Stjerneklar himmel

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Stjerneklar himmel Da Armonia nippede til skindet på hans hals, rystede han manen en smule, smilende.   ”Hvad mener du med ynkeligt? Det ville da være yndigt! Men jeg er bange for jeg ikke er hingst nok til at nå helt derop. Ser du. Jeg hopper ikke så godt. Jeg har det meget bedre hernede på jorden, og nogen skal jo holde øje med at alle opfører sig ordentligt.”   Selv var han nødt til at slå en lille latter op. Det ville måske se sjovt ud hvis de hang oppe i trætoppene, men altså. Det var nok det bedste bud han kunne komme med, selvom det var langt fra sandsynligt. De var nok bare gemt væk på de steder hvor andre ikke vandrer rundt. Han stoppede ganske kort op da hun lagde næseryggen mod hans skulder, og han vendte hovedet mod hende for at nippe til hendes pandelok, mens en varm og afslappet brummen slap fra ham. Da hun flyttede mulen igen og begav sig videre, fulgte han trop. Han lod hende føre an, for det var hende der ville vise ham nogle steder han højst sandsynligt ikke før havde set, for det var ikke tit han befandt sig på denne ø. Hans ører vippede lidt i alle retninger, mens han betragtede de steder de kom forbi. Hans blik søgte dog også over mod hende af og til. Han havde et lille smil på mulen hele tiden. Et lille varmt smil. Han var ganske tilfreds med hendes selskab. Det havde han også været selvom hun ikke havde villet vise ham lidt rundt.   ”Jeg er ikke så vanskelig. Der skal ikke så meget til at gøre mig tilfreds. Desuden, så har jeg intet imod dit selskab. Det er rart at møde nogen der er nede på jorden. Jeg har mødt flere og flere er kun godt. Det betyder jeg med sikkerhed kommer til at falde ordentligt til her. Man kan vel sige at jeg allerede er ved at være faldet til. At du vil vise mig nogle steder er kun en ekstra bonus”   Det var jo ikke fordi han krævede at få vist steder. Han ville sagtens kunde undvære. Men det var også rart at nogen ville dele de oplevelser de selv havde haft, og vise de steder de selv havde fundet. Brêgo havde ikke været så langt omkring endnu. Men det ville nok også ske, at han fandt steder hvor ingen andre havde været, og så ville han tage andre med på rundtur også. notes, - word count, 411

[/td][/tr][/table][/center]

Mine øjne viger ikke fra den brunbrogede Brêgo, som på ganske kort tid, allerede har formået at skabe en følelse af tryghed i mit sind. Men ikke kun tryghed; han har også formået at få mit ellers rolige og altid afslappede sind, til at blive om end endnu mere afslappet. For jeg har ingen fornemmelse af, at den Brogede, finder mit selskab besværligt eller irriterende, og det priser jeg mig ganske enkelt lykkelig over. Da hans toner nu bryder stilheden igen, kan jeg ej lade være med at le ind imellem hans sætning, for det skaber et ganske morsomt billede i mit hoved, af hingstene der hænger i træernes kroner, med hovedet nedad.

,,Jeg tror nu også hurtigt du kunne få din sag for dig, hvis den krop dér, skulle komme helt op til træernes toppe. Men jeg vil nu os sige, at jeg tror mange af dine bekendtskaber ville blive en anelse utilfredse, hvis du pludselig hang deroppe; og nok især din flok”

Siger jeg med en mild tone, omend ikke drillende undertone til det første, og forbliver ved hans side, med et smil på mulen, over den latter hans selv slår op. En latter der er i stor kontrast til mig egen, som er så lys og varm. Men på trods af at hans er mørkere, er der stadig den varme undertone; en undertone der passer ganske godt til hvem han egentlig er, indtil videre. Mit øre vipper hen til ham, da han nu begynder at tale igen, efter at være stopper fordi jeg rørte ham, og nu igen er begyndt at gå, og jeg lytter ganske opmærksomt til hans ord, mens smilet og de varme øjne stadig er at se hos mig. Da han har talt færdigt, lader jeg mine øjne hvile imod ham; for jeg kender jo stierne, træerne og alle afkrogene, så min opmærksomhed kan sagtens ligge til fulde hos den Brogede.

