Hvad forestiller den skygge? Et hyperaktivt egern?

Antheia

Hoppens blå øjne spejdede ud over søen, som hun nu stod ved og drak af. Det var så sent at mørket havde lagt sig som et sort tæppe om hende og landskabet. Men natten var behagelig og i dette øjeblik havde hun ikke travlt med at komme videre.. End ikke fordi at det ville være smart, at prøve at finde en vej ud af denne skov, der føltes uendelig i dette mørke. Men hun havde trods alt lært at hun skulle bevæge sig væk fra hovedstien, hvis hun ville undgå at gå i cirkler. Det var da altid noget. Problemet var bare at hun ikke helt vidste hvor hun befandt sig. Men her var der da græs og vand, så hun ville da helt klart klare den. Det ville sikkert snart lysne op, så hun kunne fortsætte. Men indtil da.. Turde hun så at vove sig videre, eller ville hun blive i denne lysning?

Med et ganske lavmælt prust, sænkede hun mulen ned til græsset for at rive toppen af med tænderne. Det var vidst et ret klart svar til hende selv. Hun ville blive her. I hvert fald indtil hvis der dukkede nogen op, som hun måske kunne følges med. Hendes ører vippede opmærksomt rundt. Lyde var der mange af, og det foruroligede hende lidt. Hun havde ingen at støtte sig op.. Ingen som kunne berolige hende. Et nervevrag var hun ikke endnu, men hun var opmærksom og det kunne let ses på hendes let anspændte holdning.

Hun skævede skeptisk rundt. Der var da en skygge lige før.. En der bevægede sig, og ikke på den beroligende måde som når træerne svajede i takt med vinden. Nej dette her lignede mere.. et hyperaktivt egern. Eller et pindsvin med rabies.. Noget var der i hvert fald, og hun ville slet ikke være den første til at tjekke det ud. Så hun trådte forsigtigt et par skridt væk fra stedet hvor hun havde set skyggen, og sænkede hovedet igen. Okay, what to do now? Det var meget fint at hun kunne græsse lidt, men ærlig talt? Hun ville hellere have selskab eller bevæge sig. Men hendes hjerne modarbejdede sig selv, så hun blev efterladt helt forvirret og uvidende.

[/size][/blockquote]

.~:SAMAEL:~.

[/size]
THE RIVER SINGS[/font][/center]

Hingsten, der havde fået tilnavnet månesøn, vandrede stilfærdigt langs en syngende å. Alt i hans bevægelser tydede på den indre harmoni han følte i denne stilhed, i denne nats smukke tilstedeværelse. Det snehvide hovskæg tegnede elegante buer i luften i takt med de fyldige skridt der bragte hingsten fremad i et roligt tempo. Selv den legendarisk lange man lod sig påvirke - men kun ganske let, for dens tyngde var så enorm at der skulle meget til at drive den i luften. Han brummede dæmpet, lod de havblå øjne glide igennem mørket, og fortsatte sin stilfærdige vandren. Mange ord svirrede i hans indre, men ingen nåede den urørte overflade. Han talte sjældent, ganske sjældent. Og når det endelig skete var det kun så længe han var alene. Hans tunge var ganskevidst kommet sig over bidets indvirkning, men han var en hest af få ord. Ganske få ord. Hvis man altså kun lyttede til de sagte ord. For i hans kropssprog gemte der sig tusindvis af sætninger, uendeligt mange ord, følelser og indtryk kunne læses af hans øjne, og endnu flere af de bevægelser han besad. En hingst af få ord, men en udtryksfuld herre.

Selvom han nød månens blege, sølviske skær søgte han alligevel ind under træerne. Ikke af nogen speciel årsag, men han fulgte bækkens gang, som sang den bydende til ham. Mørket sænkede sig over den tvefarvede, kraftige hingst idet træerne dækkede fra det udefra strømmende lys. Kort stoppede han og fnyste dæmpet til mørket før han fortsatte, en anelse mere varsomt. Ganskevidst var her ikke totalt mørkt, men han brød sig ikke meget om de mange lyde skoven bad på, og de mange fantasier der lurede i hans tanker.