Still standing

Langsomt hæver jeg mit hoved med de fine træk, inden jeg på ny knejser min nakke, så den former sig i en galant bue med den lange, sorte man hvælvende ned langs min hals. Jeg lytter til, hvad hun har at sige, og langsomt lader jeg mine ører rykke sig mod min nakke, inden jeg markant slår en smule med halen. Jeg bryder mig ærlig talt ikke om hendes ord, og det viser jeg hende gerne. Jeg bider tænderne sammen og skærer dem mod hinanden i nogle øjeblikke, som hvis jeg stod og skulle beslutte mig for, om jeg ville plante mit tandsæt i hende eller ej. Af ren høflighed vælger jeg dog at lade være.

,,Føler De, at De har fået en ny start?”

Jeg gør nemlig ikke. Jeg er blevet forhindret i at gøre noget, som nogen åbenbart ikke har set som et særlig smart træk, eftersom jeg endte op her. Stille drejer jeg mit hoved til den ene side og lader mit blik vandre omkring på den natur, der omgiver os. I princippet ikke så ulig den, jeg var vant til, men alligevel har jeg en fornemmelse af, at vejen hjem er meget, meget lang og dybest set umulig, da jeg på ingen måde forstår, hvordan jeg i første omgang overhovedet kom her til.

[/size][/color]

Øjnene hvilede på hans bevægelser, da han pludselig stod og lignede én, der var utrolig utilfreds, med hvad hun sagde. Præcis hvordan hun havde stødt ham, vidste hun faktisk ikke. Under alle omstændigheder havde man fået en ny start, selvom man ikke brød sig om den. Da han derefter stiller et spørgsmål til hende, lyttede hun kort, hvorefter hun svarede;

”Jeg føler, jeg fik en ny start, da jeg endte her. Måske jeg holdt af nogle ting i mit gamle hjem – jeg hadede også nogle. Præcis sådan er det også her. Nogle gange kan jeg ønske mig tilbage, men det er kortvarigt, og af forkerte årsager,”

Hendes tone var meget sikker, for det var oprigtigt, hvad hun fortalte ham. Liberty var ganske sikker på, at de moralske årsager til ’den nye start’, var fuldkommen på plads. Om man selv havde indset det, eller om man først engang senere ville dette. Nok var hun blevet frelst fra en dyster fortid, men det var også en straf på nogle måder – fordi hun havde handlet forkert i nogle henseender.

Jeg er klar over, at jeg fra nu og til mine dages ende kan tænke over, hvorfor jeg er endt her. Hvad det er, jeg skal. Men ligegyldigt hvor kloge og tætte på sandheden mine konklusioner kan være, vil sandheden kun høres fra den eller det, der valgte, at jeg skulle være en del af dette land. Naturligvis har jeg gjort mig tanker om, hvorfor jeg er her, og fælles for dem alle er, at de forarger mig lige meget. Jeg tror på, at der er en mulighed for at finde ud af det, men jeg tvivler på, at jeg har lyst til at bevæge mig ud på de stier.

Hendes tone lyder meget oprigtig, og jeg er ikke i tvivl om, at hun mener, hvad hun siger. I nogle øjeblikke holder jeg blot mit blik rettet mod hende uden at sige noget, inden jeg endelig nikker en enkelt gang, mens mit blik endnu bliver liggende på hende, betragtende. Selvom hun heller ikke står og hopper op og ned af glæde, er der nok ikke megen tvivl om, at hun er gladere for at være her, end jeg er. Jeg giver et lavmælt, men langtrukkent suk fra mig, efterfulgt af en dyb brummen.

,,Vil De følge mig på en lille tur?”

[/size][/color]

Denne Seth var en hingst af få ord, men det gjorde hende nu intet, for de ting, han sagde, var nok i sig selv, og mere behøvede hun ikke. Hun kunne skam godt komme til at snakke i stride strømme nogle gange, så det var en lidt anderledes oplevelse at møde ham. Hun kunne nok lære en del af det, men hun var jo nu engang, som hun var. Hun var i hvert fald tilfreds med dette sted - blandt andet havde hun mødt Djange, som nu var hendes mage. Hendes liv her var først lige begyndt, og hun glædede sig til at opleve det fuldt ud i modsætning til fortidens dystre tider.
Med et roligt blik på ham, lyttede hun til spørgsmålet. En tur passede hende ganske godt, man kunne hurtigt blive lidt stivbenet af at stå stille i denne kulde, derfor nikkede den sorte hoppe til ham.

