En sort sjæl under månens skær

Titan

Det lille føl hoppede afsted med den sorte Mama i hælene. Han vidste ikke helt præcist hvor de skulle hen, men han havde en lille idé, for han vidste stadig hvor han kom fra. Samtidig havde han jo også sine sanser at bruge. Selvom han i mørket ikke kunne se så godt, så kunne han stadig lytte, og dufte. Og den her vej var bestemt den rigtige vej, for han kunne kende de forskellige lugte omkring ham, og nogle af dem var mere kendte end andre. Der var nogen han havde lagt mere mærke til. Måske fordi de var nye, eller fordi han brød sig ekstra meget om en luft, eller slet ikke kunne udstå en anden.

Et lille grin slap fra ham da den sorte prikkede hoppe nappede ud efter hans bagben, og han fik lidt ekstra fart på hovene i nogle få sekunder. Han så op mod hoppen igen med munterhed og glæde i de grønne øjne inden han rettede blikket fremad igen, søgende. Hvor langt de skulle vidste han heller ikke, men så langt havde han jo ikke begivet sig væk fra det sted han havde fået besked på at blive. Hvad der havde ført ham væk havde han ikke tid til at huske på. For der var så mange andre spændende ting der krævede hans opmærksomhed.

Efter noget tids vandretur stoppede den lille sorte hingst op og spejdede rundt. Han vidste at det han søgte var i nærheden. Han snusede lidt i alle retninger og gav til sidst et lille kaldende vrinsk fra sig.

Den sorte hoppe med de blå øjne havde ikke vendt ryggen til den lille i ret lang tid. Dog var det lykkedes den lille igen at blive væk. Og så endda på et tidspunkt hvor han burde sove. Det at passe på hendes meget yngre broder var ikke nogen nem opgave. Hun havde ikke troet det ville være så svært da hun først fik denne pålagt. Hun vidste ikke hvor han var rendt hen, men hun ville kunne finde ham. Hun ville kunne følge det duftspor han havde lagt på sin vej. Alle individer havde hver deres duft, og det lille føl duftede ikke som nogen af de andre. Ikke de voksne i hvert fald.

Ava var begyndt at følge hans sti, men hun fandt ham ej med det samme. Han kunne umuligt være nået langt på så kort tid. Og alligevel så var han ikke til at se. Han var sort som natten. Som hende selv, men hun havde et hvidt aftegn der afslørede hende. Nogen gange ville hun ønske hun var helt sort som sin broder. Og som andre hun havde set for den sags skyld. At hun ikke var så nem at få øje på i mørket.

Hun besluttede sig for at blive i det område hvor den lille burde have opholdt sig for at sove. Dog ikke helt. Hun stod og holdt øje. Hvor lang tid var hun ikke helt sikker på, men hun hørte ham pludselig kalde. Det var ikke noget han som sådan gjorde ret tit. Den sorte hoppe trådte frem fra sit lille skjul og begav sig mod hendes broder med raske skridt. Han lød ikke som en der havde problemer, så at storme frem ville være unødvendigt.

Den sorte nat, der omgav den sorte hoppe, og det sorte føl, var stille og kølig, men alligevel var det ikke noget, der længere gik hende på. Ikke som før det lille føl, hun nu i princippet ville kalde hendes, dukkede op. Før han viste sig, kunne hun være krøbet sammen ved blot en lyd og panikket ved det mindste vindpust. Men nu, var det anderledes, og det var simple instinkter der var skudt ind over hendes nervøse, sammenbrudte sind.
Hendes lykke var vel tydelig; ja, der skulle ikke meget til at prise den sorte Leonora lykkelig, og så alligevel. Det at et føl, uden moder, valgte at dukke op ved hendes side, var vidst ikke noget der var særligt sandsynligt, men disse tanker ænsede hun overhovedet ikke. Hun magtede ikke meget andet lige nu, end blot at holde øje med føllet og passe på ham, som en moder burde gøre.
Hun fulgte ham, i hans springende trav af sted, og det gik efterhånden op for hende, at han vidste hvor han var på vej hen af. Hun sænkede dog ikke farten, men tilpassede den til ham, og fulgte ham alt imens hun udsendte små brum, sigende til ham om, at han vel hørte til hende nu.
Pludselig stoppede det unge føl op, og da han udsendte nogle kald, standsede hun med et ryk og lagde ørene en smule uforstående i nakken. Hun brummede lidt højere imod ham, for at bede ham om at stoppe disse kald, men snart kunne Leonora sanse en anden sjæl der kom imod dem, sort med hvid blis; og der trådte hun ind foran føllet med hovedet hævet og ørene let i nakken. Hvorfor føllet havde kaldt denne fremmede til sig, vidste hun ikke - Men Leonora var sikker på, at hun ikke ville lade den fremmede tage ham fra hende, heller ikke hvis det skulle vise sig at være hans rigtige moder. Dog var Leonora selv, i hendes hoved, mor til ham.

