Alene i alt for lang tid....

Reserveret til DJANGExNOUR

~ The wind brought me back ~

Den grålige hoppe så sig omkring, hun stod ved bjergets fod, hendes mandelfarvede øjne, spejdede stille over det store brød der blev kaldt et bjerg, det var en hel bjergkæde, og det var her hun havde mødt Djange, en utrolig ubehagelig hingst, men dog stadig far til hendes datter...
Hvordan havde hendes datter det? Hoppen havde gemt sig væk i flere måneder, indelukket, og alene. Nour var ikke så glad som hun plejede at være, hendes afskæring af andre heste havde gjort hende sky, tilbagetrukken, ja næsten en helt anden. Hoppen valgte bare at stirre i intetheden. Hendes sjæl var faldet, og hvordan hun ville få den på rette spor igen. Hoppen måtte igang igen, komme ind i kampen og leve livet, atter engang løbe frit med halen holdt som en fane, stolt og stærk. Løbe med Diego, lege med Helmet, og se hendes datter. Med et fnys rejste hun sig og slog ud med forbenene atter for at markere at hun var kommet itlbage, og hun agtede at finde de få individer der havde bydt hende velkommen med åbne sind, for atter at genoprette hendes sind, som hun havde tabt - sådan føltes det for hende.

Den grå valgte at vende sig om og kigge imod engen, græsset og den blå himmel, hun havde gemt sig i en hule, aldrig kigget på andet end jorden, men nu stod hun her igen, under åben himmel, åh hvilken fryd! Uden at tænke sig om kom et lille buk, kort efterfuldt af et hoppet hvin, ren glæde udløste dette, ved at se lyset igen, glæden ved at være ude i det fri atter engang. Hun småtravede rundt på græsset, nød følelsen i hovene igen, efter lidt frem og tilbage traven lagde hun sig ned, ivrigt rullede hun fra side til side og gned halsen langs græsset, som om græsset ville forsvinde under hende og hun var nød til at sikre sig at den stadig var der..... et suk senere og hun lå stille, hun var glad for græsset, glad for den friske vind, små ting som hun ikke tænkte over før hun valgte at søge væk fra det hele, verden var skøn.....

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange hejste mulen fra det kølige vand, som søen tilbød sig ud af til andre sjæle i landet. Skønt her ingen andre var at skue ved søen lige nu. Djanges lyserøde mule mimrede svagt, da han sank den sidste slurk af det kølige og krystalklare vand. Et par dråber dalede da også let mod søens overflade endnu engang, og slog sig et par smukke ringe i vandet. Djange hejste da hovedet endnu engang, så han atter holdte sin holdning. Efter at have været så meget på de andre Ø’er, måtte han indrømme at han ej var så overforsigtig overfor fare, mere. Ikke når han var her på Enophis i hvert fald. Djange vendte da rundt; for at begive sig tilbage til sit hjem.

Men dér, ikke langt fremme over den åbne eng, tumler en hest rundt i græsset. Djange stopper med det samme brat op, før en skeptisk rynke tegnes frem på den lyserøde mule. De kolde og tomme øjne misses anseende sammen; mon det var? Djange presser en smule afventende på de nedlagte øre, før en duft rammer ham. Den tunge duft af harpiks! Hawaet El Nour!

Straks blottes Djanges tænder, i bar’ vrede over at se hende her. De kolde og tomme øjne, blev nu forplantet sig direkte på hoppen, som var hun hans bytte. Djange trådte nu atter frem, med stive og præciserende, målrettede skridt over det grønne sommergræs. Han nærmede sig, med den altid stive og ranke holdning, der tilmed sagtens kunne se truende ud nu. En hundrede meter fra hoppen, undlod Djange da et advarende og højt fnys fra den lyserøde mule, før han atter stoppede brat op. Afventende på denne hoppe, som så ud til at nyde denne dejlige sommerdag… Ind til videre.

