En sort sjæl under månens skær

Månen var ovre den sorte Leonora; den skinnede klart og næsten hvidt, og skabte et næsten eventyrligt skær omkring hende. Alt blev lyst op, på denne sære og kælende måde, og fik landet omkring hende til at virke uvirkeligt. Og måske derfor, havde hun vovet sig ud på engens åbne land. Hun havde gemt sig længe, denne sorte og mærkede hoppe, gemt sig fra alt hvad der kunne kaldes liv. Hun ønskede ingen kontakt, intet selskab, fordi hun frygtede det. Hun frygtede hvad der kunne ske; for hvad nu, hvis der fandtes flere af disse snu djævler , som Rumpelstiltskin, der kendte til magiens verden? Hvad nu, hvis der var flere, der ønskede at fratage hende styrke og kræfter og dermed gøre hende ondt? Nej, Leonora havde et helt andet mål en selskab, med sin vovede færden. Hun ønskede at finde et afsides sted, hvor hun kunne gemme sig, få styr på sig selv og genfinde den stolthed, der engang havde ligget over denne elegante hoppe. Den stolthed, hun havde arvet fra sin moders side af, og som hun inderligt ønskede hun kunne påtage sig igen.

Titan

Det var godt nok sengetid for den lille sorte hingst. Sådan havde den sorte hoppe fortalt ham hver gang solen gik ned. Og når det var helt sort blev han nødt til at sove. Men den sorte hoppe var her ikke. Han havde ikke set hende i nogle dage. Det var ikke meningen han skulle være kommet så langt væk, men det skete bare lige pludselig. Han havde ikke haft travlt med at lede efter denne lidt sure hoppe. Eller. Det var vel ikke fordi hun var sur, men han måtte ikke gøre lige præcis hvad han ville, og det var han ikke altid lige glad for.

Lige nu luntede han rundt med højtløftede ben i det lidt høje græs og fulgte et lille dyr der kravlede i græsset. Tænk nu hvis det ville lege og bare ikke havde set ham? Han stoppede brat op da noget satte sig lige mellem øjnene på ham. En gul plet af lys. Hans grønne øjne forsøgte at fokusere på denne plet, og dette gjorde ham skeløjet. Den blev ikke siddende ret længe, for den gav sig til at flyve rundt, og han hoppede derfor efter den. Det gik op for ham der var flere af dem, og han ville umuligt kunne nå at fange dem alle. Han skjulte sig godt i mørket, men det var som om de alligevel flyttede sig hver gang han kom for tæt på. Men et lille stykke væk, var nogle små pletter der ikke flyttede på sig. De var mere stille end disse gule pletter. Han vrikkede lidt med ørerne og besluttede sig for at vandre videre mod de andre pletter. Dog stoppede han op da han så en sort hoppe. En sort hoppe der bar disse pletter. En sort hoppe med lang man som den sorte hoppe der skulle passe på ham. Det fik ham til at overveje at snige sig væk igen, men det ville ikke være muligt uden at blive opdaget, for nu var han for tæt på. Selvom han var sort, så var han ikke helt usynlig - ikke når månen skinnede ned på ham.

Leonora, hvis blik spejdede i alle retninger, havde godt opdaget hvordan ildfluerne dansede i luften, og hvordan vinden blidt kærtegnede dem imens. Det var et sælsomt syn, som mange ville nyde, men ikke hende. Det forhastede og forsigtige lå over hendes elegante krop, og det var tydeligt for enhver, at hun blot manglede en retning, så var hun forduftet. Hun havde netop holdt sig fra åbne steder, for at undgå at blive set. Når hun bar disse pletter, som denne Rumpelstiltskin havde ’pyntet’ hende med, var det ganske svært at undgå det; men indtil nu, havde hun formået at holde sig skjult. Hun lyttede intenst, det gjorde hun, og en lyd fangede snart hendes opmærksomhed. Det lød som en hjort der sprang af sted igennem græsset, men hun kunne ikke få øje på en eneste. Hun hævede derfor hovedet og afgav et sigende fnys, et advarende fnys.
Først var der intet, som den sorte hoppe kunne få øje på. Kun ildfluerne, der endnu dansede fredeligt, trods hendes fnys. Det lå normalt ikke til hoppen at reagere så voldsomt; hun var opdraget til at handle med hovedet og have kontrol over sine handlinger. Men alt hendes træning og vane, var i øjeblikket gemt væk. Det eneste, der egentlig virkede ligenu, var hendes instinkter, der var skabt skeptiske og en anelse nervøse, og som hun nu ikke længere havde den store kontrol over. Men pludselig, mellem græsset, fik hun øje på den der havde lavet lydende. Et hingsteføl, ikke særligt stort, og sort som natten selv. Hun spidsede dermed ørene, og den nervøse aura blev ganske hurtigt erstattet af en mere hysterisk. Ikke fordi hun hidsede sig op negativt over føllet; men hendes instinkter, som var skabt til at være moder, sprang straks et gear op og derpå satte Leonora imod føllet, imens hun begyndte at kalde på det.

