Seeing the red sand.

Nej, jeg bryder mig ikke om denne hvide hingst selskab. Men nu bryder jeg mig egentlig bare generelt ikke om nogens selskab, for jeg har næsten altid gået alene, været mig selv og passet på mig selv. Mine øre vipper kort rundt, mens jeg står og sunder mig lidt ovenpå det her. Men jeg har ikke lang tid, for jeg kan godt se, at den hvide hingst ikke er færdig.

Mit sind er fortvivlet, jeg er jo egentlig bare en ensom, frustreret unghoppe, der knapt nok har kendt sine forældre. Jeg har derfor intet lært af dem som sådan, og da slet ikke at begå mig i andres selskaber. Synet af mor og far, der på min første dag, stod og sloges som galt det livet, ligger stadig dybt i mig. Så da den hvide hingst begynder at bevæge sig omkring mig i en rund cirkel, er mine øjne kort tomme og åndsfraværende, da jeg ligenu er tilbage til dengang det skete.

Men da han hukker ud i luften, imod mig, vrider jeg mig sidelæns, og virrer med hovedet. Jeg er ikke interesseret i at blive kredset sådan om, blive indhegnet, som en ulv ville gøre med sit forsvarsløse bytte. Jeg vælger derfor at sætte frem i et spring, direkte imod ham, med tænderne blottet. Et bid ryger fra mig, smidigt som en slange, søgende efter hans næseryg, som jeg ikke fik skadet meget før. Så jeg må jo prøve igen. Et vredt og samtidig fortvivlet hvin glider fra mig imens, og ørene er stadig klistret imod min nakke.

Kan det passe, at jeg kan ane en smule forvirring i hendes øjne? Måske. Jeg ville selv være forvirret, hvis jeg var hende. Men det er jeg heldigvis ikke. Samtidig kan jeg også fornemme, at hun har tænkt sig, at give mig igen. Dét må jeg gi' hende. Hun er godt nok stædig. Men det er i bund og grund også godt. Det ville være død sygt, hvis hun var en ynkelig lille hoppe. For dem har jeg da intet til overs for.

Dog undrer jeg mig en anelse, over min opførsel. Jeg plejer at være nogenlunde god til først, at møde den fremmede hest inden jeg besluttet mig for, at gå til angreb eller ej. Der må være noget ved hende her, der har fået mig til at droppe den ide. Men det eneste jeg kan komme i tanke om er, at det var hende der startede med at vise en aggressiv side.

Jeg studerer hver eneste bevægelser der kommer fra hende. Jeg er klar, klar på at løbe efter hende, hvis det er det hun vælger. Eller at skulle tage kampen op igen. Da hun kommer direkte imod mig, bakker jeg ikke. Nej, jeg rejser mig endnu engang, dog højere end før, meget højere. Hun kan ikke nå min næseryg, for jeg er klar over, at det er den hun vil gå efter igen. Selv ryger begge mine forben direkte imod hende bringe og hals.

Det irriterer mig grænseløst, at jeg endnu engang ikke rammer hans næseryg som jeg gerne vil. Jeg ved at det er et ømt sted, og hvis jeg blot får fat en gang med mine tænder, ved jeg at det gør ondt. Ikke at jeg selv har prøvet det, men bare de få gange jeg har fået en rids der, fra grene og træer, svider det.

Da han stejler sådan op, kaster jeg mig selv sidelæns, og vender i stedet rumpen til ham, så hans forhove rammer imod min bagpart, som har noget mere fedt at tage imod med. I en kraftfuld bevægelse, smider jeg begge baghove bagud efter ham, sigtende efter hans bug. Jeg ved ikke om jeg rammer ham, men jeg vil ikke have hans hove i ansigtet, og ser derfor det her som min eneste mulighed. Drejer omkring kort tid efter jeg har sent hovene af sted, for ikke at have bagparten imod ham, da det ikke er noget jeg bryder mig om.

Har nu fronten imod den hvide fremmede hingst, som jeg end ikke kender navnet på, men jeg er søgt nogle skridt bagud, for at komme i afstand fra hans spidse og tunge hove, som da nok vil gøre ondt hvis de rammer rigtigt. Mine øre er fortsat klistret bagud, mens øjnene er tomme og bundløse mens de stirre direkte op imod hans øjne. Jeg er aldeles ikke færdig; medmindre han er. Jeg er stædig, og modig, og jeg er ikke typen der render flæbende væk. Nej, følelser, dem holder jeg indvendigt, smerte ligeså. Men hvor min grænse smerte er, det ved jeg ikke endnu; for jeg har aldrig været i sådan en nærkamp før.

