Pursue my poisoned soul

Som den gyldne hingst stod der på ved en lille sø ved foden af bjerget, nød han den lidt ruskende vind fra efterårets sjæl. Hans smaragdgrønne øjne skimmede omgivelserne, inden han roligt sænkede den stærke hals for at slukke sin tørst i det rene bjergvand.

Samtidig kørte de mørke ører opmærksomt omkring - denne position var den farligste og mest udsatte, man kunne byde sig selv, og derfor var han på vagt. Han var en stor hingst, men han virkede ikke klodset, nej han var bygget med en spinkelthed fra moderen og en råstyrke fra sin far, hvilket gjorde ham til en flot ung hest.

Da han atter løftede hovedet med de store kæber og den brede pande, spejdede han atter ud i det lette tusmørke, der omdrog ham. Hans mørke aftegn ville snart glide i ét med mørkets tæppe, og efterhånden ville kun de grønne katteagtige øjne afsløre hans tilstedeværelse i aftenens afslutning.

[ Åben for 1 person - kom frisk ]

[/color]
[/center]

Den lille sorte hoppe med de krystalklare blå øjne havde sat sig for at udforske området lidt på egen hånd. Hun var efterhånden træt af at hun ikke rigtig mødte nogen som mente hendes selskab var værdigt nok. Det var op ad bakke det meste af tiden og stolte hingste som intet havde at være stolt over. For hvis man kun er sig selv - hvorfor er man så stolt? Hun ville kunne forstå det hvis der var et fællesskab at sørge for. Et ansvar man kunne tage for andre. Min ikke kun for sig selv.

Ava opholdt sig ofte i nærheden af bjergene, for i bjergene var hun født, i bjergene var hun opvokset og gennem bjergene var hun kommet hertil. Hun fulgte den lille sti det sidste stykke ned og var ved at glide i noget grus, men hendes stærke små ben svigtede hende ikke. Hun var skabt til den slags ujævne vandringer. Hun stak mulen i vejret et kort øjeblik da vinden bragte lugten af en fremmed i hendes retning. Hun vendte og drejede ørerne. Hun var nysgerrig - altid nysgerrig og mente ikke der kunne være nogen fare ved at søge fremmede individer. Det eneste hun havde oplevet indtil videre var nogle påbegyndte venskaber og nogle arrogante personligheder. Intet farligt. Hun gemte sig nemt i mørket på grund af hendes sorte pels, der næsten fik et blåligt skær i månens lys. Det eneste synlige var hendes blå øjne der kastede månens lys tilbage, og hendes hvide aftegn i hovedet. Lidt usædvanligt ville nogen mene.

Hun fortsatte i noget tid, men der gik ikke længe før hun kunne skimte en skikkelse. Ikke en hun kunne genkende. Det måtte være en fremmed, og at dømme ud fra skikkelsens bygning, en hingst. Ava sukkede indvendigt. Dem havde hun ikke været for heldig med indtil videre. Hopper havde hun ikke rigtig mødt nogen af heller - og slet ingen flok. Ingen flokke overhovedet i hele dette område, og heller ikke skyggen af en i alle de dage hun havde tilbragt her. Selvom det ikke var længe ville hun da mene hun burde have fundet en. Men som den sorte hingst, Seth, havde sagt var der ingen der turde tage ansvaret for andre. Hun var derfor holdt op med at lede.

I stedet nærmede hun sig denne fremmede mede små skridt - små fordi hun ikke selv var ret stor - og hun var lille og kraftig af bygning. Ikke tyk, men bygget til at kunne stå fast på jorden. Hun sendte en lille feminin brummen af sted i retningen af den fremmede for at give tegn til hun var til stede. Hun var jo ikke ude på at forskrække ham.

[/b][/size][/color][/blockquote][/font]

[/blockquote]

Som han stod der for sig selv og nød mørkets stilhed, kunne hans fintfølende næsebor pludselig ane en fremmed lugt, og hans sanser var med det samme skarpe, da han kiggede rundt i mørket med et opmærksomt blik. Han var ikke frygtsom anlagt - lidt af en drengerøv, og nogen ville nok kalde ham overmodig og dumdristig, men det lå til de fleste unge hingste med en personlighed som hans.

