Søg ly; når dette er nødvendigt..

Djange



Middag var over landet; mens solen stod på sit højeste over himmelen. Skønt var denne guddommelige skikkelse ej at syne, bag de mange grå skyer; som allerede havde brudt. Midt i bjergpasset, i en grotte; stod Djange. Hans tynde skind under den fine pels rystede, mens kun hans åndedræt var at høre for regnen, der piskede udenfor. Gruset over den hårde underlag blev så glinsende, mens regnen fortsatte sit fald over bjergpasset, og såvel landet. Grotten var tør, men stadig lille. Skønt det var dagslys, var her mørkt her inde. Denne grotte havde været en lille udvej, for at blive for våd i hans vandring. Han havde været her mange gange før, lige hér. Men aldrig havde han følt sig nødvendigt til at søge i ly for noget eller nogen. Djange stod stift, mens han af vane holdte den ranke holdning.

Men fire samlede hove, i en fin samlet parade, stod Djange med højstillet spændt hals, et lodret holdt hoved, mens de mørke øre lå roligt tilbage. De kolde og tomme øjne så stift ud i luften, ud mod regnens falden; mens han roligt lukkede alle tanker ude, og nød larmen var regnen.



[Reserveret til Ava]

Ava havde været på vandring. En tur der skulle kunne afsløre mere af dette land. En tur der ville give hende mere viden om dette område. Vandringen var blevet afbrudt af regn, og ikke bare en lille smule støvregn, men rigtig regn. Den slags der føles som gennemborene pile når den tager rigtig til. I starten var det ikke noget den sorte hoppe som sådan havde lagt ret meget mærke til, for hun var vant til regntiden hvor hun kom fra. Men her var der koldt. Det var ikke tit det var så koldt hjemme. Mere fugtigt i luften og lummert. Kun i nærheden af bjergene og et godt stykke oppe af dem var det koldt som her.

Ava standsede sin vandring og rystede kroppen fri for vand. Det var ikke fordi det var til ret meget nytte, for vandet blev ved med at falde fra himlen. Hun spejdede rundt, og syntes at kunne ane en grotte. Hun begav sig fremad mod den, men med en anelse tøvende skridt. Sidst hun havde søgt ly i en grotte, havde et skarpt lys blændet hende, og hun var landet her. I dette besynderlige land med sære og besynderlige væsner. Hun havde mødt forskellige typer. Nogen der virkede normale og andre der virkede bare en smule forstyrrede. Nogen med andre værdier end hende selv.

Den lille sorte hoppe nåede grotten, og trådte indenfor. Hendes åndedræt kunne ses på de dampskyer der forlod hendes næsebor, og vandet dryppede fra hendes lange man og pandelok. Hun rystede sig igen for at slippe af med det meste af vandet, så det ikke ville trænge igennem pelsen og køle hende helt ned. Først da hun var færdig med at pleje sig selv gik det op for hende hun ikke var alene. En fremmed hingst havde også søgt ly her. Hun hævede hovedet en smule i stedet for at stå og hænge, og lod ørerne glide fremad, nysgerrigt og opmærksomt idét hun udsendte en hilsende og feminin brummen.

Djange



Regnen fortsatte, mens den svage følelse af evighed nagede i Djange. Så småt poppede den ene undrende tanke op efter den anden, mens han nu begyndte at føle savn også. Dernæst glæde, og så igen lidt vrede; mens undrende tanker igen tog over. De mange tanker overdøvede til dels regnen, og hans eget åndedræt, hjerteslag. Men en skikkelse ude fra grotten var at syne i regnens falden. Djange pressede en anelse på de nedlagte øre, mens de krystalblå kolde og tomme øjne blev misset en anelse sammen. Skuende, afventende. En fremmed nærmere sig? Hvis dette da var en fremmed. Det var ikke til at sige, med de få sanseindtryk han fik. Duften blev overdøvet af regnens falden, mens Djange atter stod i uvished og ventede, nærmerede skikkelsen sig, søgende.

