Søg ly; når dette er nødvendigt..

Ava rystede kulden af sig. Ikke fordi det som sådan kunne lade sig gøre. Men hun rystede i hvert fald kroppen som forsøgte hun at ryste kulden af sig. Selv om hendes pels endnu var lidt våd, så var den ikke våd nok til at sende en masse vand ud til alle sider - det havde vel ikke været så heldigt. Hun gumlede lidt, dog uden at have noget i munden at tygge på, men det var heller ikke mere end et par gange, og en smule tænksomt. Herefter bøjede hun i forbenene så hun nåede det lidt hårde underlag med knæene, og lod resten af kroppen følge med ned, til hun til sidst lå halvt op af den ene klippevæg og kiggede ud af åbningen. Hun så op mod hingsten da han gav hende et par navne og en alder på den ene af dem.

"Jeg har mødt nogle stykker, men endnu ikke nogle hopper. Ganske vidst kun sure og gnavne hingste, med undtagelse af en enkelt"

Pytterne udenfor grotten fortsatte med deres påfyldning, mens pytterne selv dannede hver deres smukke billeder, for hver gang dråberne ramte overfladen piskende. Hoppen begyndte nu at røre på sig, og før Djange vidste af det, lå hoppen Ava ned. På det kolde underlag. Hans mule slog sig en let rynke, før han ej kunne undgå en følelse af fornøjelse i kroppen. Hoppen talte nu, og hun havde så ment da også humor. Kort, på et splitsekund, ligeså hurtigt som det dukkede op, forsvandt det igen; et skævt og småskjult smil. Hans krystalblå øjne så da atter blot på hoppen, endnu kun tomhed og kulde rummede det, på trods af de mange tanker der løb igennem hans tanker. Han trak vejret roligt. Denne hoppe Ava, han delte sit ellers før ensomme selskab med, var nu ikke helt slem at dele det med.

Den unge hoppe kunne ikke helt lade være med at have fornemmelsen af at hun ikke helt havde været ønsket her fra starten af, selvom at han havde givet plads for hende og ladet hende komme ind i læ. Det havde stadig føltes som om det var mere af høflighed end som om det egentlig var det han selv havde lyst til - at dele sit ly med hende. Men nu virkede det mere eller mindre som om hun var ved at blive accepteret. At han ikke helt havde noget imod hun også var der.

Hun forholdt sig tavs lidt endnu, for der var ingen grund til at tale hvis man endte med at tale med sig selv, eller bare tale og derved irritere sit selskab, og han virkede ikke som en af de mest snaksagelige hingste - eller selskabssøgende for den sags skyld. Så det var måske ikke engang sikkert han var vant til smalltalk.

"Selv har jeg ingen døtre. Jeg har ingen sønner heller. Jeg er stadig lidt for ung. Eller.. Jeg burde være gammel nok, men min oplæring er stadig ikke fuldendt og derfor er jeg ikke klar til sådan et ansvar. Dog har jeg en mindre broder her. Han er ikke ret gammel. Han er blevet mit ansvar eftersom vores moder ikke er her. Og det beviser kun at jeg ikke er klar til sådan et ansvar, når jeg kan præstere at miste ham af syne i sådan et vejr. Jeg burde være ude og lede efter ham, men det er ikke til nogen nytte nu. Ikke i det vejr. Han har forhåbentlig selv søgt ly"

Kulden kom brusende som en stærk strøm i det utæmmelige hav, da en svag snigende vind udefra kom for at omfavne de to skikkelser. Gysende løb det Djange langt ned af ryggen, uden én eneste bevægelse fra hans side. Hoppen Ava fokuserede han nemlig atter på, med det mange ville tolke som et stirrende og dødt blik.
Hun talte, og respektfuldt, for at understrege at han rent faktisk lyttede til hendes ord, gled det ene øre ud til siden. Væk fra den fyldige man, ørene oftest gemte sig i når de lå tilbage. Hendes ord virkede en smule ligegyldige, en lettere prædiken som han vel egentlig intet kunne bruge til noget. Han missede anseende sine øjne imod hende, mens en svag rynke stille prydede den lyserøde mule; afventende på hendes pointe. Men hurtigt blev hendes ord rent faktisk interessante for den muskuløse skikkelse. Hans øjne spærrede sig let op, før mulen blegnede lettere ud igen.