Titan

Den prikkede hoppes brummen hørte han godt, men lige nu var han mere optaget af at finde den sorte hoppe. Han blev nødt til at vise den sorte hoppe hvad han havde fundet. En der ud fra det han havde fået fortalt i så mange historier, mindede om hans mamma. Deres mamma. Han så tilbage mod den prikkede sorte hoppe med de næsten lysende grønne øjne. Hans var anderledes fra hendes og også anderledes fra hans søsters. Hvorfor vidste han dog ikke. Men der var jo også andre der ikke havde blå øjne.

Den lille sorte hingst lyste lidt op ved synet af den mørke skikkelse der stort set kun var synlig på grund af månens lys, og på grund af den hvide blis. Den lille sorte hoppe med de blå øjne. Dog uden prikker.

Da den prikkede hoppe stillede sig ind foran ham trippede han en smule ivrigt op stedet og nappde til hendes bagben. Det var ikke længe han blev stående bag hende, men fandt i stedet vej til hendes side, og nappede til hendes skulder før han krøb ind under maven på hende. Hans ryg strejfede kun lige hendes mave, for han kunne lige være der. Han stak hovedet ud på den anden side og sendte et hilsende og ivrigt, føllet vrinsk mod den kendte hoppe. Hans storesøster - det havde han i hvert fald fået at vide flere gange, så dette måtte også være sandt.

Titan sendte endnu et nap mod den prikkede hoppe inden han lavede små bambi hop mod den sorte med den hvide blis. Dette var en med et meget simpelt navn. Men han brugte kun meget sjældent ord. Alligevel udbrød han et enkelt ord, eller nærmere en lyd, for at fortælle den prikkede at det var en han kendte.

"Ava!"

[post nr. 35]

Ava standsede da hun nærmede sig sin broders kald, for det var ikke kun ham hun hørte, men også en moderlig brummen. En der var henvendt til ham. Et kort øjeblik gik hun i stå, fordi hun blev mindet om sin familie hjemme, som hun efterhånden ikke havde set længe. Hun savnede dem stadig, men ikke lige så ofte som da hun lige var kommet til dette land. Hun var begyndt at acceptere at dette var hendes liv nu. Hoppen var dog ej hendes moder. Det kunne hun se på afstand, for denne hoppe var fyldt med prikker. Det var hendes egen moder ikke.

Den sorte hoppe lod ørerne glide om i nakken. Ikke fordi hun var vred, men af usikkerhed. For hun havde fået tillagt opgaven at passe på sin broder, og hvis denne hoppe ville tage ham fra hende, betød det så hun havde failet? Betød det hun var nødt til at slås for ham? - hun var ikke en der ønskede at slås mod andre helt uden grund og eftersom den prikkede hoppe som sådan ikke havde gjort hende noget, så mente Ava heller ikke hun kunne tillade sig at gå imod hende.

Hun tog nogle få skridt nærmere de andre med små forsigtige skridt. Hun sænkede hovedet og strakte halsen frem mod hendes lillebror, men uden at fjerne blikket fra den fremmede.