,,Der vandre mange liv i dette land, Brêgo. Og med et sind som dit, så ville det om andet også undre mig ganske meget, hvis du ikke mødte mange sjæle af dem der er her. Men du kommer sikkert også til at møde nogen, som ikke finder dit selskab godt; sådan en har jeg skam mødt. Men jeg accepterer også, at nogle blot ikke kan lide mit selskab, og så forlader jeg dem, med et høfligt farvel, hvis det er det de ønsker.. Men jeg vil med glæde vise dig mere af Andromedas land; men lad mig starte med at vise dig det sted, hvor ikke mange har været, udover mig.”

Og da de ord er sagt, kigger jeg nu frem for mig. Og der imellem træerne, er der nu endnu en lysning, hvor et vandfald tårner sig nogle meter op af et bjerg. Det er ikke højt eller voldsomt, men blot nogle meter højt, og med en fint rislende vandløb for enden. I en let bevægelse standser jeg, da vi ikke er langt derfra, og er trådt ind i lysningen. Langsomt drejer jeg mit hoved en smule, så jeg nu kigger på ham. Blidt puffer jeg til hans skulder, i en blød bevægelse, inden jeg så skridter fremad, med forsigtige skridt, ligesom altid, fordi jeg ikke vil trampe af sted. Vipper et øre bagud imod ham, for at se om han er med mig.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Stjerneklar himmel Den røde hoppes latter fik kun Brêgo til at smile endnu mere end han allerede havde smilet. Han måtte tilmed selv lukke en lille latter ud inden han kunne kommentere på hendes ord. Det måtte godt nok se mærkværdigt ud med en bunke hingste oppe i trætoppene. Det var højst unormalt hvor han kom fra. Men hvem kunne vide om det var en normalitet her? Kun dem der vel var født og opdraget her siden landet var helt ungt. Ungt var det ikke længere – det afslørede træerne. Havde landet været ungt, så havde det ikke været helt lige så frodigt som det var nu. Alt grønt vokser hele tiden. Træerne dør jo ikke bare fordi det bliver vinter. De vokser blot videre når det igen bliver forår. ”Jeg ved nu ikke om de ville blive utilfredse. Jeg tror de ville få sig et mægtigt godt grin. Og det vil jeg da ikke være den der forhindrer dem i at få. Men jeg tror godt nok turen derop bliver lidt besværlig, for jeg kan godt nok ikke hoppe så højt. Det kræver hjælpemidler. Men hvem ved. Måske finder jeg en dag noget der gør det muligt.. Og til den tid skal jeg nok give budskabet videre så du kan komme og se” Det var måske ikke helt seriøs snak, for hvordan skulle det nogensinde kunne lade sig gøre? Og så alligevel, så ville han ikke forhindre det i at ske hvis det rent faktisk kunne lade sig gøre. Hvis han en dag tilfældigt kom forbi noget der kunne gøre det muligt for ham at komme op i træernes toppe. Det var måske ikke noget han ville holde vejret for at vente på, for han ville nok dø af luftmangel inden det. En lille munter brummen undslap hans hals, og han strakte mulen ud mod hendes hoved for at give hendes kind et lille blidt puf. ”Mange liv har jeg ikke selv mødt. Nogle stykker måske, men ikke mange. Jeg er sikker på der nok er mange flere end dem jeg har været så heldig eller uheldig at møde. Jeg håber jeg kommer til at møde mange flere, men jeg håber også, at jeg møder dem hvis bekendtskab jeg allerede har stiftet, igen. Jeg må sige at, jeg ikke forstår, hvis nogen ikke bryder sig om dit selskab. Jeg finder det yderst behageligt at befinde mig i.” Han nikkede en enkelt gang for at vise han var med på idéen om at hun kunne vise ham hvor ikke mange havde været ud over hende. For ham var det næsten lige meget hvilke steder hun ville vise ham, for han befandt sig i godt selskab, og et selskab der heller ikke var bange for at tale, så de ikke behøvede at rende rundt i pinlig tavshed. notes, - word count, 463