Titan

Han dukkede hovedet da det gik op for ham at han var opdaget. Nu var det i hvert fald for sent at stikke af. Noget undrede ham en smule. For det var som om denne sorte hoppe skiftede holdning. Næsten som fra forsigtig og til noget han kunne genkende. Det var næsten som de gange den sorte hoppe der var sat til at passe på ham havde reageret når han havde været stukket af, og han var næsten overbevist om at der ikke ville gå ret lang tid før han fik en skideballe. Men denne hoppe var ikke den samme hoppe som plejede at skælde ham ud.

Da hun kaldte på ham var der et eller andet der virkede bekendt. Noget han ikke helt kunne finde ud af hvor stammede fra. Og alligevel noget der bare var et svagt minde. Han løftede langsomt hovedet og han begyndte at trippe lidt på stedet inden han sprang frem i noget der mindede om hjortehop, og halvt galop. Lidt kluntet fordi han blev så ivrig.

"Mama!"

Han var ikke den bedste til at tale. Han havde ikke rigtig talt med nogen overhovedet, men han havde iagtaget andre tale. Betragtet andre forme ord der ikke gav mening i hans hoved. Han havde hørt historier fra den sorte hoppe, som kaldte sig hans storesøster. Historier om hans Mama, som han ikke selv kunne huske lige så godt. Hun var kun et svagt minde, men med historierne følte han at han vidste lidt mere. Denne hoppe mindede ham meget om den hoppe i hans minder, men alligevel ikke, for denne hoppe var fyldt med små pletter. Han stoppede op igen da han fangede lugten fra denne sorte plettede hoppe. Det var ikke den samme lugt han huskede. Hans ører gled langsomt ud til hver sin side, og ivrigheden forsvandt lidt igen.

Den sorte hoppe, der travede afsted imod det lille føl, med skyhøje knæløft, gentog sine kald I takt med hun kom ham nærmere. Hun var ganske klar over, at han ikke var hendes. Hun havde aldrig været drægtig og havde aldrig haft et føl, hun kunne kalde sit, men hendes instinkter overskyggede simpelthen hendes viden. Da først hun kom tæt på føllet, sænkede hun farten til en overdrevet ivrig skridt, og da hun hørte hans ord, hans kalden, gav hun et dæmpet vrinsk fra sig ligeså.
Hun stoppede først da hun kom helt hen til føllet. Hun lod sin lange hals hvælves og derefter strækkes fremad imod føllet. Duften var hende ikke velkendt; og så alligevel lå der noget i yderste velkendt gemt i den. Hun prustede hårdt, inden hun med et lidt hysterisk hvin langede det ene forben frem i luften. I hendes sind, var han nu hendes, og hun skulle markere overfor evt. medkiggere, at han var det. Hun lagde først mærke til den skuffelse, der var gledet over udtrykket på det lille føl, bagefter, og hun dæmpede derpå sine reaktioner. Hun ville ikke skræmme ham, men tage sig af ham. Hun brummede sagte, moderligt vel, som hendes egen moder havde gjort til hende, da hun var spæd. Den beroligende brummen, der fortalte Leonora, at hendes moder var der og passede på hende. Hendes ører var vendt helt fremad imod føllet, og selvom han ikke umiddelbart så særligt ivrig ud længere, søgte hendes mule ned for at gnubbe ham over ryggen. Hun gentog sine brummende lyde, som en slags forsikring om, at hun altså havde i hensigten at beholde ham, med mindre han da selv valgte at rende fra hende.
Leonora var blot indrettet sådan, at føl var det, der betød mest for hende, ud over hendes egen familie. Og kunne hun tage alle dem hun kom i nærheden af, gjorde hun det gerne.

