The Daughter I lost, But Yet Found

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Mine øre er fortsat lagt ned i min nakke. Muskler har jeg skam fået, måske ikke voldsomt mange af dem, men de er da på vej. Men jeg har skam også i tankerne at træne, og om ikke andet, så vil jeg bede min far om hjælp, til at lære mig at slås. For jeg må indrømme, at jeg har en fornemmelse af, at nærkamp er noget jeg skal vænne mig til at have. Svirper med den sorte hale, og ser kort imod mor, da han vil kigge i mine øjne. Men hun får ikke lov til det længe, for jeg fjerner blikket fra hende igen, og stirrer stift forbi hende, som var hun luft.
Det er hun jo ikke, men det behøver hun ikke vide. Udspiler kort næseborene, inden et prust kommer fra mig, i en meget hård tone. Mit blik rettes nu imod hende, stift, og direkte ind i hende nøddebrune øjne.

,,Jeg har ikke brug for, at du er der for mig nu. Det havde jeg dengang. Jeg har ikke brug for dig nu, Hawaet El Nour. Nu, er for sent. Jeg er voksen nu, og jeg har klaret mig selv indtil nu. Hvorfor skulle jeg så have brug for dig nu? Jeg havde dig det første år. Så var du væk?! Helt væk! Forsvundet. Og nu.. Nu beder du mig om at jeg skal tilgive dig, og at du gerne vil være der for mig. Men hvad så, da jeg havde aller mest brug for dig? Der var du der ikke. Nu er jeg voksen, og det er jeg blevet på egne ben, uden både dig og far. I forrådte mig begge to, sagde I altid ville være der for mig. Men sjovt som I begge forsvandt, på samme tid, og så dukker I også op på samme tid igen. Var det en lærestreg!? Ønskede I at jeg skulle lære at stå på egne ben, på den hårde måde, for så må jeg sige, at det er lykkedes for jer, ganske godt. Jeg har lært tingene på den hårde måde, og jeg er den jeg er i dag, ikke kun pga. dine og fars gener der er blevet mig givet, men fordi jeg har klaret mig selv, på den hårde måde, og den måde som de færreste selv kan!”

Ryster på hovedet, da det hele bare farer ud af min mund. Kaster op med hovedet, i en voldsom bevægelse, og træder nogle skridt bagud. Det kommer vel egentlig bag på mig selv, at jeg smider det hele sådan ud, uden hoved og hale i snakken. Men ud, det kom mit sure opstød da i hvert fald. Svirper med den sorte hale, og slår et forben hård ned i jorden, inden jeg igen ser væk fra hende. Nu er det meste da ude. Tror jeg.

"Du har brug for mig"
Nours stemme var blid, hun havde aldrig talt blidere til andre heste før, der havde altid ligget et eller andet bag.

"Du er såret, indeni og ikke udenpå, alt det er selfølgelig vores skyld som dine forældre, men det var dog ikke planlagt, det havde det aldrig været, at jeg blev væk fra dig var ikke en plan, at du skulle vokse op på den værst tænkelige måde var heller ikke en plan. Men desværre skete det, og jeg kan intet gøre for at vende om på det."
Den grå hoppe fastholdte blikket til sin datter, selvom hun så væk fra hende, hun var ligeglad, men Asira skulle vide at de øjne der faldt på hende nu aldrig ville slippe hende ude af syne igen, aldrig! Men det ville hun ikke sige noget om, så langt ville hun ikke synke foran sin datter, men inden hun rent faktisk turde møde hende havde hun holdt øje med hende.

"Jeg har brug for dig, men om du vil tro mig eller ej er helt op til dig selv, men jeg vil være der, på den ene eller den anden måde, jeg vil altid være der, jeg var der ikke før, det har du ret i, men det er jeg nu, og jeg er klar til at rette op på det her, ikke ved at rejse tilbage i tiden, men på at indhente alt det jeg missede som din mor." Nour skulle til at vende sig om for at gå igen men hun vidste ikke helt hvorvidt hun skulle gå eller ej, men hun regnede ikke med der var mere hun kunne gøre, andet end at holde øje med sin datter. Hun kiggede tilbage på Asira, hendes øjne så blidt på hende, et smil - der ikke skjulte hendes smerte kom på mulen

"ligemeget hvad, så er du min datter, og du har en speciel plads i mit hjerte, hvor ingen andre er."

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hun tillader sig selv at sige, at jeg har brug for hende, og netop det, får bægeret til at rende over i mit indre. Og da hun snakker videre om den værst tænkelige opvækst, ryger mine øre endnu mere bagud, så de ligger klistret ned i nakken. Hun vil altid være der, siger hun nu også, og for mig, er alle disse ting én stor løgn!

,,Nej. Du tager fejl. Jeg har ikke brug for dig, Hawaet El Nour. Det havde jeg. Men nu, nu er det DIG, der har brug for mig, i håb om at vores tillid og kærlighed bygges op. I håb om, at du en dag vil tilgive dig selv for at have efterladt mig dengang. Det er dig, der har brug for mig nu, Hawaet El Nour, og ikke omvendt! Den værst tænkelige opvækst; nej. For jeg er blevet langt stærkere end mange andre nogensinde bliver i deres sind. Og det kan jeg vel takke jer for. At du altid vil være der, er en stor løgn! Ingen, vil altid være der for hinanden, det er en umulighed. For en dag, er enten du eller jeg væk.”

Min stemme er sammenbidt, hård og kontant. Betragter hende da hun vender omkring. Og jeg ser blot stift imod hende. Det sidste hun siger, bliver det sidste hun får at sige i denne omgang. Selv, vender jeg nu omkring, og sætter i trav af sted, væk fra hoppen der er min moder. Men jeg har ikke brug for hende, ikke mere. Det troede jeg, at jeg havde. Men det har jeg ikke. Jeg har levet to år uden hende, og kan også fortsætte uden hende nu. Men for denne omgang, har jeg brug for at sluge alle ordene imellem os, og jeg ser mig ikke tilbage, mens jeg med taktfaste skridt bevæger mig ind imellem træerne, for til sidst at forsvinde.

[Out]

Nour kiggede tilbage på hendes datter, det skulle nok blive en hård kamp, hun var selv ude om det og hun bebrejdede ingen, hverken datteren eller Djange, hun kunne bare havde ladet være med at fare vild, og væk fra sit eget kød og blod, hun sagde intet til hendes datters udbrud - men hun havde ret, hun havde brug for hende mere end ngoet andet

"Self'ølgelig har jeg da brug for dig" Det var det sidste hun sagde før hun vendte sig og gik ud imod resten af engen, der med græsset svejede i vindens lette pres, Nour havde mistet sin datter for altid nu, mon der var en dag hvor Asira ville se hende som hendes mor, eller vil hun forblive "den fremmede".....


OUT