Stjerneklar himmel

Forbeholdt Brêgo og MS

Efteråret har efterhånden meldt sin ankomst. Men dog ikke så voldsomt endnu, for ude i det fjerne, er træerne stadig grønne og frodige, græsset står også stadig højt og flot omkring mine ben. Men vinden er blevet koldere, og få blade er faldet af grenene fra trækronerne, og er nu begyndt at visne på jorden. Mine røde øre vipper ganske blidt omkring, mens mine dybe og milde øjne betragter det område jeg befinder mig i; mit hjem, Chibale. Skoven her, lukker sig tæt omkring min krop, men den lysning jeg befinder mig i, skaber et hul i træernes tætte bevoksning. Det er herinde, jeg ofte er, og ofte befinder mig, når andre selskaber ikke er i nærheden, så søger jeg herhen, til det jeg betragter som mit hjem. Det store piletræ, der står tæt ud til den lille sø der er at finde i denne lysning, står jeg nu under. Vinden vrider let i piletræets tynde grene, og de bevæger sig med sirlige og blide bevægelser. Min røde hale slår et ganske blidt slag, inden jeg med en let bevægelse, folder mine forben under mig, og lader mig dumpe ned på knæene, for derefter at lade bagparten falde let til jorden.

Ligger nu ned med kroppen, mens mit hoved stadig er rejst fra jorden, fordi jeg kigger udover den lille sø, der genspejler træernes kroner. Mine øre vipper blidt omkring, inden jeg lader mine øjne knibes fornøjeligt i, og udstøder et lavmeldt og afslappet prust, så mine næsebor vibrerer. Åbner dem så igen, og kigger op. Og deroppe, i åbningen, fordi træerne ikke indskærmer det, er der nu en stjerneklar himmel at se, og der holder jeg blikket, længe, i absolut stilhed..

Brego kunne godt fornemme at luften så småt var begyndt at blive koldere. Det kunne ikke vare længe før træerne begyndte at skifte farve - og derefter begynde at tabe bladende. Snart ville hans pels begynde at blive foret med små hår og gøre ham lidt mere pelset at se på. Brêgo havde besluttet sig for at følge Antheias råd og udforske de andre øer. Han havde i hvert fald lidt mere viden om dem end da han først var kommet til. Han skulle jo også finde et sted han kunne kalde hjem, og hvorfor tage det første sted man kommer hvis man kan finde et der er meget bedre? Det ville jo være tosset.

Lige nu var han havnet mellem nogle træer. Han gik i et stille og roligt tempo. Han kunne stadig opfange duften af andre, så det måtte betyde at han ikke var den eneste her eller i hvert fald at der har været andre. Han fulgte den lille sti og duften strejfede ham flere gange. Her måtte være andre. Det var han næsten sikker på nu. Hans ører lyttede lidt i alle retninger, men det var ikke så meget andet end vind han kunne høre i trækronerne. Ingen stemmer. Ingen fugle - ikke lige nu i hvert fald. Normalt ville det have fået et par røde lamper til at blinke, men der var noget andet der fangede hans opmærksomhed.

En skikkelse der bevæger sig ikke langt fra. Han var i hvert fald næsten sikker på det. Han nærmede sig. Så forsigtigt og lydløst han kunne for hvad det var, vidste han ikke. Han vidste kun det var en hest - men hvem ville rende rundt i en skov alene? - ud over ham. Det var nu heller ikke fordi det var noget der skete tit. Han drejede af fra den sti han fulgte da han kunne se det tynde lidt ud i træerne og derved var ved at nærme sig en lysning. Han fulgte kanten lidt rundt og trådte til sidst ud, et stykke fra den anden skikkelse. Han brummede dæmpet, bare lige for at gøre den fremmede hoppe opmærksom på hans tilstedeværelse, inden han trådte lidt nærmere den lille sø, for at lige slukke tørsten.

