På grådens rand

En sort hoppe lå i græsset i Andromeda’s omgivelser. Hun var bange, bange for at se sig omkring. Sidste gang hun havde gjort det, var hun blevet mødt af en hingst, der havde voldt hende smerte. Hendes krop, hendes sorte krop, der var prydet med lyse mærker, der kælede sig omkring i sirlige mønstre, var udmattet. Den havde kæmpet, først i den verden hun kom fra, så i denne, og hvile havde der ikke været tale om.
Hendes tanker kredsede endnu om den moder hun havde mistet, men som hun nu vidste, havde det godt. Synet af, at hun gik i opløsning, prægede endnu Leonoras sind, og det pinte hende, at hver gang hun lukkede sine blå øjne, så opstod billedet af den makabre hændelse igen. Hun lå derfor blot med fugtige øjne og kiggede ned imod sine egne forben. Hendes flanker blev hævet i en hurtig, uregelmæssig rytme, fordi hun indædt prøvede at holde en hulken tilbage. Hun følte sig så alene, så fortabt; som om alt i verden blot var imod hende, og intet godt overhovedet kunne ske.
Den sorte hoppe, med det lyse plettede mønster, var en ødelagt hoppe. Hun vidste, inderst inde, at hun ville kunne finde sig selv igen; men det krævede kræfter og mod. Og det sidste af begge dele, var blevet taget fra hende, da denne Rumpelstiltskin havde vist sig selv.

En spraglet sjæl havde fundet vej over engen på denne aften hvor mørket så småt havde sænket sig over landet Andromeda. Han vandrede i sine egne tanker og var derfor en anelse fraværende og så sig ikke ordenligt for. Selv ikke en hulkende sort sjæl som lå i græsset få meter foran ham. De gule øjne havde nemlig travlt med at stirre tomt ud i luften med de klassiske Mindraper udtryk, jeps tomt og blottet for følelser. Da han så pludselig lå i græsset så han omtumlet rundt og vippede undrende med ørerne. inden han nu endelig fik øje på den hulkende hoppe. Han lagde hovedet på sned og brummede en anelse forundret. Han betragtede de sirlige aftegn hvid på sort, ligesom hans moder, Midnight Myth, dog var de slet ikke udformet på samme måde.

" Ehh.. Om forladelse.. "

Lød det hult, men samtidigt roligt fra ham, men sådan var Mindraper. Han lå dog stadig halvejs omme på ryggen med forbenene strittende ud til alle sider. Et eller andet sagde ham at han måske skulle prøve at være lidt sød ved denne hoppe, som så noget så ulykkelig ud, men Mindraper var måske ikke kendt for at hverken være eller se blid ud.

Aftenen var kølig; som ørkenens havde været det. Den grædefærdige hoppe vidste dog godt, at der var forskel på den kulde, der langsomt sneg sig ind på hendes udmattede krop nu, og den der havde omklamret hende og hendes moder tilbage i den ørken, hvor hendes skæbne var blevet beseglet. Denne kulde var årstiden, der var ved at skifte. Vinteren, der langsomt bankede på og ville overtage sommerens rolle. Kulden i ørkenen havde blot været nattens måde at vise sine kræfter på; men nej, årstidens kulde betød også at dagene ville være køligere, og Leonoras knapt så tykke pels, ville nok få svært ved at holde varmen, når først vinteren slog til. Hun var kommet direkte fra sommerens årstid, til efterårets, og månederne imellem var nu forsvundet.
Leonora lagde ikke mærke til meget omkring sig. Hverken lyde eller indtryk; hendes sind nægtede at se den verden, der var blevet hendes fængsel. I hvert fald indtil noget ramlede hen over hende. I en panisk bevægelse fik hun kæmpet sig op at sidde og derefter tippet om på den anden side. Hendes ben nægtede at bærer hendes vægt, og derfor kom hun aldrig helt op at stå, men lidt afstand kom der imellem hende, og den hingst, der nu lå og kiggede på hende. Da hingstens stemme kom frem, fnøs hun advarende. Hun var en ’såret hoppe’, og netop derfor var det vigtigt for hende, at holde alle på afstand, indtil hun havde genvundet sin styrke, eller havde overgivet sig til sorgen; og dermed kunne alt være lige meget.
Hun forblev først tavs, mens hun stirrede en smule vantro på denne hingst, med de underlige og bjerglignende farver. Det første der gled igennem hendes hoved var magi; noget hun aldrig, aldrig mere ville stifte bekendtskab med. Dog lod denne hingst til at ville undskylde for den forstyrrelse, han havde skabt, og derfor hævede hun hovedet højt nu, mens hun endnu lå ned. Hendes klare, blå øjne var sat direkte i hans gule; for selvom hun var sky og reserveret, vidste hun også, at det var farligt ikke at vise autoritet, og dermed gjorde hun det.

