Sunset

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Liberty stod på engen og betragtede solens rødlige skær, imens den var ved at forsvinde bag horisionten. Hendes sorte ører vippede rundt en gang imellem for at tjekke omgivelserne, men ellers stod hun blot og fik sig et hvil. Hun havde bevæget sig rundt meget af dagen, så hun var efterhånden blevet lidt udkørt.

Det sorte skind fik en speciel glans af solens sidste stråler, og den tykke hale blev svinget et par gange i luften i hendes afslappede tilstand.

Lyden af summende fluer og den blide vind, var tydelig i Ahearns ører. Den store sorte hale viftede taktfast bag ham i et forsøg på, at fjerne fluerne fra ham. Sulten var kommet til ham og han stod derfor, og nød årets sidste saftige græs, i aftensolens varme stråler. Selvom efteråret var over landet, så kunne solen sagten give en god varme. Med faste ryk rev han græsset over og tyggede det. Et prust kom fra ham, da en flue var på vej ind i hans næse. Irriteret tog han hovedet op, og så sig omkring.

Der var ingen at se på engen. Den hvide hingst undrede sig en anelse over dette, da det jo var en ganske skøn aften. Prøvende vrinskede han ud i den stille aften. Ahearns mørke sind, var sat en anelse på stand køl. Hvorfor den bedre side var fremme i ham vidste han ikke. Men en ting var sikkert, der skulle ikke meget til før, hans humør ville ændre sig igen.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Den lille sorte hoppe stod og studerede himlen, da hendes ører opfangede et vrinsk et stykke borte. Hovedet blev hurtigt løftet en anelse, så hun kunne scanne engen med de turkise øjne.

Først fangede hendes blik intet, men efter lidt tid, kunne hun pludselig ane en hvid skikkelse i udkanten af engen, nærmest usynlig for hende. Hun stod kort og studerede skikkelsen, som var for langt væk til at kunne ses ordenligt, men en duft af hingst ramte hendes fine næsebor.
Kort stod hun stille, men så vrinskede hun blidt som svar til hans kalden, inden hun i et let og elegant skridt bevægede sig energisk mod ham.

Der gik lidt tid, inden et vrinsk nåede hingstens ører. I en kort stund analyserede han det. Til sidst blev han enig med sig selv om, at det måtte være en hoppe. De mørke øjne kiggede rundt, og fangede en sort plet ude i horisonten. Den bevægede sig tættere på ham. Et højt og hingstet vrinsk kom atter fra ham, inden han satte i en stor trav hen imod den fremmede hoppe. Ahearns humør var som det plejede at være, utilregneligt. Lige nu var det ret så godt, men lavede denne fremmed en enkelt fejl, ja så ville det hurtigt vende rundt igen. Man kunne aldrig regne med Ahearn. Medmindre man kendte ham godt. Men på den anden side, så var der ingen der kendte denne hvide hingst, så der var ingen der havde oplevet hans milde side. Med årene var han selv blevet i tvivl om, om han stadig havde den side i sig?

Den fremmede vrinskede endnu en gang hingstet mod hende, så hun satte frem i en elegant og svævende trav mod ham. Som hun kom tættere, kunne hun nærstudere ham, som en hvid hingst med ben i farve som den mørkeste nat. Ligeledes stod mule og hårpragt knivskarpt i denne farve. Han så på denne afstand ud til at være større end hende, men hun var heller ikke specielt høj selv. Da hun var i en afstand, hvor de kunne høre hinanden, stoppede hun i en blød bevægelse. Hun blev på denne afstand, for igennem erfaring havde hun lært, at det er bedre at stå for langt væk, end det er at bryde andres grænser. Hun sænkede halen en smule og vippede ørerne frem mod ham.

"Goddag, fremmede hingst,"

sagde hun i en neutral men venlig tone. Hendes stemme var blød og feminin og passede godt til hendes udseende.