Mine milde og altid varme øjne, hviler op imod den stjerneklare himmel der har lagt sig som en blød dyne henover hele landet Andromeda. Jeg har ofte ligget her, og betragtet de mange forskellige nætter, nogle mørkere end andre, andre regnfulde, nogle kolde og andre lune. Men denne nat, er for mig ganske speciel; for luften føles så ren og god, som den ikke længe har gjort, og det skyldes nok de koldere temperaturer, der sørger for at rense luften.

I nogle minutter, hvor jeg blot ligger i stilhed, længdes jeg kort tilbage til min gamle liv; jeg ser billeder for mig. Min moder, flokken og min fortabte og jagede broder. Men jeg bliver forstyrret i mine minder, idet jeg bemærker noget puslen i træerne der er omkring denne lysning, som jeg betegner som mit hjem. Ikke mange ved at lysningen eksisterer, netop fordi den er så dybt gemt inde i skoven, og træerne omkring denne lysning er så tætte, at mange ikke gider bruge tiden på at komme herind.

Men i det fjerne kommer nu en broget hingst gående, som brummer i en hilsende tone imod mig, nok for at gøre mig opmærksom på at han nu også er tilstede i det samme område som jeg selv. Men jeg rejser mig ikke op. Han træder ud til søen, hvor han sænker mulen ned, og lader sin tørst blive slukket. Og alt imens betragter jeg ham, med et mildt og imødekommende blik. Et lyst brum glider da fra mig, varm i tonen, mens mit blik holder sig venligsindet hos ham. Jeg indbyder ham til at træde mig nærmere, men selv rejser mig ikke; og det er noget af en kompliment til ham, da dette viser at jeg ikke finder ha truende, eller på nogen måde skeptisk af sind. Jeg er blot stadig rolig, og dette viser jeg ved at blive liggende hvor jeg nu engang har plantet mig. Mine røde øre er rettet imod ham, afventende. Jeg ved ikke, om han er endnu en af de hingste der ikke ønsker selskab eller nærhed, men han har i hvert fald tilbuddet nu.

Min tørst er blevet slukket, men også kun lige blevet slukket da jeg hører en lys brummen. En brummen fra en fremmed. Mit hoved hæver jeg for at lade blikket glide i retningen af den fremmede sjæl som har kunnet gemme sig i mørket. Måske ikke så meget fordi det er en mørk skal denne sjæl besidder, men fordi jeg ikke har regnet med at nogen ville være til stede her, når der var så stille. Min nysgerrighed er stor, og derfor hæver jeg hovedet en smule mere, og begiver mig over mod den fremmede.

Selvom jeg går med en smule forsigtige skridt for ikke at skræmme den fremmede, så er jeg alligevel tung nok til at knække grene når jeg træder på dem. Det er ikke fordi jeg er stor og tung, men små kviste kan ikke holde til mine tunge store hove. Selvom jeg er tung, så ser jeg jo ikke sådan ud. Det ligger ikke til mit udseende at være den tunge. Mine skridt er lette og næsten flydende når jeg får fart på. Men lige nu rolige og afslappede. Ørerne vipper i alle retninger, og lytter til alle de forskellige lyde der er omkring mig. Dog er mit blik rettet mod den fremmede skikkelse som jeg nærmer mig.

En dyb indånding fortæller mig at denne fremmede er en hoppe. Endnu en hoppe. Jeg har endnu ikke mødt en eneste hingst, og jeg kan ikke helt lade være med at tænke på om jeg måske er den eneste her med maskulinitet. Alligevel kan det ikke helt passe. Det virker bare forkert. At der er så mange hopper og alle hopper lever alene. Havde jeg været en hoppe havde jeg klynget mig til hver sjæl jeg stødte på for at undgå de farer der kunne lure rundt omkring.

Jeg stopper op på afstand. Mere afstand end normalt, for jeg har jo oplevet nu, at ikke alle er lige glade for at man kommer tæt på. Det er lidt noget pjat i mit hoved, for jeg gør jo ikke noget. Jeg kunne ikke finde på at gøre nogen noget. Selv ikke fluer ville jeg kunne træde på med vilje hvis jeg vidste der sad en på en blomst lige foran mulen på mig. Også selvom de kan være pænt irriterende om sommeren. De gør vel bare deres for at overleve og føre slægten videre. Og de må være der af en grund, ellers ville de vel ikke være skabt. Der er en mening med alt.

