Still standing

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Liberty stod på en eng og opsnappede lidt af efterårssolens stråler, imens hendes tanker havde opslugt alt omkring hende. Et savn nagede i hende, men hun forsøgte at skyde det bort, selvom dette var umuligt.

Hun stod blot der i sine egne tanker... håbede.. at et eller andet ville kunne vække hende. Måske et nyt bekendtskab?

Den lille sorte og elegante hoppe stirrede mod himlen. Hendes viljestyrke og stædighed var tydeligt i blikket, for hun havde begge dele i blodet, mixet sammen med en mild og omsorgsfuld personlighed, der skulle antændes kraftigt for at vise det store temperament.

[ Fri for 1 person ]

Jeg kan tydeligt mærke, hvordan efteråret allerede har sneget sig ind over landet. Jeg kan mærke det overalt; blæsten, der er blevet kraftigere, temperaturen, der er blevet koldere, og mest af alt; min sorte, slanke krop, der ikke længere har så nemt ved at holde på varmen. Alligevel viser den kølige årstid fra sin bedre side her til eftermiddag ved at lade solen titte frem og sende sine stråler ned over landet. Med mine lange, taktfaste skridt bevæger jeg mig af sted henover engen; min slanke krop med de lange, spinkle ben og den kulsorte pels bevæger sig smidigt, og der ligger en særlig, karakteristisk stolthed over mig. Mit mål er den store skov, der endnu ligger et godt stykke fra mig. Mit humør på det seneste har været en smule mærkeligt, og jeg er klar over, at der måske er nogle ting, jeg har ladet påvirke mig lidt for nemt. Det ved jeg godt, at jeg er nødt til at lave om på igen, men heldigvis er det ikke rigtigt noget, der kommer til udtryk på mit ydre, fordi jeg ikke synes, at det skal. Ganske kort lader jeg mit blik løbe lidt omkring mig, og der går ikke længe, før jeg får øje på en sort hoppe med hvide aftegn. Jeg bevæger mig en smule videre, lader ørerne vippe ud til hver deres side, inden jeg stopper op. Langsomt hæves mit hoved en anelse og min nakke knejses galant. Vi er flere meter fra hinanden, men jeg vælger alligevel at vise hende, at jeg godt har set hende.

[/size][/color]

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Liberty stod og livsnærende stråler til sig, da hun pludselig kunne fornemme en fremmed duft i sine små næsebor. Hun lod øjnene glide over den eng, hvor hun lige på daværende tidspunkt befandt sig. Hendes blik blev fastlåst på en slank sort hingst, der stod et stykke fra hende og betragtede hende. Han var elegant bygget med lange slanke ben, ligesom hende selv. Dog var han en smule højere.

Den lille hoppe trak sine ben lidt til sig og rankede sig, på trods af at hun altid have en elegant og 'ladylike' holdning. Efter et kort øjeblik brummede hun feminint og imødekommende til den kulsorte hingst, i håb om at han var interesseret i hendes selskab, trådte hun et par lette trin mod ham, inden hun stoppede i en høflig afstand og sænkede lidt respektfuldt sin hals.

Begge mine ører er vippet ud mod hver deres side og har en svag retning bagud, hvilket giver mig et lidt reserveret udtryk, og jeg har heller ikke tænkt mig at give udtryk for, at jeg er andet. Jeg bliver stående lige nøjagtigt, hvor jeg står, men jeg har stadigvæk mit hoved drejet i hendes retning, og mit blik hviler endnu på hende. Der ligger intet fjendtligt eller afvisende i mit kropssprog, men ej heller noget imødekommende. Jeg viser hende blot, at hun har min opmærksomhed, og så vil jeg lade det være helt op til hende, om hun tør komme herover, eller om hun vælger at drive videre. Der hviler en helt særlig rolighed over mig, som i mange tilfælde har trukket sjæle til mig. Men om det virker på den sorte hoppe med de hvide sokker, det kan jeg ikke vide; jeg er jo ikke tankelæser, vel? Ganske roligt lader jeg min fyldige, sorte hale smælde et par gange om min spinkle, sorte bagpart. Stoltheden er tydelig på mig, men det er ikke en her kommer jeg-stolthed. Det er blot en stolthed, der hviler over mig.

[/size][/color]

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Denne sorte hingst besvarede ikke hendes hilsen, men gjorde heller ikke mine til at ønske hende bort, så med rolige skridt trådte hun nærmere, så hun var i en høflig afstand, hvor det stadig var muligt at konversere.