Et kønt slankt hoved, med et genkendeligt hvidt aftegn var at skue, da først dette søgte med mulen først ind i grotten. Djange stod et par meter længere tilbage, halvt om halvt skjult i mørket, når man så ind i grotten udefra. En lidt bragende duft af søde liljer slog Djanges næseborer; da hoppen trådte ind. Djange spændte en smule i nakken, mens hans missede øjne nu så skuende imod den kønne sorte hoppe. Han rynkede da en smule skeptisk over den lyserøde mule, hun manglede sågar kun de hvide ben, så kunne han snildt ha troet at dette var Silent Liberty…

En svag følelse af ærgrelse nagede ham; han havde vel lidt håbet, nu da hovedet var blevet synligt i grottens dæmpede lys. Hoppens feminine brummen skar dog igennem for Djanges tanker, før han roligt spærrede sine øjne så småt op, mens de kolde og tomme krystalblå øjne kom til syne, og de så sig direkte på hoppens mørke øjne.

”Goddag Frøken.”
Brød Djanges hæse og intense stemme ind, efter hoppens brummen. Den stemme, som så tonløst lød. Truende, imødekommende, frastødt eller interesseret. Det var nu ikke til at sige hvad der lå bag Djanges tonløs ord, og end ikke han selv, vidste det med sikkerhed.

Ava betragtede denne fremmede med et nysgerrigt udtryk i ansigtet. Han var ikke en hun før var stødt på eller før bare havde set vandre rundt i det åbne. Selvom denne hingst var meget anderledes end hende selv havde de en ting til fælles. Den maske der nærmest pyntede den forreste del af hovedet. Dog var hans en smule bredere end hendes, for hendes gik ikke forbi øjnene, men hun havde stadig de krystalklare blå øjne. Dem havde hun fået fra sin mor. Det var ikke mange der havde dem hvor hun kom fra, men en bestemt familie det gik igen hos. Hendes mors side. Og kun hopperne.

Selv var hun kulsort og om aftenen påtog hendes pels sig et lidt blåligt skær på grund af månens blide lys, men herinde var det ikke månen der gav lyset, men i stedet solens sølle forsøg på at trænge igennem skyerne og regnen. Det gav det hele et lidt mere gråligt skær. Ikke så stærke farver som når solen fik lov at stråle helt igennem.

,,Ava.. Mit navn er Ava´´

Hun skyndte sig at give sit navn, for frøken var ikke et ord hun som sådan var bekendt med. Hun havde hørt de andre hopper i flokken blive kaldt det, men selv var hun lidt for ung endnu til nogen havde adresseret hende som frøken. Hans tonløshed bed ikke rigtig på hende. Det var vel også mest fordi hun indtil videre havde mødt flere som var reserverede enspændere og som helt sikkert også følte sig hævede over andre de ikke kendte.

,,Sikke et vejr, hva?´´

Et lille smil viste sig på hendes lyse silkebløde mule. Selvom han ville fremstå som en kold og reserveret type, så ville hun i hvert fald ikke bide på det. Hun ville ikke følge hans eksempel, men bare fortsætte med sit blide og varme væsen. I hvert fald indtil videre - han havde jo ikke trådt hende over hovene. Så der var ingen grund til ikke at være venlig.

Djange



Hoppens tydelige nysgerrige mine, afskrækkede ej Djange. Så længe hun blev på denne afstand var alt mere end komfortabelt. De kolde og tomme øjne, så sig atter på hoppens krystalklare øjne. Det var længe siden han havde set i øjne som disse. Ikke siden sin egen moder, havde han haft glæde af sådan en syn. Tankerne begyndte så småt at flakse omkring i Djanges indre, før hoppens feminine stemme lød kort efter hans hilsen.

Djange missede svagt de krystalblå øjne en smule anseende sammen, ikke dissideret over hendes opførsel. Let lod Djange det ene mørke øre glide svagt ud til siden, blot for at understrege at han lyttede til denne hoppe og hendes ord. Ava, hed hoppen. Den sorte hoppe, som mindede ham om Liberty af udseende, mens hans moders øjne var at se… Djange rynkede svagt på den lyserøde mule, før han nikkede roligt, men stift i nakken over hendes dernæst kommentar om vejret. Mens hans lyserøde mule svagt blegnede roligt ud, og øret da også var gledet på plads igen.

