Danger ahead

Åben

Et sted hvor det sjældent regnede, var der alligevel regn at finde på denne grå efterårsdag. Dog var det stadig varmt og det gav en klam fornemmelse, men det generede ikke den spraglede Mindraper som havde begivet sig ud i det golde landskab. Hans tanker vandrede omkring sin lillebror og hans mule var svagt rynket. Han vidste at det var et spørgsmål om tid før han hang på ham, hvis ikke han holdte sig fra Foehn. Han havde ikke lyst. Han var i sit mindre glade lune, men måske så kunne nogen ændre dette. Han stoppede op for at drage et kort suk og orientere sig, inden han vandrede videre. Hans skridt virkede tunge, men det var blot hans mørke holdning og tomme blik i det farlige gule øjne der scannede området der gjorde at hans så en anelse glubsk og dyster ud.

Diego



Diego trådte over det dybe sand, som for hvert eneste skridt, gjorde at man gled et halvt skridt tilbage. Det føltes mest af alt som om den drengede og ungt sindet sjæl ikke kom videre. Hvad Diego så egentlig også lavede her? Var svært at sige… Men det var vel hans nysgerrighed der drog ham, det var det altid! Den røde unge hingst trådte atter lystigt frem, mens den hvide mule mimrede en smule koncentreret. Han fortsatte, og selvom vejret var koldt og klamt, formåede det alligevel at være et støvet omgivet sted.

Men en hest i det fjerne, en spraglet og meget forskudt farvet hingst. En fremmed hingst, som Diego ikke havde været stødt på før? Mon det kunne skyldes at han holdte til, her på denne Ø, hvor Diego sjældent havde betrådt sine hove. Hingsten syntes at se en anelse ensom ud? Eller var det bare Diego…

Diego havde godt og vel tøvet et kort sekund, men nysgerrigt vippede ørene nu frem, imod denne fremmede, som endnu var godt et par hundrede meter borte. Diego undlod et drenget prust, mest for at tilkendegive sig selv, men ligeså vel fordi sandet irriterede ham i næseborende. Drenget og ungt dansede han nu, dog kejtet, igennem sandet, med kurs imod denne endnu fremmede sjæl.

Mindraper var normalt ikke hesten der holdte til på Zenobia, men sneen og kulden var ikke noget Mindraper brød sig om, faktisk så var det noget at det værste han vidste. Sneens hvide kontraster fik ham til at stå ud som en snehare om sommeren og det fik den ellers store hingst til at føle sig alt for udsat i forhold til at kunne opholde sig i fred og ro, men end ikke her havde han en stille stund.
En rød hingst var på vej mod ham, en hingst der virkede til at være på alder med ham, alt efter at dømme på det drengede prust. Mindraper rettede skarpt blikket mod den unge hingst og knejsede i nakken med et hingstet fnys og kastede let med hovedet.
Han var ikke så fjendtlig som han plejede, men det var måske fordi den unge hingst virkede ganske blid.

Den åbne vidde her på Ø’en Zenobia, var en varm; men heller ej frysende som på de andre Ø’er. Her var hverken sne, slud eller is. Til gengæld havde Diego heller andre set eller oplevet vand på denne Ø; skønt der sikkert måtte være noget et eller andet sted, siden han hver gang var her, fandt liv. Nysgerrigheden havde naget ham, og ivrig efter at undersøge alt på sin vej, dansede Diego fortsat gennem sandet. Det sand der gang på gang nærmest trak ham ned i dybet af sand, for hvert skridt han tog. Balancen var ikke hans stærke side i sandet her, hvilket var vældig tydeligt også, mens han nærmede sig.

Den fremmede var tilsyneladende en hingst, og fronten blev snart vendt mod Diego. Gule øjne, var pludselig i Diegos udsyn, og en anelse forskrækket stoppede Diego op. En lettere truende adfærd syntes Diego at kunne fornemme, kunne han ikke? Han stoppede op, og hans øre lyttede en smule omkring sig, før han fokuserede fuldt ud på hingsten et stykke fremme. Hingsten lignede bestemt ikke alle andre, hvilket fik det til at sitre i Diego, nysgerrigheden nærmest pressede på, mens hans hjerte bankede lidt hårdere af spændingen. Han afventede vel lidt hingstens reaktion, for han ville bestemt ikke træde ind på territorier eller ligene; problemer skulle Diego skam ikke ud i.