"Gerne,"

svarede hun og ventede på, at han førte an. For hende var det en selvfølge, at han gik først. Både fordi det var hans ønske, men også fordi hun var en hoppe, og derfor ønskede at følge hingsten og ikke lede.

Med min sparsomme vinterpels er det absolut ikke godt at stå stille alt for længe ad gangen. Ikke at det modsatte er meget bedre, for det er da lige så dumt at gå rundt uden energi. I hvert fald mente jeg, at det nu måtte være tid til at bevæge sig lidt, og da hun accepterer mit ønske, nikker jeg ganske kort, inden jeg galant lader min samlede, slanke krop bevæge sig fremad i en taktfast skridt. I stedet for at ile af sted er mine bevægelser rolige, vel sagtens energiske, men rolige. Jeg har ikke travlt. Selvom jeg egentligt ikke havde ladet det være anderledes, virkede det til, at hun ventede på, at jeg ville lede an, men om hun vil gå bag mig eller ved siden af mig, det må være op til hende - bare hun ikke kommer for tæt på.

,,Hvad synes De egentligt om de andre sjæle her i landet?”

Egentligt rører det mig ikke så meget, hvad hun mener, men det skader vel ikke at holde en samtale lidt i gang. Nok er jeg ikke den, der snakker allermest, men det er fordi, jeg ikke rigtigt gider snakke om ting, som jeg alligevel ikke interesserer mig for. Ikke at jeg overhovedet ikke gider høre på det, men er det noget, der ikke interesserer mig, skal man nok ikke regne med den store respons fra mig. Så i stedet for, at hun skulle vælge et forkert emne, er det vel bedre, at jeg stiller hende et ganske normalt spørgsmål.

[/size][/color]

I en elegant og rank bevægelse skridtede Seth afsted foran Liberty, og da han var kommet en smule foran, fulgte Liberty elegant efter – næsten ved hans side – dog en smule bagved og med afstand imellem dem. Da han stillede hende et ganske normalt spørgsmål, vippede hun let med ørerne og vendte blikket mod ham.

”Jeg har endnu ikke mødt en sjæl, jeg ikke ønsker at møde igen. Der er mange spændende personligheder i dette land,”

Det sidste var blot en konstatering, selv den hun holdt mest af, Djange, var en speciel personlighed. Hun fjernede sit blik fra ham og rettede det fremad, før hun fortsatte:

”Hvad med dem?”

Jeg ved ikke meget om den sorte hoppe, der har valgt at holde sig lidt i baggrunden, men jeg føler heller ikke et behov for det. Det er ikke noget, der har nogen betydning for, om jeg kan færdes i hendes selskab. Det behøver jeg jo ikke hendes livshistorie for at kunne. Og det passer mig egentligt fint, at hun heller ikke giver udtryk for, at hun behøver at vide noget om mig. Det er naturligvis aldrig forbudt at spørge ind til ting, men det er absolut ikke alle spørgsmål, der er lige velkomne. Lad mig sige det sådan, at det ikke er alt, jeg svarer på, og det kan sagtens være noget, der ellers virker helt banalt.

Jeg er sikker på, at nogle af de andre, jeg har mødt, absolut ikke mener det samme som hende. Jeg gav i hvert fald ikke sådan en som Illana særlig meget grund til at skulle ønske at møde mig igen - tværtimod. Jeg mener vel heller ikke selv det samme, som Liberty gør. Jeg har ikke rigtigt afgjort, om jeg har mødt nogle spændende personligheder her i landet, og har jeg, er jeg nok sen til at indrømme det.

,,Det er ikke noget, jeg bekymrer mig ret meget om.”

[/size][/color]

Som den sorte Seth svarede hende, kunne hun godt fornemme, at han nok ikke var den mest snakkesagelige type, og at han heller ikke gik meget op i andres mening eller andres følelser generelt, men det var jo ikke noget, hun skulle dømme på. Hun kendte ikke noget til hans fortid eller personlighed, så hun nikkede blot kort. Liberty gik dog ud fra, at grunden til hans svar, var at han selv var en af disse lidt mere specielle personligheder. Noget hun ikke ville sige, da det ville være uhøfligt og nemt kunne tolkes negativt.

”De kender måske Djange?”

Hendes spørgsmål var af ren interesse for Djange, og egentlig blot for at holde samtalen i gang. Han virkede ikke som en hest, hun ville rode alt for dybt i, så måske hun kunne finde nogle fællestræk, hvor de kunne lede samtalen hen.