Hun lod roligt sine øjne betragte hingsten i et øjeblik. Der lå noget majestætisk over ham, som hun ikke helt kunne sætte en finger på, hvad var. Han havde givet hende sin opmærksomhed men ikke mere end det, og hun ville være forsigtig i hans selskab. Nogen heste i dette land var forskellige fra hende, det havde hun set mange gange.

"Goddag,"

sagde hun så med sin feminine stemme og brummede mildt til ham, imens hendes hale slog et par bløde slag bag hende, og ørerne kort lyttede til omgivelsernes lyde.

Det virker, som det skal. I stedet for at blive fornærmet over min reserverede attitude, nærmer hun sig i stedet. Det er godt. Så kan jeg stadigvæk. Hun vælger endda også at stoppe på en respektiv afstand, og det skal hun nok takke sig selv for; der er ikke nogen, der har lyst til at begå den fejl. Jeg lytter til hendes hilsen, som består af et enkelt ord, og det er skam også mere end nok for mig. Jeg plejer trods alt heller ikke at sige meget mere end det, når jeg møder nye sjæle. Jeg lader hendes ord hænge lidt i luften, mens jeg roligt betragter hende med mine store, mørke øjne, men ikke på en granskende måde. Nej, jeg viser hende endnu blot, at hun har min opmærksomhed.

,,Goddag. Hvem er frøknen?”

Min stemme er måske ikke, som man forventer, men den passer til mig. En drenget stemme, der bærer præg af en harmonerende høflighed. Ikke rå; maskulin, ja. En stemme, der er behagelig at høre på, og jeg plejer heller ikke at have problemer med at give folk lyst til at lytte til den.

[/size][/color]

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Liberty stod roligt og studerede ham, imens han i et kort øjeblik lod der være en kunsterisk pause. Der var noget over ham, som på en måde vakte en nysgerrighed i hende, men hun valgte at gå ud fra, at han gjorde det ved de fleste, for hun var ikke voldsomt nysgerrig normalt. Nogen heste havde en aura, der tiltrak andre, og denne hingst var måske en af dem.

Da han talte vippede hun roligt et øre frem mod ham. Han udviste en høflig attitude, men hans stemme overraskede hende en smule. Selvfølgelig var det at sætte lidt i bås, men hun havde forventet en dybere og mere 'moden' stemme, selvom han ikke så gammel ud. Hun lod sit blik hvile i hans mørke øjne. De var specielle, for de udstrålede ikke varme. De var ikke døde, som Djanges havde været og var meget af tiden, og måske fejltolkede hun også, men måske denne hingst skjulte noget for verdenen omkring ham?

"Hvem jeg er, er svært at svare på, men mit navn er Silent Liberty,"

svarede Liberty - ikke flabet, men hun gik stærkt ud fra, at det var navnet han ønskede og ikke en livshistorie.

"Hvad med dem, hvad er deres navn?"

Umiddelbart kan jeg godt være svær at sætte alder på, fordi jeg er af så fin bygning, men jeg vil hellere påduttes en højere alder end en lavere alder. Nu er det ikke fordi, at jeg tager mig ret meget af, hvad andre tænker om mig, men det har det med at stikke lidt til min stolthed. Jeg vil da absolut heller ikke kalde mig selv for gammel; ej heller ung. Måske bare gammel nok til stadigvæk at være ung – selvom det ikke rigtigt er noget, der giver mening. Men i det store hele er jeg jo godt klar over, at 7 år nok er ret ungt stadigvæk.

Roligt lytter jeg til hendes ord, og da hun har sagt de første, lader jeg en rynke krølle på min mule over hendes lille kommentar med, at det er svært at svare på, hvem hun er. Jeg er godt klar over, at det var det, jeg spurgte om, men lige i det her tilfælde skal hun høre, hvad jeg mener, og ikke hvad jeg siger. Silent Liberty, hedder hun.

,,Seth. Hvad kaldes De i daglig tale?”

Jeg har det ikke så godt med at skulle kalde andre sjæle ved deres lange navne, og det gælder også for hende. Silent eller Liberty ville være fint, men jeg vil gerne høre, hvad hun selv gerne vil kaldes.