Den grå hoppe lå og halvsov i græsset lige efter hun havde rullet sig, det var en nydelse hun havde glemt, men hun skulle dog ikke komme for godt igang, hun manglede stadig at vinde hendes datter tilbage, og hhvad skulle hun sige til Djange hvis hun nogensinde mødtes med ham? Hun satte sig op, istedet for hendes liggende stilling. Et fnys hørtes længere bag hende, hun blev ikke forskrækket, hun vidste udmærket godt hvem det var, dette var trods alt hans domæne. Hendes øjne nåede hans kolde, vrede blik. I et rejste hun sig og rystede kroppen af for samtlig jord og græsrester. Hun stod et øjeblik og overvejede hvad hun egentlig skulle gøre. Et suk og hun vendte sig imod hingsten, og gik de 50 meter hen til ham for derefter at stoppe op og afvente hvor vidt hun måtte komme ham nær. Godt nok havde han været en strid herre, men han havde dog indgydt respekt hos denne hoppe - plus hun orkede ikke at kæmpe lige nu, slet ikke.

"godmorgen...." hendes stemme var blevet mere rug, dog stadig sød at høre på, men den var dog forandret som hoppen selv. Hun var blevet mere respektfuld for sine omggivelser, og hun nægtede at løbe glad og naivt hen til andre heste, eller bare fremmede. Hun udviste alt den respekt hun kunne over for Djange. Imens hun prøvede at holde lugten af brunst på minimal.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Tumult fik hoppen rejst sig, og mens Djange atter stod der i den efterhånden åbenlyse advarende position overfor hoppen; nærmede hun sig. Men noget var forandret! Der var noget som slet ikke var, som det plejede at være. Den grå hoppe hverken svansede af sted, eller så ud til at ville komme med nogen form for spydige eller flabede hændelser. Hvad mon her var sket?

Djange missede blot de kolde og tomme krystalblå øjne anseende og skuende sammen, over hende, som hun nærmede sig. Han pressede atter på ørene, men da hun stoppede op, respektfuldt og ventede på hans accept over at de skulle være nærmere hinanden, var der noget som gik op for Djange. Tankerne for af sted i hans indre, før han trådte langsomt og en smule advarende fremad imod hende. Han spændte let op i den højtstillede hals, mens de kolde og tomme øjne så sig meget direkte på hoppens mørke øjne. Han rynkede da nu skeptisk på den lyserøde mule, da hendes stemme lød. Men yderst respektfuld var denne hoppe pludselig?

”Goddag Hawaet El Nour.”
Svarede Djange med den hæse og intense stemme, yderst tonløst; mens det ej var at sige om at ville farer i flæsket på hende om lidt, kærtegne hende, forsvinde fra hende, eller bare true hende. Intet var at sige, hvad han kunne finde på; selv ikke Djange vidste hvad han ville og skulle.

”Hvad bringer Dem hid på disse kanter?”
Lød Djanges stemme kort efter, med den hæse og intense stemme, der atter lød tonløst. Endnu engang var det ikke til at sige om dette var en trussel, såvel som han måske var interesseret? Djange slog da et slag piskende med den fyldige hale, mens hans kolde og tomme øjne atter missede sig anseende imod hoppen.

Nour prøved konstant at analysere Djanges temperament og kropssprog - men det var svært, og igen prøvede hun alligevel, da hingsten trådte imod hende, knejsede hun let med nakken og brummede anderkendende af ham. Den grå hoppe var dog blank på en ting, skulle hun gå imod ham eller vente? Hun talte hans skridt, og tog halvdelen af - det antal gik hun. så hun atter igen stoppede op afventende.

"Jeg ....." hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare ham det, men hun prøvede dog alligevel, for det var sandt, men hvorfor hunn søgte herhen ville hun nok undlade at sige, det var nok brunsten der tog styringen på det punkt

"Jeg sad fast i to år i ørkenen, så da jeg fandt ud igen var dette stedet jeg søgte hen, jeg ved dog ikke helt hvorfor" Hoppens øjne var blide, men dog vagtsomme, hun havde aldrig troet at hun ville vise en så rolig side overfor Djange, og at han accepterede hendes nærvær? Hoppen stod atter afventende, men hun tog dog et par skridt mere, uden at hun kom i farezonen.