[/td][/tr][/table][/center]

Brêgo er allerede en hingst, som jeg gerne vil støde på igen, og lade vores veje krydse hinanden endnu en gang. Vi er stadig fremmede i hinandens øjne, men alligevel er der noget ved denne Brêgo, som gør at det er ganske umuligt for mig, at se ham som en helt fremmede. For han er nem at følges side om side med, han stiller ej krav til mit selskab, ligesom jeg heller ikke stiller krav til hans; og trods vi burde være fremmede, få er samtalen ganske flydende, og uden situationer, hvor vi leder efter noget nyt at spørge hinanden om.

Jeg kan ikke lade være med at le af det han siger, men dog svarer jeg ikke yderligere på det. Et indre billede er ramt ind i mit hoved, af Brêgo der ihærdigt forsøger at få rumpen med sig op i træets krone; og elegant ser det ikke just ud, men ganske underholdende til gengæld. Desuden begynder træet os at bøje en smule, fordi han jo er noget tungere end de normale fugle og egern der springer elegant rundt deroppe, fra gren til gren. Et varmt smil er over min mule, inden jeg så ryster hovedet, for ligesom at få billedet fra mig igen, og lade opmærksomheden være til fulde på den rødbrogede hingst, der dog er mere brunlig i farven, end jeg er. Hans puf rammer imod mit kind, og jeg drejer derfor hovedet en smule imod ham, inden jeg nipper ganske let og forsigtigt imod hans skind ved halsen.

,,Jeg tror, at det er op til hver enkelt, hvad de mener om ens selskab og person. Men jeg er ganske glad for, at du finder mit selskab behageligt; det er altid en gåde, hvad andre mener om mit selskab, fordi nogle ganske enkelt render omkring i dette land, med mange facader, der derfor ikke altid er lette at træde igennem. Men dit selskab Brêgo, det er jeg sikker på at mange værdsætter.”

Siger jeg så ganske roligt, inden jeg nu standser op, da vi er kommet tættere på vandfaldets brusen, og han derfor gerne skulle kunne høre det, og nu også se det fine vandfald, der tårner sig nogle meter op af en klippevæg, der dog ikke er andet end få meter høj, men jeg sys det er fortryllende at se på. Mine hove ophører med at gå, og blikket glider imod vandfaldet, og den efterfølgende bæk, der bevæger sig igennem skovens indre, snoende og rislende. Langs med bækken, står der piletræer, hvis lange, smidige og bløde grene hænger løst og flot ned, med sne omkring sig. Et fortryllende syn i mine øjne.

,,Her, er der sjældent andre. Blot kig på sneen, så kan du se, at der nok ikke vandre mange andre end jeg.”

