Bright Xenon lights

Xenon så endnu engang på den store hingst som vimsede omkring hans moder og nu så på ham. Xenon skar en grimmasse og lavede små føllyde af den store Rumpel, inden han fornøjet stak tungen ud af munden og viftede stolt med halen. Inden han dog vendte sig for at die hos sin moder. Tørsten var overvældende og han blev hurtigt sulten. Da han så var færdig slog han en lidt ynkelig bøvs og lagde sig derpå ved siden af sin moder for at tage sig en lur.

Myth vippede med ørerne af Xenon gav sin fader noget opmærksomhed på en yderst føllet måde. Hun smilte varmt til sin unge søn og strøg ham kærligt over ryggen som han nu gav sig til at die. Hun så på Rumpel som nu snakkede til hende. Hun vimsede lidt tættere på ham til Xenon's utilfredshed i det det kortvarrigt afbrød hans narrestreger.

" Rumpel.. Bliv her hos os.. "

Næsten hviskede hun. Hun ønskede hans selskab, hvis ikke for en længere stund, så i det mindste bare i de første timer af sønnens liv. Hun strakte mulen frem mod ham og satte den forsigtigt på hans hals og mimrede let med mulen. Hun lyttede til hans tilbud.

" Det ville være dejligt, men prisen var jo at jeg skulle opfostre ham selv og hjælper du ville jeg jo i princippet ikke have betalt, selvom du ved bedst omkring hvad han skal opdrages til.. "

Svarede hun så, men hun flyttede ikke sin mule fra hans hals. Hun var en anelse i nusse humør, men Rumpel var vidst ikke helt hingsten der var interesseret i at have for meget nærvær, men det var Myth fast besluttet på at lave om på.

Nyahahahaha ..

Den skumle Rumpelstiltskin, der stod med den hoppe han havde brugt til at skabe en søn med; han betragtede hende vel. Han havde spurgt, om hun ville have, at han skulle være en del af det, de havde til fælles, og det ville være en skam at sige, at han ikke fortrød det nu. Alligevel følte han, trods hans ringe kendskab til hoppen, en trang til at være i hendes nærhed, og han nikkede derfor blot af hendes ord. En bekræftelse af, at han ville blive. Derpå gled det skumle smil over hans mulespids igen og den hånefulde latter forlod hans strube. Hun hang på ham nu, sådan kunne han også vende den om. Og måske kunne han endda udnytte det?

Han rystede kort sine skuldre på den måde han altid gjorde og derpå smilede han bredt og grumt. Derpå bukkede han dybt, for denne hoppe. Han brød sig vel om hende. Om at hun ikke var så godmodig og smilende som alle andre, og at hun lod til at kunne regne ting ud, uden alt for mange ledetråde. Dog vidste han også, at kærlighed var den farligste magi af alle, og derfor ikke noget han nogensinde ville underlægge sig, selvom han nu havde en søn, han nok ville komme til at holde af. Men meningen med denne søn, var ikke fornøjelse, eller fordi han ville have familie. Nej, det var vel en slags livsforsikring, så at sige. Når først Xenocrates var gammel nok, ville han blive beriget med noget.. Noget, der kunne linke til Rumpel på mere end en måde.

,,Midnight, jeg vil lade dig om så meget af opdragelsen, som jeg nu kan, men jeg vil være ved jer, nyah. Hjælpe til, hist og her. Men vi kan da godt omformulere vores … aftale lidt, min kære, hvis du viil?”

Spurgte han med et grin over den mule, der gemte på hans grimme tænder, inden han vimsede om ved Xenocrates. Den unge søn, han nu havde. Den unge søn, der engang skulle gøre ham endnu stærkere.

