Bjergpassets mange labyrinter..

Djange



En gren, en kvist, et blad, en blomst. Noget så frodigt og smukt, skønt Djange alligevel langt fra holdte af skoven. Han ville nok heller aldrig gøre det; nej bjergende var og blev hans kald. Så sandt som det nu kunne siges fra Djanges mule, hvis nogen da spurgte ham om dette. Djange mimrede svagt på den lyserøde mule, mens han fortsatte sine præcise og sikre skridt over den stenede underlag. Her i bjergpasset kunne han for alvor føle tryghed. Tankerne tumlede stille af sted i hans indre, spillende. Mens hans øre roligt lå tilbage. De krystalblå øjne så sig frem, opmærksomt; skønt der blot var at skue kulde og tomhed i hans blik. En hver lyde opfangede Djange, mens han fortsatte roligt; skønt hans holdning atter var stiv.

Den højtstillede hals, med den svagt fremskudte bringe; den samlede skridtgang, med den lidt anspændte ryg. Mens det fine hoved blev holdt lodret, med de tomme og kolde øjne førende an. Den mørke man lå døsende ned på hans højre side af halsen, mens pandelokken gled over begge øjenhuler. Kun lyden af hans eget dæmpede åndedræt, og så de klirrende hove med stenunderlaget, var at høre her på denne sti; denne sti, dybt i bjergpassets mange labyrinter.



[Reserveret til Shaeyata]

Shaeyata

[/font][/color]

I know a mountain, lone it lies
Under wide blue Arctic skies.
Gray against the crimson rags
Of sunset loom its granite crags.
Gray granite are the peaks that sunder
The clouds, and gray the shadows under.
Down the weathered gullies flow
Waters from its crannied snow;
Tumbling cataracts that roar
Cannonading down the shore;
And rivulets that hurry after
With a sound of silver laughter.
Listen to This while reading[/i][/color][/center]

~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~

Vinden blæste sagte og efterårskøligt, idet solens kølige eftermiddagsstråler genspejlede sig i gyldens skin fra et elegant hunkønsvæsen på sin vej op ad bjergene med hovene taktfast placeret i det løse grus for hvert eneste skridt. Værdigt havde hun sit kønne hoved hævet langt over sin krop og samtlige muskler i hendes feminine krop bevægede sig under hendes skin, idet hendes langsomme trav bragte hende fremad og opad. Det var udmattende at trave sådan op ad bakke i længere tid, men hun var for stædig til at standse, før hun nåede næste bakketop. Hvis hun stoppede nu, ville hun ikke være i stand til at sætte sig selv i gang på ny, så beslutsomt holdt hun sit blik fremadrettet, mens hun bar sig selv opad med høje, stærke benløft og udnyttelse af enhver muskel i kroppen på en måde, der viste hendes slanke skikkelse frem i de orange stråler fra solen, der var begyndt at overveje at gå til ro. Den så større ud end på noget andet tidspunkt, og farven fremhævede i særdeleshed den gyldne pels, denne hoppe var den heldige ejer af. Hendes mørkebrune, der lyste med intelligens, undersøgte nysgerrigt omgivelserne, da hun endelig noget til en bakketop – og dermed en pause. Hun var stadigvæk i gang med sine planer om at kende hele området, inden hun ville finde et yndlingssted at være. Og når hun dagligt undersøgte dette nye, mærkelige land, måtte det også føre til flere bekendtskaber, selvom hun måtte indrømme, at hun kun havde mødt meget få – og endnu færre af venlig art. Hun var begyndt at overveje, om denne smukke verden egentlig var hjem til de mest sky, mærkelige og uvenlige heste, eller hvorledes det forholdt sig. Tanken gjorde hende en anelse bedrøvet. På trods af, at hun med sin levende, glade personlighed kunne vinde de flestes hjerter og oftest få venskaber hos de mest besværlige, så ønskede hun sig at møde bare en enkelt venlig sjæl. Det ville gøre tusinde ubehagelige møder langt mere overkommelige. Ikke desto mindre var hun ikke typen, der mistede modet, og hun havde enhver intention om at fortsætte med at give disse fremmede en chance på trods af deres kølige indstilling til alting. En dag måtte det jo give pote – og en dag, måtte hun jo bryde deres skal. Hvem vidste: Måske var de reelt helt gode venner, når man først lærte dem at kende? Selvom hun kunne være meget forudtaget normalt, så havde hun ikke råd til at dømme hurtigt et sted, hvor hun i forvejen ikke havde nogen at støtte sig op af. Derfor lod hun dem alle og det hele få en chance til. En dag måtte det jo give pote. Hun trippede kort enkelte gang i det løse grus, inden hun endelig fortsatte fremad og lod sit blik søge efter interessante steder, eller interessante individer. Hun vippede ørerne opmærksomt fremad, da hun syntes at kunne høre lyden af andres skridt mellem hendes egne, og hun standsede blot for at bekræfte dette. Hun blev roligt stående på sin plads på en mindre top ved siden af et ensomt træ og enkelte græspletter, mens hun fulgte denne nye, fremmede med et nonchalant, men venligt blik i de mørke øjne. Hun vrinskede en enkelt gang i en indbydende, feminin tone for at gøre ham opmærksom på hendes tilstedeværelse – det kunne jo være, at han gik i egne tanker, som man ofte gjorde, når man bevægede sig op i den tynde luft.