"Godaften"

Hilser jeg med et lille nik mod denne fremmede hoppe.

Mine varme øjne hviler imod den brogede hingst, der besidder den hvide og rødlige farve på kroppen, mens han slukker den tørst der nager ham og hans krop. Men da han så vender blikket tilbage imod mig, og derefter begiver sig imod mig, med let forsigtige skridt, som om han ikke vil skræmme mig, falder mine varme og blide øjne op i hans. Jeg håber på at møde en hingst, der er imødekommende; selvom andet også er mere end okay. Jeg har mødt efterhånden alle slags eksistenser i dette land; sky, vrede, aggressive, blide, drømmende og imødekommende. Og hver og en af dem, er unikke i mine øjne.

Da han er kommet tættere på mig, kan jeg høre de små grene der knækker under hans hove. Noget jeg ikke selv er så vant til, da jeg ofte ikke får knækket særlig mange grene under mig når jeg går, men dog nogle enkelte. Men jeg har også altid bevæget mig med yderste forsigtighed, for ikke at træde på nogle spirer, der kunne være i gang med at forsøge at bryde igennem jorden og komme op til overfladen.

Idet hans standser, vælger jeg dog at rejse mig op, i en elegant og forsigtig bevægelse, da jeg synes andet ville være uhøfligt overfor den hingst der nu har tilbudt mig sit selskab, og givet mig en hilsen. Han virker til at have mødt en eller to der måske har været sky, da han virker til at lægge bånd på sig selv, fordi han standser i ret god afstand; eller også er han selv sky. Men dette tvivler jeg dog på, for så ville han da ikke gå mod mig, og søge mit selskab, ville han?

,,Godaften, du brogede hingst.. Mit navn er Armonia. Vil du fortælle dit navn?”

Svarer jeg hans hilsen, med en fløjlsblød stemme, der er så unik i forhold til mange andre. Den er ikke blot lys og mild, men varm og blød. Ikke alle vil sige deres navn, og derfor spørger jeg også om han har lyst, i stedet for blot at spørge ’hvad er dit navn’.

Mine øjne følger den røde hoppe med de hvide aftegn da hun rejser sig op. Det havde hun egentlig ikke behøvet, for jeg stiller som sådan ikke krav til at dem jeg er omgivet af tilpasser sig det jeg selv laver. Hvis jeg står behøver andre ikke at stå og ruller jeg mig i skidt er andre ikke tvunget til at gøre det samme. Ligeledes ville jeg heller ikke selv rulle mig i skidt fordi andre gjorde det. Lidt selvstændighed skader ikke. Nikker en enkelt gang, en smule dybt da hun spørger om jeg vil fortælle hende mit navn. Jeg ser ingen grund til ikke at ville fortælle det, for jeg har intet gjort galt. Jeg har ikke grund til at frygte at nogen kommer på nakken af mig og ligeledes har jeg heller ingen grund til at frygte andre kender det.

"Mit navn er Brêgo. Det betyder Loyal"

Et lille smil vises på min lyse mule. Min stemme er varm, men på ingen måde feminin. Jeg er trods alt hingst, selvom jeg ikke skaber mig som så mange andre har gjort det hvor jeg er kommet fra. Jeg har ikke brug for at spille med musklerne, for jeg er sikker på at jeg nok skal få hvad der er ment til mig.

"Armonia.. Det lyder næsten som en blomst. Har du været her længe?"

Min hals strækker jeg en smule ud som for lige at undersøge hvad hun er for en. Dog holder jeg mulen for mig selv. Det er jo åbenbart ikke alle der bryder sig om at blive rørt. De må have nogle seriøse problemer i insekt tiderne.

De varme og milde øjne jeg ejer, hviler hos den brunbrogede hingst, med den yderst lange man, som står foran mig. Han virker som en ganske nobel hingst, der hilser pænt på mig, og ikke blot farer frem og spiller med de muskler, som han nu har. Mange hingste her omkring, er ikke just snaksagelige, og det er nu heller ikke fordi jeg kræver at alle skal snakke med mig, og give mig opmærksomhed, for jeg kan skam med de fleste selskaber, gamle som unge, store som små, højlydte som stille. Ja, jeg indfinder mig i de selskaber jeg er i, og jeg er os typen der giver alle en chance; og gerne flere.

