Søg ly; når dette er nødvendigt..

Skeptisk blev hans øjne misset sammen, anseende imod hoppen Ava, som forklarede at denne hingst, denne Rumpelstiltskin, kendte til hendes navn, hendes ønsker; uden at hun havde truffet eller kommunikeret med ham før? Rynken over den lyserøde mule var tydelig og skeptisk, mens han så en smule vigende til, imod Ava.
Hun begyndte pludselig at starte en fortælling, hvilket fik Djange til at trykke en anelse på ørene. Han var jo egentlig ret ligeglad, med hvad hun end havde at fortælle. Hun snakkede pludselig om sin fortid, tiden før Andromeda, for hendes vedkommende. Hans øjne fokuserede dog endnu, stirrende på hoppen; mens hans blik fortsat var koldt, tomt og intetsigende. Men, hun fortalte nu om sin familie; og selvom dette ikke rørte den brogede hingst en skid, rørte det ham alligevel? Hun havde mistet sin broder, hvilket, fik hans tilbagepressede øre til at slappe mere af. Han spærrede stille de missende øjne lidt op, mens mulen blegnede en smule ud for rynkerne. Hun havde bragt måske problemer i sin familie, uden at de vidste dte var hende der var skyld i det. Han fnøs stille, lydløst; ved tanken om at kunne komme til at gøre sin egen familie fortræd, ved et uheld, ved måske et simpelt ønske. Han rynkede kort et par ikke eksisterende bryn, før han kort skævede ud i den ikke så larmende regn, igen.

”Det gør mig ondt Ava, med din broder Arc. Samt, at De måske har bragt din familie sorg ved at få din ukendte broder her til.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst; trods han rent faktisk mente disse ord. Stille slog hans hjerte en smule hårdt imod hans brystkasse, mens det skræmte han lidt, det med ham Rumpelstiltskin, som havde kendt til Ava, og hendes ønske, uden hun egentlig havde sagt noget?

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/ava_frame_big_4.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Søg ly: når dette er nødvendigt Regnen faldt stadig uden for den grotte, hvor Ava havde søgt ly, og hvor en anden hingst også havde søgt ly. En der ikke ligefrem lod til at bryde sig ret meget om den sorte hoppe. Hun var dog mere eller mindre ligeglad for han kunne jo gå hvis han var meget utilfreds – også selvom hun var sikker på hun nok ville være den der gik sin vej i sidste ende. Ikke på grund af ham, men fordi hun havde pligter. Hun måtte ud og finde sin broder, så snart regnen tillod det. Hun kom med et lille fnys af hingstens ord. Det gjorde ham ondt. Det tvivlede hun nu på. Det er oftest noget man bare siger af høflighed, men når han ikke kendte hende eller hendes forældre eller brødre - så kunne det jo ikke gøre ham ondt overhovedet. Hun slog et svirp med halen og lod blikket hvile mod grottens åbning endnu en gang.   ”Min familie klarer sig. Ingen tvivl om det. De finder en løsning. Hvad der er sket er sket, og det kan man ikke bare lave om på uden det igen kommer til at have konsekvenser. Mit råd er derfor kun: Pas rigtig godt på hvis du ønsker dig noget. Hvis du er utilfreds med det der kommer ud af det – så er det ikke sikkert det bare kan tages tilbage igen”

[/b]
 
De lyseblå øjne vurderede vandet der faldt fra himlen. Om det var helt sikkert at rende ud nu var hun ikke helt sikker på. Der kunne være mudret og hun kunne skvatte, men hun havde jo stærke ben. Ben der var skabte til at vandre i bjergene. Og det var jo bare vand? Ingen flammende træer og så kraftigt blæsevejr at det kunne bringe ting med sig. Hun havde set det der var værre – det var hun sikker på.
[/div][/center]

notes,-
word count, 307

[/td][/tr][/td][/tr][/table][/center]

Fnyset fra den sorte hoppe Ava, gav næsten genlyd mod grottens mure og vægge, da hun direkte afskyende af hans ærlige kommentar havde fnyst. Hårdt blev hans øjne misset skuende sammen mod hoppen, hvad bildte hun sig ind? Lettere piskende havde hans hale lydt, da den dernæst slog et hårdt slag om hans bagpart; mens hans mule slog sig en rynke og ørene blev presset lidt hårdere i nakken. Hvad vidste hun egentlig om hans sorg, for sådanne situationer! Jovist, nej han havde på ingen måde medlidenhed med denne hoppe – hun var endnu fremmed og ligegyldig for hans vedkommende. Men nuvel, det gjorde ham alligevel ondt at høre denne fortælling. Han kendte vel selv mere eller mindre til sorg og efterladenhed i familien, hvilket trak paralleller fra hendes fortælling til hans eget liv, tilbage til før Andromedas tid.