”Efteråret har indtaget sin plads…”
Lød Djanges hæse og intense stemme roligt, dog yderst tonløst; som svar på hendes konstatering. Hoppen her virkede yderst respektfuld; hvilket der efterhånden var langt imellem her i landet. Underdanighed var let at finde, oprørske og kampklar ligeså. Men respektfulde af natur og opdragelse var efterhånden en sjældenhed.

”Mit navn er Djange.”
Valgte Djange derpå at præsentere sig, hvorefter et stift, men hilsende og respektfuldt nik blev indbudt i denne sammenhæng for den stadig fremmede, sorte hoppe.

Den sorte hoppe blev stående hvor hun var. Regnen ramte hende ikke længere. Ikke herinde. Godt nok ville der være varmere længere inde i stedet for lige her i åbningen hvor vinden stadig havde mulighed for at tage fat, men hun vidste også at de reserverede og ikke alt for sociale typer var nogen der helst så at man ikke kom for tæt på. Kulden var hun begyndt at kunne mærke. Den var ikke helt så nem at slippe udenom når der ikke længere var de mange regndråber til at distrahere de andre sanser. Dampen hævede sig fra hendes ellers varme krop efter vandringen i forskelligt tempo. Dog kun skridt når det ikke var muligt med lidt mere fart. Hun gøs kort og rystede sig endnu en gang, hvorefter hun gjorde et kast med hovedet for at få den lange pandelok væk fra øjnene. Det var besværligt nok at se i starten når nu hun lige var kommet udefra, men det var vel også bare et spørgsmål om tid før hendes øjne fik vænnet sig til mørket herinde.

,,Djange´´

Hun gentog hans navn for sig selv, en anelse overrasket. Det var ikke et navn hun nogensinde havde hørt før, og slet ikke et navn hun kendte betydningen af. De fleste havde vel navne med en eller anden form for betydning. Hendes eget havde ikke en oversættelse. Men betydningen af hendes navn var personlig. Ava var også navnet på en af hendes forfædre. En af dem der skulle være blandt de første eller den første i den flok hun selv var født i, i hvert fald af hopperne.

,,Efteråret.. Det er ellers lidt en skam, for det er ikke meget sommer jeg har oplevet´´

Hendes ører faldt ud til siden og et lidt mere trist udtryk kom til syne i hendes ansigt. Hun skubbede det dog hurtigt væk. Hun skulle vel bare overleve endnu en vinter og så ville det igen blive varmt. Forhåbentligt. Hvor hun kom fra, var vejret anderledes end her. Årstiderne fulgte i hvert fald ikke hinanden. Hun var dog sikker på det heller ikke var så stor forskel. For nu var vejret nået til samme temperatur og det var lige så uberegneligt som hvor hun kom fra.

Djange



Hoppen gøs, det var egentlig tydeligt for Djange at hoppen frøs. Den våde pels, som endnu dryppede når hun blot stod her i grotten. Diskret, men så alligevel indbydende og åbenlyst trådte Djange et par skridt tilbage. Dog ikke foruden at presse en anelse understregende på de allerede nedlagte øre, mens han svagt rynkede på den lyserøde mule. Han skævede kort tilbage, før de kolde og tomme krystalblå øjne atter så i hendes krystal klare øjne. Han stoppede efter et par skridt, så der nu var mere plads til hende, så hun ej behøvede at stå med bagparten halvt ude i vejret.

Hoppen gentog hans navn, og let missede Djange blot de kolde og tomme øjne en anelse anseende. Dog roligt. Skønt hans holdning endnu var anspændt, rank og stiv. Hoppens nu sørgmodige mine, fornøjede vel lidt Djange. Det mindede ham om de unge dage, da han var plag sammen med de mange unge føl. Den gang alle viste alle hinandens følelser, dengang alle ikke tænkte så meget over livet, og hvad det næste var at der skulle ske?

”Ak ja; men glæd Dem nu alligevel. Vinteren her i dette land er intet mindre end vidunderlig.”
Lød Djanges hæse og intense stemme, atter tonløst. Mens han mente dette bund ærligt. Dog ej indbydende eller videre venligt, blot informerende.