"Jeg ønsker ikke ballade"

Den sorte hoppe, der havde indhentet det føl, hun nu anså som værende sit eget, og som havde stillet sig imellem ham og den mystiske fremmede, som han kaldte på, stod med hovedet højt, ryggen let sænket og ørene usikkert, og samtidig advarende vippende rundt i alle retninger. Alt skulle med, intet skulle overses, eller høres. Hun fnøs kort, advarende igen, da føllet for under hendes mave, efter at have nappet til hendes bagben. En smule forvirret lod den sorte hoppe, der var udvidende om sit prikkede udseende, sine forben trippe en smule, hvorefter hun fandt stilstand igen, for at undgå at møve for meget rundt med føllet under sin mave. Hun så derefter direkte på hoppen, der var kommet frem; sort med bred blis og blå øjne. Dernæst hoppede den lille sorte hingst ud imod denne hoppe, der i Leonoras øjne var fremmed, og det irriterede vel den sorte Leonora; men inden hun nåede at sige noget, fremsagde føllet et navn, der fik hende til at stivne. Ava.
Leonora begyndte dernæst at bakke, og da hun hørte Ava’s ord, veg hun hovedet væk, både i panik, men også uvidende. Hun huskede, at hendes søster havde født et hoppeføl ved navn Ava, og at hende og hendes moder ville have besøgt flokken hvor Ava var født; hvis ikke det hele var ramlet sammen. Frygt, sorg og uvidenhed stod tydeligt i blikket på den sorte hoppe, mens hun skævede skråt frem, forbi Ava og føllet. Pulsen var forhøjet, således at hendes flanker hævede og sænkede sig i et raskt tempo, og de sammenbidte kæber fremstod tydeligt, selv i mørket.
Der gik noget tid, hvor den sorte Leonora nærmest stod i trance og vejede frem og tilbage imellem at tage føllet og stikke af, eller spørge denne ’Ava’, om hun nu var datter af hendes søster? Hun fnøs gentagende gange for sig selv, da springet frem imod selve spørgsmålet var anstrengende, fordi det vækkede så mange minder, om den nat hun netop havde fortrængt. Den nat, der havde ødelagt hende psykisk. Men, nu hvor minderne var vendt tilbage, vidste Leonora godt, at hun ikke kunne fortrænge dem igen, end ikke hvis hun fik føllet for sig selv igen. Hun tog dermed en dyb indånding og vendte de blå øjne fremad imod den sorte hoppe, med blis. Og blå øjne. Ørene var usikkert vendt til siden, hvorefter hendes stemme, der var indbegrebet af en ledende hoppe, kom frem og brød stilheden.

,,Ava. Mit navn er Leonora. Og jeg er søster til Aria”

Sagde hun da, med en umiddelbar sikker stemme; men under den ’stolte og faste’ facade, var det hele ved at bryde sammen for den sorte hoppe igen, der var på randen til at bukke under for det overvældende pres, hendes minder lagde på hendes sind. Hun fastholdt blikket imod denne hoppe, som hun havde en nærmest skælvende forhåbning til; en forhåbning om, at hun netop var det sorte føl, som Aria havde givet liv til.

Titan

Lille Titan så fra den ene til den anden uden helt at forstå hvad der foregik. Han var godt klar over de ikke kendte hinanden, for så havde han vidst det. Så havde de mødt hende før og den prikkede hoppe ville også vide hvem han var. Hun virkede nærmest nervøs, og det var helt uforståeligt for den lille pjuskede pelsklump. Hans øjne var nysgerrige og samtidig uforstående mens hans hoved drejede fra side til side for at se fra den ene til den anden og tilbage igen.

Da den prikkede hoppe begyndte at stå lidt uroligt, gik han hen mod sin søster for at hilse, mens halen svingede lystigt fra side til side. Han gned hovedet langs sin søsters ene forben og så op mod hende med et muntert smil, og derefter vendte han sig om mod den prikkede hoppe.

Det var ikke mange af hendes ord han forstod, men et enkelt havde han hørt før. En sammensætning af lydene A-ri-a, som var et ord han før havde hørt i forbindelse med søsterens fortællinger hjemmefra. Om hvor han kom fra. Han spidsede nysgerrigt ørerne. Det var ikke fordi det nyttede ret meget at lytte til en samtale når man ikke kendte ret mange ord - men han kunne jo altid lytte efter flere kendte og se om han kunne sammensætte en mening.