,,Brêgo, hvis navn betyder loyal, det er mig en fornøjelse at møde dig.”

Besvarer jeg ham så, mens jeg blidt bøjer op i min feminine nakke, for at hilse pænere på den brogede hingst, mens de varme øjne glider en smule i jorden, ikke ydmygt, men høfligt. Jeg frygter ham ikke, men jeg er ej heller frembrusende. Jeg er vel nok, det man kan kalde midt imellem.

,,En blomst, er det nu ikke. Mit navn betyder blot Harmoni, og det blev givet til mig af min moder. Længe har jeg vandret i dette land, længere end mange andre, men også kortere end få. Jeg kender alle øerne, men denne ø, Chibale, er der hvor jeg har fundet mit hjem. Ikke mange søger ind i skovens dybeste kroge, af frygt for farer og fjender. Men jeg er søgt herind, fordi det kan være lige så farligt at vandre langs de åbne vidder, når man blot er en simpel strejfer. Hvad med Dem, har du vandret her længe?”

Min tale bliver lang, det er jeg godt klar over, og derfor vippes mit ene øre lidt skråt til siden, lidt forsigtigt, da jeg ikke er sikker på om han kan håndtere det, eller om han aldeles ikke bryder sig om den snaksagelige type, for så indfinder jeg mig med det, og tier mere. Da han strækker halsen en smule, gør jeg det ligeså. Vores muler er nu en smule tættere på hinanden, og i en stille bevægelse, lader jeg et svagt puf ramme imod hans mule, meget fløjlsblødt.

Den rødbrogede Brêgo lod et smil finde vej til hans mule da hoppen ved navn Armonia mente det var en fornøjelse at møde ham. Det var det måske også. Han havde ikke som sådan set andre hingste i dette land. Men der måtte være nogen for han havde hørt om andre. De var måske bare ikke så sociale, og de var måske også lidt mere tilbageholdende og skjulte.

"Fornøjelsen er skam helt på min side"

Svarede han, stadig med et smil der prydede den lyse silkebløde mule. Han lyttede igen til hoppens ord. Hun havde ting at fortælle som ikke andre kunne fortælle fordi det var hendes egen fortælling. Han kunne vel give hende ret i at ikke mange søgte ind i skovenes afkroge - ikke hjemme hvor han kom fra i hvert fald, for man vidste aldrig hvad der kunne gemme sig der. Selv havde han ikke regnet med den flok firbenede pelsklatter med skarpe tænder der hylende og bjæffende havde forfulgt ham gennem træerne og videre til det store vandfald.

"Længe siger du at du har vandret i dette land? Jeg ved ikke hvor længe dette land har eksisteret eller hvordan jeg er kommet hertil, men længe kan jeg ikke selv sige jeg har været her. Jeg har færdes lidt forskellige steder i dette land, og har efterhånden mødt nogle venlige sjæle. Det er noget jeg i den grad sætter pris på. Selv har jeg været strejfer i noget tid, men jeg er begyndt at samle et lille fællesskab af de som ikke ønsker at tilbringe livet i ensomhed. Et fællesskab hvor der skal være plads til forskellige sjæle med forskellige baggrunde. Ikke alle er ens - og gudske lov for det, for så ville her godt nok blive kedeligt. Selv kan jeg godt lide de lidt åbne områder, men jeg kan også godt lide at søge ind i det lidt mere begroede landskab. Derfor vil jeg mene jeg har fundet mig et rigtig fint sted at holde til på Leventra"

Brêgo var som sådan ikke kræsen hvad angik hans omgivelser. Slet ikke. Men nogle steder var mere at foretrække end andre - og et sted der havde alt ville i den grad være hans favorit. Alt med undtagelse af bjerge måske, for det var han ikke bygget til. Han var ikke af den type med kraftige stærke ben til at klatre med, men i stedet bygget til de åbne flade arealer med plads til fart.

