Efterårsvejr

Forbeholdt Neytiri og Seth

Solen sender sine stråler ind over landet, men med en indfaldsvinkel, der bliver mere og mere skrå, er det ikke meget varme, den får lov til at afgive. Det er halvkøligt, og det gør det ikke bedre, at efterårsblæsten af og til omringer min slanke, sorte krop, hvor pelsen endnu ikke er blevet lang nok til at holde særlig godt på varmen. Der er sket en del på det sidste, og der er naturligvis særligt en begivenhed, der har sat sig fast i mine tanker. Det er længe siden, jeg har set Za, og jeg ved ærlig talt ikke, om jeg skal håbe på, at hun er i live, eller at hun ikke er. Er hun i live, er der ret stor sandsynlighed for, at jeg for nyligt har vundet titlen som far, og ærlig talt er jeg alt andet end stolt af det. Jeg fortryder det ikke – det ligger ikke til mig – men lige denne gang er jeg lidt irriteret over, at jeg ikke valgte at tænke mig lidt bedre om. Konsekvensen er jo ligesom ikke ligefrem lille.

Jeg har søgt læ for vinden i skovkanten, som allerede er blevet pyntet med visne blade i gule og brune nuancer. Vinteren nærmer sig med hastige skridt, og jeg gruer lidt for, hvordan jeg skal klare mig i den kulde. Det er min første vinter i Andromeda, hvis klima egentligt ikke minder ret meget om det, som jeg er vant til, der hvor jeg kommer fra. Jeg er absolut ikke skabt til kulde, og jeg frygter, at det godt kan blive problematisk at holde mig varm. Jeg må bare håbe på, at min krop er i stand til at tilpasse sig. Min nakke er knejset, og begge mine ører er vippet ud til hver deres side og svagt bagud. Min slanke krop med den ravnesorte pels er samlet galant sammen, og den evige rolige sfære hviler om mig. Bag pandelokken gemmer mine to store, mørke øjne sig, hvis blik er rettet ud mod den store eng.

[/size][/color]

Kulde.. En af de indtryk, den lille gråsorte hoppe havde oplevet, og måtte lære at tilpasse sig efter. Hendes uberørte, silkebløde pels var kort og bestemt ikke egnet til, at den pludselig aftenkulde ville ramle ind over hende som et koldt åndedrag. Aften.. Det var den første aften, den lille hoppe ville opleve. Hun ville snart have oplevet, hvordan dagene skiftede fra lys til mørk i en sælsom og overskuelig harmoni. Den blåhvide himmel var blevet dunkel, mørkere, en helt anden farve. Midnatsblå nuancer skimlede i det fjerne, skyggerne virkede længere og mørkere, end tidligere den dag hvor den lille gråsorte havde oplevet dem. Hendes mørke, fine pels ville snart forsvinde i mørket, og hun selv ville ikke være mere end en lille skygge, der famlede rundt i mørket.

Det var egentligt ikke fordi, at den lille gråsorte var træt, tværtimod. Hun var lysvågen, og indebrændt med et begær af tøjret nysgerrighed. Hun var sky, når det kom til det med at undersøge fremmede ting, men hun var jo ung, den lille hoppe, så en smule forsigtighed kunne vel aldrig skade. Da hun betrådte skoven, sank hendes mørke hovedet nedad, og de pjusket øre gled sidelæns. Hendes store, mørke øjne betragtede alt hun kunne se, mens de slanke ben fik hende til at bevæge sig frem med langsomme, spankulerende og ikke mindst ubalanceret skridt. Den lille mule mimrede sigende, indtil en pludselig lugt forandrede harmonien. Hun havde før oplevet hvordan andre hestes lugt kunne dominere luften omkring hende, og derfor var hun ikke længe om at erfare, at der måtte være en hest i nærheden. I et sæt stoppede hun op, og slog det lille hovedet en smule overrasket i vejret, overrasket over ikke at befinde sig alene. Et lille fnys forlod næseborende på den lille hoppe, som forsøgte hun at fjerne den indtrængende lugt af hest, alt imens hun stod som en rank silhuet, kun berørt af solens sidste stråler.

Natten nærmer sig, og den pastelfarvede himmel afslører, at det bliver koldt; der er ingen skyer til at holde på den sparsomme varme, som solen har afgivet i løbet af dagen. Ganske kort mimrer jeg med mulen, og kort efter bliver mine tanker forstyrret af et lillebitte prust, der lyder, som om det kommer fra en lille skabning. Et dådyr, måske; det er i hvert fald det, jeg håber på. Alligevel ved jeg godt, at det ikke er det, der gemmer sig et lille stykke bag mig, inde mellem træerne. En anstrengt trækning krøller henover min mule, inden jeg drejer mig omkring i en elegant bevægelse, og jeg bliver jo egentligt ikke overrasket over, hvad det er, mine øjne finder. En lille mørk skikkelse, der er indrammet i solens sidste stråler, står et stykke herfra. Kortvarigt lader jeg min sorte hale smælde om min spinkle bagpart, inden jeg hæver mit hoved en anelse.