Den sorte hoppe, Ava betragtede denne fremmede hingst der bar navnet Djange, og nogle aftegn næste lige så besynderlige som hende, men alligevel og med de samme krystalblå øjne. Hans højst sandsynligt på grund af hans halvt hvide hoved. Da han trådte nogle skridt tilbage trådte Ava længere ind i grotten. Hun kom godt nok en smule tættere på, men holdt sig til grottens væk i den modsatte side..

Hun strakte det ene ben og gnubbede hovedet op af det, da nogle små regndråber løb fra hendes stadig meget våde pandehår. Hun stod i stilhed og betragtede åbningen i grotten, hvor der udenfor ikke var andet end regn og gråt vejr at se. Da hingsten igen talte lod Ava sit blik glide over mod ham. Hun var opdraget med at det i hvert fald var høfligt at se på den man snakker med, og eftersom de kun var de to i grotten gik hun ud fra han ikke talte med sig selv, men hende.

,,Du har været her længe?´´

Det var ikke så forfærdelig lang tid siden hun var kommet her til landet. Og de fleste hun havde mødt havde ikke været der så meget længere tid end hende selv at de kunne give hende ret mange informationer. Hun havde fået udforsket noget af landet, men langt fra det hele, og hun var sikker på det her var større end hvor hun kom fra. Især med så mange spredte individer og stadig intet fællesskab. Hun havde søgt alle dage indtil videre og var ikke stødt på noget som helst der kunne minde om et fællesskab, men der imod mange reserverede enspændere der ikke alle virkede som om de var interesseret i selskab. Derfor overraskede det hende at han kunne fortælle at vintrene her var vidunderlige. Han måtte i hvert fald selv have oplevet mindst en vinter her for at kunne komme med sådan en påstand.

Djange



Ava som trådte frem, og nærmere, irriterede ej Djange. Han havde trods af alt givet hende plads til det samme. Roligt så hans tomme og kolde blik atter direkte på hoppen, mens hun gnubbede sit ben. Dråberne over hendes sorte pels løb stadig piblende, og dannede små pletter på det mørke underlag de betrådte. Djanges øre lå da stadig tilbage, mens hans holdning var rank og anspændt. Men hoppen åbnede nu atter mulen, talte. Igen gled det ene øre en smule ud til siden, blot for at understrege at han lyttede til hendes ord.

”Det må man sige; en tre års tid.”
Svarede Djange, med den hæse og intense, men yderst tonløse og informerende stemme. Atter så de krystalblå øjne i hoppens. Det var utroligt at en hoppe der lignede så meget den lille sorte, alligevel var så langt fra i personlighed…

”Men jeg formoder at De ikke selv har betrådt Andromedas land i lang tid?”
Lød Djanges hæse og intense stemme, så atter tonløst; og ret ligegyldigt kunne det have lydt. Men om han mente det skeptisk, udfordrende, imødekommende, venligt? Var ikke til at sige, selv ikke for Djange. Dog var der ikke andre træk at se, andet end de krystalblå, kolde og tomme øjne, der blev misset en anelse anseende sammen, imod hoppen Ava, men kun for en kort stund.

Ava tog sig ikke af hans tilbagevendte ører eller anspændte holdning. Dem var der nogle stykker af i hvert fald. Dem som aldrig rigtig kunne slappe af. Selv var hun hverken anspændt eller helt afslappet. Det var næsten umuligt at være helt afslappet, når vandet truede med at synke ned i pelsen og køle hende ned. Hun var dog rimelig sikker på det nok skulle gå nu hvor hun var i læ. Hun lod de krystalklare blå øjne hvile på ham og lyttede nysgerrigt. 3 års tid var alligevel også længe. Han måtte være en af dem hun havde mødt, som havde været her i længst tid - det var hun næsten sikker på, selvom mange havde været her i lang nok tid til at blive alt andet end hvad de var - flokdyr. Det var næsten som om størstedelen her var dømt til at leve i ensomhed og for sig selv. At de havde glemt hvad de var. Hun var vokset op i flok. Det var måske også mere normalt end andre her, men helt at tage afstand til fællesskaber kunne hun alligevel ikke få sig selv til uanset hvor længe hun havde været her alene. Det var jo også derfor hun ledte efter et. Hun tænkte lidt over hans kommentar, som alligevel også lød som et spørgsmål.

