En kold aften

Forbeholdt Fuyu no Kitsune

Kulden bed sig fast i den røde pels og vinden ruskede godt i den cremefarvet man og hale. Selvom Lune Rouge havde fundet vej ind i en tæt skov, så var det ikke til at slippe for kulden. Natten var ved at tage over og kun få stjerner var at skimte, mellem træernes grene. Lune elskede nætterne. Det føltes så meget nemmere at blive væk og ikke blive set. Ikke at hun var bange for andre heste, slet ikke. Men hun havde ikke lyst til, at møde flere glubske heste.

Mødet med Seth var stadig klart og tydeligt i hendes erindring. Han havde virket som en speciel type og en hest, man skulle have respekt for. Men Lune havde vist ham respekt, det var ikke med vilje at hun var hoppet imod ham. Hun havde ikke engang ramt ham, og alligevel valgte han at angribe hende. Heldigivis for hende, havde han ikke ment det så alvorligt. Hun slap kun med skrammer.

Så nu gik hun her, stille og fredeligt og nød aftenen. Men hun savnede selskab. For denne røde hoppe fandtes der ikke noget bedre end selskab. Så hun lod et lyst og feminint vrinsk ud i mørket. Forhåbentlig var der andre derude i nattens mørke.

......STREJFER

[/font][/b][/size]......[/center]

Skyggeræven stod i ly af et stort egetræ, som frosset til jorden. Hans snehvide pels lyste op i mørket, selvom det kølige lys fra stjernerne knapt var nok til at oplyse stierne der ledte væk fra den lille åbning. Dette år havde han ikke udviklet vinterpels, han frøs ikke, og følte intet behov for den tykke afskærmning mange heste benyttede. Skyggerne snoede sig tæt omkring ham, som tusinder af fange arme, undersøgte det omkringliggende med hviskende, leende barnestemmer.
Han holdt ganske meget af sine brødre, men det var ikke altid han kunne holde dem ud. Specielt i dag fandt han de sorte, de mørke væsner lettere irriterende. Og det vidste de, derfor var de ekstra nærgående. En dæmpet brummen forlod hans mule, forsvandt som en dampsky op i mørket over dem. Det mørke der var lyst nok til at kunne blive oplyst. Et vrinsk skar igennem mørket, og hingsten spidsede sine øre, vippede hovedet let på skrå, og stivnede endnu engag. Sådan blev han stående ganske kort tid, før han selv afløste sin brummen med et gennemstrængende vrinsk. Skyggerne stilnede af, strøg sig forventningsfuldt omkring hans hove da hingsten, i al sin hingstelige pragt. Bar sig fremad med kraftige, elegante, dansende bevægelser. Hver del af hans krop emmede af hingst - en totalt modsætning fra det spøgelse der før havde voret frosset til jorden. Igen lod han et vrinsk fare ud i natten, før han med udspilede næsebor stoppede op, hævede hovedet kækt, og kastede et blik rundt. Hvor var hun?

Stadig roligt og med faste skridt, gik Lune videre i mørket. Ingen havde svarte hendes vrinsk, så hun regnede med, at der ikke var andre i denne del af skoven. En anelse frustreret prustede hun ud i luften. Irritationen blev dog ikke længe, da et hingstet vrinsk nåede hendes røde ører. Der var andre herinde, en hingst. Det generede ikke Lune, dog var hun en anelske skeptisk. Hun skulle ikke nyde noget, af endnu en som Seth. Men hun tog chancen. Det møde skulle ikke slå hende ud. For var der en ting Lune ikke var, så var det sky eller bange. Meget få ting frygtede denne røde hoppe, oftest stod hun hellere ansigt til ansigt med hendes problemer, end at flygte med halen mellem benene.

Da endnu et vrinsk fra hingsten kunne høres. Svarede hun ham ligeledes. Han skulle da ikke være i tvivl om, at hun var på vej og havde hørt ham. Hendes øjne ledte ivrigt efter ham. Men det syn der mødte hende, var dog en anelse skræmmende. Dér, længere fremme stod en hvid hingst. Det i sig selv var helt normalt. Hans aftegn derimod var noget anderledes. Hun kunne ikke se hans nedereste del af benene, som en tung skygge lå rundt om dem, og på hans ansigt var der nogle sorte aftegn som gik fra hans mund og op på hovedet. I den grad anderledes. Men Lune stoppede ikke op. Hun ville ikke dømme på forhånd.

I en glidende bevægelse slog hun over i skridt og stoppede derefter op, i passende afstand til ham. En ting havde hun lært med mødet med Seth. Hold afstand, ikke for meget, men heller ikke for ledt. Kort lod hun øjnene glide over hans krop. Før hun endte oppe ved hans øjne igen. Hun bukkede en anelse med hovedet i en venlig hilsen. "Godaften du fremmed."