”Det har han nok ja.”
Havde han sagt en smule forsikrende med den atter tonløse stemme. Hun var sikkert bekymret, hvilket var helt naturligt. Han huskede selv den uro der befandt sig i ham, da han bare efter to uger væk fra hoppen Nour og Athene, ikke kunne finde dem igen.

”Må jeg spørge, Ava; fandt De and Deres broder her til, sammen?”
Lød Djanges stemme kort efter sine få ord. Hans hæse og intense stemme spillede atter tonløst, så en ret så ligegyldig og uinteresseret form kom til udtryk for mange der stod overfor Djange. Skønt dette faktisk interesserede ham. For mon hun havde været rejst til dette land, med en ved sin side? I så fald, vidste hun mon hvordan eller hvorfor de var kommet her til? Ingen vidste det endnu… ingen han selv havde stødt på… endnu?

Hendes blik søgte mod hingsten da han talte igen. Han gav hende ret. Der var vel heller ikke så meget andet at gøre. Ikke hvis han ville undgå at hun gik ud af sit gode skind - og det ville garanteret være et grimt syn hvis hun begyndte at gå i panik. Alligevel hvilede en form for uro over hende. Hun kunne ikke helt falde til ro. Hans spørgsmål distraherede hende dog en lille smule. Det fik hende til lige at tænke over hvordan hun skulle svare ham uden at fremstå som en egoistisk hoppe. For det var hun jo som sådan ikke. Ikke helt i hvert fald.

"Nej, min broder og jeg kom ikke hertil sammen.. Jeg blev på en måde taget fra min flok i det gamle land. Jeg savnede mit hjem så forfærdeligt da jeg kom hertil. Jeg har altid haft et tæt forhold til min familie. Jeg har aldrig været strejfende, alene eller fuldstændig udstødt af en flok.. Jeg har aldrig rigtig været væk fra den og derfor har det været lidt af en prøvelse for mig i starten. En sagde han kunne hjælpe mig. Jeg spurgte om han kunne skaffe et familiemedlem hertil. Jeg havde håbet lidt på at min broder, Arc, kunne komme, men det var ikke ham. Jeg fik en anden lillebror hertil, som jeg ikke engang anede eksisterede. Jeg vidste ikke at min moder ventede endnu en. Men tiden går måske hurtigere i det gamle land end her. Tænk hvis tiden nærmest står stille?"

Ava var en der sagtens kunne plapre løs. Hun vidste også engang imellem når hun snakkede for meget, og hun kunne godt fornemme at hun nok ikke skulle snakke alt for meget når nu hingsten i forvejen ikke var alt for glad for hendes selskab.

"Han sagde, at hverken min moder eller broder ville have klaret den hvis ikke han var blevet fragtet hertil.. Det er det eneste der fjerner skyldfølelsen over at have taget endnu et liv fra mine forældre.."

Den lille sorte. Ak ja, den lille sorte. Det var ikke hende… Nej, dette var Ava der lå her foran ham, endnu våd efter regnen; som endnu truende slog sig hårdt mod grus og klipper kun få meter fra deres position i denne grotte de havde kunnet søge ly i. Hoppens stemme havde lydt; og allerede ved første ord havde hun afkræftet hans spørgsmål, men fortsatte. Hans ene øre lå let ude til siden mens hun talte, dog missede hans øjne sig en smule skeptisk og anseende sammen over hendes fortsættende ord, da hun nævner en En… Hvem mon det var? Denne én, som havde kunnet bringe en anden til dette land? Kort havde interessen efter at høre mere, blusset sig op hos Djange, skønt hans blik endnu var tomt og koldt, som det så til hos Ava. Hun fortsatte endnu, og forklarede omkring noget nærmere privat med hendes moder; som vidst havde forvirret hendes selv.