Titan

Da den sorte hoppe langede et forben i luften sendte det Titan ud i et par hop væk med store grønne øjne rettet mod hende.. Han trippede dog nærmere igen. Hendes brummende lyde beroligede ham, og det mindede ham om den sorte hoppe, hans mama. Slet ikke som den hoppe der havde fortalt historier. Hun var helt anderledes. Ikke sådan rigtig mor agtig, men ville bare gerne bestemme hvad han måtte og ikke måtte. En der overvågede ham. Da hun gav sig til at gnubbe ham over ryggen var alle de sorger, han havde haft, ovre. Eller det skulle man i hvert fald tro. En lille sagelig brummen undslap hans mule og hans mule blev en smule spids mens han begyndte at væve lidt med hovedet frem og tilbage.

Den lille pjuskede hale svingede lidt fra side til side. Han var ikke en der stod stille ret længe, og da han syntes han havde stået stille længe nok, gav han sig i stedet til at undersøge denne fremmede hoppe. Han søgte ikke efter mælk som andre på hans alder ville have gjort. Mælk var ikke noget han levede af. Han gik helt tæt op af hoppen og ind under hende. Han var lige præcis lille nok til at han kunne gå der igennem så ryggen strejfede hendes mave, og han gned sit hoved op af hendes forben på den anden side. Der var alligevel et eller andet over denne hoppe som han ikke havde oplevet ved nogen af de andre han havde mødt. Hverken den lille sorte hoppe eller hans lejekammerat Xenon..

Moderinstinktet var blusset voldsomt op i den sorte Leonora; og hendes sorger, der ellers havde præget hendes stolte sind, til at blive nervøst, frem for reserveret, var for en stund lagt lidt til side. Hendes mule, der havde fundet vej ned over ryggen på det unge føl, gnubbede forsigtigt, i små cirkler, for at løsne hans muskler en smule op, og samtidig for at klø ham lidt, på de steder det kunne være svært at nå selv. Der gik dog ikke længe, før føllet igen fik gang i benene, og da han begyndte at søge ved hendes side og omkring hende, hævede hun blot hovedet en smule, gav sig til at hvile på det ene bagben og ellers spejde rundt. Og det var først nu, at hun lagde mærke til ildfluernes ret smukke dans; fascinerende, det var det. Da det lille føl kneb sig under maven på hende, gav det et lille sug i kroppen på hende, og hun hævede derved ryggen, for at give mere plads, selvom det ikke var nødvendigt. Han var en frisk en, den lille og meget modig. Selvom Leonora kun lige var begyndt at tage ham til sig, kan man vel sige, så virkede han allerede ganske tryg ved hende. Hun nappede ham blidt mellem ørene, da han gned hovedet imod hendes forben og atter lod hun den beroligende brummen lyde.
Den lille kulsorte hingst, havde en velkendt duft; eller, en del af hans duft var velkendt. Og nu, hvor han stod ved hendes forben, gav hun sig tid til at undersøge duften endnu nærmere. Hvor kom den fra? Hvordan kunne det være muligt, at finde noget bekendt, her?

Titan

Den lille Titan nippede lidt til den sorte hoppes forben da han stod ved hendes side. Han var hele tiden så tæt på hoppen at han kunne mærke varmen fra hende af. For koldt var det begyndt at blive. Ikke så koldt at han ikke stadig kunne holde det ud, men heller ikke så varmt som det engang havde været. Han stod stille et øjeblik og betragtede ildflyerne der legede omkring dem. Hvis han nu fangede nogle af dem, så kunne det være han fik pletter lige som den fremmede hoppe. Tænk hvis hun havde pletter fordi hun havde slut nogle af de gule pletter, og de fik den anden farve fordi de kom indefra.