Hingstens afventende reaktion var vel ganske naturlig og det var oftes sådan Mindraper blev imødekommet af andre og han vidste godt hvorfor. De gule øjne som ligeså godt kunne have sat på en slange var ganske skræmmende og ikke mindst intense. Mindraper var skam ikke fjendtlig som sådan, men hans kropssprog var afvisende og ganske lukket. Dog stod han ligenu blot og stirrede mindst ligeså afventende på den unge røde hingst der var kommet en anelse nærmere. Han fnyste en anelse utålmodigt og trådte et skridt fremad. Han tog sine skridt med en vis stolthed og dertil knejset nakke, mens han ikke et sekund tog blikket fra hingsten. Mindraper var af mørket og derfor vidste han godt at man aldrig skulle vende nogen ryggen. Selvom denne hingst dog virkede ganske harmløs.

Under Diegos tætte vinterpels, bankede hans hjerte på liv og løs; spændt. Han selv var en hingst der helt aldrig søgte problemer, samt flygtede til hver en tid hellere frem for at stå frem og tage kampen op. De gule øjne skræmte ham, det gjorde de. Men samtidig trak de også i ham til en vis grænse. Det sitrede lidt i Diego, og hans øre vippede nu atter en anelse usikkert omkring, før de landede på den spraglede hingst der undlod et fnys, hvorefter han trådte nærmere. Det var tydeligt at denne hingst var en selvsikker og stolt skabning, som godt selv vidste hvor han stod. Diegos mule mimrede sig let, mens det unge og sprudlende blik, blev en smule påpasseligt i hans mørke øjne.

Men Diego trådte nu selv frem. Næsten smuldrende føltes det golde sand under hans hove, mens han bevægede sig få skridt frem. Af ren refleks blev hans hoved derpå sænket, i håb om at den lidt lukkede og måske uvenlige skikkelse, var sikker på at Diego ej ønskede nogen splid.

Mindraper hævede hovedet en anelse og så ned på hingsten, der virkede ganske fredsommelig, men også bange? Mindraper blev ganske begejstret for dette faktum, men huskede på at han havde lovet sig selv at være flink i dette fremmede land og desuden så så denne røde hingst også ud til at respektere ham, hans kropssprog var hvertfald sådan at læse. Han lagde derfor hovedet på sned og missede en anelse undrende med øjnene over at hingsten nu sænkede hovedet. Han gættede på at det var en ganske ung hingst, men hvad han ikke vidste var at han selv var yngre end denne hingst.

" Hvad er dit navn, fremmede? "

Lød det så fra hans ru stemme, der ikke besad megen varme. Mindraper var ikke ubehøvlet, men han var heller ikke det mest høflige i dette land og det kunne da høres ud fra tonelejet. Hans kropssprog var dog roligt, men samtidigt ulæseligt. Af en eller anden årsag var Mindraper ganske tryg ved denne hingst.

Himmelen over de to skikkelser, var ganske indbydende og venligsindet; det smittede bare ikke rigtig af på Diego lige nu. Forsigtigt stod han atter der, roligt, mens han hjerte bankede i hans bryst. Roligt vippede de plyssede rødbrune øre opmærksomt frem da hingsten nu talte. Kulden der nærmest bar hingstens ord, fik et næsten urørligt gys til at løbe langs Diegos ryg.

”Mit navn er Diego.”
Svare han med den drengede og unge stemme, mens han roligt løftede hovedet en anelse. Dog stadig påpasseligt var hans blik i de mørke øjne, en anelse usikre. Hingsten virkede ikke synderligt truende eller farlig, men de gule øjne og nu den lettere kolde stemme, fik Diego til at træde varsomt.

Mindraper iagttog opmærksomt hingsten med en anelse undrende mine. Han rømmede sig en anelse og vippede kort ørene bagud da han talte med et lille fnys, men han nikkede så. Diego. Mindraper vendte navnet i hovedet og nikkede endnu en gang.

" Navnet er Mindraper.. "

Ordene blev slynget ud ganske spidst, selvom det var en ganske høflig gestus at han også fik hans navn. Mindraper strakte den mørke mule mod hingstens med hvælvet hals og et svagt fnys. Han manglede kun en duft at sætte i forbindelse med hingstens navn.

Den specielt aftegnede hingst, viste ikke synderligt tegn på at han ønskede hverken hans eget eller nogen andens nærvær lige nu. Stille havde de plyssede rødbrune øre været flakket usikkert omkring for en stund, da det første fnys havde hørt; inden et nik havde været. Opmærksomt vippede Diegos øre da opmærksomt frem igen, mens hans energiske og livlige blik, så påpasseligt og forsøgende iagttagende til.