Et let smil, dukker op omkring min røde mule, da han siger at fornøjelsen skam er på hans side, og jeg kan derfor ikke lade være med at undslippe et let og blødt grin, for derefter at lade ordene tale for sig selv.

,,Skal vi så ikke blot blive enige om, at fornøjelsen ligger til vores begges side?”

Smilet forbliver henover min mule, mens jeg betragter den rødbrogede hingst, ved navn Brêgo, som jeg så ganske heldig har været, at støde ind i. Det er længe siden, jeg har haft et selskab, der har været så ukompliceret at være i. Sidst det skete, var da sommeren stadig stod over os, og det var sammen med drømmevanderen, hvis navn jeg aldrig fik, da jeg ikke spurgte, og ej heller havde intentioner om det, egentlig. Da han begynder at tale, spidses mine røde øre frem til ham, lyttende og intenst, til det han nu har at sige. Jeg har altid lagt min opmærksomhed til fulde, på det selskab jeg nu havde, og dette er derfor ingen undtagelse.

,,Længe ja. Jeg kom til dette land da der endnu var koldt. Og vinteren er nu igen for døren”

Svarer jeg ham, med den bløde og milde tone, mens de mørkebrune øjne hviler lidt imod hans, mens jeg lader ham tale færdigt, og nu ikke bryder mere ind. Langsomt lægges mit hoved en smule på skrå, mens han fortæller om det fællesskab han har skabt, hvor der er plads til andre, også af forskellige sjæle. Og det går dermed også op for mig, at jeg ligenu står ansigt til ansigt, med en lederhingst. Langsomt vippes mit øre en smule til siden, og blikket falder en anelse til jorden, inden jeg med en rolig bevægelse, knejer blidt ned i nakken. Ikke underdanigt, men af ren og skær respekt, på den gode måde. Ej fordi jeg frygter ham, eller finder det nødvendigt, men fordi jeg altid har haft en respekt for de hingste og hopper, der har kunnet lede en flok, og et fællesskab, og sørge for at det fungerede til punkt og prikke.Langsomt retter jeg mig atter op igen, og lader endnu engang de helt røde øre finde vejen frem til Brêgo, der nu er færdig med at tale. De milde og varme øjne finder ligeså tilbage til hans ansigt, for derefter at søge hans blik med mit.

,,Havde jeg vidst, at du ledte en flok, kære Brêgo, så havde jeg hilst med dybere respekt, end jeg før gjorde. Ej af frygt, men af en dyb respekt for, at du kan håndtere det, at lede en flok og et fællesskab. Jeg har altid næret den respekt for lederen, på et godt grundlag, og ikke af tvang eller følelsen af at skulle. – Jeg håber ej, at de finder mine ord stødende, eller belastende, når jeg dig nu siger, at jeg håber din flok vil finde en god fremtid, med dig i spidsen.”

Siger jeg så, med den lette tone, mens mine øjne hviler i hans. De er altid bløde og varme at kigge i, da der skal ganske meget til, før jeg finder en vredere mine frem i ansigtet og øjnene. Jeg er endnu ikke stødt på en leder i dette land, og jeg har derfor os en fornemmelse af, at dette fællesskab, denne flok, er den første af slagsen, i landet Andromeda.

Når hoppen smilede kunne den rødbrogede heller ikke selv lade være med at smile. Og han måtte vel bukke under og mene at det var en god plan eller idé hun havde. At lade fornøjelsen ligge til begges sider. Han nikkede derfor en enkelt gang, men dybt så det var synligt at han mente det var en god idé. Han lyttede da hun fortalte at hun havde været her siden det var koldt. og nu er det koldt igen. Han havde selv oplevet det 4 gange før. Dette var hans 5 kolde årstid.

"Det var lang tid.. Så må du have mødt en masse?"