Ava kunne ikke lade være med at føle en form for utryghed krybe hen over den sorte pels - selvom hun som sådan ikke vidste hvorfor. Det måtte være den fremmedes urolighed der smittede af på hende. Hun vidste ikke om hun havde været her før. Hun mindede hende om en, og så alligevel ikke helt. Men det var der jo flere her der havde gjort. Der var mange her der mindede om folk hjemmefra - med undtagelse af sind. Der var for mange her som ikke havde interesse i at deltage i et fællesskab. For mange ensomme sjæle der havde vænnet sig til ensomheden og som ikke ønskede nogen ændringer i hverdagen.

Den sorte hoppe blev derfor stående hvor hun var. Hendes mule gled hen over Titans små ører som hun nappede til inden hendes blik igen fæstnede sig på den sorte fremmede, da hun talte. Aria's søster. Aria var ikke et navn som Ava havde hørt omtalt tit, ud over da hun stadig holdt til i flokken hvor hun var født - og Aria var hendes mor. Noget i Avas udtryk ændrede sig fra det lidt nervøse til et lidt mere skeptisk og så til sidst til et nysgerrigt udtryk.

"Søster til Aria.. Korr's Aria?"

Ava ønskede at være sikker på om det var hendes mor hun mente eller ej. Og den eneste måde hun lige kunne komme i tanke om var at koble det sammen med hendes fars navn. Hun måtte vel vide hvem Korr var, hvis hendes søster skulle tilbringe resten af sit liv sammen med ham - om det så var en fremmed flok eller ej. Man mister ikke bare sådan lige kontakt jo, med mindre man ønsker det. Det er stadig muligt at kommunikere mellem flokke.

Leonoras blik, der ellers var fængslet på denne Ava, gled ned over det sorte hingsteføl, som hun følte sig knyttet til. Og at han gned sig sådan op af hoppen, ved navn Ava, trickede moderinstinkterne i Leonora; hun brød sig vel ikke om det? Men den følelse blev fuldstændig overskygget af alle de voldsomme følelser og minder, der vældede ind over Leonora nu, fra hendes fortid. For da Ava nævnte Korr, som var navnet på Aria’s mage, stivnede Leonora. Og hendes blik gled langsomt over i et sorgfuldt, og alligevel umådeligt lettet udtryk. Hun åbnede mulen, men der kom ingen lyd ud, for hun var for overvældet til at snakke. Det endte med at den sorte hoppe blot nikkede, mens hendes øjne langsomt søgte ned imod den lille sorte hingst igen. Var Ava mor? Var Aria virkelig blevet mormor? Hun måtte have gjort det godt, i den flok hun var blevet sendt til da Leonora endnu var ganske ung; den flok, som hendes mor Rhea og hende selv ville have besøgt, hvis ikke det forfærdelige var overgået det.
Der gik noget tid, hvor Leonora stop og vippede imellem at overgive sig til tårer af blandede følelser, eller fremtvinge et lille bitte smil. Det endte med, at hun gjorde lidt begge dele, for da smilet kom frem, trillede en enkelt tårer ned af hendes højre kind.

,,Aria, min søster. Og det må gøre mig til din moster, Ava”

Sagde Leonora nu, med en anelse mere fattet stemme. Hun valgte at holde fast i de gode minder, der vældede ind over hende, i stedet for at bukke under for de triste og tragiske; for i så fald ville hun blot knække sammen nu, og det gavnede hverken hende, eller de andre to sjæle, der nu var i samme område. Hun søgte derpå øjnene på Ava, der langt fra så fjendtlige ud, men derimod nysgerrige. Hvordan, at to fra samme familie skulle ende her, sammen, var en umulighed at udregne for Leonora - Og derfor valgte hun helt at lade værre, og blot acceptere det, som det nu var. Hun trådte derpå et skridt fremad og rakte mulen imod den lille spæde hingst, der med ørene helt fremme stod og lyttede med, til hvad de to hopper sagde. Hun puffede ganske mildt imod hans mule; og vreden over at han havde søgt Ava, var så småt ved at fordufte fra hendes moderlige sind.