Jeg lægger absolut ikke skjul på, at jeg ikke rigtigt interesserer mig for, hvad andre mener og tænker, for det er ganske enkelt bare noget, man må acceptere, hvis man har tænkt sig at være i selskab med mig. Men det betyder jo heller ikke, at jeg ikke gider høre, hvad andre mener eller tænker, i hvert fald ikke, når jeg selv vælger at spørge. Nogle gange betyder svaret måske bare ikke rigtigt så meget - og i andre tilfælde sker det da også, at det rent faktisk betyder noget. Ganske kort vipper jeg mit øre til siden, da hun spørger, om jeg kender Djange, hvorefter det rettes en anelse bagud.

,,Jeg har mødt Djange en enkelt gang, ja.”

Roligt drejer jeg mit hoved en anelse og ser kort på hende, for derefter at lade min hals rette sig lige ud igen. At jeg kender Djange er nok i overkanten, men jeg husker tydeligt den brogede hingst med den hæse stemme og de krystalblå øjne med det tomme blik.

,,Hvad er Deres relation til ham, siden De spørger?”

Naturligvis kender hun ham også, siden hun spørger. Om hun har en relation til ham er dog lidt af et gæt, men måske rammer jeg rigtigt. Et eller andet må hun vel mene om ham, siden hun spørger.

[/size][/color]

Liberty vendte sig en smule mod ham, da han svarede. Blot for at vise, at hun lyttede. Generelt betød øjenkontakt ikke meget for hende. Hun havde det faktisk bedst med at de blot gik side om side og kun en gang imellem behøvede kiggede på hinanden. Hun lyttede, og hun var skam også sikker på, at Seth gjorde det samme. Han havde bestemt kun vist hende høflighed, så en ændring kunne hun ikke forestille sig, medmindre hun trådte over en grænse, hvilket hun på ingen måde ønskede. Det var faktisk Djange, der havde gjort hende opmærksom på, at mange heste i dette land havde andre grænser, end hun selv havde. For liberty var nærhed og berøring en naturlig del af hendes gøren, men hvis hun opførte sig sådan overfor heste, hun ikke kendte så godt, ville hun helt klart blive uvenner med en del, det kunne hun regne ud.
Hans spørgsmål var meget logisk, og hun havde skam også spurgt , hvis hun var i hans sted. Liberty havde intet problem med at svare, men hun ville gerne kende til Seths og Djanges møde. Måske var det blot nemmest at spørge Djange, nu måtte hun se.

”Jeg går ud fra, at de ikke kender ham særlig godt så,”

Svarede hun og vippede let et øre ud til siden, inden hun kortvarigt drejede hovedet og kiggede på ham igen og svarede:

”Djange er min mage,”

Hun drejede hovedet væk igen og kiggede frem foran dem, imens hun fortsatte med at gå. Tempoet var ikke højt, men det var bestemt ikke sløvt. Det holdt hende varm under den tynde vinterpels, hendes slanke krop var udstyret med.
size]

Ligesom jeg er hun ikke udstyret med en vinterpels, som hun kan prale af, så der er vel ingen af os, der finder det beklageligt at skulle bevæge sig lidt rundt. Jeg besidder en god mængde udholdenhed, men jeg sparer naturligvis gerne mig selv for at fryse. Det er sjældent, at jeg gider holde på høfligheden og mine manerer i særlig lang tid ad gangen, når jeg er i selskab med en hoppe, men alligevel har jeg da nu brugt et pænt stykke tid med Liberty uden at slå på hende eller opføre mig på anden måde uhensigtsmæssigt. Jeg er ikke i tvivl om, at det har noget med kulden at gøre - måske sparer jeg lidt mere på kræfterne, hvis jeg kan komme til det.

Hun antager, at jeg ikke kender ham særlig godt, og det har hun fuldstændig ret i. Vores møde gik ikke just ud på at lære hinanden at kende, men det er nu også ret sjældent, at jeg finder på at forsøge mig med sådan noget. Da hun nævner, at Djange er hendes mage, rynker jeg ’brynene’ en anelse og drejer hovedet om mod hende. Kort betragter jeg hende, indtil jeg med en lavmælt, men dyb brummen ser lige ud igen.

,,Jeg kender hans navn, og jeg har mødt hans datter. Og nu ved jeg så, at han også har en mage. Men mere end det ved jeg ikke.”