Hans navn var Mindraper; og lige såvel som navnet i sig selv var spydigt, blev ordene fra hingstens mørke mule også formet sådanne. En anelse vigende og påpasseligt trak Diego sit hoved lidt til sig, med en optakt til at træde tilbage for denne hingst, da mulen blev stukket frem i et fnys. Forsigtigt nikkede han selv stille, over hingstens egentlige gestus, over at præsentere sig. Diego ønskede bestemt ikke problemer med sådanne en hingst. Mon han bare skulle smutte, så nysgerrigheden ikke tog over; og måske irriterede denne Mindraper.

Mindraper trak hovedet til sig med et svagt fnys og en rynket mule. Han kunne ikke gøre sig klog på hingsten. Han havde aldrig mødt en hingst så fyldt med respekt, ja han virkede ligefrem bange, og han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til sådan en situation. Det fik de unge hingst til at vippe hovedet på sned og lade det ene øre falde ud til siden. Måske det lettede lidt at den akkavede tavshed, som Mindraper dog ikke havde i sinde om at være den første der tog ordet, men han ville da gøre det lettere for hingsten.

Hans hjerte bankede, mens alt sagde ham at han nok bare skulle smutte nu. Hingsten så også en smule misfornøjet ud, måske over ham? Han var ikke sikker, hvilket blot gjorde ham mere forsigtig og påpasselig. Men der skete noget. Det ene øre gled let ud til siden på denne Mindraper; som om han indbød ham til samtale på denne tavshed, der for Diego virkede meget anspændt og utryg. Stille vippede Diego en smule forsigtigt ørene frem, før hans mule lidt stille mimrede på sig.

”Har du været i landet længe?”
Havde hans drengede og unge stemme lydt, en smule undskyldende og påpasseligt. Det var som om hingsten ønskede at han skulle sige noget. Men hvad skulle han have sagt? Aldrig havde han hørt om denne hingst, eller truffet ham.

Mindraper vippede derpå ørerne frem da den unge hingst, som alligevel var ældre end ham selv talte. Han nikkede ganske let og var derpå mere afslappet i sin holdning, hvis det nu kunne få den røde hingst til at slappe lidt mere af. Det var til at blive helt skør over som han nærmest stod og rystede i bukserne.

" I et godt stykke tid efterhånden, Hvad med dig Diego. "

Mindrapers stemme var følelsesforladt og dyb og han lød ikke som en typisk ung hingst, men nærmere en der havde i sinde om at udrydde en fra jordens overflade, men det var dog ikke han hensigt lige pt. Det måtte vente til en anden god gang.

Hingsten lod til at påtage sig mere afslappethed, da han nikkede af Diego. Som var han en eller anden vejleder der forsøgte at hjælpe ham til at tale frem for sig. Selv for en kort stund, følte den røde hingst pludselig en smule mere ro i kroppen; lige ind til stemmen atter lød. Stemmen der nok mest af alt skræmte ham. Stille mimrede den hvide mule sig, mens det ene øre kort lyttede bag sig, før de gled frem igen. Næsten undskyldende. Han ønskede ikke at påtrænge sig, og slet ikke denne hingst. Men det var alligevel som om hingsten ej ønskede ham ondt. Lige for nu?

”Knapt et par år.”
Havde hans drengede stemme da svaret, da hingsten Mindraper trods af alt havde forsøgt at føre samtalen videre mellem de to. Det sitrede stille i Diego, mens hans hjerte endnu bankede i højere tempo end normalt. Han stod nu i et mindre dilemma, skulle han fortsætte; skulle han blot gå sin vej. Han kunne ikke læse denne hingst, hvad ønskede ham? Hvad ønskede Diego selv? Kun ikke at forstyrre eller fornærme denne hingst!

”Så må du kende en del…”
Havde hans drengede stemme lydt en smule forsigtigt, mens et lille smil sneg sig ind over mulen. Et forsigtigt et, der nok understregede hvordan hans personlighed egentlig var, når den fik lov at bryde ud; og ej blev tilbageholdt af frygt.

Hvilken kujon. Mindraper kunne mærke hvordan den røde hingst kujonagtige holdning irriterede ham. Han rynkede derfor på mulen med et hårdt fnys og kastede let med hovedet. Halen begyndte at vifte en anelse irritabelt bag ham og selvom han virkelig forsøgte at beherske sig, så var det svært, for hans selskab gjorde det ikke let for ham. Det var fristende at skræmme livet af ham, men Mindraper havde trods alt lovet sig selv at opføre sig lidt pænere, meeen det var så fristende!

" Kende mange? Nah, jeg plejer som regelt at æde dem jeg møder levende. "

Sagde han så med et dystert tonefald og så nu med et mere glubsk blik over på den røde, inden han faretruende trådte et meget langt skridt frem mod ham med knejset nakke og fremskudt brystkasse.