Still standing

Liberty kunne ikke rigtig forstå, hvorfor Djange ikke havde nævnt en datter. Hun kendte alt til instinkter, og var egentlig ikke utilfreds med, at han havde et afkom med en anden. Hun forstod bare ikke, hvorfor han ikke havde bragt det på banen, når de nu alligevel havde brugt så lang tid sammen den anden dag. Roligt lyttede hun dog til Seths ord. Han havde mødt hende. Mere sagde han ikke. Faktisk ville hun heller ikke spørge mere ind, for det var ikke en sag, Seth skulle blandes ind i.

"De har måske mødt mange heste i dette land?"

spurgte Liberty så. Hendes hoved var stadig vendt fremad, men kort lod hun sit blik falde over på ham, før hun atter kiggede, hvor hun gik. Halen slog et par bløde slag, og hun forsøgte at skubbe de forvirrende tanker væk. Det var derfor, hun skiftede emne. Der var ikke mere i det.

Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har været styret af jalousi og misundelse. Der var aldrig nogen kamp om min mors kærlighed mellem mig og min søster som små, fordi jeg nok nærmere også bare søgte at holde min søster i sikkerhed. Sørge for, at hun havde det godt. Men ser jeg hende nogensinde igen, er det absolut ikke de ting, jeg har tænkt mig at gøre igen. Om Liberty føler sig jaloux, det tvivler jeg nu på. Umiddelbart virker hun for god til at lægge sig i de baner.

,,Det afhænger af, hvad Deres opfattelse af mange er. Der er mange, jeg genkender, men også rigtig mange, som jeg aldrig har set før.”

Roligt vipper jeg med ørerne, inden jeg i en galant bevægelse stopper op, hvorefter min nakke knejses på ny. Kort efter drejer jeg mig en anelse, så jeg står med fronten mod hende, hvis altså hun også har tænkt sig at stoppe op, mens jeg lader mine store, mørke øjne søge hendes blik.

,,Og De?”

[/size][/color]

Den lille hoppe fulgte stadig Seth, som de gik der. Han havde en meget speciel måde at besvare hendes spørgsmål på. Det lød som om, at han skulle være ganske sikker på, at han ikke svarede noget, der ikke passede, men hvad vidste hun. Den vane med at analysere alle andre heste, måtte hun vist hellere få vænnet sig af med. Især fordi hun ikke regnede med, at hun kunne analysere denne Seth.

"Jeg tror, det er sådan for de fleste. Mit indtryk er i hvert fald, at der tit ankommer nye ansigter til dette land,"

svarede Liberty og fulgte hans bevægelser, da han stoppede og vendte front mod hende. I en glidende bevægelse stoppede hun også og trak mulen lidt ind, imens hun med et venligt udtryk mødte hans blik.

Jeg bryder mig absolut ikke om at lyve eller fortælle ting, der er forkerte. Til gengæld er jeg aldrig sen til at tale uden om, eller simpelthen bare lade være med at svare, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til at tale om. Men det er sandelig heller ikke det samme at lyve og at lade være med at svare. Og jeg vil til hver en tid foretrække det sidste. Jeg er absolut enig i det, hun siger, for det er jo ganske korrekt; der er kommet mange flere til, som ikke var her, dengang jeg selv ankom. Alligevel føler jeg, at det er overflødigt at kommentere på det, og derfor giver jeg blot et kort nik. Hun vælger at stoppe op ligesom mig, og det er vel et tegn på, at hun ikke ønsker sig bort fra mit selskab. Det er ret atypisk for mig at opføre mig så pænt, som jeg gør lige nu, og hvad jeg skal mene om det, det ved jeg ærlig talt ikke.

,,Hvor længe har De kendt Djange?”

[/size][/color]

Hoppen tog hans nik som en enighed i hendes udtalelse. Dog kunne hun ikke vide det, men hun gik ud fra, at denne hingst vidste, hvad hun snakkede om. Han virkede som om, at han havde været her længe, selvom han havde givet et lidt utydeligt svar, da hun havde spurgt om dette. Længe er også svært at definere. Hvis man ikke ønsker at være her, kan længe være én dag, men hvis man elsker stedet, er sagen pludselig helt anderledes.