Hendes hurtige reaktion på mit angreb, kommer lidt bag på mig, det må jeg da indrømme. Så jeg når ikke, at reagere fuldt ud på hendes næste træk. Da hendes baghove kommer drønende imod min bug rammer hun da også. Heldigvis er jeg højt oppe, så stødet er ikke så kraftigt som det kunne have været. Men jeg vil da ikke benægte, at det kan mærkes.

Jeg bakker få skridt, imens hun selv vender sig om. Jeg lander hårdt i det varme sand. Min hale pisker irriteret bag mig. Hvorfor giver hun ikke bare op. Meg jeg er meget glad for, at hun ikke gør det. For jeg vil have ram på hende. Jeg skal bare have fundet en måde, så jeg kan komme om til hendes has. Et enkelt, men hårdt fnys kommer fra mig. Hvad skal jeg dog stille op med hende her.

Han er ramt. Jeg kan høre dunket, og det lille stød det giver mig tilbage i bagbenene. Endelig! Min front er blot vendt imod ham, mens jeg betragter hvordan han bakker nogle skridt for derefter at lande på alle fire. Et tilfreds fnys glider fra mig – han skal vide, at jeg ikke sådan lige er til at knække sammen til ingenting. Og jeg stikker aldeles ikke halen mellem benene.

Der hvor vi står, står sandet højt omkring os i støvende hvirvler. Vi har lavet uorden i det ellers fine og stille sand, der nu hvirvler omkring os begge to, i nogle lidt irritende støvskyer. Fnyser lidt igen, for at få sandet fra mine næsebor, inden jeg så blot stirrer på ham igen, ind i hans øjne. Og her, her bliver jeg stående. Jeg træder hverken bagud eller frem; nej, jeg stirrer blot tomt på ham. Jeg ved ikke hvad hans næste træk er, men jeg ved hvad mit eget er, hvis han kommer for tæt på mig. Igen.

Det gør mig skam ikke noget, at hun har ramt mig. Lad hende bare tro, at hun har "vundet" denne del. Jeg står i lidt og kigger på hende, bevarer den øjenkontakt vi har. Alt imens jeg overvejer, hvad jeg nu vil. Vil jeg fortsætte eller trække mig tilbage? Men hvorfor skulle hun havde lov til at vinde det her. Det var jo hende der startede, det var hende der provokerede mig. Så skal hun da også bøde for det.

Jeg går to skridt hen imod hende, inden jeg atter stopper op. Med et hingstet hvin smækker jeg et forben ud imod hende. Ikke for at ramme, nej for jeg er ikke tæt nok på. Men bare endnu en reprimande om, at jeg altså ikke er færdig med hende. Jeg har mere i mig og det skal nok komme ud, hvis hun bliver ved med, at forsvare sig. Mulighederne kører rundt i hovedet på mig, vil hun mon besvare dette, eller lege "den med mest selvkontrol" og vende sig om og gå. Noget siger mig dog, at det ikke bliver det sidste. Hun tør vist ikke vende sig om igen, tænk hvis hun får mine tænder boret ind i sig igen.

Mine øre glider længere og længere bagud, idet han sætter frem i nogle skridt imod mig igen. Havde vel på en eller anden måde håbet på, at han ville vende ryggen til og så forsvinde. Jeg ender nok selv med at gå; ikke af rædsel eller respekt. Men fordi jeg føler tiden spildes med det her; han slås jo ikke. Han dominerer, advarer. Men for hvad? Er det fordi han vil have jeg sænker hovedet i respekt? For dette vil aldrig ske! I mine øjne er han en svans, i forhold til mange andre jeg har set. Ikke mange store muskler præger hans krop. Næh, for at være ærlig ser det ud til at jeg selv, har flere muskler end han.

Fnyser i en hård tone, da han standser og smider et forben ud i luften. Hæver det ene bryn, i en flabet bevægelse. I et ryk, smider jeg så min forhov glidende ned i sandet foran mig, og smider det så fremad, sålades at jeg faktisk kaster sand direkte imod ham og hans ansigt. Vil forsøge at mindske hans syn. Hviner op i en voldsom tone, og kaster mig så fremad imod ham; vil han ikke gå, skal han heller ikke bare stå der og lade som om han er min far, der skal sætte mig på plads. Nej. Han er lige så meget selv uden om det her. Mine tænder hukker jeg frem, søgende imod hans kæbe, mens jeg smider begge forben frem også, søgende efter hans bringe. Kald mig tosset og skør; jeg er ligeglad. Han har selv startet denne ’leg’, og hvis han ikke går, og fortsat smider ben frem i reprimander, så stopper jeg ikke mine angreb!