”Men Ava, hvem er denne Han, som kunne bringe de ukendte broder her til?”
Lød Djanges hæse og intense stemme hurtigt efter hendes sidste sætning - tonløst. Hvem mon denne sjæl var, eller rettere, hvilket væsen var mon det, som kunne hidkalde sjæle til dette endnu ukendte land for Djange. Jovist kunne han fortælle meget om Andromeda og dets Ø’er, dets beboere, men spurgte man omkring hvad eller hvordan det kunne være landet er som det er, eller hvordan man kommer her til. Hvorfor? Selv ikke Djange vidste det… Det gjorde ingen? Så vidt han vidste af…

Hingstens ord lod ikke stilheden ringe ret længe da hun havde snakket færdigt. Han talte med det samme. Han stillede hende et spørgsmål. Et spørgsmål hun måtte tænke over i noget tid for at genopleve mødet inde i hendes hoved. I hendes minder. Hun blev nødt til det for at gennemgå hvad der kunne beskrive denne hingst. Et navn. Et særpræget udseende. Et eller andet. Et navn dukkede dog op. Og en latter. En anderledes latter. En hun ikke havde hørt andre bruge. Men om det var nok vidste hun ikke.

"Han kalder sig selv Rumpelstiltskin. Grønne øjne og en særpræget latter som lyder som noget i retningen af: Nyahahaha"

[/i]

Hun gjorde hvad hun kunne for at gengive latteren, selvom det ikke blev en hel rigtig latter - for hun var ikke en der kunne grine på kommando. Hun kunne heller ikke grine fuldstændigt ligesom hingsten. Men mon ikke navnet kunne være nok forklaring på hvem denne hingst havde været. Hvis han havde været her længe, så kunne det jo være han vidste hvem det var.
[/size][/color][/blockquote][/font]

Hoppen blev stille; den sorte, som på mange måder mindede ham om den lille sorte – men nej, det var ikke hende. Dette var Ava, som nu så ud til at tænke noget igennem. Som havde hun ikke lige et svar til ham ved hoven? De krystalblå øjne så sig direkte imod hoppens klare blå, da hun så endelig talte frem. Lettere skeptisk slog en rynke sig over hans mule, da et navn blev undladt for ham. Rumpelstiltskin. Nu havde han aldrig, aldrig stødt på dette navn før; hverken i landet her, eller i hans forrige liv uden for Andromeda. Hurtigt pressede han på de mørke øre, dybt ned i den mørke fyldige man, mens han veg en anelse med det kønne hoved. Missede så hans øjne en anelse skuende imod hoppen, dog ej med henblik på lige hende, nærmere denne fortælling.

”Hverken navnet eller denne…”
Svarede Djanges hæse og intense stemme hæst, tonløst imod hoppen, før han hurtigt gøs ved næste ord.

”… latter; siger mig noget.”
Forsikrede han denne Ava om, mens hans nu lyserøde rynkede mule, mest af alt gav hans kolde udstråling en vis væmmelse ved denne Rumpelstiltskin. Ukendt var han, eller den? Dette lød yderst mærkeligt.

”Men Ava; fik De blot deres ukendte broder ført til landet, bare sådan uden videre?”
Havde hans stemme så kort efter lyst, tonløst; trods han selv var ret så undrende nu. Hvordan kunne det ske? Var denne skabelse måske en form for engel der kunne opfylde ønsker?

Hingstens måde at reagere på var ikke positiv i forhold til Ava, og hun kunne ikke helt lade være med at rynke en smule på mulen. Hendes ører tippede en smule bagud mens hun studerede hingsten og alle hans bevægelser. Også da han talte. Hun studerede hans måde at tale på. Han lød næsten som om han troede hun var en særling og det brød hun sig ikke om. Hun kom på benene uden besvær og rystede den lille sorte krop af. Høj var hun ikke. Hun var blandt de mindste hun selv havde set her. Den mindste tilmed uden at tælle føl med.