"Hvordan har du haft det?" - hvad for et spørgsmål var det dog? Nour undrede sig over at hun havde sagt det til ham, det lød jo som om hun kun havde tænkt på ham, det havde hun da bestemt ikke?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens forandrede adfærd gjorde Djange ekstra opmærksom på hendes handlinger og hændelser. Hoppen udviste udtrolig meget accept og respekt, hvilket Djange havde sært ved at forstå. Så vidt Djange kunne erindre, var dette her ikke sådan hoppen plejede at være. Og så endda slet ikke overfor Djange.

Hoppen talte nu, og blot pressede Djange atter på de nedlagte øre, mens øjnene atter var misset sammen skuende imod hoppen. Hendes stemme lød, forklarende; mens Djanges mule så småt rynkede sig skeptisk. Han spændte let op i den højtstillede hals, mens han stod med en underlig følelse af; hvorfor skulle hun fortælle ham det. Et lidt hårdt, og yderst ligegyldigt fnys var at høre fra Djanges rynkede lyserøde mule, da hun sluttede sin sætning og derpå trådte ham nærmere. Så småt blottede Djange tænderne, blot for at understrege at hun ej skulle bryde sig om at nærme sig yderligere. Men igen, lød hoppens stemme så. Et indgående spørgsmål,ind til Djanges velvære? Var dette en dårlig spøg? Djange så sig nu meget direkte på hoppens mørke øjne, med sine egne kolde og tomme, mens han pressede ørene hårdt i nakken; og mulen rynkede sig åbenlyst skeptisk.

”Udmærket.”
Svarede Djange meget kort, med den hæse og intense stemme, tonløst. Yderst tonløst.

Nour smilte til Djange, hun smilte ikke over glæden, men næsten fordi hun vidste at han ville være fuldstændig ligeglad med hvad hun sagde, hun fnøs ikke tilbage til hingsten der havde blottet tænderne fordi hun kom for tæt, hun overvejede at trodse det for at se hvordan han ville reagere, men hun savnede vel også kontakt, hvorfor hun desideret havde søgt ham vidste hun ikke helt, hun ville vel komme ind under huden på ham, ikke som elskende, men blot som ven? Den grå kluklo, hun havde forudset det helt rigtige, og at han svarede så kort og kontant, måtte være fordi han var utrolig skeptisk over for hendes opførsel. Nour hævede hovedet og hvælvede halsen, godt nok var hun repsektfuld over for hingsten men hun var på ingen måde underdanig. Hun nikkede blot af hans svar, og brummede af ham, en måde hun prøvede at formilde hans sind på,, så hun måske kunne komme tættere på.

Efter lidt tænke tid gik hoppen imod ham, langsomt dog ikke tøvende, hvekren ligepå men sidelæns. Hun gik ligeud men sigtede ikke efter at stå lige foran ham, mere til siden for ikke at komme til at trykke på de forkerte knapper, hun var forsigtig men også utrolig dum at prøve det tænkte hun til sig selv. Hendes hale rød en smule op, men hun pressede den dog hårdt ned igen så duften af brunst ikke kom ud. Hun måtte dog indrømme at fordi hun havde fået et føl med hingsten reagerede kroppen voldsommere med ham end med de fleste hingste, men føl var der vel ikke at tale om lige nu.
Uden at te sig dumt strakte hun halsen for at hilse på Djange med gode manere, et lille hvin undslap hende men det var det, intet spark med forbenene selvom man kunne se hun var tæt på det.

"Man kan altid finde dig her" hun vidste ikke helt hvorfor hun sagde det men en ting var sikkert hun fremstod stærkere end deres første møde, hendes øjne fastholdte hans kolde blik

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen var ikke så lidt fræk i dag; en smule flirtende, hvis Djange ikke tolkede disse handlinger helt forkert. Hoppen nærmede sig, i takt med at Djange pressede hårdere og hårdere på de allerede nedlagte øre. Øjnene blev atter misset sammen, med en vis skepsis, mens mulen rynkede sig mere og mere skeptisk, over hoppens nærgåenhed. Brunsten var at dufte, der var ingen tvivl, mens den tunge duft af Harpisk kun blev forstørret; som hun pludselig stod i nærheden af ham. Med siden til, stod hun; og jovist, det sitrede i Djanges krop, af bar vrede. Hvad bildte hun sig ind? Han blottede nu direkte tænder af hende, mens hun stod der ved hans sige. Han vred anstrengt i den højtstillede hals, mens det kolde og tomme blik så meget direkte imod den grå hoppe ved hans side.