[/size]

Myth stod og vippede svagt med ørerne og hun skævede ind i mellem over til sin søn som nu var faldet hen. Hun smilte svagt of brummede derpå ganske tilpas inden hun så igen rettede blikket mod Rumpel. Hun skulle stadig vende sig til den hånefulde latter, men det var nogenlunde til at vende sig til. Hun var tilfreds med at han havde valgt at blive lidt hos dem og det fik hendes til at trække på smilebåndet, men uden at smile. Nej Rumpel havde ret i at Myth ej var godmodig og smilende og begrundelsen lå i hendes fortid, men alligevel var hun ganske tryg ved Rumpel, for man han kunne trods alt ikke bruge hende til noget hvis han skadede hende. HUn vippede en anelse med sine ører da han nu bukkede dybt for hende og hun sænkede både hals og hovede som respons.

" Jeg tror ikke der er ret meget mere jeg kan give dig Rumpel, men ret mig hvis jeg tager fejl. "

Svarede hun så til hans tilbud. Der var vel meget mere hun kunne give ham, men spørgsmålet var også hvor meget hun var villig til at give. Selvom Myth kunne gå langt for at få noget hun ville have så var der ting hun aldrig ville ofre. Hun fulgte ham opmærksomt med blikket da han vimsede hen til Xenon og hun vendte sig derpå rundt, så hun stod med fronten i samme retning som ham. Hun sænkede hovedet og kærtegnede blidt deres søn, inden hun blidt strøg mulen over Rumpels skulder, hvorefter hun dog atter rettede opmærksomheden mod Xenon igen. Ja Rumpel skulle da ikke snydes. høhø

Den snu Rumpel smøg sig omkring den sovende Xenocrates, og kom næsten fri af Midnights kærtegn. Dog fik hun da berørt ham på skulderen og han træk den vimsende til sig, som afviste han fuldstændig hendes opmærksomhed. Det var nu ikke fordi, han ikke ville have den. Men han var af den opfattelse, at han var for grim, at han var et monster, og derfor ikke kunne elskes. Nej, han skulle nærer sig af de andres ulykke og deres kontrakter; men Midnight var anderledes.
Han lo afdæmpet, da hun snakkede. Han vidste, at det hun sagde, var forkert, ligesom hun selv gjorde det, men det var en meget galant måde at prøve at snige sig udenom. Det var en hentydning, og det var skam heller ikke fordi Rumpel jhavde brug for mere, fra hendes side af - lige nu. Han nikkede derfor med det tænksomme udtryk, det lumske udtryk, inden han begyndte med den skingre og lalleglade stemme.

,,Midnight, lad os blot sige at jeg har en tjeneste til gode, til bedre tider. Og så vil jeg være med til opdragelsen af ham, nyah!”

[/center]

Sagde han med det lumske udtryk. Hvis hun godtog dette, vidste Rumpel, at han til hver en tid kunne opkræve sin tjeneste, når det blev nødvendigt, og det var jo altid godt at have disse ’tjenester’, til gode. Han trådte derpå lidt tættere på hende igen og hapsede ud efter hendes man. Lidt kunne han vel godt give igen, nu hvor hun havde været så elskværdig at se bort fra hans udseende, og dermed tillade ham at komme hende nær. Og det var en underlig, rar fornemmelse, at være i nærheden af denne hoppe, det kunne han ikke benægte. Men han vidste, at han måtte finde på noget, så han kunne tage den fornødne afstand, når det blev tiltrængt.[/blockquote][/size]

Mythvippede med ørerne da han nu trak sig væk fra hende som lugtede hun at gammel gnu. Hun lagde hovedet på sned og trak på skulderne. Hun kunne dog godt tage en afvisning og nussede derfor Xenon i stedet, som blot lå og sov ganske tungt. Hun lyttede dog til Rumpels skingre stemme og det fik hende til at rette blikket mod ham. Hun hvælvede i halsen og vippede kort med ørerne. Tjenester, det var jo et vidt begreb. Hun rettede sig op, mere seriøs.

" Min kære Rumpel, tjenester er et vidt begreb, du må være mere specifik før jeg kan sige ja til noget som helst. "

Hendes stemme var klar og tydelig, men et lumskt smil var at finde på den hvide mule. Jo Myth var ikke helt dum og hun var ikke typen der skyldte tjenester. Hun hvælvede i halsen da han hapsede hende i manen. Hun lagde hovedet på sned og udstødte et hoppet fnys, dog ikke fjendtligt, dog ville hun ikke have sin man ædt. I stedet trippede hun en anelse tættere på ham og puffede til ham.