,,Undskyldning accepteret, hingst”

Var de eneste ord der derefter forlod hendes mule. Stemmen, klar og feminin, bar præg af viden og rang, men det nervøse og ødelagte ydre var stadigt overdøvende, og derfor var det tydeligt, at det egentlig blot var en facade, hun ønskede at opretholde, for ikke at knække helt sammen.

Mindraper fik sig rejst op på sine stærke ben, som dog bar ham omkring med en vis elegance. Hans gule øjne stirrede tomt på den sorte hoppe der havde lagt og forstyrret hans dagdrømmeri. Hans mule var rynket og han fnyste svagt af måden hun tiltalte ham på. Hun bar præg af at vide noget om at være højere rangeret og Mindraper hævede derpå hovedet i en mere dominerende positur for at vise at han ikke var underlegen på nogen måde. Ørerne var rettet fremad og brystkassen skudt frem for at understrege dette. Hingst..

" Godt så, hoppe. "

Lød det skarpt fra tungen der fik hans stemme til at løde som en slanges hvislen. Mindraper var ej bevidst uforskammet, sådan talte han blot. Kort, kontant, og ikke meget venlighed at spore i tonelejet fra den spraglede vandrer der netop denne aften havde fundet vej over Chibale.

Den sorte hoppe var kommet op på sine ben; hendes krop dirrede en anelse, både af angst og udmattelse. Hun havde ikke fået hvile, siden hendes moder var gået bort, og selvom hun havde befundet sig liggende på jorden, så havde det ikke været mindre anstrengende for hende, end at stå op.
Dog havde hun samlet sig blot en smule, og så nu med de krystalblå øjne, imod den spraglede fremmede. Hans stemme, der kort efter svarede hende, virkede afvisende og dominerende, hvilket blot fik den sorte hoppe til at gå endnu mere i baglås. Hun vidste selv, at hendes rang var høj - Eller, den havde været høj, og derfor nægtede hun at underlægge sig dominans fra andens side af, før end hun vidste, at den der bar det dominerende, havde grund til det. Hun fnøs højlydt for at ’pille’ ham ned fra det dominerende. Hun var ligeglad, eller sådan gav hun i hvert fald udtryk for det. Dog var det, der lå bag hendes facade, skælvende og nedbrudt. Hendes ydre, hendes krop, viste det endnu ved svagt at ryste, men ellers var der gledet et mere reserveret og nobelt udtryk over hoppens feminine hoved. Hun havde ranket sig en smule, og den majestætiske holdning var ikke svær at få øje på; den lå til hende, naturligt.
Hendes ene øre vendte sig da fremad imod den skarptungede hingst. Nu, hvor hun havde fået en smule mere styr på sig selv, kunne hun godt holde ud at beskue ham. Hans underlige farver og gennemborende øjne.

,,Hvem er du, og hvad laver du her?”

Spurgte den sorte hoppe da, i det den sidste rast at de tårer, der før havde rendt ned af hendes kinder, dryppede af og landede på jorden under hende. Hun kneb sine øjne en smule sammen og hævede hovedet derpå; det krakelerede indre var nu skjult, så godt hun kunne magte det på nuværende tidspunkt, og den fremmede hingst blev dermed mødt af det stolte, reserverede ydre, som den sorte hoppe besad. I hvert fald så længe, han ikke lod sig friste til at komme nærmere.

// Mindraper Out'er