"Ja, jeg fik min ukendte broder ført til landet uden videre. Den eneste pris jeg skulle betale var et navn"

Hun slog et enkelt svirp med halen og lod blikket glide ud mod hulens åbning og regnen igen. Det begyndte næsten at virke fristende at træde udenfor. Det at finde et andet sted hvor man ikke bare sådan lige blev udsat for kølighed og næsten fornærmelser. Hun kunne sikkert sagtens finde et sted med nogen der var bare en smule venlige, for det kunne da ikke passe at størstedelen i dette land skulle være røvhuller eller næsten røvhuller. De reserverede og kølige, næsten som ældgamle hopper.

Hoppen virkede efterhånden mere og mere vigende for hans selskab; direkte utilfreds udfoldede hun sig, efter hans skeptiske spørgende efter denne Rumpelstiltskin. Som havde han nu fornærmet hende? Stille svingede han den fyldige hale, bag sig; mens hans øjne missede sig en smule anseende sammen over hendes svar. Kunne det virkelig passe at denne skabning havde givet sådan en uopnåelig ting, for blot et navn. Det var jo ingenting! Det slog ham, om man mon kunne opsøge denne skabning, eller hvordan dette kunne skyldtes. Hans undrende tanker dansede vildt hos ham, mens hans øjne atter stirrede imod hoppen Ava, der så ud til at se ud i regnen med længsel i de klare øjne.

”Men Ava, mødte du blot denne Rumpelstiltskin tilfældigt?”
Havde hans hæse og intense stemme lydt tonløst, men en smule interesseret. Denne fortælling skræmte ham faktisk en smule, men gjorde ham så sandelig også meget nysgerrig. Han havde virkelig aldrig hørt noget lignene.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Søg ly: når dette er nødvendigt Lyden af regnen der faldt udenfor var meget afslappende men alligevel også på en måde stressende, for hun havde jo faktisk en lille sort skabning hun skulle passe på, som hun havde været i færd med at lede efter. Og alligevel så kunne hun også sagtens være den tvære hoppe der sagde til sin broder, når hun fandt ham, at det har været hans egen skyld, fordi han kunne have hørt efter hvad hun havde sagt til ham. Hun begyndte at forstå hendes far engang imellem og hans måde at håndtere det hele på – for hun havde jo heller ikke altid hørt efter ham. Hun havde tit gjort som det passede hende, så hans vrede var vel ikke altid uden grund. Lyden af hingstens ord afbrød regnen og fik Ava til at vende blikket mod ham igen, en anelse fraværende til at starte med fordi tankerne havde fået lov til at drifte, men et lidt tænksomt blik kom dog rimelig hurtigt til syne i de blå øjne.   ”Hmm.. Jeg ved ikke om det var tilfældigt eller hvordan. Han er ligesom os andre, men han besidder egenskaber som andre ikke har. Jeg var på vandretur da jeg mødte ham. Men jeg tror da sagtens man ville kunne opsøge ham hvis det var det?”   Hun slog et enkelt svirp med halen, som for at tømme den for lidt mere vand, men den var efterhånden ved at have dryppet godt og grundigt af. En tanke slog hende så, som fik hende til at se en smule mere nysgerrig ud. Hun kunne måske hjælpe hvis han ville finde denne Rumpelstiltskin. Hun vidste jo hvordan han så ud.   ”Du søger måske en med den type egenskaber?” notes,- word count, 281

[/td][/tr][/table][/center]