”Det er trods af alt mit hjem.”
Lød Djanges stemme kort, med den hæse og intense stemme. Han var klar på at hakke hende en, ved bare ét forkert træk fra nu! Hårdt understregende og advarende, piskede han nu hårdt med den mørke hale.

Nour smilte igen, denne gang af hans reaktion på hendes nærvær, han var udelukkende klar til at smadre hende igen, hun vidte dette men alligevel søgte hun hen til ham? hun var en underlig hoppe det måtte hun indrømme. Den grå hoppe viftede med halen da hun så hans vifte så hidsigt, hun brød sig aldeles ikke om hans attitude, men det havde hun nu heller aldrig gjort, hendes øre røg misfornøjet ned, men hun valgte dog at tage imod hans skiltrende 'fjern dig' kropssprog, hun fnøs kort og valgte at træde en smule længere væk.

"ja, det er vel dit hjem..... jeg har aldrig tænkt over det men flot er er da, har du været i ørkenen før?" Hun spurgte rent faktisk nysgerrigt ind til ham, men hun viste på ingen måde at hun var det. a var anspændt, mon han troede hun var her udelukkende for at bestille et nyt føl?

Hoppen sukkede "bare rolig jeg er her ikke for at skildre med min brunst." hun prøvede at overbevise ham og hende selv om at det bestemt ikke var derfor hun var der.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hendes smil irriterede ham, hendes misfornøjede nedlagte øre, hendes måde at flytte sig væk fra ham på; alt irriterede blot Djange lige nu. Godt nok havde hoppen udvist en vis mere respekt overfor Djange, men dumdristigheden var der klart stadig! Det blussede op i Djanges indre, over hvordan hun bar’ sig ad. Men så småt lod han mulen blegne ud til kun at have skeptiske rynker frem for at have blottet tandsættet. Men de nedlagte øre, ikke var helt presset ned, og de kolde og tomme øjne, stadig var misset. Det var ikke at tage fejl af, hvordan han advarede hende gang på gang, med den anspændte holdning, den ranke holdning, og den stadig ind i mellem vildt og markerende piskende mørke hale.

Djange missede skuende og anseende på de tomme og kolde krystalblå øjne, da hun nu atter talte. Hvad kunne han i grunden bruge hendes mening til? Og nu dette spørgsmål. Djange tog sig den ulejlighed, hurtigt at miste fulde opmærksomhed fra den grå hoppe. Omgivelserne, ingen farer. Djange holdte atter fokus på hoppen endnu engang, før han svarede; så respektfuld som han nu var.

”Aldrig.”
Var det eneste Djanges hæse og intense stemme undlod. Tonløst, og i et form af et fnys. Truende, advarende? Tja, det var vel efterhånden der Djange var nået til. Hoppen her kunne man sige meget om, og et af dem var vel at hun virkelig kunne formå at få Djange i det røde felt. Blot ved hjælp af hendes naivitet og dumdristighed.

Hoppen talte endnu engang, og Djange veg blot en anelse i den ranke og stive holdning, med et yderst direkte misset blik, fra de tomme og kolde øjne. Let blev tænderne vel blottet, han ønskede mere afstand; inden…

Nour kiggede undrende på hingsten, hvorfor var han altid så hidsig? Han svarede dog, og det glædede hende, men hun forstod ikke hvad der irriterede ham, hun rykkede endnu et skridt længere væk fra den anspændte hingst, hun forsttod ikke det punkt, jo hun forstod han var en følsom hingst der gemte sig, men hvorfor?

Hendes stemme var lav, ej truende.
"Hvorfor gemmer du dig?"
Hun hentydede til hans temperament, hans opførsel og kropssprog, hun undrede sig en del over det, alt i alt ville hun gerne bare kunne omgår ham uden at han blev så tosset oven i hovedet, han var alt for tit oppe i sit røde felt.