Titan

Den lille pjuskede sorte pelsklump forstod ikke hvorfor den sorte prikkede hoppe græd. Han havde set til tristhed før, og han havde set til tårer. Han havde set hvordan den blåsorte havde savnet familien når hun havde fortalt historier. Han tog et par enkelte skridt mod den prikkede og krængede hovedet på skrå. Lidt mere end normalt måske, og så op mod hende med de grønne øjne der var anderledes end de to andres. Han var sort som dem, men hans øjne havde ikke samme farve.

Ord var ikke noget han besad ret mange af. Han var ikke en der talte ret meget. Han forstod mere end han kunne udtale og derfor var det ikke andet end små lyde der forlod hans mule da han forsøgte at finde ud af hvad den prikkede var ked af. Måske ikke ked af alligevel, for det var ikke det samme triste blik han havde set før. Der var noget andet i det også. Hans hale hang stille lige nu. Mest fordi han ikke kunne koncentrere sig om ret mange ting på én gang og her foregik der mere end han lige kunne finde ud af. Der var to han skulle holde øje med.

Ava lod blikket glide ned mod den lille Titan da han trådte væk fra hende. Hun strakte mulen for at give ham et lille blidt puf. En form for fortælling om at det var okay. Selv trådte hun nærmere den fremmede hoppe der påstod at være hendes mors søster. Hendes moster. Hun lod blikket glide hen over den fremmede, undersøgende og nysgerrigt. Hun kunne genkende visse ting fra sine minder om sin moder, selvom hun ikke havde været sin moder nær længe. Men hun ville aldrig glemme hendes forældre. Aldrig. Måske småting, men aldrig helt. Denne hoppe havde også de karakteristiske blå øjne som både Ava besad, og hendes mor Aria også.

"Vores moster"

Tilføjede Ava med et lille smul på den lyse mule. Hun var ikke helt sort som denne prikkede hoppe - selvom den prikkede hoppe jo ikke var helt sort. Den prikkede hoppe havde bare ikke samme blis som Ava. Det havde hendes moder heller ikke. Det måtte være en der stammede fra hendes afdøde forfædre.

"Dette er Titan. Min moders yngste. Jeg er hendes ældste. Mellem os ligger Arc, men han er desværre gået bort"

Avas ører vippede ud til siderne, samtidig med en tristhed gled hen over hendes klare blå øjne. Arc havde hun haft et tæt bånd til. Han var hendes broder og bedste ven. Titan havde hun ikke det helt samme bånd til. Ikke endnu i hvert fald. Det kunne jo være det kom når han blev ældre og ikke var helt så ustyrlig. Selvom han stadig var et føl, så var han også meget uafhængig og han kunne gå sine egne veje engang imellem når han syntes det passede ham.

"Jeg er bange for vi har efterladt vores moder og fader uden arving. Jeg skal ikke kunne sige om der er ny på vej eller om der nogensinde vil komme en ny. Men jeg håber det"

Ava følte sig stadig en smule skyldig over at have taget den lille Titan fra sin moder. Det eneste der afholdt hende fra at slå sig selv i hovedet var hingstens ord. At både Titan og hendes moder ikke ville have klaret den hvis han ikke var kommet hertil.

Den sorte Leonora, der havde opdaget at hendes tilstedeværelse i dette land, måske var mere rigtig end forkert, stod nu foran hendes søsters datter; og søn. Hingsteføllet hun havde taget, som sit eget, viste sig at være broder til Ava og dermed Aria’s yngste søn. Leonora kunne ikke helt forholde sig til, at de alle 3 faktisk var i familie - eller, det kunne hun godt, men det var svært at sluge, at de alle var havnet her. Hvis nu hendes moder og hende havde nået til Aria og Korr’s flok, ville de så have erfaret, at Ava var væk derfra? Det var tanker, som var alt for abstrakte for den sorte sjæl, og et øjeblik kunne man måske skimme en form for opgivelse; men den blev snart gemt væk, da den lille kulsorte Titan kom imod hende. Den moderlige brummen slap ud fra hendes strube igen, for selvom hun vidste, at det nu egentlig var hendes søsters afkom, så følte hun stadig at han var hans; og på en måde var det vel heller ikke helt forkert, nu hvor Aria ikke var her? Hun rakte mulen fremad imod ham og puffede ganske blidt til hans mule. Derpå trådte hun helt hen ved hans side, således at hun også kunne røre Ava.
I en hver anden situation, ville berøring få den sorte hoppe til at panikke; for efter hun var landet i landet her, var hun blevet ødelagt psykisk, og berøringer var noget der vagte så mange minder, at det slog hende helt ud. Ja, faktisk kunne hun nærmest gå amok på stedet, hvis uønskede sjæle rørte hende, men Ava og Titan var langt fra uønskede, for de var familie. Hendes familie.
Hun rakte derpå mulen frem imod Ava og da hun kunne røre den, lod hun forsigtigt overlæben flappe ned over Ava’s mule, en lille bitte berøring inden hun trak den til sig igen, med et lidt hurtigt ryk.