Hendes ører vippede lyttende fremad, da Seth stillede hende et spørgsmål. Ville han spørge til Djange? Hun var rimelig interesseret i, hvordan deres møde havde gået. Begge hingste var høfligt anlagte, det var Seth i hvert fald overfor hende, og hun vidste, at Djange kun var ubehagelig, hvis folk overtrådte hans grænser. Dog kunne hun ikke helt sætte de to heste sammen i hendes hoved, derfor stod det hende lidt uklart, hvordan det mon var endt op.

"Djange var en af de første, jeg mødte, da jeg ankom til dette land. Så jeg har efterhånden kendt ham i et godt stykke tid,"

svarede jeg. Igen var det svært at sætte ord på, for hun følte selv, at hun havde kendt Djange altid, selvom dette jo ikke var tilfældet.

Det er så sandelig en abnormitet, at jeg, gennem hele vores møde, har opført mig ganske eksemplarisk. Hun keder mig ikke, den lille sorte hoppe, og samtidig har jeg måske bare ikke behov for at optegne mine grænser, såfremt hun ikke søger dem. Desuden er jeg klar over, at Djange stadigvæk er mig fysisk overlegen på de fleste punkter, og der er vel ingen fornuft i at pille unødvendigt ved hans mage. Ikke at jeg ville være bange for at gøre det, hvis hun gav mig den rette grund - jeg har en del grænser, og nærmer hun sig blot en af dem, skal jeg hellere end gerne sige fra. Jeg er klar over, at hun nok har et mere positivt syn på mig, end mange af de andre her i landet har, og måske er det i orden, at jeg for en gangs skyld lader min høflighed komme til sin ret.

Ganske kort nikker jeg til hendes svar, eftersom jeg igen ikke har ret meget at sige til det. Jeg er klar over, at jeg selv spurgte, men jeg kan ikke komme i tanke om ret meget fornuftigt, jeg kunne svare på det. Alligevel er der ikke nogen tegn på, at jeg er uinteresseret i vores samtaleemne.

[/size][/color]

Hun studerede ham kort, imens hun formede et spørgsmål i sit hoved. Hun havde aldrig tænkt over, hvordan Djange mon var i andres selskab. Havde han forandret sig, som han havde i hendes, eller var han stadig den samme gamle Djange, som hun lærte at kende? I så fald kunne hun ikke forestille sig, at ham og Seth havde fået drøftet ret meget. De var begge meget stolte af sjæl, og hun kunne egentlig bedst forestille sig, at én af dem havde fornærmet den anden, og det derfor var gået galt.

"Men jeg vil dog gerne vide, hvad deres opfattelse af Djange er?"

hun spurgte ikke som Djanges mage. Faktisk nærmere som én, der kendte begge sjæle og ikke kunne forestille sig deres møde. Libertys ører vippede kort en lille smule, imens hun slog et par slag med den bløde hale. Derefter rettede hun igen sin opmærksomhed mod Seth, der stod ganske roligt foran hende.

Hun stiller mig et spørgsmål, som jeg ikke på vilkår svarer frivilligt på. Roligt hæver jeg mit hoved en anelse og knejser nakken på ny, inden jeg langsomt lader mine ører glide om mod min nakke. Jeg lader min hale smælde markant omkring min spinkle bagpart for en kort stund, inden jeg løfter mit ene forben for at placere det andetsteds.

,,Hvilken interesse har De dog i den viden?”

Jeg tillader mig at stille de spørgsmål, som jeg har lyst til, ganske enkelt fordi det absolut ikke er alt, jeg hverken gider eller har lyst til at svare på, og hun har lige stillet mig et af de spørgsmål. Det kræver min personlige vinkel, og det er ikke noget, jeg så gerne deler ud af.