Efter at have analyseret den fremmede duft en smule, kunne han konstatere, at det var en hoppe. En fremmed en af slagsen, da duften ikke frembragte minder i hans unge hukommelse, så han vippede hurtigt ørerne fremad. Havde det været en hingst, havde han måske været på vagt, men det var sjældent, at hopper var aggresive anlagt, så han vendte fronten mod duften, hvor hovslag på det hårde underlag efterhånden kunne høres i den tavse nat.

Han måtte blinke et par gange, da en lille hoppe - meget mindre end ham - langsomt kom til syne. Hun var sort som natten, og det eneste der afslørede hende, var hendes kridhvide aftegn i hovedet og et par krystalblå øjne. Dom stod rank og stor, men indtog en mere imødekommende stilling, da han hurtigt kunne se truende ud. Han sænkede halsen i en blød bue og strakte hovedet fremad, så han virkede mere respektfuld.

Hendes feminine brummen brød igen stilheden, da de stod overfor hinanden. Dom spidsede interesseret de mandelformede ører, inden han udstødte et drenget brum til hende.

"Godaften fremmede," sagde han så med sin dybe og drengede stemme, inden hans skæve smil kom til syne med en venlig mine i de drengede øjne.

Den lille sorte Ava stoppede op på afstand. Ikke lang afstand, men alligevel så hun var sikker på hun ikke overskred nogen grænser. Hun vidste jo godt at ikke alle brød sig om hendes nærvær men helt præcist hvorfor vidste hun ikke. Der var alligevel mange som ikke brød sig om at andre kom for tæt på og nogen tog bare afstand. Hun havde tilmed oplevet et 'goddag-goddag-farvel' møde med en enkelt, som ikke engang havde modet eller lysten til åbenbart at konversere. Det var heller ikke nemt at være ny et sted hvor de fleste mente at det at leve i ensomhed var det eneste rigtige.

Hun betragtede denne fremmede hingst meget nysgerrigt og opmærksomt. På grund af mørket kunne hun ikke helt vurdere hvordan han egentlig så ud, men hun vidste han ikke var kulsort som hende. Og noget var meget anderledes. Hans øjne. De var ikke som andres. Ava lavede et lille hilsende nik med hovedet.

"Godaften.."

Et lille smil fandt vej til Avas silkebløde lyse mule. Selvom det var mørkt og det ikke var sikkert det kunne ses. Det hjalp vel ikke noget at gå og mugge over alle og en hver, for ikke alle var ens her - og gud ske lov for det!

"Man er vel ikke mere fremmed end at man kan præsentere sig selv.. Mit navn er Ava"

Dom kiggede nysgerrigt på hoppen, der gled i et med nattens mørke, imens han kort bemærkede, at hun stoppede i en høflig afstand. Personligt var Dom ikke en hest med grænser, og han havde meget sjov ud af at overtræde andres - dog kun i drilleri, for høflig var han. Han var opdraget med respekt for andre, og det var nok også derfor, han bemærkede, at denne lille hoppe også udviste disse manere.

Hans ører vippede nysgerrigt fremad, da hun hilste på ham, og et lille smil kunne skimtes i mørket i hendes hvide ansigt. Da hun fortsatte - præsenterede sig selv - kunne Dom mærke, at hun nok var et selskab, som han skulle nyde, hvis hun altså ikke vendte på en tallerken lige pludeslig. Hoppen hed Ava - et smukt navn, hvis man spurgte Dom. Kort overvejede han at tilføje dette som en kommentar, men han vidste ikke, om hun var en snerpet type, der ville opfatte det forkert, så han sparede sig for det, men flyttede vægten en smule, inden han svarede hende:

"Så godaften, Ava. Mit navn er Ventus Dominus, men jeg foretrækker at blive kaldt Dom,"

Ava betragtede den fremmede hingst meget nysgerrigt. hun nikkede hilsende da han gav hende hans navn. Ventus Dominus - Dom.. Dom burde ikke være noget problem at huske på. Det var lige så kort som hendes eget navn. Hans fulde navn var en anelse specielt syntes hun selv. Aldrig havde hun mødt en med så langt et navn hjemme hvor hun kom fra. Der var hendes bror Arc, mor Aria og hendes far Korr. Selvfølgelig var der nogen der havde navne lidt længere, men slet ikke på længde med hans.