[/size][/color]

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Denne hingst var af få ord, men det generede egentlig ikke Liberty. Hun kunne sludre noget så voldsomt, men hun havde ej heller problemer med stilhed, og nogle gange følte hun faktisk, at det var mere behageligt, når der lå en rolig stilhed, end når man snakkede for at snakke.

Hingsten hed Seth. Et kort fængende navn som hun var sikker på at huske. Hans næste spørgsmål lød på hendes kaldenavn. Egentlig var hun ikke vant til at folk spurgte. Normalt valgte de et af hende navne, og hun var faktisk også ligeglad. Silent kunne dog godt have en lidt mærkelig klang, da hun jo ikke var en stille og sky sjæl, men normalt valgte folk også Liberty.

"Normalt vælger folk bare Liberty, men hvilket de vælger berører ikke mig. Jeg går ud fra, at jeg blot skal kalde dem Seth?"

Egentlig var det nok et dumt spørgsmål, men hun foretrak dog at spørge ham, når han nu spurgte hende. Hun slog et par bløde slag med halen og rettede sit blik roligt mod ham. Ej truende eller udfordrende - hun kendte ham ikke, så hun var en anelse forsigtig, sådan var hun nemlig altid i nye selskaber.

Liberty. Det ville umiddelbart også have været min første indskydelse. Ganske kort giver jeg et nik fra mig, inden jeg lytter videre, mens hun taler. Om hun bare skal kalde mig Seth, spørger hun. Jeg har et meget anstrengt forhold til kaldenavne dedikeret til mig. Det dur ligesom bare ikke at forkorte Seth, og det skal sandelig heller ikke forlænges. Mine ører vippes ud til hver deres side, inden jeg kort mimrer med mulen.

,,Bare Seth.”

Hun forholder sig rolig, og det skal hun nok takke sig selv for. Selv i dette land, hvor alle ellers virker til at være lige så sky for nærkontakt, som jeg er, har jeg alligevel mødt en eller to, der har været en anelse for.. overilet. Mit blik hviler roligt på hende, mens jeg tænker, og jeg flytter ikke øjnene fra hende på noget øjeblik. Jeg har ikke noget problem med at lade hende kigge mig i øjnene, for jeg viser som sagt kun, hvad jeg selv har lyst til.

,,Hvad er Deres opfattelse af stedet her, Liberty?”

[/size][/color]

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Liberty betragtede denne sorte hingst, imens han konstaterede, at han blot ville kaldes Seth, hvilket hun også havde foretrukket - og forventet for den sags skyld.

Hun betragtede ham med rolige øjne, men holdt sit blik i hans. Der var noget over ham, der var anderledes end mange andre heste, hun havde mødt her. Både fordi mange af dem frygtede øjenkontakt, men den holdt han meget konstant. Derfor besluttede hun for sig selv, at det nok ikke generede ham, at hun gjorde det samme. Dog kunne hun godt føle sig en smule gransket, når andre kiggede sådan i hendes øjne. Måske fordi hun følte, at hun blev set igennem, og at han kunne se alle hendes minder og oplevelser for sig. Selvfølgelig var dette noget pjat, men sådan kunne hun til tider føle, når nogen kom hende nær, eller blot som denne hingst - holdt øjenkontakten. Dog var der en gnist i hendes øjne, som havde været der, fra hun var et lille føl. En gnist der viste en trodsig hoppe, der ikke lod sig overrumple af nogen og slet ikke hingste. Sårbar kunne hun sagtens føle sig, men det var hun ikke.

Hans spørgsmål var meget standard. Det var et af de spørgsmål, hun oftes var blevet stillet. Hvad hun syntes om stedet.

"Jeg betragter dette sted, som det nu engang er. Det er ikke mit eget valg at være kommet her, men jeg er tilfreds med at være havnet her, og derfor kan jeg godt lide dette land,"

hendes konstatering var uden følelser, for hun ønskede ikke at lukke op overfor én, hun ej kendte. Et par bløde slag med halen blev slået, inden hun gengældte hans spørgsmål.

"Hvad med dem, Seth? Kan de lide dette sted?"

Det er absolut sjældent, at jeg gider lede efter svar på ting, jeg ønsker at vide om andre sjæle, ved at analysere deres udtryk og signaler. Er der noget, jeg gerne vil vide, har jeg absolut intet problem med blot at spørge. Så når jeg har lagt mit blik i hendes, er det absolut ikke for at granske hende og lede efter ting, hun ikke ønsker at vise. Nej, det er blot for at vise hende, at hun har min opmærksomhed, og at jeg absolut ikke frygter øjenkontakt. Det er ikke, fordi det lyser ud af mig, men det burde heller ikke komme bag på nogen, at min selvtillid er i orden. Ikke på den måde, at jeg føler, at jeg er bedre end alle andre, for sådan har det aldrig været. Nej, jeg har bare affundet mig med, hvem jeg er.

