undersøge nærmere. Hun huskede en hest med næsten samme udsmykning fra hvor hun kom fra, men navnet var hende ej bekendt. Den hvide mule blev dog trukket tilbage i frygt af om der nu ville blive bidt.

" Jeg går ud fra at det nok skal gå. Så må vi se hvad han bliver for en. "

Myth havde trods alt kun opdraget via den mørke sti og det ville være lidt af en omvæltning, men mon ikke hun kunne klare det. Mon ikke.

Nyhahahaha ..

Rumpelstiltskin så kort imod det afkom han kunne kalde sin søn. Xenocrates. Det var en uvant fornemmelse for den usle hingst, men han havde trods alt ikke været til længe heller, havde han? Hans hukommelse gik ikke langt tilbage. Han huskede skyggerne, da han blev til; men hans krop havde erfaringen fra en, der havde levet i flere år end ham selv. Kort hævede Rumpel hovedet i foragt over sine indbildske tanker. Han fnøs, karakteristisk og hånligt som det lå til ham. Derpå genfandt han sit hysteriske smil og så direkte på Myth igen.

,,Du har erfaringen, nyah!”

Grinede han imens han rankede sig op på ny og gav sig til at vimse omkring igen. Føllet havde han ikke så meget i tankerne ligenu. Hans søn. Med tiden skulle han nok komme på andre tanker, Rumpelstiltskin.

,,Midnight, han bliver det han er skabt til at blive. Han har dit blod og mit blod og en blanding derimellem, gætter jeg på han bliver, nyah!”

Grinede han igen, inden han rystede kort på hovedet imens han grinede. Atter lå det legende i ham, det usle legende, der samtidig virkede så overlegent. Han så derpå indgående på Midnight, mens hans grimme tænder blev blottet i hans smil.

,,Midnight, er der noget du undre dig over, eller ønsker svar på?”

Spurgte han så. Han fornemmede, at hun måske var tvivlsom, eller måske over i den skuffede ende, over at skulle klare føllet selv, så længe han var spæd. Men sådan havde Rumpel da tænkt det - Dermed ikke sagt, han ikke kunne ændre mening.

Xenons blik hvilede på hingsten som talte til mor. Han lagde hovedet på sned med et ganske uskyldigt smil og vrinskede ganske muntert. Han vidste endnu ikke at denne hingst var hans fader, men der gik ikke længe før han ville få det afvide. Han forsøgte at knejse i nakken og skyde brystkassen frem, men var ikke særlig intimiderende. Han forsøgte så noget andet. Han trådte frem mod hingsten løftede hovedet og tog en dyb indånding.

" Nyiiryhahuhyah "

Lød det skingert fra ham. Han forsøgte at gengive Rumpels karakteristiske Nyahah, men det gik ikke som forventet. Xenon skyndte sig derfor om bag sin mor, men hovedet tittede frem for at betragte hingsten yderligere.

Myth var ikke skuffet, men undrende. Hun løftede hovedet og så på sin søn som vimsede rundt og forsøgte at gengive sin fars specielle latter. Hun smilte bredt af hans forsøg, men lo ikke, da det var utrolig sødt. Samtidigt lyttede hun opmærksomt til Rumpel som nu stirrede indgående på hende. Hun stirrede blot tilbage og vippede en anelse forvirret med ørerne. Noget hun ville vide. Hun var da tænksom og hun vidste ikke om hun gjorde tingene korrekt, men stolede på at Rumpel nok skulle fortælle hende hvis hun fejlede på den ene eller anden måde.

" Ikke umiddelbart Rumpel, det er bare underligt at se på faderen efter føllet er født. Det er ikke noget jeg har skulle forholde mig til før. Havde også først forventet at se dig når han var klar, men dit selskab behager mig skam. "

Sagde hun hudløst ærligt. Hun ville ikke få noget ud af og lyve overfor Rumpel og Myth havde en eller anden idé om han nok skulle finde ud af det hvis hun gjorde. Hun smilede prøvende og strakte mulen frem mod ham med en venlig mine. Hun ville gerne vide mere om denne Rumpel, faderen til hendes søn, men han virkede meget utilgængelig. Dog var det ikke noget der generede Myth, for det var trods alt et godt forsvar, som hun selv havde lært hendes andre to afkom.

… Nyahahahaha

Den spraglede og usle Rumpelstiltskin lagde kort ørene tilbage da hans nyfødte søn valgte at gengive den latter, der lå så tæt til hans skikkelse; det lykkedes ikke det unge føl særligt godt og en utilfreds grimasse gled over den skumle hingst. Xenocrates skulle nok lærer at finde sin egen latter. Forhåbentlig. Derpå lyttede han, da Myth begyndte at snakke; han havde givet hende muligheden for at spørge indtil hvad hun ville, men hun havde intet at spørge om. Først tegnede der sig et bredt og grumt smil på mulen af den usle hingst, der blottede hans ret så grimme tænder - men det blegnede hurtigt. Behagede han hendes selskab? Hvordan kunne det være muligt? Han genoptog det dog snart, rankede sig op og vimsede et par skridt til siden.

,,Darling, nyah, hvis det er lettere for dig, gemmer jeg mig gerne væk, indtil vor .. vores søn er gammel nok. Men, jeg kan vel også blive, hvis det behager dig. Mjar!”

Det lå ikke i hans gener at være yderst selskabelig. Faktisk havde han ikke ønsket at søge kontakt, sådan, ud over at pine folk med hans tilbud og magi; men hende her ønskede hans selskab. Han fnøs kort, kådt og hånefuldt, inden han vimsede om på den anden side af hende, så han kunne se på afkommet.

,,Midnight, ønsker du hjælp til opdragelsen af ham?”

Kom det så fra mulen på den usle hingst, der i et øjeblik nærmest så helt blid ud, da først han fik kigget rigtigt på sønnen igen. Han havde ellers fraskrevet sig opdragelsens ære, fordi han ikke havde forstand på det. Men med lidt snilde og lidt magi, kunne han vel godt give en hov eller to med? Dog ville det i sidste ende koste hende noget, det var han allerede klar på. Men et sært ønske havde fundet vej i hans sind. Et ønske om, rent faktisk at være en del af det, han for et øjeblik siden ikke ønskede at være en del af.