,,Jeg tror at Aria og Korr nok skal finde en løsning. Hun har altid været den perfekte, til alt hun foretog sig; så hvis ikke de selv har en arving, yngre end Titan, så har de nok visdommen til at lede flokken videre med en oplært arving.”

Konstaterede Leonora, eftersom det lod til, at Ava’s sind var lettere berørt af tankerne om flokkens skæbne. Hun vidste, at hendes storesøster var den bedst egnede til de svære situationer, da hun i modsætning til Leonora, havde et sind af stål.
Derpå rankede hun sig op i den naturligt ledende holdning, som både hende og Aria var opdraget med. Familien skulle beskyttes, og selvom Leonoras sind var ødelagt, så havde ’genforeningen’ med disse to, givet hende noget at kæmpe og holde fast i, i dette land. Og det var uhyrligt vigtigt for den sorte’s skæbne; for hvis ikke hun havde mødt disse, var hendes sind nok blevet mere og mere nedbrudt med tiden.

,,Ava. Hvor bor dig og Titan?”

Leonora kendte ikke meget til dette land, overhovedet. Der kunne være flokke; én eller mange, og der kunne være hele samfund af sjæle, som holdt sammen, måske uden et direkte bosted. Men hun søgte nu deres bosted; for det var nok det eneste sted hun kunne forestille sig, at hun selv ville kunne bo, uden at ønske sig væk.

Da den sorte prikkede hoppe kom nærmere ham igen begyndte den lille sorte og pjuskede hale at svinge fra side til side igen. Han stoppede ikke selv op for at vente på hende, men fandt frem til hendes side igen og gnubbede hovedet op af hendes side i lidt tid. Der var noget nærmest velkendt over den prikkede hoppe, også selvom han aldrig havde set hende før. Men han følte sig tryg med det samme. Det ville nok ikke komme til at ændre sig. Hun var i hvert fald allerede adopteret af ham. Hun var familie. Det kunne han forstå på de ord som de to sorte hopper udvekslede. Han havde hørt navnet Aria før, og de blev ved med at gentage det navn. Aria var den hoppe fra Avas historier, som hun havde omtalt som deres moder. Han kunne ikke helt lade være med at undre sig bare en lille smule om denne prikkede hoppe var Aria. Hans moder.

Den prikkede sorte hoppe kom nærmere Ava. Hun blev selv stående hvor hun var. Hun var næsten ikke i stand til at flytte sine egne fødder. Det var i hvert fald lige så lidt som hun var i stand til at tro at hendes familie var her. Det var noget af det hun havde ønsket sig fra starten af. Og nu var der 2 fra hendes familie der var kommet hertil. Det fik hende til at tænke på, om Arc måske også havde fundet en vej hertil, men endnu ikke fundet dem. Ikke fundet den sorte hoppe, det lille føl eller den prikkede hoppe.

Hun kunne kun give den sorte prikkede hoppe ret. Hendes mor og far skulle nok finde på en løsning. Selvom hendes mor ikke blev yngre, så var hun ikke ude af stand til at sætte nyt liv til jorden. Men det krævede også bare at hendes afkom da ville blive en hingst. Indtil videre havde 2 ud af 3 været hingste, og begge to havde hun mistet. Hun kunne vel ikke blive ved med at være lige heldig. Men som den sorte prikkede hoppe sagde så kunne de jo lære en op.