Det måtte i hvert fald være et ensomt liv hvis hun havde været her fra kulde til kulde og ikke havde mødt ret mange. Så ville han også få svært ved at øge antallet af individer i fællesskabet. Det skulle jo fungere som et hjem og vel også på en måde som en familie. Altså ikke at alle var i familie - men at alle passede på hinanden som var det en stor familie. Han smilte igen da hun begyndte at snakke. Om at hun ikke vidste han ledte en flok. Det kunne hun vel sådan set heller ikke, for han havde jo heller ikke fortalt hende det før nu. Det var jo viden der var umulig at opdrive uden at blive fortalt om det - især så længe flokken var så lille som den var og stadig også så ny. Han gav hende derfor et lille blidt og venligt puf med mulen da hun udviste tegn på respekt.

"Jeg ønsker ikke at blive behandlet som andet end en ligemand. Jeg er ikke mere værd end andre. Jeg har kun påtaget mig et ansvar for andre og en opgave om at samle sjæle der ikke ønsker at leve alene. Jeg kan på ingen måde prises højere end andre. Det er kun ganske få dage siden jeg selv var en omvandrende hingst uden nogen som helst form for status. Flokken består stadig kun af mig selv samt to andre. En ung hoppe og et lille føl."

Han var jo kun lige begyndt. Han kunne som sådan ikke engang kalde sig flokleder eftersom de endnu kun var en lille forsamling i hans hoved. Det krævede lidt flere at kalde det flok. 3 var blot en lille gruppe.

Langsomt drejes mit hoved, blot en lille smule, for at skue en smule bag ham. Men han har ikke nogen med sig, hvilket jo godt kunne ske, hvis hans medlemmer er fulgt med ham, på hans lille tur. Drejer blikket hen på ham igen, så min fulde opmærksomhed ligger hos den rødbrogede hingst, med den lange og bølgede man.

,,Jeg har mødt mangt og meget, men ikke mange i forhold til hvor mange sjæle der vandre i dette land. Men jeg kender en del efterhånden. Dog er jeg endnu ikke stødt på nogen, af mit eget køn, men mon ikke det kommer en dag. Men Brêgo, har du mødt mange sjæle, i dette land?”

Siger jeg smilende, mens jeg holder blikket hvilende og roligt hos ham. Jeg finder ham ikke truende, eller farlig, og derfor står jeg også ganske afslappet med mit ene bagben. Der er nok forskellige meninger om mig. For nogen finder mit selskab godt, andre finder det direkte kedeligt, fordi jeg jo er så rolig af sind; men selv mit sind, kan være friskt og legene, det afhænger blot af, om mit selskab indbyder til leg, eller en alvorlig samtale. For jeg indfinder mig i alle selskaber som regel; dog er nogle møder kortere end andre.

,,Nej, du er ganske vidst ikke mere værd end andre er, kære Brêgo. Men du har taget en chance, som du er den første der har gjort i dette land, og det synes jeg er ganske modigt af dig. Med tiden, er jeg vis på, at din flok, din familie, eller dit fællesskab, vil vokse sig større, stærkere og mere mægtigt. Blot tager det tid, før nyheden rammer alles øre. Men jeg vil gerne love dig, at jeg vil sprede budskabet videre, så vil nogle sjæle måske søge til dig, og bede om tilladelse til at være med i dit fællesskab”

Smiler ganske blidt og letter opmuntrende til ham. Jeg selv, vil ikke søge ind. Ej endnu. Jeg skal først vide hvad han er for en herre. Ej at jeg er skeptisk overfor ham. Men vores møde er kun lige begyndt, for få minutter siden, go vi ved dermed intet om hinanden. Så det ville også sætte ham i noget af et dilemma måske, hvis jeg allerede nu søgte om denne tilladelse.

Han lyttede til hendes ord. Opmærksomt, og han måtte tænke da hun spurgte om han havde mødt mange sjæle i dette land.

"Jeg ved ikke om jeg har mødt mange eller få. Jeg ved ikke hvor mange der er i dette land, og mange er også mere eller mindre relativt. Det kommer an på hvad man sammenligner med. Jeg har mødt nogle stykker, men ikke ret mange af eget køn heller. Der er dog en lille hingst i flokken, som er følger en sort hoppe"

Han svarede hende med et smil på den hvide, silkebløde mule. Det ene øre vippede ud til den ene side, mens det andet forblev vendt mod denne røde hoppe, Armonia.