Roligt lytter jeg til, hvad hun har at sige, og meget af det kan jeg godt nikke genkendende til - det gør jeg dog ikke, men jeg kunne godt have gjort det. Det eneste, jeg ikke er enig med hende i, er den del med at være tilfreds med at være havnet her. Jeg var, og er stadigvæk, ret indebrændt over at være her, fordi jeg stadigvæk ikke kender den egentlige grund.

,,Jeg har accepteret, at jeg er her.”

Selvom jeg ikke siger det direkte gennem mine ord, er der vist ingen tvivl om, at jeg heller ikke just er glad for at være her, og det er egentligt ikke noget, jeg føler, at jeg er nødt til at skjule.

[/size][/color]

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Ordene af hans udtrykkede egentlig ingenting. Sådan som det lød i hendes ører, virkede det ikke som om, at han var specielt glad for at være her, men det sagde han jo egentlig heller ikke. Alle havde vel deres grunde til at være her, selvom ingen vidste hvorfor. For hende havde det været en enorm befrielse og en kæmpe mulighed. Liberty havde kunne være sig selv, hvilket hun aldrig havde prøvet før. Det havde været en smule svært til en start, men hvad er nemmere at lære end at være sig selv?

Hun vippede roligt med ørerne og kiggede sig kort omkring, inden hun atter rettede sit blik mod ham.

"De har måske været her længe, Seth?"

Hendes spørgsmål var meget neutralt, og generelt var det vel en meget frasepræget samtale, men det passede hende fint, for han var blot en fremmed for hende. Ikke at hun anså ham for værdiløs, for det gjorde hun ikke. Den sorte hingst virkede til at hvile i sig selv på en måde, hvor mange andre ikke kunne følge med. Der var en rolig og majestætisk aura over ham, som hun på en måde beundrede, men som også undrede hende en smule.

Selvom jeg har været her i et godt stykke tid efterhånden, er det ikke ret ofte, jeg har talt med nogen om, hvordan det er at være her. Jeg er stadigvæk, mildest talt, rasende over, at jeg blev forhindret i det, jeg var i gang med, for så pludselig at ende op her i et fremmed land. At det er fremmed gør mig så måske knap så meget, eftersom jeg altid har foretrukket at rejse rundt, frem for at slå mig ned. Men det, at jeg ikke kan opsøge dem, jeg har en høne at plukke med, det passer mig absolut ikke særlig godt.

,,Jeg har været her længe nok.”

Jeg husker tydeligt min ankomst i det sene forår, lige inden sommeren tog ordentligt fat. Roligt samler jeg mig en anelse sammen, inden jeg knejser min nakke på ny. Ganske kort lader jeg mit blik vandre over hendes sorte krop med de hvide aftegn, inden jeg lader mine øjne søge mod hendes igen.

,,Og De?”

[/size][/color]

Indtrykket han gav, var at han ikke var videre tilfreds med at være her, og der måtte jo være en speciel grund. Måske han var blevet taget væk fra familie? Han virkede dog ikke som en hest, der gik meget op i familie, så det var hun nu ikke helt sikker på. Hun selv havde jo set det som en frelsning, for hun kom væk fra en dyster og mørk fortid, som hun til tider blev mindet om, når hun så sorte heste som Seth og hende selv. Kort rystede hun hovedet for at fjerne de onde minder, men så rettede hun igen blikket mod ham og spidsede ører, da han talte frem.

Et kryptisk svar der blot underbyggede hendes opfattelse af hans forhold til dette land. Da han lod sit blik glide over hende, fulgte hendes kort med, inden hun svarede:

"Jeg har været her en tid, men er stadig i den opfattelse, at de heste der ender her, er her af en speciel grund, og at de måske ikke er tilfredse nu men en dag vil blive det. Af en eller anden grund er vi blevet foræret en ny start. Muligheden kommer nok ikke så tit"

Hun studerede ham kort. Det var han nok enig i, men hun var også råvild til at starte med, men det havde været en god måde at løsrive sig sin far.