Jeg betragter hende opmærksomt. Noget siger mig, at hun på ingen måde har tænkt sig, at give op. Men jeg ved også, at hun nok er stærkere end mig. Så, hvor længe jeg kan blive ved med det her, er jeg en anelse usikker på. Men jeg får ikke lang tid til, at tænke videre over det. For mine sorte øjne hviler på hendes ene forben, som hun skraber langs med sandet for derefter, at kaste sand efter mig. Jeg når dog ikke, at se hendes næste bevægelse. Sandet ryger direkte i mine øjne og jeg viger til siden for, at få tid til at ryste noget af det væk fra mig.

Men inden jeg når så langt kommer hun farende hen imod mig, med et kæmpe hvin. Hvor hun dog skaber sig. Andet når jeg ikke at tænke før jeg får to hove direkte ind i bringen, som skubber mig bagud. Heldigvis når hun da ikke, at sætte tænderne i mig. Det havde været forfærdeligt for min fine pels. Jeg viger endnu engang væk fra hende og kyler to bagben ud efter hende og, denne gang for at ramme hårdt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg egentlig gider det her. Vi er vidst begge lige stædige, når det kommer til vores stolthed.

Han er ramt af sandet. Det er jeg sikker på. Han viger i hvert fald til siden, og ryster hovedet i et forsøg på at fjerne sandet fra sine øjne. Og dette gør også at jeg dermed rammer ham med mine forben, men han når at vige til siden, væk fra mine tænder. Det er vel os meget godt; for ham i hvert fald, eftersom hans hvide pels nok ville være tydeligt rød, hvis jeg ellers ramte ham med tænderne. Et tilfreds brum glider fra mig, da han sådan er trådt i afstand, som om han nu har givet op, og vil forlade mig. Men jeg tager fejl..

I en pludselig bevægelse, hamre han begge bagben bagud, med ret så stor kraft. Og det ene bagben knalder direkte imod min bringe, mens det andet glider langs min skulder, så det skarpe på hans hov skaber en rids der starter i siden af min bringe, og slutter midt på min højre skulder. Viger hovedet op, af ren refleks, for at beskytte det. Drejer omkring, og hukker også begge bagben direkte imod ham, med fuld drøn. Sigtende efter hans underben, og dermed smider jeg dem ikke så højt op.

Jeg fryder mig da jeg mærker, at jeg rent faktisk rammer hende. Mine ører opfanger tydeligt det 'dunk' da mine hove rammer hende. Jeg håber så inderligt på, at hun virkelig føler smerten, for det er jo den eneste grund til, at jeg rent faktisk har angrebet hende til at starte med. Hun skal føle den smerte, som jeg selv føler. Men hun vil næppe kunne føle det samme som jeg. Jeg tror ikke på, at andre nogensinde vil kunne komme til at føle det.

Desværre varer min glæde ikke længe, da jeg mærker hendes baghove denne gang ramme mig. Men hun rammer ikke hvor jeg havde regnet med. Hun sigter efter mine ben og hun rammer. Så jeg er ved at miste balancen, hvilket tvinger mig til, at bakke nogle skridt væk fra hende for, at genvinde min balance. Jeg stirrer hadefuldt på hende. Inden jeg en sidste gang hviner op, men vælger denne gang, at vende siden til hende for, at gå fra hende. Jeg gider hende ikke mere, hun er blevet kedelig. Jeg kan jo altid finde hende igen, når jeg engang har fået flere kræfter.

Mine mørke, tomme øjne hviler imod den hvide hingst, som er mig ukendt. Jeg har aldrig set ham vandre i disse områder, eller lugtet ham. Så måske er det sandt, det jeg tænkte i starten, at han var helt ny på disse kanter.
Svirper med den sorte hale omkring min grå bagpart, hvor han fik sat tænderne i, og dermed skabet et sår på min rume. Dog ikke stort eller noget, men det er der.

Idet han vender rundt, for at gå væk fra mig, hviler mine øjne skeptisk og meget årvågent imod ham, med sammenknebne øjne. Jeg skal ikke pludselig overraskes, hvis han vælger at vende omkring, og konfronterer mig atter engang, ligesom han gjorde, da jeg forsøgte at træde væk og forbi ham.
Men da han jo er på vej væk, ser jeg dette som en klar triumf for mig; jeg vandt denne kamp, for det er ham der er på vej væk. Men samtidig er det nok os bedst for mig, ikke at jeg har vundet, men at han går; for ellers kunne dette nok ende ganske skidt..