Den grå hoppe stod afslappende, men man skulle ikke tage fejl, en enkelt fejl, og hun ville markere sig, hun var roligere, mere repektfuld ja, men til en hvis grad, hendes datter havde også været lige sådan, forskellen var bare at hun kunne læse hende som en åben bog, men hvordan man skulle agere med andre hidsige heste havded hun åbenbart ingen anelse om. Hendes brune øjne forblev på hans kolde blå, hun nød øjnene, de var smukke, eller der var da et eller andet tiltrækkende ved det? var der ikke?

"Jeg forstår ikke hvorfor jeg irritere dig så meget...." Hoppen forventede ikke han ville svare på noget af det men hun ville vide det, og et forsøg var da det værd.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen flyttede atter et skridt på sig, og en enkelt rynke blegnede en smule ud. Djange forblev da stadig stiv og rank, anspændt over hoppen og hendes selskab. Men nu mere, hendes ord. Hun spurgte nu, så uformuleret og ligegyldigt spørgsmål; hvis man spurgte Djange. Hvad mente hun helt præcist med det? Tja, Djange var ret ligeglad, og undede blot Hawaet El Nour et meget direkte blik, som blot så sig tomt på hende, med de kolde og tomme krystalblå øjne.

Hoppen så sig nu nærmest døsende i Djanges øjne, hvilket gjorde han blot pressede en smule på de nedlagte øre, før han stille lyttede til hendes konstatering. Hvad var der dog med hende? Gjorde brunsten hende helt kærlig? Tryghedssøgende var hun i hvert fald blevet siden sidst… Djange rynkede blot skeptisk på mulen, før han blot rankede sig en smule op.

”Hawaet El Nour, hvad er det De vil?”
Lød Djanges hæse og intense stemme, yderst tonløst og direkte. Skønt den kunne betyde meget, advarende, indgående, truende, omsorgsfuldt. Hvad det end var, var Djange ikke helt sikker?

Jeg vil vide hvad det er ved mig der irritere dig så meget?
Nour svarede med det samme efter hans spørgsmål, han var høflig ja, men hun var begyndt at blive små irriteret over hans opførsel, hun kunne ikke bebrejde ham for det, deet eneste de havde sammen var deres datter, nej hende havde han også, hun gav hende jo bare liv, hendes øjne slog ned et øjeblik og hun blev trist ved tanken om hendes afvisende datter. Men der gik ikke længe før hun atter stillede sig rankt op for ikke at vise alt for meget af den side, selvom det ikke gjorde det store, for Djange var fuldstændig ligeglad med hendes eksistens, hvilket irriterede hende, men hun vidste ikke hvorfor? hun var jo ikke desideret forelsket i hingsten. Hendes stemme var kold

"Jeg vil gerne slå en streg over vores stridighed" Hoppen kiggede afventende på Djange, hun prøvede at forudsige hans træk, selvom man aldrig kunne regne med ham. Nour havde lovet sig selv, at besøge dem hun kendte, og slå en streg over det hele, man behøvede ikke at være perlevenner men bare sådan så man kunne udholde hinandens selskab, andet krævede hun ikke, men hun vidste udmærket godt at hun aldrig vile kunne trænge igennem hans panser af følelser, og vrede.

Djange



Hoppens afventende blik, de uforstående ord; fik en svag ilter gnist til at blusse i de kolde og tomme øjne, der atter så meget direkte på hoppens mørke øjne. Den lyserøde mule rynkede sig, mens Djange atter pressede på de nedlagte øre. Omgivelserne omkring dem var åbne, men det var Djange bestemt ikke. Hoppen her var naiv, hvis hun troede at der kunne slås en streg over en opførsel? Stridigheder var så meget sagt, men disse stridigheder var jo kommet af noget. Respektløshed!

Hårdt lød det, da Djanges hale smældte mod hans bagpart, før han skød bringen en smule direkte truende frem imod hoppen her. Han blottede nu sit tandsæt bag den rynkede lyserøde mule, før han åbnede op for ord.

”Hawaet El Nour, som det ser ud nu; er dette ikke en valgmulighed.”
Vrissede Djanges hæse og intense stemme, tonløst imod hoppen; skønt det ej var at tage fejl af, hvor advarende og tilmed truende Djange var lige nu. Den grå hoppe, som nogen kaldte Athenes moder, kunne godt droppe dette.



[OUT - Afslutter gamle tråde!]