Siger jeg så mildt, og beskuer synes, hvor ingen hovslag er at se, i sneen, udover et hold, som er mine, og som kun går i en lang smal sti, for ikke at ødelægge synet. Mine øjne hviler mildt imod ham nu, for at se en reaktion fra ham, hvis der da kommer en.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/bregoframe1.png); border-left: 5px solid #C69155; border-bottom: 5px solid #C69155; border-top:5px solid #C69155; border-right: 5px solid #C69155;] Stjerneklar himmel Den brogedes opmærksomhed var hele tiden rettet mod den røde hoppe. Hendes små nip gjorde ham ikke noget. Han var på ingen måde bange for nærhed. Ej heller var han en der tog afstand fra andre. Han holdt af at være i nærheden af andre – så længe deres selskab da var til at holde ud, og det var de flestes. Der var ikke mange der havde grund til at være andet end venlige over for den brogede hingst, for han var ikke en der spillede op og udfordrede andres mentale psyke eller deres grænser. ”Jeg håber du har ret, Armonia, for jeg ville være lidt ked af at skulle ændre mig selv bare for at andre vil kunne holde ud at være i selskab med mig. Jeg har det fint som jeg har det nu og som jeg er nu. Jeg ser ingen grund til at ændre på det. Men hvis nogen er utilfredse, så håber jeg da også de kommer og siger det” Han smilede stadig. Der var ikke ret mange ting der kunne tørre det varme og venlige smil af hans lyse, silkebløde mule. Han slog et lille svirp med halen og lod blikket vandre hen over deres omgivelser en enkelt gang. Brêgo standsede ved den røde hoppes side. Hans skulder ud for hendes skuldre og ikke en cm længere fremme eller tilbage. Lyden af vandet rammer mine ører og får dem til at søge i alle retninger for at finde ud af i hvilken retning lyden egentlig kommer fra. Det lyder utroligt afslappende, selvom vand der falder sagtens kan virke stressende. For hvert sekund falder mange liter vand jo ned fra et vandfald, og det kan minde nogen om hvor hurtigt tiden går. Tid var dog et relativt begreb for Brêgo. For hvad skulle han egentlig bruge tiden til? Tiden gik hele tiden, men hvordan skulle han kunne bruge den til noget fornuftigt når han ikke vidste hvor meget af den han havde. Han tog tingene som de kom. Sådan måtte det være. Tid skulle ikke være noget der styrede hans liv. Sneen glitrede næsten ligesom vandet om sommeren når de små bølger på søen eller i havet reflekterede solens varme stråler for at sende dem tilbage. Det var et smukt syn. Et syn Brêgo havde set før, men stadig ikke et syn han ofte så. ”Det ville også være synd at lade hundredevis af hove ødelægge et så smukt landskab. Sneen er kønnest når den er ren og glitrende frem for betrådt af andres hove” notes, - word count, 419

[/td][/tr][/table][/center]

Mine spinkle ben fører mig elegant af sted ved hans side, inden vi da standser, fordi jeg nu viser ham det område, som jeg holder så ganske meget af. Jeg ved ej, hvor tit han før har set områder som disse, men selvom jeg før har set noget der mindede om dette, så gør det ikke, at det i mine øjne er mindre smukt, nok nærmere det modsatte. Mine varme øjne glider over imod ham, da han jo for få sekunder svarede på de ord jeg sagde.
,,Du har heller ingen grund til at ændre på, hvem du er, kære Brêgo. Bryder andre sig ikke om dig, da må de holde sig væk. Ikke alle kan leve sammen, og bryde sig om alle andre. Men da handler det om en form for accept; at acceptere, at vi alle er forskellige, og ingen er ens. Men jeg kan forsikre dig om, at dit selskab, behager mig”

Siger jeg roligt, med den varme og milde stemme, mens de brune, dybe og venlige øjne hviler på ham, mens hans blik glider rundt på de omgivelser vi er i. Jeg holder meget af dette sted, og i mine øjne, er det et sted der er så fortryllende smukt, at jeg selv pludselig føler mig så simpel og lille, i forhold til stedet i sig selv. Lyden af det rislende vandfald, og synet af de glitrende snefnug, får mit sind til at føle sig frit og i harmoni. Noget, jeg virkelig holder af. Et let puf falder imod hans skulder, med min røde næseryg, inden jeg så lader blikket falde imod vandfaldet endnu engang, roligt.

,,Det giver jeg dig ret i. Mange steder, er langt smukkere når andre ikke har betrådt det eller været i nærheden af det. Mange går heller aldrig så dybt ind i skovens indre, som jeg har gjort. Men jeg holder af at vandre omkring herinde, og derfor fandt jeg netop dette sted.”

Smiler ganske mildt, inden jeg lader min mule søge en mule ned, så min mule rammer det bløde, hvide sne. Forsigtigt skubber jeg noget af sneen væk, og under det, kommer der en lille spirer frem, hvilket får mit smil til at blive større, og mere mildt. Rejser hovedet op endnu engang, og lader mine øjne søge imod ham, med glæde og ro.