" Det ville være løgn hvis jeg sagde at jeg ikke bider, men hvis du lover ikke at æde min man, så skal jeg nok lade dig beholde ét af dine ører. "

Kunne hun så ikke lade være med at drille en anelse med det lumske smil stadigt plantet på hendes fjæs. Myth fandt det desuden ganske en anelse anderledes at han kaldte hende Midnight. Det havde hun aldrig oplevet før.

Den usle hingst, der gik under navnet Rumpelstiltskin, lyttede opmærksomt, da hun begyndte at snakke. Et udfordrende og lumsk blik gled over hans øjne, inden han med den velkendte latter, vendte fronten imod hende, løftede ryggen og skuldrene en smule og slog ivrigt med hovedet. Hun ville vide specifikt hvad hun kunne forvente, førend hun sagde ja. Klog hoppe, klog hoppe. Dog vidste Rumpelstiltskin bedre og med den skumle latter, trådte han hende nærmere.

,,Midnight, min magi kan gøre meget, men jeg kan ikke se i fremtiden, nyah. Jeg kan ikke fortælle, hvad din yndige krop måske kunne gøre for mig i fremtiden. Meen, hvis ikke du vil love en aftale væk, så står vores oprindelige kontrakt blot fast, og du vil, joh, se lidt mindre til mig, nyah”

Sagde han med den skumle latter. Det var nu ikke fordi, han ville se mindre til Myth, men en aftale var en aftale, og dermed ville han blot opsøge hende noget mere, når først Xenocrates var blevet opdraget; når først han var gammel til, til at Rumpel selv kunne præge ham i den retning han ønskede.
Rumpelstiltskin hævede hovedet, først paf, da Midnigt truede hans øre. Han vrikkede kort med dem, så de ringe, der sad igennem dem, klirrede mod hinanden.

,,Nyah, jeg skal nok lade din man være, min kære. Den er trods alt for pæn, til at blive ædt.”

Sagde han derpå galant, inden han smilede sigende til Midnight. Han bukkede, ganske galant og trådte et skridt til side, så han ikke ville kunne hapse mere i hendes man, om han så ville - Og vigtigst af alt, så hun ikke kunne hapse i hans øre. Nyah.

Midnight, Midnight... Hun kunne stadig ikke helt finde hoved eller hale i Rumpels sætninger når han startede ud med at kalde hende Midnight, men på en eller anden måde fik hun da opfattet hvad den lyse hingst fik sagt til hende. Hun ville skam gerne se mere til ham, men hun kunne ikke bare sælge sin sjæl på den måde. Hun lagde derfor hovedet på sned for at overveje sit næste træk. Hun brummede kort feminint og vippede med ørerne.

" Det er dit tab Rumpel.. "

Brummede hun så sagte og hvælvede let i halsen. Sådan kunne man vel godt vende det om, for jo mindre Rumpel var her i starten, jo mere tid skulle han måske bruge på at præge Xenon før hen. Myth skulle nok finde selskab i form af et eller andet, selvom hun fandt Rumpels selskab ganske behageligt og hun ville bestemt ikke indrømme at det ærgede hende at han ikke blot blev af egen fri vilje. Lidt stolt var man vel og det ville desuden også lyde underligt. Hun lagde hovedet på sned med et lille smil på den hvide mule da han kommenterede at hende man var for køn til at blive ædt.

" Dine ører er også kønnere på dit hoved. "

Hun strakte mulen mod ham og nappede en anelse drillende ud efter det ene af ørerne, som hun dog ikke kunne nå, blot for at minde ham om at hun kun havde givet ham lov til at beholde det ene af dem. Hun fik dog hurtigt en seriøs mine på igen, da det trods alt ikke var en leg som disse to sjæle havde gang i, nærmere forhandling.