Hendes fraværende mine ville for bare få år tilbage have irriteret ham grænseløst! Men en smule overbærende, rynkede han blot en lille smule på den lyserøde mule; over denne egentlig respektløse form. De havde trods af alt en samtale kørende… havde de ikke? Denne fraværende mine fik ham selv til at kaste de krystalblå øjnes blik ud i regnen. Den slog hårdt og virkede tilmed uendelig, mens det også slog ham at hun efterhånden heller ikke var så gennemblødt igen. Til trods for denne fugtige grotte, havde hendes indre varme under skindet alligevel kunne tørre hendes krop. Mere eller mindre.
Hun vendte dog opmærksomheden, og straks glattede hans mule sig ud, mens hans øjne atter så med et koldt og tomt blik i hendes klare øjne. Det ene øre gled let ud, for at understrege hans lytten, mens han missede en anelse skeptisk med øjnene. Det virkede underligt, denne fortælling, om denne Rumpelstiltskin. Han havde virkelig aldrig hørt magen til fortælling, en næsten overnatur akt. Han havde nikket, dog en smule mekanisk; bekræftende til at han havde lyttet, før hun atter åbnede mulen. Han spærrede stille øjnene en smule op…

”Jeg vil indrømme at det virker dragende; at møde denne sjæl. Jeg har da mange ønsker…”
Havde hans hæse og intense stemme lydt tonløst, til trods for hans egentlige efterhånden store nysgerrighed. Stille dæmpet blev hans sidste ord, mens et par tanker flød igennem hans indre, dog uden afsløring på de mange tanker, da hans kolde og tomme blik endnu var vældig fokuserende på hendes øjne.

”… men, kan det ikke måske være farligt?”
Lød hans stemme så nærmest genoptagende på sin egen halvfærdige slutsætning. Tonløst, selvom mange følelser løb igennem ham. Hårdt var hans hjerte begyndt at banke lidt.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Søg ly: når dette er nødvendigt Ava lyttede til hans ord, stadig med en lidt tænkende mine. Mange ønsker. Selv havde hun ikke mange ønsker. Og dog. Men ikke så mange ønsker som skulle bruges magi til. Mange ting ville hun vel selv kunne klare hvis hun bare tog sig lidt sammen. Med lidt held. Og med lidt hjælp fra andre også. Hvad en hingst uden ret mange ord, og med en kølighed over sig på samme måde som denne hingst, kunne ønske sig, vidste hun godt nok ikke vide. Hun ønskede heller ikke at spørge for hvad man ønsker sig kan for nogen være meget privat. Hun ville hellere lade ham fortælle hvis han ønskede at dele. På den måde ville hun heller ikke gøre ham mere tilbageholdende og ’sær’. ”Mange ønsker kræver mange ting. Om det er farligt skal jeg ikke kunne sige. Det påvirker vel altid en selv eller andre omkring en. Jeg fik min broder hertil. Det betyder han blev taget fra mine forældre, og prisen var et navn. Det kan jeg ikke se noget som helst farligt i. Men der er vel også forskel på størrelsen af ønsker og hvad man har at give.” notes,- word count, 193

[/td][/tr][/table][/center]

Regnen slog hårdt udenfor, mens tankerne omkring de mange ønsker han egentlig bar på, som de fleste vel bar på. Alle havde hemmeligheder, fortider; især dem der var i dette land, så vidt han havde forstået. Alligevel forblev hans blik fokuserende og direkte på hendes klare blå øjne. Hun talte; og mens det ene øre gled små lyttende ud til siden, nikkede han undervejs en smule forstående; dog meget mekanisk. Han forstod hvad hun mente. Konsekvenserne var nok det han frygtede mest, hvis han skulle have opfyldt et ønske. Men endnu værre, hvad med prisen?

Stille slog han tankerne ud af hovedet, mens han missede de krystalblå øjne en anelse sammen, lidt undrende. Mens han atter så på hende; selvom det var virkede som om regnen udenfor så småt dæmpede kraften af de faldende dråber. Han pustede stille ud, dog lydløst; før han rankede sig en anelse op i den allerede stive og ranke holdning.

