Fall has arrived

Dom stod under trækronerne og betragtede de gyldne farver, skoven efterhånden havde antaget. Farver der mindede en smule om hans gyldne skind, men kun en smule.

Dom brød sig ikke om vinter. Han havde kun oplevet det én gang før, og det var dengang, han var blevet splittet fra sin familie. Den gyldne hingst vidste, at når farverne blev orange, ville vinteren snart ankomme, så han sukkede en smule irriteret, inden han begyndte at skrabe lidt i den bløde muld under hans hove, hvor nedfaldsløv dækkede for en smule græs, han sirligt begyndte at græsse af.

Længe, har jeg vandret i dette land, som man kalder andromeda. 3 år, er det blevet til, allerede nu. Og jeg tror, at jeg er bundet til dette land, i lang flere år endnu.
Min grå krop bevæger sig med sirlige og smidige bevægelser igennem det tætte skovkrat, som stortset dækker Chibales smukke ydre. Efteråret er for alvor trådt ind, for skovens træer og kroner, er nu dækket af orange, brune og røde blade, i hvert fald de kroner der stadig ejer blade; for mange af dem, er allerede nøgne og modtagelige overfor vinteren der presser mere og mere på. Nok er jeg ikke just en hoppe, der er følelselmæssigt anlagt, og jeg binder gerne mig selv til at blive ved ikke at være sådan; men sådan som jeg går der, igennem skoven i mine egne tanker, og i ensomhedens spind, kan jeg ikke lade være med at nyde synet af efterårets farver, der bryder landskabet.

Men mit ellers rolige sind, som jeg har ligenu, fordi jeg er alene, bliver brat stoppet, idet jeg bemærker lugten af en fremmede. Kigger ud imellem træerne, og dér står en gylden hingst, med en anderledes farve øjne og græsser. Han er mig helt ukendt, både af udseende og dufte. Kaster voldsomt med hovedet, inden min nakke knejses op, ørene lægges skråt bagud, og halen slår nogle voldsomme slag bag min bagpart. Kniber øjnene skulende i, og kigger intensigende på ham; han er på den sti, jeg følger, og dette passer mig overhovedet ikke.

Det gav et sæt i Dom, da hans næsebor fortalte ham, at en anden var i hans nærhed. Han flåede hovedet op fra græsset, som han ellers havde hengivet sig til, og stirrede opmærksomt rundt. Efter et par sekunder, kunne han pludselig se en grå hoppe, der stod og så en smule utilfreds ud.

Han brummede lidt undersøgende og hingstet og slog lidt med den tykke hale, inden han lidt nysgerrigt vippede ørerne fremad mod hende og trådte en dansende skridt nærmere. Kun ét. Han skulle nødig provokere hende, så han stoppede der og sænkede sin hals en smule respektfuld blot for at vise, at han 'kom med fred'

Mit hjerte slår imod min bringe, som er let skudt frem. Vejret trækkes i store bevægelser, som får min mave til at blive større og bredere, hver gang luftes tages ind. Ørene er vippet skråt bagud, i en utilfreds mime, pandelokken sidder slasket ned i min pande og dækker det ene øje, og benene står solidt plantet på jorden, mens kroppen står en smule skrå til ham.

Umiddelbart kunne jeg nok godt ligne mere en hingst end en hoppe, med den holdning jeg ligger for dagen. Men det er skam også det der er meningen. Men de lidt mere feminine former gør dog, at denne form for udstråling bliver en anelse tvetydig i sig selv. Da han træder et dansende skridt nærmere, hæves mit hoved op i et ryk. Ikke af dominans, men mere fordi jeg bliver utryg ved dette. Men det skinner igennem, at mit sind samtidig er årvågent og utilfreds, så jeg ikke virker særlig usikker i situationen. Men da han sænker hovedet, i en respektfuld hilsen, hæves mit ene ’bryn’ i en kort måbende bevægelse. Dette er jeg ikke vant til. Stamper nogle skridt sidelæns og bagud, mens jeg virrer med hovedet. Jeg forstår det ikke synderligt meget; for hvorfor gør han det? Er det en plan? Indtil videre har mine selskaber været meget blandet. Den ravnsorte Seth, der afprøvede mine grænser. Ahearn, der gik til angreb så vi kom i nærkamp, og Brêgo der blev yderst skuffet over at jeg ikke ønskede at stå og røre og pruste til hinanden. Og nu ham her. Der sænker hovedet. Det er noget helt andet! Svirper med halen, og virrer igen med hovedet, usikker over hvad jeg selv skal stille op.