[/size][/color]

Hun betragtede hingsten, som i stedet for at besvare hendes spørgsmål stillede hende et nyt. Roligt lod hun blikket glide over omgivelserne, før hun atter lod det falde på ham.

"Da jeg mødte Djange, var han meget speciel i forhold til gennemsnittet, jeg undrer mig blot over, om han mon stadig er således,"

svarede hun med en ganske neutral tone og vippede let sine ører lidt fremad, imens hun slog en smule med den fyldige sorte hale.

,,De mener måske ikke, at alle er specielle på hver deres måde?”

Hun må gerne tænke over, hvad hun siger. Jeg er udmærket klar over, hvad hun mener, men jeg har aldrig mødt en sjæl, der har været ens med en anden. Jeg kan godt se meningen med, at der naturligvis er mange, der har træk, der minder om hinandens, men jeg giver jo egentligt heller ikke udtryk for, at jeg ikke mener det samme som hende - jeg stiller blot et spørgsmål til den antagelse, hun gør sig, når hun bruger udtrykket gennemsnittet.

,,De bliver nødt til at præcisere Dees spørgsmål, hvis der er noget særligt om min opfattelse af ham, som De ønsker at vide.”

[/size][/color]

Libertys blik lå på Seth, der bad om en uddybelse af, hvad hun fiskede efter at vide. Han havde som sådan ret i det han sagde - alle er jo specielle på hver deres måde, men hun mente nu opførselsmæssigt. Seth og Djange skillede sig bestemt ud fra gennemsnittet, og med gennemsnittet mente hun selvfølgelig den mere normale - smilende og imødekommende del af gennemsnittet. Hoppen vidste selvfølgelig ikke, om Djange havde ændret dette overfor fremmede, for sådan var han selvfølgelig ikke overfor Liberty længere, og det kunne da også være, at han var åbnet en smule mere op. Libertys sorte ører vippede en smule, og hun studerede kort og lidt eftertænksomt Seth, før hun talte frem.

"Djange har haft en tendens til at virke en smule fjendtlig overfor fremmede. Jeg ønskede blot at vide, om deres møde gik godt, og han gav dem et godt indtryk,"

svarede liberty så. Denne gang var hendes sætning ganske sikker, og hvis Seth ville stille flere spørgsmål til den, ville hun ikke køre mere rundt i det. Det var klart, at de to var forskellige, og derfor delte de måske ikke samme opfattelse af tingene, og det havde hun skam respekt for. Det passede hende fint, at Seth gav hende en smule udfordring på det verbale punkt - at hun skulle være mere tænksom med, hvordan hun udtrykkede sig.

Når det kommer til at fortælle om personlige erfaringer og tanker, har der gennem mit liv været utallige gange, hvor jeg ganske enkelt har nægtet at svare. Jeg er ikke meget for at dele ud af mig selv, og til tider kan det godt besværliggøre en samtale. Men hvis jeg ikke har tænkt mig at svare, så er der ikke nogen, der kan lave om på det. Jeg lytter til hendes ord, og allerede inden hun åbnede munden var jeg godt klar over, at det her er en situation, hvor jeg skal fortælle, hvad jeg mener. Hvad jeg selv har erfaret. Hvad jeg tænker.

For en stund lader jeg hendes ord hænge i luften, uden nogen som helst tegn på, at jeg egentligt har tænkt mig at tage hendes ord op til overvejelse og give hende et svar på det, hun ønsker at vide. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke kan formulere det, jeg vil sige på en korrekt måde - jeg gider bare ikke. Flere gange overvejer jeg at stikke hende en anden replik, som kunne skabe et nyt emne, så jeg derved kunne tale udenom.

,,Åben vil jeg ikke kalde ham, men fjendtlig er måske i overkanten.”

Mere ønsker jeg ikke at kommentere på. Han virkede ikke truende, men jeg ved godt, at jeg var på vej ud på dybt vand, da emnet bevægede sig mod Asira, eftersom vi ikke rigtigt kunne blive enige om, om hun hed det ene eller det andet.