"Jeg takker mange gange for de fine ord. Jeg er vis på at det nok skal blive større. Jeg gør mit for at sprede budskabet, og jeg vil også sætte stor pris på hjælp til dette. Jo flere der får at vide at en flok eksisterer, jo flere har mulighed for at deltage. Jo flere der er til at sprede budskabet, jo større chance er der også for at man rammer nogen der vil joine flokken. Teylar. Det betyder plads til alle. Fordi der skal være plads til alle."

Han gav den røde hoppe et lille puf med mulen, og sendte hende et lidt drillende og halvt udfordrende smil.

"Også dig hvis du en dag skulle blive træt af at strejfe omkring. Og apropos strejfen omkring. Kunne jeg få dig til at joine mig på en lille vandretur? Jeg har endnu ikke set alt hvad der er at se, og jeg ønsker at se alt"

Det virker til, at denne Brêgo oprigtig ønsker at have dette fællesskab. Han har ikke blot oprettet dette såkaldte fællesskab, for at opnå prestige, opnå en højere rang i det ikke eksisterende hierarki, eller at blive omtalt på andres muler, som Brêgo, lederen af Teylar flokken. Nej, jeg tror han oprigtigt har valgt at samle dette fællesskab, for at vi som vandre i Andromedas land, har et sted at søge hen, hvis ensomheden bliver os for meget.
Selv har jeg ingen intentioner om at skulle vandre omkring, i evigheden og ensomheden, for altid. Nej, jeg vil søge et fællesskab, når tiden er ret. For Brêgo virker ganske oprigtig, og jeg kunne skam godt finde på at søge ind i hans flok; men det kræver blot flere møder, for at skabe en ganske forstående ’kemi’ imellem os, som individer, så vi ej misforstår hinanden.

,,Mon sjælene i dette land, frygter at møde dem, der er af samme køn?”

Ler jeg blidt, og jeg mener det jo ganske vidst kun i sjov. Holder ørene hos ham, roligt, men han er jo færdig med at tale, da jeg nu snakker igen. For jeg ville aldrig kunne finde på at afbryde en andens snak.
Modtager hans puf, og det drillende og udfordrende smil, og jeg gengælder svagt puffet tilbage, imod hans skulder, mens et smil finder vej henover min mule.

,,Jeg skal nok sprede dit budskab, til dem jeg snakker med. Selv, skal jeg nok søge imod dit fællesskab, når tiden er inde til det”

Nikker jeg ganske forsikrende. Men tiden er bare ikke til det; endnu. Nipper imod hans skulder, ganske let, inden jeg træder op langs hans side, dog uden at klistrer op af ham, for mange har et stort personligt rum, og det vil jeg ikke træde ind i.

,,Lad mig vise dig nogen af denne øes smukke særprægetheder så"

Siger jeg mildt, og nikker ganske roligt, inden jeg begiver mig fremad, med de fløjlsbløde og lette bevægelser, som jeg altid ejer.

"Engang imellem kunne man i hvert fald tro, at nogle sjæle har en frygt for at møde dem af samme køn. Ellers ved jeg ikke hvor alle hingstene har gemt sig. Måske i trætoppene…. Det er det eneste sted jeg endnu ikke har ledt"

[/b]

Et drillende smil og glimt i øjet fandt frem til Brêgos ansigt. Øjnene var stadig varme og venlige. De afgav næsten varme. Det kunne i hvert fald engang imellem føles sådan. Det var sjældent et hårdt og advarende blik fandt frem til de nøddebrune øjne. Denne hoppe mindede ham en smule om en anden han før havde mødt. En han ikke havde set i lang tid. En han på en måde også savnede, men samtidig også havde opgivet. Han kunne ikke blive ved med at lede i hvert fald. Hvis hun ønskede hans selskab, så ville hun vel også forsøge at finde ham igen.