,,Foråret er på vej”

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/bregoframebig2.png); border-left: 5px solid #C69155; border-bottom:5px solid #C69155; border-top:5px solid #C69155; border-right: 5px solid #C69155;] Stjerneklar himmel Brêgo brummede ganske sagte mens han lyttede til den røde hoppes ord. Armonias ord. Der var ikke så meget han kunne tilføje til hvad hun allerede havde sagt, for hun havde vidst allerede sagt nok om det for dem begge to. Han nikkede derfor en enkelt gang og tilføjede: ”Jeg kan kun give dig ret” Han smilte. Et venligt og varmt smil. Det var sjældent man så ham uden et smil. Selvfølgelig har alle dårlige dage hvor man bare har lyst til at se sig sur på alt og alle – eller man kan være trist. Men det var ikke dage som Brêgo havde ret mange af. Han var bare normalt glad. Selvom ingen havde betrådt det hele i området, og selvom det så ganske smukt ud, så forhindrede det ikke Brêgo i at betræde den endnu ikke betrådte jord. Han ville nærmere de steder hvor ingen endnu havde været. Også fordi han havde en quest. Selvom der var noget der skulle klares før han havde mulighed for at finde hvad han søgte, så forhindrede det ham stadig ikke i at lede. Det kunne jo være alle steder – og hvad hvis han stod på det forkerte sted når muligheden var der? Han kunne ikke være grundig nok i hvert fald. Hans mule søgte ned mod den kolde sne, mens han trådte fremad. Det resulterede i et par små krystaller der satte sig på hans mule. De blev dog ikke siddende ret længe før de forsvandt igen og erstattet med nogle nye – både fra hans skridt når han fik flyttet på sneen med sine hove, og når hans mule røg for langt ned mod sneen. Han hævede dog hovedet igen for at lytte til hoppens ord. ”Det er også et ganske fint sted du har fundet dig her.. Ingen tvivl om det.. Men bliver det ikke lidt ensomt at rende rundt hvor ingen andre befinder sig?” hans blik søgte over mod hende mens han stillede hende spørgsmålet, og lod så blikket glide fremad igen, undersøgende. Om foråret var på vej eller ej vidste han nu ikke helt om han kunne være enig i. Det var svært at kalde det forår eller overhovedet at fornemme at foråret var på vej, når jorden lå hvid og glitrende af sne. notes, - word count, 375

[/td][/tr][/table][/center]

Brêgo og jeg, virker ikke til at have de store kvaler med at være i hinandens selskab, og det er jeg glad for. Der er altid delte meninger om det selskab man kan give andre; nogen holder meget af mit selskab, mens andre finder det direkte irriterende vel sagtens. Men Brêgo virker til, at accepterer hvem jeg nu engang er, og derfor er der heller ingen grund til, at jeg skal opføre mig anderledes end den jeg er. Og det sætter jeg ganske enkelt meget stor pris på. Mine røde øre er vippet imod ham, mens han giver mig ret, og et smil falder let henover min egen røde mule, varmt og mildt, men dog siger jeg intet. Da han begiver sig fremad, er jeg ikke lang tid om også at følge efter ham, lidt skråt bagved, mens mine varme øjne glider henover landskabet..

De mange træer der endnu er nøgne, er også fyldt med frostens klarer krystaller, og det giver det hele et fortryllende udseende, som jeg kunne betragte i lang tid, men det gør jeg dog ikke. Mine øjne søger hen på ham, hvor han nu sætter sin mule imod sneen, og dermed samler krystaller på sin egen rødbrogede mule, hvilket får et smil frem på mine læber, inden jeg sætter frem i en trippende bevægelse, hen til ham, mens jeg skubber mulen ned i sneen, og derefter tager hovedet hurtigt op, så jeg dermed kaster sne i hans retning. Stemmer forhovene blødt men hurtigt i jorden, så jeg stopper godt en halv meter fra ham, med et varmt og let drillende smil om mulen, inden jeg så svarer på det spørgsmål som han har valgt at stille mig.

,,Ensomt.. Til en vis grænse, jo. Men jeg vælger at søge steder, som ikke alle har betrådt. Steder, som jeg kan udforske, uden at mange andre har set det samme.. Jeg gør det gerne med andre, hellere det end med mig selv; men jeg bliver aldrig som sådan ensom, for hvis jeg virkelig blev det, er mulighederne for selskab jo ganske store, i det her land”

Svarer jeg ham mildt, mens et varmt og roligt brum glider fra min krop, og i hans retning.