"Jeg er ikke sikker på hvor længe jeg har været her.. Jeg har endnu ikke oplevet en vinter, så det kan ikke være så forfærdeligt længe.. Jeg har dog ikke tal på hvor mange dage.. Men det er vel heller ikke tiden der er det mest gældende.. Nok nærmere hvad man har fået ud af tiden her. Nogen kan vel leve et liv i ensomhed og derved ikke engang have fået lige så meget ud af tiden som de der lever i et fællesskab blandt venner?"

Hvad hans holdning til flok og andres nærvær var, havde hun ikke helt regnet ud. Hun var godt klar over han ikke ville have hun kom nærmere, men det kunne jo også være fordi hun stadig var fremmed. Det kunne også være han havde mødt nogle ækle personligheder og derfor ikke var lige så åben over for nye bekendtskaber.

Djange



Djange stod nu egentlig roligt, trods den stadig anspændte og for nogen vigende holdning. De tomme og kolde krystalblå øjne, så sig direkte i hoppens klare; mens hun talte. Hun undlod en masse ord, og selvom ordene var mange, var hun ej som så mange andre i dette land; med uendeligt mange ord – uden indhold. Djange lod, under hendes talen, det ene øre glide let ud, lyttende, skønt intet andet ved hans holdning eller udstråling ændrede sig. Kun et lidt mekanisk og stift nik, undlod Djange, høfligt; over hendes forklarende ord på hvorvidt og hvor længe hun mente hun havde betrådt landet her.

”Jeg giver Dem så sandelig ret Ava. Specielt her i dette land. Tager man som hest her, ikke selv initiativ til at socialisere sig med andre sjæle og individer, tror jeg på at man forbliver på bar bund, så længe det nu end skulle være.”
Lød Djanges hæse og intense stemme, tonløst og egentlig yderst ligegyldigt. Skønt disse ord kom direkte fra hans indre, ærligt. Blot blev de udformet meget informerende, uden en snært af egen personlig holdning. Djange pressede da lidt på ned nedlagte øre, mens han betragtede hoppens våde skind. Han væmmedes selv ved tanken om at være så gennemblødt, og derpå være nødsaget til at søge ly i en fugtig grotte som denne. Men vejret her var ej altid barmhjertigt.

En våd plet havde dannet sig under den sorte hoppe, fordi hun stod og dryppede. Men nu hvor vandet ikke længere faldt ned over hende havde hun mulighed for at blive tør. Hendes blik gled ud mod regnen, for hun havde ikke noget at tilføje til denne samtale. Det var første gang hun havde været ude for at det regnede så meget. Kun få gange hvor det havde regnet en lille smule. Så indtil videre var vejret som det havde været hjemme.

"Det ser vidst ud til vi kommer til at være her i noget tid"

Det var ikke fordi det generede hoppen synderligt meget. Men tanken om at skulle stå stille i totalt stilhed i gud må vide hvor lang tid gik hende lidt på. Det var ikke noget hun ville se frem til. Hendes blå øjne søgte igen over mod den stadig fremmede hingst. Selvom hun kendte hans navn, så kendte hun jo ikke ham. Hun vidste bare at han hed Djange og havde været her i længere tid end hende.

"Sååååeh.. Djange.. Når du nu har været her i lang tid.. Har du så ikke nogle sjove historier herfra? Eller har det været ren og skær kedsomhed og kedelige sjæle her?

Hun mente ikke selv det kunne passe at man skulle kunne være et sted og endnu ikke have oplevet noget som har været bare lidt værd at fortælle. Hun havde selv oplevet en smule. Men endnu ikke de helt store eventyrer. Alle hendes historier hun kunne fortælle om, kom hjemme fra hendes hjemland. Og hvem ville dog være interesseret i at lytte til historier de ikke selv kan relatere til. Det er vel også lidt svært at forestille sig. Selv syntes hun det ville være spændende at lytte til andre, men hun havde også fundet ud af at hun var meget anderledes fra de fleste andre her. Det var ikke alle der havde samme værdier som hende.