”De har nok ret Ava.”
Bekræftede hans hæse og intense stemme, atter yderst tonløst. Den tonløse lyd der ikke var til at bedømme humøret på, selv ikke for Djange. Men det nagede ham nu ikke, han vidste som regel godt selv hvad han mente og ikke mente, problemet var kun modpartens forståelse.

”Denne Rumpelstiltskin, ville han opfylde mere end ét ønske for Dem?”
Havde hans stemme atter lydt, tonløst; næsten så det lød som om han egentlig var fuldstændig ligeglad med svaret, trods han virkelig ønskede svar i denne samtale. Det var længe siden han for alvor havde haft tale emner, når han havde været i selskab med andre i dette land.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Søg ly: når dette er nødvendigt Hingsten gav hende ret. Det havde hun vel også regnet med, for det var svært at se tingene anderledes. Der ville altid være konsekvenser, ligesom der er konsekvenser for hvert et valg man tager – og et ønske er vel også bare et valg man tager, som man får lidt hjælp fra eller håber på kan ske. Noget man ikke som sådan selv er helt herre over. Mange ønsker kunne give mange konsekvenser og hun ville vel også selv tro, at mange ønsker krævede mere end bare en enkelt pris og jo større ønsker, jo højere pris måtte der vel betales. Det var det eneste der gav rigtig mening. Hun studerede ham lidt da han spurgte ind til antallet af ønsker denne Rumpelstiltskin ville opfylde for hende. En anelse skeptisk. Lignede hun en der havde mange ønsker? Hun tog sig dog ikke helt af den lille fornærmelse der var krøbet ind over hende, og rystede den af for at tænke over svaret. Havde der overhovedet været nogen begrænsninger? ”Jeg vidste ikke jeg selv havde et ønske. Han kendte mit navn før jeg overhovedet havde sagt det højt. Han kendte til min situation uden jeg havde forklaret ham om den. Han kendte til mit savn og min familie der stadig var i mit gamle land. Jeg spurgte om det var muligt at få bare et familiemedlem hertil, og han viste mig mine forældre. Jeg havde håbet på min broder Arc ville komme hertil. Ser du. Da jeg endnu var i mit gamle land rasede en storm. En af den slags der fik flokken til at vandre til et område der skulle være mere sikkert – men det var en lang vandretur. Jeg spurgte min fader om vi ikke kunne søge sikkerhed i de mange grotter i bjergene der omkransede dalen vi holdt til i. De er kringlede og mange har ikke fundet sin vej ud igen. Mange sjæle er gået tabt i de grotter. Det fik min fader til at afvise den mulighed, på trods af, at både jeg og Arc ville kunne lede vejen. Selvom det var forbudt område havde vi stadig ofte vandret rundt derinde. Aldrig længere end at vi selv ville kunne finde ud igen, men efter mange gange lærer man stedet at kende. Diskussionen blev til et skænderi og jeg søgte lidt væk fordi jeg ikke kunne klare synet af min fader fordi han ikke ville indse at det var det smarteste. At det kunne koste liv at vandre gennem uvejret for at søge et fremmed sted hen. Min broder, Arc fulgte efter, og det kostede hans liv. Efter en samtale med en der havde teorien om at de, hvis liv enten var slut eller hvis skæbne ville have været grusom, blev fragtet hertil, kunne det jo være at Arc kunne redes og fragtes hertil. Men i stedet fik jeg en ukendt broder. En endnu yngre end Arc. Det var ikke det der var meningen og ikke helt det jeg havde tiltænkt mit ønske da jeg bad om et familiemedlem, men det skete alligevel. Konsekvensen var at jeg fik taget endnu en arving fra mine forældre. Arc skulle have haft min faders plads når han engang blev for gammel. Deres anden søn nu hvor Arc ikke længere vandrer rundt – og jeg er skyld i at ingen af dem længere er der. Jeg ønsker ikke flere familiemedlemmer hertil. Jeg vil ikke skabe mere påstyr – og som sådan synes jeg ikke at jeg har flere ønsker”

[/b]

[/div][/center]

notes,-
word count, 575

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]