......GREETING

[/font][/b][/size]......[/center]

Hingsten hvælvede i halsen, bragte de vældige muskler helt ud til den snehvide pels, og så kortvarrigt hoppen an, før han med korte, dansende skridt trådte nærmere efter hun stoppede. Derefter sænkede han hovedet let, og prustede dæmpet imod hendes mule. Det virkede ikke til at denne hoppe brød sig om hans nærhver, eller også var hun blot forsigtig. Skyggerne rakte ud efter hoppen, før de igen trak sig tilbage da hingsten bakkede et skridt, og igen hævede hovedet i den stolte stilling.

"GODAFTEN, FOKKUSU."(Fokkusu betyder ræv ;P!)
Det sidste var ikke ment som en fornærmelse, men blot en observering af hendes farve, de ræverøde gyldne lød der ofte kendetegnede en hest med temprement, men han havde nu hørt om ganske mange modsigelser, så måske dette ikke stemte overens. Hans hvide øjne hvilede kort på hende før han med en lavmælt brummen lod blikket søge omkring i skoven.
"EFTERÅRRET HAR SANDLIG EROBRET SIN PLADS I LANDET..."
Endnu en observation, ganske neutral, men hvad skulle han ellers tale med denne unge ræverøde hoppe om? Måske hun ville have noget at tilføje, eller spørge ham om. Lige i dag var han i særdeles godt humør, og dette afspejledes på skyggernes tågeagtige dans om de gyldne hove.

Med et ganske neutralt blik, betragtede hun den fremmed hingst imens han kom nærmere. Han udstrålede ingen form for aggressiv adfærd, så Lune slappede en anelse mere af og gengældte hans prusten. Undrende tog hun hovedet en anelse på skrå. Hvad havde han lige kaldt hende? Det ord kendte hun da slet ikke. "Undskyld?" Andet kunne ikke komme ud af hende. Det ville virke utrolig uhøfligt at sige 'undskyld hvad kaldte du mig'. Og var der en ting Lune ikke var, så var det uhøflig. Indeni undrede hun sig stadig over hans farve og aftegn. Havde før havde hun set sådan en hest. Faktisk ret så speciel at se på.

"Ja det kan jeg skam kun give dig ret." Hendes blik der eller havde været på træerne, blev rettet tilbage på ham. I enhvert anden situation ville hun have sagt hans navn bagefter. Men hun kendte det ikke. "Mit navn er Lune Rouge." Måske var det bedst med, at præsentere sig selv først. Hendes navn kunne dog godt virke ret anderledes for mange heste. Det var i hvert fald ikke et man stødte på hver dag.

I AM THE ONE WHO BRINGS SILENCE.
STANDING BEFORE THE NEARLY-DECEASED, GAZING INTO THEIR DULL, CLOUDED EYES...

HOMELAND

[/color]
[/center]

Det undrede ikke skyggehesten at hun ikke forstod hans sprog, det var der ikke mange i dette land der gjorde. Kun hvis han talte til sine brødre, de forstod atlting... Det var så belastende med andre væsner, at forklare sig konstant.
"FOKKUSU, DET BETYDER RÆV. MEN JEG FANDT IKKE DET... NORMALE ORD BRUGBART I DETTE SAMMENHÆNG, IDET JEG IKKE VILLE MISFORSTÅES. DET VAR IKKE MENT SOM EN FORNÆRMELSE."
Hans stemme var blød, smuk på uendeligt mange måder, og på sin vis flirtende. Selvom det ikke ligefrem var det han sigtede efter, men det var heller ikke noget han ville undgå. At hun betragtede hans snehvide pels, med de natsorte skyggear der dannede et dødninge grin, og adskillige tårestriber over hans krop. Selv var han ganske fornøjet med dem, hvis han blot lagde ørene en anelse tilbage, gjorde aftegnene resten.
"OG MIT NAVN ER FUYU NO KITSUNE, VINTER RÆV."

THEY CRAVE THE END OF THEIR PAIN, MOROSELY MOANING FOR THE SWEET RELEASE...

[/font][/color][/center]

At han kaldte hende ræv, generede ikke den røde hoppe. Det var skam ganske charmerende på sin egen måde. Især når nu det var på et andet sprog. Så et venligt smil kom frem på hende. "Det er skam ganske fint." Hvad hun ellers skulle sige til det, var hun ikke helt klar over. Men det var da forståeligt, at han kaldte hende for ræv. Hendes pels var jo som sagt rød. Da han ligeledes præsenterede sig selv, bukkede hun let halsen, inden hun atter søgte hans øjne. Vinter ræv. Ja det var jo også ganske logisk. Hans hvide pels stod godt ud nu, hvor efteråret var over landet. Men inden længe ville sneen nok komme, og så ville det være Lune der var tydelig og han ville være godt kamufleret. "Jamen hyggeligt at møde dig Fuyu no Kitsune. Har du været i dette land længe?" Lune selv havde kun været der siden sommeren. Men hun havde allerede set en god del af landet. Dog var hun sikker på, at der var mange hemmeligheder hun endnu ikke havde hørt om. Måske kendte denne Fuyu noget til det.