"Så vil jeg kalde dig Dom... Mit eget navn kan desværre ikke kortes ned"

Hun smilede lidt af det og trådte nærmere. Når nu de var blevet præsenteret for hinanden var der vel ingen grund til at stå med stor afstand. Det er nemmere at snakke med dem man kan se i hvert fald, og eftersom hun var godt gemt i mørket på afstand så ville det vel kun være positivt med en kortere afstand.

"Er du herfra, Dom?"

Hun kunne ikke helt lade være med at undre sig om der overhovedet var andre der var herfra. Indtil videre havde alle været udefra. En enkelt havde endda fået sin mor med. Selv havde hun fået en lillebror hun ikke engang vidste eksisterede hertil. Dog i byttehandel. En lillebror for et navn. Det var ikke så slemt mente hun selv. Selv havde hun blå øjne, noget hun ikke rigtig havde set andre steder, og hendes far havde grønne øjne, men slet ikke på samme måde som Doms. Så måske var han rent faktisk herfra? Hun havde i hvert fald oplevet særheder der ikke skete andre steder end her.

Dom smilede en smule drenget, da hun svarede ham, hun virkede som en sjæl med energi og gåpåmod, hvilket Dom nød, når hans selskaber besad. Allerede nu havde han gode fornemmelser for, at han nok skulle komme til at bryde sig om denne lille sorte hoppe, der var meget ligetil og åben.

Han brummede en smule afslappet, da hun trådte nærmere. Dom havde ingen høflighedsgrænser, og man kunne mildest talt ikke genere ham, medmindre man var aggressiv, så han vippede bare lidt med ørerne, før han spidsede dem, da hun stillede ham et lidt besynderligt spørgsmål..

Herfra? Hmm. Det var der aldrig nogen, der havde spurgt ham om før. Herfra? Det var ingen da.. Eller var de? Han stod i et øjeblik en smule konfus, før han lidt tøvende svarede hende.

"Nej,"

sagde han eftertænksomt. Både fordi et savn ruskede i ham, når han blev mindet om, at han ikke kom herfra, men også fordi spørgsmålet havde taget mælet fra ham.

"Er du ny, Ava? Der er aldrig nogen, der har stillet mig det spørgsmål, så misforstå ikke min tøven, jeg blev blot en smule undrende, da jeg aldrig selv har tænkt tanken, at nogen sjæle måske er herfra,"

Den lille sorte hoppe kunne ikke helt lade være med at undre sig over hans lidt pludselige 'blankhed' da han så helt konfus ud. Kunne han ikke huske hvor han kom fra? Om han egentlig var herfra eller et helt andet sted? Så måtte han i hvert fald have været her længe. Meget længe. Måske lige så længe som den ene hun havde mødt der havde tilbragt 3 vintre i dette land.

Hendes ører spidsede sig da han kom med et 'nej'. Hun ventede på lidt mere forklaring, men det lod ikke til der ville komme en helt frivilligt. Det var vel heller ikke fordi hun havde tilladelse til at snage i andre individers liv. De havde vel selv ret til at afgøre hvad hun skulle vide og ikke vide. Hun slog et lille svirp med halen og løftede hovedet en smule mens hun fandt et tænkende udtryk frem da hun skulle svare på hans spørgsmål. Var hun ny her? Eller ikke?

"Jeg tror det kommer meget an på hvad man ser som at være ny.. Jeg vil mene jeg efterhånden har været her et stykke tid, og jeg har da også fået set noget af landet og mødt et par af de.. ikke helt normale individer man kan finde i dette land."

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle kalde dem ud over sære individer, for de var sære. De var alt andet end normale nogle af dem. Selvfølgelig havde der også været nogle af de lidt mere raske oven i hovederne, og det var hun meget taknemlig for. Hun smilede lidt over ham. At han aldrig havde tænkt tanken. Det var måske også bare hende der var en smule sær så.