Dom bemærkede hurtigt, at hoppen så en smule skræmt ud. Han rettede opmærksomheden mod hendes vejrtrækning, der fik bugen til at udvide og trække sig sammen i store ryk. En pæn hoppe dog med en speciel attitude, som lidt udstrålede noget maskulint, men hendes fintformede hoppekrop viste noget andet. Igen bemærkede han hendes hurtige bevægelse med hovedet og pludselig så hun næsten vred ud, så Dom et kort øjeblik vippede lidt undrende med sit øre.

Hans venlige hilsen syntes også at forvirre denne specielle hoppe, da hun trådte sidelæns og slog med hovedet, men da hun ikke giver tegn til at flygte, vil Dom alligevel forsøge sig.

"Goddag fremmede hoppe,"

sagde han med en rolig stemme, hvorefter han brummede venligt. Hans kropssporg udviste respekt og venlighed.

Mine øre vipper kort omkring, mens jeg står ganske stivnet i mine bevægelser. For jeg ønsker ikke at virke svag af sind, for det er jeg ikke. Men der er nogle ting i mit hoved, som ikke er faldet ordentlig på plads med denne opvækst jeg har haft; men samtidig har den også gjort mit langt stærkere af psyke end mange andre hopper måske. Jeg ved, hvad jeg vil og ikke vil. Og jeg skal nok vise det.

Står med hovedet let oppe, idet han vælger at lade sin stemme komme frem. Havde vel egentlig regnet med, at han ville vende omkring og gå; for jeg er nok ikke just tiltrækkende selskab at være i. Men han overrasker igen, ved at blive, og nu tale.

,,Godaften, fremmede hingst”

Besvarer jeg ham så, med en lidt tvetydig tone, der udviser en form for nysgerrighed, og samtidig er den utrolig tilbagetrukken.

Dom stod stadig afslappet og betragtede hoppen, da hun besvarede hans hilsen. Et par sekunder så hun overrasket ud, inden hun svarede, men han fik da respons. Tonen lyder både interesseret, men det er ligesom om, der er noget, der stopper denne fremmede hoppe. Dom var ikke truende, så det måtte være generelt.

"Mit navn er Ventus Dominus, men folk plejer bare at kalde mig Dom,"

sagde han så og slog et par rolige slap med halen og brummede venligt til hende. So far so good. Han havde lært, at man tit måtte tage hensyn til, at nogle heste i dette land, var arrede for livet af en blakket fortid eller en dårlig oplevelse, så han bestræbte sig altid på at imødekomme alles behov. Han afsluttede sætningen med et venligt smil.

Afslappet kan man ikke ligefrem sige at jeg står. Faktisk overhovedet ikke i nærheden af det. Jeg står med ørene klistret bagud imod min nakke, og hovedet let hævet op i en halvstresset mine. Jeg ved end ikke hvad det er jeg har tænkt mig at stille op; for på sin vis ønsker jeg den smule selskab jeg engang imellem bliver tilbudt, og alligevel ønsker jeg at smutte fra ham, og lade ham passe sig selv. Men det er for sent.. For i det næste nu, åbner han munden og lader en præsentation ramme imod mine lysegrå øre, der er vippet bagud.

,,Mit navn er Asira. Andet bliver jeg ikke kaldt. Hvor længe har du vandret her, Dominus?”

Jo, af min fader gør jeg. Han kalder mig altid Athene, og aldrig Asira. Noget, jeg aldrig har forstået. Og dette bliver også mit næste spørgsmål til ham, når jeg igen møder ham. Forhåbentligt snart.. Han er mit eneste holdepunkt pt. Noget, jeg ikke kan klare mig uden. Ikke når jeg heller ingen mor har, i hvert fald ikke ifølge mig. Denne Dominus, virker ikke til at ville mig noget ondt som sådan; men man kan hurtigt blive snydt i det her land. Drejer hovedet en smule, så mine øjne nu er plantet på ham i en lidt skeptisk mine. Jeg taler ikke ret tit, og jeg er heller ikke god til de smalltalks der. Men jeg forsøger mig dog med det ene spørgsmål til ham.