Autumn Twiligt

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Det kulsorte hoppe med de hvide aftegn kom skridtende under trækronerne, imens tusmørket begyndte at falde på. Det duftede af efterår og farverne var smukke i den nedgående sols skær. Om få minutter ville solen forsvinde bag horisionten, og skoven ville henlægge i det dybeste mørke, hvor kun de bedste nattedyr ville føle sig hjemme.

Alligevel befandt den lille sorte sig der, da hun elskede skovens lyde og lugte om natten. Lugten af blød muld lavet fra nedfaldende blade i naturens cyklus, efterårsregnen der skaber en fugtig og ren fornemmelse og bladenes knitren under hovene, når de har forladt træet for at blive til jord, der så igen vil nære træet.

Liberty stoppede under en stor eg. Hun kiggede op i den enorme krone, imens hun indåndede duften af bark og liv. Snart ville disse dufte ikke være det samme. Om vinteren var duften af liv der ikke.

Hun ville savne det, så det var med at suge det sidste smule liv til sig, inden de kolde tider for alvor ville tage fat og forvandle skovene til golde steder, hvor selv skovens dyr ville have svært ved at skjule sig.

[ Forbeholdt Tears ]

.~:SAMAEL:~.

[/size]
FALL[/font][/center]

Nedfaldende blade prydede den sølvhvide man, røde og orange farver sneg sig ind i hans sort-hvide varden, gav ham en overnaturlig følese af at være i et med naturen. Lugtene synes at være endnu kraftigere her i efteråret, og mulden endnu vådere. Mørke plamager var at se i det snehvide hovskæg, spor efter det muder han var vandret igennem i dagevis. Og dog nød han stadig den påtagende kulde, fugtigheden, det brændende skær der havde spredt sig som ild igennem skovene. Han havde altid elsket efterår, nydt at se hvordan livet lidt efter lidt tiede, blot for at blomstre op når den værste kulde var overstået.
Hingsten lod en svag prusten glide ud i det tiltalende mørke, og stoppede op for at beundre træernes flammende glans i den nedgående sol. Som om selve solens ild havde optændt trækronerne, der dog ikke røg og gik til. Åh jo, hingsten havde altid været umådeligt facineret af ild, selvom han frygtede den til dels.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Bedst som den lille sorte hoppe stod der under den store eg og nød øjeblikket, blandede en anderledes lugt sig i hendes fine næsebor. Lugten af levende væsen. Hest. Hun brummede lidt feminint for sig selv og inhalerede duften. Det var en fremmed hingst.

Hun drejede roligt en runde om sig selv og studerede sine omgivelser. Umiddelbart var der ingen at se, men duften fortalte hende, at den fremmede var tæt på.

Hun tog en indånding og vrinskede mildt og feminint ud i tusmørket i håb om et svar og et møde med en ukendt sjæl.

.~:SAMAEL:~.

[/size]
MOONLIT[/font][/center]

Hingsten, der lå inde med en efterhånden flere centimeter tyk, bølgende vinterpels, vippede kort med de dunede øre da et vrinsk skar sig ind til ham. Han stoppede op, vejdrede i luften, og tænkte kort over de mulige konsekvænser for han lød et dybt, brummende vrinsk besvare det spinkle. Derpå begav han sig vidre, med det tunge hovskæg dansende om sine solgyldne hove. Ganskevidst var han ikke helt ren, men de mange regndage havde sikret at den hvide pels fremstod snehvid, næsten blållig i det sene lys. Som en enhjørning, en konge af skoven, bevægelsede han sig med store, rolige skridt i den retning hvorfra vrinsket var kommet. Hvem denne fremmede hoppe kunne være, vidste han ikke, men hun var ikke i selskab med en anden hingst, altså måtte hun være en strejfer.

Da et dybt vrinsk kom som svar på hendes, blev det understreget, at der var en hest i hendes nærhed. Lyden var tæt på her i disse stille omgivelser, så hun gik med lette skridt afsted efter den. Efter nogle minutters tavs vandren, kunne hun pludselig se en anderledes hingst med en vældig og smuk hårpragt. Hans farve lyste op i natten, og han virkede nærmest fortryllende, men hans aura gjorde også sit til. Med en venlig mine blev hun stående på afstand og betragtede ham, som han stod der foran hende. Efter lidt høflig vurdering af ham, talte hun dog frem med sin blide og feminine stemme:

"Goddag, du fremmede og lysende hingst,"

.~:SAMAEL:~.

[/size]
HELLO[/font][/center]

Den tunge hingst stoppede ligeledes op i afstand fra hoppen, og lyttede til hendes ord. Thi han var stødt på mange sky sjæle der ej var meget for selskab, og måske hun ville jage ham væk. Ikke mange hopper var trykke i hingstes selskab her. Da hun talte, med en vis ærbødighed i stemmen, nikkede han dybt som hilsen, og tog derpå de sidste skridt hen til hende, med hovedet let sænket, for at hilse på denne fremmede. Han benyttede sig ikke af sproget, talte hellere med kroppen, med usagte miner. Det forekom ham langt lettere end ordenes snørklede vej, selvom han af og til stødte på heste der lod sig forvirre af hans nærgåenhed. For man skulle ganske nær for at hilse på denne vis, selvom det på ingen måde var en tilnærmelde hingsten faldt personlig.
Hans dunede øre vippede kort tilbage, neutralt idet han nærmede sig, men strøg straks frem igen for at tolke hoppens svar til hans handling. Denne hoppe var mindst lige så spinkel som den danserinde han holdt så meget af, men hendes natsorte farve var ej nær hendes. Gad vide hvilken sjæl denne hoppe var?