~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~

Up its ramparts winds a trail
To a clover-meadowed vale,
High among the hills and woods
Locked in lonely solitudes.
Only wild feet can essay
The perils of that cragged way.
And here beneath the rugged shoulders
Of the granite cliffs and boulders,
In the valley of the sky
Where tranquil twilight shadows lie,
Hunted creatures in their flight
Find a refuge for the night.

[/size][/center][/color]

Djange



Stien mundede så småt ud i noget mere åbent, som kunne betegnes som noget dal, såvel som nogle skrænter ikke så langt fremme. Stien blev pludselig meget åben, og et vindpust slog sig ind over Djanges side, mens han roligt og sikkert bedrog sig videre, på sine hove som tog hvert og et skridt med fuld præcision. Skønt han stadig havde den meget ranke og stive holdning; spændte. Luften her oppe var frisk, og det ene vindpust tog over det andet, det ene mere eller mindre kraftfuldt end det forrige. Men en lyd slog ind; et feminint vrinsk.

Af ren refleks; stod Djange pludselig helt stille, mens han hejste hovedet i den allerede ranke stilling. Han spændte i den højtstillede hals, mens de kolde og tomme krystalblå øjne spejdede sig hurtigt granskende over landskabet; og lidt der henne af, i nærheden af et par frodige græspletter og et ensomt træ, stod en slank skikkelse. En gylden hoppe, men langt fra gylden på samme måde som hoppen Illana eller Cher. Nej, dette var på en anden måde, en mere mørk cremet og varm farve. Hoppen stod og så til, lige så stille og roligt. Af ren refleks var ørene allerede røget dybt i nakken og manen, dybere end før. Men det behagede ham generelt bare aldrig at støde på selskab når han begav sig i bjergpasset. Dette kunne jo ikke udelukkes, desværre; så roligt trådte Djange atter frem igen.

Et lidt stift, men yderst hilsende og respektfuldt nik indgød så fra Djanges side, kun få skridt fremme i sin skridtgang igen. Hans sti passerede hendes et par ti meter fremme, så roligt fulgte han stien påvej, mens hans holdning forblev rank og stiv. De kolde og tomme øjne så da til, imod denne hoppe, som han nærmere sig hende.

”Goddag Frøken.”
Lød Djanges hæse og intense stemme så roligt i den frie luft her oppe, dog yderst tonløst. De kolde og tomme krystalblå øjne der atter så til i hendes mørke missede sig så småt sammen, en smule anseende. Før han stoppede et stykke fra hende. En tre, fire meter måtte der være, hvilket nu og da også var en vældig passende afstand for Djange.



[OUT]