"Jeg takker dig endnu en gang. Jo længere budskabet bliver spredt, jo større er chancen for et større fællesskab. En større familie"

[/b]

Endnu en gang måtte Brêgo gøre plads til et smil. Hvordan kunne han andet? Og hvordan skulle han nogensinde kunne takke denne hoppe for rosende ord og hjælp? Det var hjælp gang på gang hun gav ham - i hvert fald ind til videre, og hvad han kunne gøre til gengæld vidste han ikke noget om. Så godt kendte han heller ikke hopper. Men han havde kun formået at træde en enkelt over hovene - dog ikke med vilje og han var ikke helt sikker på hvordan det kunne have ladet sig gøre. En lille brummen slap fra hans hals. En dæmpet men stadig varm brummen. En dyb brummen der også angav at han var hingst på trods af sin ikke altid så mandlige måde at opføre sig på. Han mente ikke det var nødvendigt at vise sig frem med muskler for at være noget. Han havde ikke behov for at vise sig sådan frem konstant. Han placerede sin mule mod hendes skulder og lod den hvile der i lidt tid - mens hun talte faktisk, og så trak han den til sig igen for at svare.

"Det vil jeg i hvert fald ikke takke nej tak til. Selskab og nye steder er en rimelig god kombination hvis jeg selv skal sige det"

[/b]

Han satte frem i en lidt trippende trav efter denne hoppe. Denne Armonia. Små trippende skridt så han holdt sig ved hendes side og ikke var for hurtig eller for langsom. Han lod hende bestemme tempoet.
[/blockquote][/size][/color][/blockquote][/font]

Jeg kan ikke lade være med at le en mild latter, da hans teori om hvor hingstene er, bryder frem. Et varmt smil danner sig om den røde mule, inden jeg med en let forsigtighed men drillende hensigt, nipper ham i skindet på halsen, med et roligt smil om mulen.

,,Jeg ville nu gerne se dig oppe i træernes kroner, Brêgo. Det tror jeg kunne være et ganske... Ynkeligt syn”

Ler jeg mildt igen, inden jeg blot fortsætter side om side med den rødbrogede hingst, hvis selskab for mig er ganske godt. Jeg nyder igen at være omkring en hingst, der taler og ler samt smiler. En hingst der står ved hvem han er, og ikke behøver en hård facade, for at udelukke andre fra hans selskab. Nej, Brêgo virker som en oprigtig hingst, og dem mangler vi efterhånden nogle stykker af i dette land. Men jeg er blot bygget af et stof, der gør, at selvom mange har en facade, så holder jeg alligevel af at være i deres selskab, og jeg respekterer dem også for dem de nu engang er, selvom det til tider kan være svært ikke blot at lade fornuften forsvinde, og lade sin uforbeholdne mening bryde frem. Hans mule er imod min skulder, og det får mig til at dreje hovedet, efter jeg har talt færdigt, og da han har flyttet sin mule igen. Lader forsigtigt og blødt et nip glide imod hans skulder, inden jeg svagt blot læner næseryggen imod hans skulderblad.

,,Jeg kender mange i dette land, Brêgo. Og jeg er sikker på, at fortæller jeg dem at et fællesskab er skabt, så vil de nok også i ny og næ bringe budskabet videre”

Smiler jeg ganske mildt og nikker. Fjerner nu igen min mule, og går videre langs hans side. Mine hove lander blødt ned i den hvide sne, der fortsat dækker Andromedas land, og viser at det endnu er vinter, og at foråret endnu ikke er trådt i kraft. Der går nok længe før det sker, men jeg venter gerne tålmodigt på igen at se tingene blive grønne og spire op.
Jeg har retning imod det fine vandfald, som jeg ofte står og betragter, ikke mange ved at det findes herinde, men går man blot dybt nok ind imellem træerne på Chibale, så gemmer der sig mange ting, som folk ej kender til.

,,Så må vi se, om mit selskab og de nye områder er en god nok kombination for dig, Brêgo, men jeg skal hvert fald nok forsøge at gøre mit bedste”

Smiler jeg mildt, inden jeg så nipper lidt ud imod ham, uden at ramme. Mine øre spidses fremad nu, da man så svagt begynder at kunne høre det rislende vand fra vandfaldet og dets rindende væk.