[/size][/color]

Liberty studerede et øjeblik Seths udtryk, da han lavede en lille ændring i sit ansigt, da hun fortalte, at Djange var hendes mage. Hvad skulle det nu betyde? Tilsyneladende ikke noget han havde lyst til at dele med hende, kunne hun da fornemme. Liberty var dog nået frem til, at hun ikke ville hive svaret ud af ham. Hvis det var af betydning, var hun temmelig sikker på, at denne sorte hingst nok skulle sige det. På dette punkt virkede Seth ikke til at tage kampe op. Sådan som hun havde opfattet ham, var han ikke interesseret i at skabe en diskussion. Han tog hendes mening som hendes mening, og hun var skam ikke i tvivl om, at de meninger han besad, kunne han let forsvare. Han virkede dog bare ikke som om, han ville bruge sin tid på det, og det var nok også en god idé. Alle var af forskellige meninger og holdninger, og hende og Seth var da også, det kunne hun let mærke.
Atter vendte hun dog hovedet mod ham, da han svarede. Et kort øjeblik stoppede hun op, da hans sætning var halvvejs. En hvad? En datter?
Efter det lille chok satte hun dog fremad igen og lod blot ansigtsudtrykket blive neutralt igen. Det lille sorte hoved gav et nik fra sig – som signal til at hun havde hørt ham, inden hun svirpede en enkelt gang med halen. Ikke i vrede – nej. Hun undrede sig bare over, at Djange ikke havde bragt et afkom på banen. Det var godt nok mere relevant, hvis hun blev med føl, men hun ønskede da, at Djange fortalte hende sådanne ting – selvom de havde været adskilt i en periode.

Jeg tror ikke på kærlighed. Det er et stærkt bånd, der dog alligevel er så let at kappe over. Og kappes det over, er det ikke let at komme igennem. Det har jeg mærket på egen krop, og det skal ikke ske igen. Men hvis det er noget, hun bryder sig om, skal jeg da ikke blande mig. Jeg kunne sagtens fortælle hende om min holdning til det, men jeg tror alligevel ikke, at det ville komme bag på hende, hvis jeg fortalte hende, at jeg absolut ikke er tilhænger af sådan noget som kærlighed. Selvom jeg opfører mig eksemplarisk lige nu, er der jo heller ingen tegn på, at jeg ønsker at komme tættere på hende og lære hende bedre at kende og blive venner med hende. Nej tak, jeg holder mig helt fra sådan noget.

Mit ene øre vipper i et ryk om mod hende, da hun kortvarigt stopper, og en anelse tøvende sænker jeg farten på mine skridt en smule. I et øjeblik er jeg ikke sikker på, om hun har tænkt sig at fortsætte, men mens jeg tænker tanken fornemmer jeg, at hun bevæger sig fremad igen. Jeg er klar over, at det nok var min lille indskydelse, der fik hende til at stoppe op. Det er vist første gang, hun har hørt det, selvom det ikke just er en nyhed; Asira er trods alt voksen. Ganske kort lader jeg min hale slå om mig, mens jeg igen fortsætter fremad med rolige, men galante bevægelser.

,,Det vidste De ikke?”

[/size][/color]

Seth bemærkede selvfølgelig hendes stop og det lettere chok, hun havde fået, men han reagerede heldigvis meget roligt, i modsætning til de fleste andre heste der ville have lavet et stort drama ud af det.
Med en overvejende mine fulgte hun hans bevægelser, da han bevægede sig af sted, på den elegante og overskudsagtige måde, han nu gjorde det på. Liberty vendte hovedet mod ham et øjeblik.

"Nej, det vidste jeg ikke. De har truffet hans .. datter, eller?"

spurgte Liberty. Hun kunne ikke helt tage fast standpunkt. Hvordan hun havde det med dette. Hun var dog interesseret i denne datter, som Djange havde. Havde Seth mødt hende, vidste han måske lidt om hende.

Jeg kan stadigvæk vælge at gøre et stort nummer ud af det og stikke rigtig meget til hende. Tvivl ikke på, at snakketøjet er i orden, når jeg mener, at jeg kan bruge det til noget. Det er ikke svært at forstærke de følelser, hun end måtte have lige nu. Men hvorfor, når nu hun af sig selv lader til at klare det fint? Hun er jo absolut ikke ligeglad, og hendes lettere ubeslutsomme måde at bestemme sine ord på giver mig et lille vink om, at hun nok i hvert fald ikke er overdrevet begejstret.

Hun spørger, om jeg har mødt hans datter. Jah, jeg har jo nok gjort lidt mere end bare at møde hende, men det er absolut ikke noget, jeg har tænkt mig at blande den sorte hoppe ind i. Roligt drejer jeg hovedet en anelse og lader mit blik hvile på hende. Langsomt glider mit ene øre ud til den ene side, inden jeg igen retter blikket fremad.

,,Det har jeg.”

[/size][/color]