Han stod og så på hende med de store grønne bambi agtige øjne i noget tid, og gav sig så til at hoppe legesygt fremad. Han trippede rundt i en cirkel omkring sig selv, men fik trippet lidt for langt rundt, så han tog lige en ekstra halv omgang for at vende sig om mod hoppen. Han strakte kroppen lidt bagud, hvilket fik ham til at synke lidt ned i fronten med forbenene strakt ud og røven i vejret, stadig med den lille pjuskede hale svingende fra side til side.

Som han stod der slap han et lille legesygt hvin og gav sig til at hoppe rundt igen. Han sørgede dog for hele tiden at han ikke var for langt væk fra denne hoppe. Tænk hvis hun blev væk og han ikke fik mulighed for at vise sin storesøster den som kunne være mama fra historierne. Det ville være en katastrofe! Den lille sorte hoppe ville jo ikke tro ham. Det kunne jo være noget han fandt på eller noget han bare havde drømt.

Leonora, den sorte hoppe, kunne mærke hvordan hendes instinkter berørte alle hendes sanser. Hun var yderst sensitiv overfor de bevægelser og berøringer det lille føl gjorde, og hun var yderst opmærksom på den omgivelser, der for et øjeblik siden blot havde været en pine for hende. For nu var de ikke i vejen for hendes mål længere, nu kunne de være en trussel imod det føl, der havde fundet sin vej til hende, i ly af natten. Om det var held eller skæbne, kunne hun ikke sige, og det var egentlig også alt for avancerede tanker, på nuværende tidspunkt. Det med at tænke langt, havde hun nedprioriteret, og det eneste der fyldte nu, var dette mageløse føl. Da han begyndte at hoppe fremad i legesyge hop, hæv hun først hovedet advarende op og derefter kaldte hun næsten panisk efter ham, en klagende lyd; hvorfor hoppede han nu fra hende?
Snart gik det dog op for den sorte Leonora, at føllet ikke ønskede at forlade hende, men derimod lege. Hun stod først, en smule paf; lege. Hun vidste hvordan man tog sig af et afkom, det sagde hendes instinkter hende alt om, men det med at lege, det var en lidt mere fremmed verden.
Der gik lidt, hvor Leonora blot stod og håbede at føllet ville komme tilbage og blot være ved hende, men det gik snart op for hende, at det ikke var muligheden. Føllet havde energi; måske var han skabt til at være vågen om natten og sove om dagen? Derpå slog Leonora frem i en nærmest hoppende skridt, hen til føllet, med hovedet hævet og halen ligeså. Små fnys forlod hendes mule, ivrige og en smule hysteriske fnys, og derpå slog hun frem i en trav, der var så springende, at det halve ville være nok til at holde hende flyvende. Hun drejede ind på en stor cirkel, omkring det lille hingsteføl, klar til at indlede en fangeleg, om han da så ville. Det var en af de lege, hun kunne huske, fra hun selv var spæd af; og dermed det mest sikre valg, fra hendes side af.

Titan

Da den sorte hoppe gav sig til at cirkle omkring lille Titan spidsede han ørerne opmærksomt. Hans blik fulgte hende hele vejen rundt - i hvert fald så langt det kunne, og når han ikke kunne se mere måtte han enten vende sig rundt, eller dreje hovedet til den anden side. Han trak kroppen lidt tilbage så han endte med at stå med udstrakte forben og røven lige i vejret med den lille pjuskede hale svingende fra side til side, og idé han sprang fremad igen kom han helt op på alle fire, og oppe i fart fra starten af.

Dette holdt dog ikke længe, for hans forben fulgte ikke helt med og derfor trillede han en tur rundt, nærmest en lille koldbøtte, og landede siddende, men på benene kom han i hvert fald hurtigt igen. Han havde ikke tid til at tage sig af hans klodsethed. Knups var han vant til. Han hoppede frem mod hoppen igen og drejede efter hende mens han nappede efter hendes bagben og samtidig hvinede legesygt.