[/size][/color]

Liberty stod afventende og betragtede Seth, der faktisk i en kort stund virkede som om, han ikke havde tænkt sig at tale videre om dette emne. Efter en smule ventetid svarer han så - og svaret overrasker mig ikke. Seth har nogle svar, der skiller sig en del ud fra svar, hun tidligere har fået fra andre møder, men det er til en afveksling spændende at føre en samtale med én, der ikke blot taler en for munden, som mange egentlig i bund og grund har en tendens til at gøre, når man møder nye sjæle. Derfor nikkede hun blot til hans svar. Det glædede hende, at de ikke var røget i totterne på hinanden, for selvom de begge var høflige, var Liberty sikker på, at de nemt kunne mistolke hinandens signaler.

"Har du oplevet at møde nogen flere gange?"

Liberty spurgte ikke fordi, hun ikke havde oplevet dette. Hun spurgte, fordi hun gerne ville vide, om Seth havde dannet venskaber med nogen i dette land. Han virkede en smule reserveret, så i første omgang kunne hun ikke forestille sig det, men skindet bedrager - ligesom det havde gjort ved Djange. Djange var også en hest, hun ikke havde set selskabelig, men nu var han hendes mage, og han havde en datter. Derfor vidste Liberty, at hendes første antagelser sagtens kunne være ukorrekte.

Hun er ikke et videre slemt selskab, den lille sorte hoppe. Jeg har da kunnet enes med hende det meste af tiden, og selvom jeg nok ville kunne finde en grund eller to til at slå fra mig, så har jeg ikke gjort det, og jeg tror måske, at det har noget at gøre med, at hun allerede har Djange, så hvorfor skulle hun udvikle så positive tanker omkring mig? Nu er det naturligvis ikke kun et venskab, der ligger mellem hende og Djange, og hun skal nok heller ikke forsøge at søge et i mig, for så kan det godt være, at jeg ikke længere opfører mig så eksemplarisk.

,,Op til flere gange. Det går jeg ud fra, at De også har.”

Ellers ville det da i hvert fald være en meget hurtig forelskelse mellem hende og Djange, så jeg tror nu ikke, at min antagelse er forkert. Om han er den eneste, hun har mødt flere gange, det ved jeg til gengæld ikke noget om. Jeg har selv et par stykker, jeg har mødt et par gange.

[/size][/color]

De turkise øjne hvilede stadig roligt på den ravnesorte hingst, der fortalte hende, at han havde mødt de samme et par gangen. Selv havde hun også mødt nogen heste fra dette land et par gange, men den sande genganger i hendes liv var nu hendes mage Djange, og det passede Liberty ganske godt. Selvom hun holdt umådeligt meget af ham og stolede på ham, var det også en fantastisk følelse endelig at have et fast holdepunkt i denne verden. Man kunne nok ikke kalde den ny længere, men et eller andet sted ville den nok altid være ny for Liberty, for hun var kommet hertil af mystiske årsager, og hun regnede bestemt heller ikke med, at hun nogensinde fik svar på, hvorfor.

"Ja, et par stykker. Mest møder jeg dog nyankomne heste,"

svarede hun og lod blikket glide over omgivelserne. Det var ikke noget, hun fandt irriterende - altså at hun mest mødte nye heste. Liberty nød at møde nye sjæle, og hun var meget selskabeligt anlagt. Faktisk fungerede hun bedst, når hun var i andres selskab. Dermed ikke sagt at hun ikke kunne være alene, men hun var skam bare meget social, og derfor nød hun andres selskab. Hun havde ikke høje krav til selskabet, for hende var det vigtigt, at bibeholde forskelligehederne iblandt dem. Seth mindede ikke om så mange andre, han var mere tilbbageholdt, men det gav ikke Liberty fordomme om ham, og hun brød sig om ham alligevel. Han harmonerede sig selv på en behagelig måde, der gjorde ham til et selskab, hun fandt ganske passende og afslappende.