Umiddelbart tror jeg ikke, den gråsorte, lille skikkelse har fået øje på mig. Måske har den opfanget min duft, men det er trods alt et føl; får den øje på noget nyt, stopper den ikke med at kigge på det lige med det samme. Jeg har ikke rigtigt styr på, hvor mange føl der findes i landet, men den her er ikke ret gammel. Og så er den urørt. Den lille skikkelse, en hoppe at dømme ud fra dens bygning, bærer en ren, neutral duft. En lille, spinkel hoppe. Lange, fine ben, et feminint hoved og en velansat, slank hals. En bygning, der er lidt for meget lig den, jeg frygter. Og så er der farven. Lys på kroppen med et mørkt hoved og mørke ben, og jeg kan ikke komme udenom, at det minder mig om Za. Mine ører vippes en anelse bagud, inden jeg giver et lavt fnys fra mig, præcis ligesom hun gjorde. Alligevel bliver jeg ved med at benægte det. Det er ikke min datter.

[/size][/color]

Naturens fænomener skræmte ej den lille hoppe, ej længere. Hun huskede alt for tydeligt, hvor fortvivlet og forvirret hun havde været første gang hun så sin egen skygge, så hvordan dag og nat skiftede. Men ikke længere; det var jo blot en hel naturlig ting, ingen grund til at reagere yderligere på det. Det skete jo hele tiden. Nej, det eneste der kunne få den lille hoppe til at reagere, var det syn af noget fremmede; og denne gang var det den store, sorte hingst længere fremme. Han var end ikke mere end en silhuet, for mørket var ved at indtage, og den mørke hingst ville snart gå i ét med mørket, han ville blive en skygge. Men det var ej heller fordi, at den unge Neytiri var let at se i mørket; hendes mørkegrå pels var ikke det sværeste at gemme i mørket. Da den store hest drejede hovedet, og derved så direkte på hende, holdte den unge hoppe med det samme vejret, mens hendes mandelformede øre gled sidelæns. Opdaget. Men var det ikke også det, hun gerne ville? Hun vidste egentligt ikke hvad hun synderligt ville. De slags beslutninger lå langt fra hende, endnu.

Hingsten i det fjerne virkede ikke fjendtlig, men det var ej nok til at lokke den unge hoppe tættere på. Hun havde intet at gøre i hans nærhed. Hovedet veg en smule sidelæns, spottende, usikkert, inden instinktet talte til hende, og fik hende til at underkaste sig med en høj smasken. De store, funklende øjne, der rummede mere end hvad men kunne fortælle om, fængslede sig på den sorte skabning, mens hendes lille, pjuskede hale viftede utrætteligt omkring. En lille stemme fortalte hende, at hun nok burde gå, men hun var fanget af synet af den fremmede. Ej havde den unge hoppe mødt mange andre, og hun var end ikke klar til at vandre videre på eventyr, ikke endnu. Ikke så længere, at den store, sorte hingst betragtede hende.

Langsomt glider mine ører om mod min nakke for nærmest at begrave sig i min sorte man. Min slanke, sorte krop spændes en anelse op, inden jeg igen lader min hale slå omkring mig, hvislende. Hun er ganske alene, men intet på hende tyder på, at hun foragter at bevæge sig rundt for sig selv. Noget, der ikke just kan betegnes som fornuftigt, men jeg husker tydeligt, at jeg gjorde præcis det samme, da jeg var på hendes alder - i hvert fald så længe, jeg kunne slippe af sted med det. Jeg husker, at min mor ikke var meget for det. Men jeg kan ikke se Za nogle steder.

Den lille sortgå skikkelse virker ikke, som om hun er synderligt bange for mig. Hun holder øje med mig, ja, men udover hendes iøjefaldende underkastelse, reagerer hun ikke yderligere. Hun er lykkeligt uvidende om, hvem jeg er, og jeg foretrækker egentligt at lade det forblive sådan. Et langtrukkent, men lavmælt suk forlader min mule, mens jeg lader mine ører vippe ud mod hver deres side, hvilket giver mig et en anelse mildere udtryk. I en langsom bevægelse sætter jeg mit ene forben frem foran mig, inden jeg så lader resten af min krop følge med i en rolig skridt med retning mod hende.

[/size][/color]