Den sorte hoppe holdt sit hoved højt og udsendte på sin vej rundt i en cirkel, flere små fnys af både kådhed, og samtidig en smule nervøsitet. Hun havde ikke leget med et føl længe, og hendes instinkter sagde hende, at hun blot skulle putte og beskytte føllet, så godt hun kunne, og nu var hun mildest talt på usikkergrund; i for en kort stund, var hendes grund ikke skælvende usikker, på grund af det der var sket før hun kom hertil. Hendes sind kunne ikke tænke på andet nu, end føllet, og det var tydeligt lettende for den sorte hoppe, der på den måde kunne håndtere nogle lidt mindre bekymringer, så som at håndtere dette kåde føl. Da han stod på mulen, da hun allerede på vej imod ham, for at hjælpe ham op. Det lå til den sorte hoppe, at læse andres bevægelser og så snart føllet havde mistet balancen, havde hun ændret retning for at nå at rede ham. Dog endte han på jorden, og Leonora standsede op med et lille hvin; hun var ikke hurtig nok. Kort efter fortsatte hun imod ham, men da han sprang op på de små ben igen og for efter hende, hoppede hun til siden i en overdreven bevægelse og gav endnu et hoppet hyl fra sig. Han var med på legen igen, og da hans små tænder hapsede imod hendes bagben, brummede hun i en smule hårdere tone, for at fortælle ham, at hun var fanget nu, og derpå vendte hun rundt, så hendes front så vidt som muligt var vendt imod føllet; nu skulle han så fanges. Hendes øjne lyste op, af glæde, over dette føl, og det var tydeligt for selv de blinde træer omkring dem. Hun kunne være lykkelig, så længe hun kunne være en moder; også selvom føllet så ikke var hendes eget kød og blod.

Titan

Titan var ikke et føl af mange ord. Ikke endnu. For tale var stadig fremmet for ham. Han havde indtil videre kun brugt små lyde og en enkelt gang forsøgt sig med hans navn. Han havde hørt andre, større end ham, bruge tale. Og derigennem havde han også lært ords betydning. I hvert fald nogle ords betydning. For ham var det endnu ikke vigtigt at kunne bruge dem. Ikke så længe andre stadig forstod hvad han ville, og denne sorte hoppe lod til at have fået fat i noget. Han var en med masser af krudt og et sind med plads til meget leg. Dette ville stadig kunne nå at ændre sig når han blev ældre, men det var ikke nødvendigt at bekymre sig om endnu.

Da den sorte hoppe brummede som for at fotælle at hun var fanget, huggede den lille sorte Titan, forbenene i jorden og satte sig næsten på røven, for hurtigt at skabe afstand og kunne vende rundt. Han var hurtigt oppe på benene igen og spran fremad først i et par kåde buk og derefter nogle underlige hop, mens han hvinede kådt og føllet, men stadig med en lille hingstet undertone. Der var ingen tvivl om at han nok skulle vokse op og blive til en rigtig hingst - også selvom han ingen mor havde haft fra han var helt lille af.

Han så sig over skulderen nogle gange og satte farten lidt op og derefter lidt ned igen for at dreje i en tilfældig retning. Af og til var han ved at skvatte over sine lange tynde ben, men han faldt ikke. Han vaklede nogle gange men dette skulle ikke få ham til at slappe mere af lige nu! Han pustede lidt, for at løbe var heller ikke noget han var vant til i længere tid af gangen. Han var stadig ung. Ikke stor nok til at kunne løbe i længere tid. Han måtte holde pause, men der var jo også tid til at løbe rundt på flere tidspunkter. Det var jo ikke fordi alt var slut. Dog nægtede han at give op allerede. Han ville lege videre! Og han måtte have denne sorte hoppe med hen til den anden sorte hoppe.

Den sorte hoppe, der nu var blevet ’fanget’ nåede dårligt at dreje om sig selv, før hun så halen på det sorte føl, der tonsede i den modsatte retning. Hun sprang frem, efter ham, i et par kæmpemæssige buk, der kunne få udløst noget af den indebrændte energi hun havde haft i sin krop, siden hendes verden var gået under. Men nu kunne hun få udløb for alle de tanker, der havde fået hende til at bryde sammen og alle de anspændtheder der var gået gennem hendes krop - Og endnu bedre, hun havde fundet én af de ting, der betød mest for hende, nemlig et føl hun kunne tage sig af. Hun piskede da af sted efter den lille hingst, der ganske snart lavede krumspring i flere retninger, for at gøre det svært for den sorte Leonora at fange ham. Og han gjorde et godt arbejde. Nok læste hun sine selskaber/fjender godt, men at forudse hans krumspring og dets retninger, var ikke muligt. Hun nåede tæt på ham, det gjorde hun, men da hoppe han endnu engang til side; og der skete det. Et smil kom frem på mulen af den sorte hoppe. Hun havde ikke smilet siden hun var kommet hertil, ja ikke siden hun havde mistet sin mor til slangerne i sandet.
Hun prustede fyrigt på en hoppet måde, inden hun atter satte efter det unge hingsteføl, der pludselig lod til at have en retning? Dog lagde Leonora ikke meget i det endnu. Han var formegentlig født i landet, og kendte til dets kurver og former, så han kendte sikkert mange steder, der var perfekt til at fortsætte legen.