Hun talte atter, mens det ene øre en smule anspændt havde gledet ud til siden, for at understrege at han endnu lyttede til hende, af ren respekt for sin medhest, der stod der i grotten endnu. Regnen udenfor piskede atter, men den virkede mere og mere dragende. Måske han blot skulle forlade grotten, for han havde intet mere og sige. Desuden skulle han også finde hjem igen, før vejret måske endda blev endnu værre. Torden og lyn; havde han ofte været ude for her i bjergende; og så var det først ikke sjovt at begive sig udenfor. Den sorte hoppe havde talt færdigt, mens han dog standhaftigt havde holdt fokus og opmærksomheden på hende, nikkede han stift – mekanisk, bekræftende af hendes ord. Han havde skam ikke flere indvendinger nu.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/avaframebig1.png); border-left: 5px solid #431B34; border-bottom:5px solid #431B34; border-top:5px solid #431B34; border-right: 5px solid #431B34;] Music of Ava Søg ly; når dette er nødvendigt.. Det lod ikke til at hingsten havde mere at sige. Ava havde heller ikke selv mere at fortælle ham. Det var ikke alle der havde behov for at vide hvad der skete over det hele. Hun havde svaret på hans spørgsmål og givet ham en lille smule at tænke over med hensyn til ønskerne og Rumpelstiltskin. Havde hun selv skulle betale en pris højere end et navn, så havde hun nok ikke selv være gået med til det. Men hvad skulle denne Rumpelstiltskin kunne bruge et navn til? Ikke rigtig noget. Stilheden var Ava ikke så meget for, men det trak stadig i hende for at undgå denne hingst. Hun brød sig ikke om ham. Hun brød sig ikke om hans konstante anspændthed, for det smittede af på hende. Hun havde ikke som sådan behov for at kende flere af den slags – for der var nok ifølge hende. Ikke ret mange der kunne opføre sig nogenlunde normalt. Det irriterede hende grænseløst at der ikke var ret mange decent hingste man kunne føre en nogenlunde klog samtale med. Det måtte være noget andet hun måtte søge efter. Titan og et klog hoved hun kunne konversere med, som ikke havde travlt med at tro at vedkommende ejede hele området eller var mere end andre, eller en der syntes at føle at en anden heste nærvær er for meget nærvær. Der var flere her hun var stødt på som helst ville være alene. En tåbelig tanke ifølge hende selv. Fuldstændigt tåbeligt. Det ville i hvert fald ikke gavne på nogen måde ikke at kunne samarbejde eller opføre sig anstændigt. Efterladt alene – også når man engang når dertil hvor en udfordring truer som man ikke selv kan klare. Der vil man kun kunne tænke tilbage og fortryde at man ikke havde været bare en smule mindre asocial eller ’vigtig’ eller hvad der nu afholdt andre fra at kunne være ’normale’. Den sorte Ava slog et svirp med halen, inden hun ganske kort nikkede mod den anspændte hingst. ”Jeg takker for denne gang. Det må være på tide jeg begiver mig ud og leder efter min broder” Selvom regnen stadig faldt så var hun ret ligeglad med det. Hingsten lod ikke til at bryde sig om hendes selskab og hun brød sig ikke som sådan om hans selskab. Det var ikke sådan at hun ønskede at han gad blive og snakke – hvis han da havde snakket om at drage derfra. Hun trådte nogle skridt frem mod grottens åbning og stak hovedet ud. Der gik ikke lang tid før vandet begyndte at løbe ned langs hendes mørke pels og silkebløde lyse mule. Hun rystede ganske kort hovedet inden hun med små hastige og trippende skridt begav sig ud i regnen. Om så himlen faldt ned ville hun hellere opholde sig derude end stå sammen med hingsten lige nu. [Jeg tænker at samtalen er slut :b Ava er i hvert fald out – men du kan evt. smide et afsluttende svar hvis du har lyst til det ^^] word count, 472

[/td][/tr][/table][/center]

Denne Ava, sorte hoppe, ret så lig den lille sorte, var så alligevel så langt fra, og hvorfor han til en start havde valgt at sammenligne Silent Liberty og hende, kunne han ikke se nogen grund til. Måske var forklaringen savnet til den lille sorte; skønt det ikke havde dulmet overhoved. Hoppen lod til at vige fra selskabet, præcis som han egentlig også selv ønskede. Men tiden var knap, før hoppen åbnede munden og gav sin afsked. Respektfuld og ordentlig opdraget, var nok det eneste Djange kunne sætte hoven på. For lidt alla med den røde hoppe Armonia, var der ingen gnist, ingen kemi mellem dem. Der var blot dødt når der blev udvekslet ord. Måske var det mest hans egen skyld; men på den anden side kan alle heller ikke komme godt ud af det med alle.
Regnen piskede atter ned, mens dampen fra hendes ord steg til vejrs her inde i grotten, før hun vendte rundt. Den brogede hingst havde nikket stift, og helt mekanisk som afsked, uden et ord. Hun lod til gerne at ville hurtigt væk, hvilket han selv egentlig følte en lettelse ved. Hun stak snart hovedet ud i regnen og inden længe var hun borte. Ude i regnen, sikkert søgende efter sin lillebror som hun bland andet havde talt om. Sukkende lød det fra ham, næsten i et form af fnys, før hans øjne langsomt lukkede i, forinden at de straks atter var åbne. Vågende, med det kolde og tomme blik, mod mulige fremmede.


[OUT]