Djange



Regnen der atter piskede ned, gjorde selve klimaet fugtigt; skønt Djange ikke selv var våd – endnu. Hoppen Ava, der atter så ud til at fryse under den gennemblødte sorte pels, undlod et par ord. Hoppen havde vidst ikke noget at sige til Djanges ord han havde delt med hende. Let lå ørene atter tilbage, og svagt så den ellers ranke og standhaftige hingst en anelse sørgmodig ud, på baggrund af stemningen fra den larmende regn.

Den lidt ledende tone, fra hoppens stemme, gav et svagt vækkende sæt i Djange. Skønt forblev øjnene kolde og tomme, men han rankede sig en smule op, trods han endnu havde stået rank og stift. Let havde det ene øre været gledet ud, blot for at understrege at han lyttede, efterfulgt af en svag skeptisk rynke der slog sig på den lyserøde mule.

”Ligefrem sjove, kan ej prale af. Men, her er sket meget gennem årene. En datter har jeg været med til at bringe til denne verden.”
Lød Djanges hæse og intense stemme, yderst roligt, såvel som tonløst… og så alligevel ikke? En svag levende gnist blussede kort op i de ellers kolde og livløse øjne, da ordet ”datter” havde været nævnt. En svag eksploderede følelse havde også trådt i værk, og svagt slog tanken om den savnede Liberty ham også, da hans blik faldt i hoppens klare øjne. Han fnøs kort ud, med den rynkede mule, en smule advarende, skønt det ej var hans hensigt. Før han høfligt og en smule mere indbydende, trådte yderligere tilbage. De skulle vidst være her et stykke tid, der havde hun ganske ret.

Ava betragtede regnen der silede ned uden for grottens åbning. Det var først da hingsten begyndte at fortælle at han ikke havde oplevet så meget sjovt, men i stedet havde været med til at give liv til en datter. Selv om Ava sådan set var moden, så følte hun sig ikke selv moden nok til at tage sig af sådan et ansvar. Hun var jo ikke engang færdig med at blive oplært heller, så hvordan skulle hun kunne give viden videre som hun ikke havde. Hun havde svært nok ved at holde styr på sin egen broder, som hun var i færd med at lede efter, da regnen var kommet snigende.

"En datter siger du? Må man spørge om navn og alder?"

Hun kunne ikke helt forestille sig ham have en datter. Og dog. For han virkede måske lidt ligesom en sur gammel nisse, men uden at være alt for gammel. Og så alligevel fik det ham til at virke gammel at han var så kold og stiv. For de unge var alt andet end stive. De var smidige og legesyge. Opsøgende og alt andet end tilbageholdende. Sådan var det i hvert fald der hvor hun selv kom fra.

Kulden sneg sig stille ind i små pust fra grottens åbning, mens mørket buldrede udenfor sammen med den silende regn. Den sorte hoppe foran ham, var endnu våd. Djange havde på en måde en smule ondt af hende… og så alligevel ikke? Han havde trods af alt givet hende plads til at komme ind i ly, så hvad mere kunne en fremmed sjæl have forventet. Desuden virkede hoppen yderst rolig og afslappet omkring situationen, på trods af de begge var ret meget fanget her sammen, taget betragtning af at regnen udenfor mest af alt var et luksusproblem ikke at ville begive sig ud i?
Hoppens stemme lød pludselig interesseret mens hun så på ham med de klare øjne, som mindede ham endnu om sin egen lille sorte. Hans ene mørke øre sneg sig ud til siden, bag den tykke mørke man, blot for at understrege at han rent faktisk lyttede.
Han nikkede roligt, men yderst stift og mekanisk, mens hans tomme og kolde krystalblå øjne atter stirrede på hendes øjne, fokuserende.

”Jeg kalder hende Athene, hun er knap en tre år gammel nu. Hendes moder er Hawaet El Nour.”
Svarede Djange meget roligt, i tempo, mens tonlejet fortsatte sin tonløse klang, med den hæse og intense røst. Hans øre lå atter i tilbage i den mørke man, som endnu var tør, modsætning til hoppens skind, man og hale. Måske hun kendte Athene, eller måske denne Nour?