Titan

Den lille sorte natteravn måtte til sidst sætte farten lidt ned, fordi det blev for hårdt at rende rundt. Af den grund betød det ikke at legen var stoppet. Det ville bare betyde at den sorte prikkede hoppe havde mulighed for at fange ham, men så ville han i hvert fald komme stærkt tilbage. Tag fat er en leg uden ende - det var det i hvert fald for Titan. Den kan have pauser når man skal sove, men den kan altid fortsættes så længe man ikke føler man er for gammel til det. Og den sorte prikkede hoppe så ikke ud til at lide under alderdom. Titan stoppede op et øjeblik og så om mod hoppen med et bredt smil på den lille mørke mule og smilet nåede samtidig helt op i de grønne øjne. De grønne unormale øjne. Hans lille pjuskede hale svingede frem og tilbage mens hans hoved efterhånden havde fået besluttet at nu skulle de finde et andet sted end dette. Der var så mange andre steder og han havde set nogle steder indtil videre. Han vidste nogenlunde hvor han skulle lede hvis han skulle finde hvad han søgte.

"Kom!"

Titan var en lille hingst af få ord. Ikke fordi han ikke snakkede meget. Eller jo - for tale var ikke noget han var særlig god til. Han kunne kun ganske få ord, men kendte til betydningen af mange flere. Det var udtalelsen der var problemet. Han kunne ikke finde ud af hvordan han skulle dreje og bøje tunge og mule for at få ordene rigtig ud. Men så længe man forstod hvad han sagde så mente han ikke det var noget problem. Han hoppede nogle små skridt fremad igen og lod blikket glide tilbage mod den sorte hoppe for at se om hun var med, for hun skulle med. Det kunne ikke være anderledes. Man efterlader ikke bare en ny legekammerat. Og slet ikke en der måske kunne være hans Mama.

Leonora, den sorte hoppe, som nedstammede fra en fin linje af hopper, med egenskaber til at blive lederhopper, havde nu fundet noget hun holdt kær. Og selvom føllet var hende fremmed, havde hun taget det til sig, og hun skulle nok gøre sit, for at beskytte det, det var sikkert. Fangelegen var godt i gang, og snart indhentede den sorte hoppe, det lille springene føl, da han satte farten ned. Hun brummede moderligt, da hun kom ham nær; og da han stoppede op, standsede hun lidt bag ham og lagde hovedet spørgende på sned. De øjne han besad smilede oprigtigt og hans smil på mulen gjorde blot helheden mere munter. Leonora slog hovedet i vejret med et muntert prust, inden hun rykkede sin krop frem i et pludseligt spring efter føllet, der nu bad hende følge med. Ordet ’kom’ var sprunget fra hans mule med sikkerhed, selvom han stadig var ganske ung. Og nok havde hun ikke hørt meget til hans stemme, men han virkede modtagelig overfor viden, siden han allerede nu kendte ordet ’kom’ og kendte dets betydning.
Leonora travede efter med ham kæmpe, elegante skridt, alt imens hendes sind prøvede at finde ud af, hvor de var på vej hen. Hun kendte intet til landet, intet til dets luner og genveje, men føllet var sikkert født her, og kendte sin vej rundt i landet. Leonora nåede snart lige op bagved det lille føl, med godt styr på sine ben, og med en munter brummen, nærmest fnisen, nappede hun efter hans bagdel; og ellers fulgte hun ham, tæt, mens hun endnu deltog i legen, memorerede vejen de fulgte og holdte øje med eventuelle farer på deres vej.