Avas opmærksomhed gled ned mod den lille Titan, men det varede kun indtil den anden hoppe stillede et spørgsmål. Hvor de boede. Det var ikke som sådan særlig nemt at svare på, for selvom der var et område, så var den flok, der så småt var begyndt at dannes, ikke ret stor. Den var stadig kun Ava, Titan og den rødbrogede hingst.

"Da vi kom hertil.. Eller.. Da jeg kom hertil var der endnu ikke dannet en flok. Heller ikke da Titan kom hertil. Men en er ved at forsøge at starte op, så vi har fundet tilflugt der, så vi ikke behøver vandre alene. Så vi har et sted vi kan tage til når vi har brug for beskyttelse. Teylar hedder flokken. Vi er endnu kun Titan, jeg selv og en anden"

Hvor surrealistisk det end måtte være for den sorte hoppe med de lysende pletter, at stå foran en åbenbar familie, så var det alligevel lettende. Umådeligt lettende. Hun havde genfundet et holdepunkt så hendes sind kunne fokusere, i stedet for at blive mere og mere ødelagt af de tanker og minder, der stadigt for rundt i hendes indre, efter episoden med hendes moder, som så var Ava’s mormor. For ikke at snakke om at det var Titans mormor. En mine trak sig over Leonora’s mule, en kort smertefuld en, for deres mormor ville de aldrig have æren af at kende, og de måtte leve med det faktum at hun ikke længere betrådte denne jord. Dog ville smerten for deres indre nok aldrig overstige Leonora’s, for hun var ikke kun ødelagt af det faktum at hendes moder var død, men af selve hændelsen. Den hændelse der havde smuldret hele hendes omgivende verden og sendt hende hertil i panik.
Hun lod kort mulen kører over ryggen på Titan, en handling som hun kendte fra sin egen moder, og som var knyttet til moderlige følelser. Hun brummede dæmpet, alt imens Ava begyndte at fortælle Leonora om deres bosted - en flok, der kun var nyligt startet, og med de to plus en ledende hingst. Det lød ikke af meget, men alle flokke skulle starte et sted - og Leonora, der så netop disse to som sin familie, hvilket de jo også var, vippede med ørene i tænksomhed.
Der lå en trang til at blive ved Titan, eftersom hun følte at han var hendes. I hvert fald at hun havde en form for ansvar overfor ham; han var jo hendes søsters søn. Og ligeså var Ava hendes datter, men Ava var voksen nok til at tage varer for sig selv. Og alligevel kunne Leonora ikke få tanken ud af sit sind, at hun også skulle holde øje med Ava. Det ville ligeså være noget der kunne lette hendes eget sind, og give hende noget at tage sig til, ud over at sørge over hendes moder og hele langsomt fra den traume hun havde anskaffet sig.
Efter at have stået og nærmest masseret Titan i noget tid, imens hendes tanker havde kredset omkring den flok Ava havde nævnt, hævede den sorte Leonora hovedet igen.

,,Ava, jeg tænkte på, om vi ikke kunne tage til denne flok? Jeg vil gerne se, hvordan i bor. Og måske vil jeg gerne slutte mig til jer, hvis omstændighederne passer.”

Fremsagde den sorte hoppe da. Det lå hende nært at blive med sin nyfundne familie, for både at lette hendes egen tilstedeværelse, men også deres. Hun håbede da på, at det udtryk der lå over Ava’s ansigt var glæde over det, at have fundet et familiemedlem og ligeså håbede hun på, at Ava og især Titan ønskede at blive sammen med den sorte Leonora; ikke sagt, at de skulle vandre sammen side om side, men at de kunne dele bo og se hinanden ofte; endda hjælpe hinanden, som en familie gør. Og så kunne Leonora ligeså hjælpe med opdragelsen af Titan. Nok havde hun ikke opfostret et afkom endnu selv, men hendes instinkter herom var så kraftige, at de havde taget Titan til sig med det samme.
En smule afventende betragtede Leonora Ava; for hvilken reaktion der ville falde fra hendes søsters afkom, kunne hun ikke vide på forhånd. Hun kunne kun håbe, at Ava ville tage imod tilbuddet om at blive sammen.