"Det er bare.. Det er sådan et stort land og der er så mange her.. På et eller andet tidspunkt må nogen da have slået sig sammen og stiftet en familie.. Men selvfølgelig. Det er ikke til at vide hvad dette sted er"

Det fik hende til at tænke lidt. Hun havde jo flere teorier om hvad dette kunne være, alle hjulpet lidt på vej af andres tanker. Det kunne være et sted for de der er måtte forlade deres gamle verden. Det var ikke så meget bare en tanke, for selv havde hun forladt den gamle verden, men hvad hvis kroppen stadig lå fysisk tilbage i det gamle land og det betød man var død. Det kunne være et sted for de hvis skæbne er besluttet at de ikke længere skulle leve? Det kunne også sagtens være et land som er skabt i en andens fantasi. Måske er er det hele slet ikke virkeligt. Det kan også være det hele bare er en drøm som er meget svær at vågne op fra. Eller. Dette kunne være et helt nyt land som er dukket op. En helt ny verden hvor specielle individer er blevet sendt hertil for at fylde landet med liv. Det er ikke til at vide med sikkerhed.

"Jeg er selv fra landet Morva og flokken Marah. Datter af Korr og Aria"

Dom brummede godmodigt og spidsede sine ører, da hun svarede på hans spørgsmål, om hun var ny. Det var selvfølgelig et svært spørgsmål, for som hun sagde, var definitionen af ny forskellig fra hest til hest, det vidste han jo også godt, men for ham der havde været her et stykke tid efterhånden, var ny hvis man kun havde set et par nætter.

"Jeg definerer ny, som hvis man ikke har set solen forlade himlen ret mange gange. Ah, ja.. Jeg har godt nok ikke selv mødt nogle af de lidt mere specielle heste, men jeg har mødt nogle få, der har fortalt mig om, at der er mange sjæle der er arrede fra deres fortid, så de er ødelagte for livet,"

svarede han hende med en eftertænksom mine og lyttede, da hun atter talte. Han kunne godt lide hendes indstilling. Hun var tænksom, og hun havde en pointe, hvilket han godt kunne følge, selvom han ikke selv havde tænkt tanken.

"Jeg har endnu ikke mødt mager eller føl på min vej i landet, men jeg er i den tro, at vi alle er kommet hertil af en grund. Om så det var en frelse eller en straf,"

Han smilede venligt til hende, da hun præsenterede sit land og sin familie, men han kunne mærke de små stik i sit eget indre. Savnet. Han slog blikket kort ned, inden han mødte hendes igen.

"Det lyder interessant, Ava. Hvordan var dit hjemland så? Var det ligesom dette?"

spurgte han interesseret og slog let med halen.

Ava smilede lidt af ham. Selv havde hun en lidt anden definition af 'ny'. Det hele afhænger vel også af situationen. Hvis man kun har været et meget lille sted ud af et kæmpe område og ikke har oplevet noget, så kan man vel også blive betragtet som ny. Men det var heller ikke hendes tilfælde.

"Jeg har været her lidt mere end få dage. En del mere end få dage. Jeg har oplevet ting her jeg aldrig ville komme til hvor jeg selv kommer fra, og jeg har set mindst lige så mange forskellige ting her, som jeg har set gennem mit stadig korte liv i min gamle flok..Men hvor mange gange jeg har set solen stå op og gå ned har jeg ikke tal på"

Hun betragtede ham nysgerrig mens han snakkede. Han havde ikke mødt nogle føl her endnu. Så havde han vel heller ikke set den lille sorte der endnu en gang var blevet væk fra hende. Det skete efterhånden tit og hun begyndte at kunne forstå hendes mors reaktioner hver gang hun selv var stukket af.

"Føl er her skam.. Jeg passer på et.. Det er ikke mit eget, men min mors. Min lillebror.. Han er lidt ustyrlig og han er blevet væk igen. Han har vidst fundet sig en legekammerat, så jeg vil gætte på der er flere af dem

Selv havde hun endnu ikke set andre end lille Titan. Men hun kunne heller ikke forstå hvis en af de sure 'jeg-klarer-mig-selv' hingste ville tage sig tid til at lege med et lille føl der ikke engang er deres eget. Det ville kun virke underligt.

"Hmm.. Mit hjemland var.. Lidt ligesom dette. Flokkens område var omringet af bjerge, og der var åbne områder og tætte skovområder også. Der kunne både være meget fugtigt i vejret eller meget tørt. Fugtigt når regnen kom i hvert fald. Jeg vil selv vove at påstå der var lige så flot som her, men knap så lyst. Jeg husker det i hvert fald ikke som lige så lyst. Men det er også svært at gengive steder helt nøjagtige når man skal tænke sig frem til dem"

[Out - afslutter gamle tråde]