I en glidende bevægelse stoppede han op, akkurat som hun gjorde. Selvom Ahearn på ingen måde var bange for andre, så ville han helst ikke for tæt på. Han brød sig ikke om nærkontakt. Det var alt for klistrende og fuld af følelser, som han ikke ønskede at have. Om hoppen foran ham var til sådan noget, det ragede egentlig ikke ham. Så længe hun ikke begyndte, at ville røre ham. Selvom den hvide hingst ikke var særlig aggressiv i sit humør, så var han heller ikke fuld af glæde. Man kunne vel kalde ham ganske neutral i sit humør. Hans arrigskab var forduftet lidt, efter han havde sat tænderne i den grå hoppe, og derefter den brogede hoppe. Hvad var det nu hun hed? Geshia. Det havde været ganske sjovt. Hendes hidsige temperament, havde gjort det til noget af en sjov udfordring for ham. Men hoppen som nu stod foran ham så ikke ud til, at være i besiddelse af sådan et temperament. I stedet lød hendes ganske feminine og neutrale stemme. Ganske som Ahearn ville have det. Alligevel knejsede han lige nakken en anelse mere.

"Goddag fremmed hoppe."

Han havde på ingen måde tænkt sig, at tiltale hende anderledes, end hun havde tiltalt ham. Hvordan hun ville reagere på det, var han igen helt ligeglad med. Men var der en ting han ikke ville acceptere var, hvis hun prøvede på, at virke dominerende. Så skulle han nok fortælle hende, hvordan landet lå mellem de to.

Hingsten der stod foran hende virkede stolt af natur, og hans udstråling indtil videre virkede meget neutral. Han havde hverken valgt at sende hende gode eller dårlige signaler, så hun valgte at holde den samme rene linje. Under ingen omstændigheder skulle hun give en hel masse ud af sig selv, hvis denne hingst ikke ønskede hendes selskab. Det måtte hun vente og finde ud af.

"Mit navn er Silent Liberty. Hvad må jeg kalde dem?"

spørgsmålet faldt hende meget naturligt, men hun vidste godt, at det kunne ramme hårdt igen med præsentationer. Nogen heste ønskede bare ikke at give en millimeter af dem selv, væk. De små mandelformede ører forblev dog roligt fremme, selvom det ene en gang imellem bevægede sig - blot for at lytte til sine omgivelser. Hun skulle ikke risikere, på noget tidspunkt, at blive overrumplet af et vintersultent rovdyr.

Han var ganske tilfreds med, at hun ikke kom ham nærmere. Så længe hun blev hvor hun var, så skulle han nok opføre sig ordenligt. Han kunne jo ikke sætte tænderne i enhver hest han mødte, vel? Det ville jo ikke være godt for ham. Dog var han sikker på, at de andre hopper ville have en anden mening. At han var flabet. Ja det kunne han da være. Men kun når der var god grund til det. Lige nu så han ingen grund til, at ville være flabet over for den sorte hoppe. Ingen skulle sige, at Ahearn ikke kunne begå sig. Da hun præsenterede sig, rykkede han det ene øre frem. Det andet forblev dog ud til siden. Hun skulle ikke have æren af, at se ham en anelse interesseret. Et øre fremme var nok. Alligevel nikkede han en anelse med hovedet til hendes præsentation.

"Mit navn er Ahearn."

Han kunne ej komme med et langt navn. Men hans navn havde skam betydning. Herren af hestene. Måske han engang ville blive det? Men han tvivlede på det. Navnet var blevet ham givet, da hans forældre troede, at han ville overtage deres plads. Men Ahearn havde ikke været en leder. Ikke dengang. De havde ødelagt alle hans chancer. Men generne flød i ham. De ventede blot på, at han skulle finde sit rette jeg. Han var skabt til at blive en leder. Men der ville gå lang tid før, at det ville ske for ham.

En smule interesse udviste hingsten dog, ikke noget voldsomt men han var nu alligevel ikke helt negativt indstillet til hende så, siden han gav hende et nik til præsentationen. Et lille smil kom til syne over Libertys mule, da han præsenterede sig. Man skulle passe på ikke at dømme andre for hurtigt. Hvordan havde hun lige fået antaget, at denne Ahearn ikke gik positivt ind til dette møde? Det var godt, hun blot havde tænkt dette og ikke ytret noget, for det var dybt uhøfligt, og hvis der var noget, der var vigtigt i Libertys verden, så var det høflighed. Ligemeget hvor meget hendes temperament kom i udbrud, ville hun altid have høfligheden i fokus. Noget der ville klæ andre heste, tænkte hun lidt muggent og tænkte på nogle af de heste, der virkelig ikke tænkte på andre på nogen måde.

Hun gav Ahearn et nik til hans præsentation - præcis som han havde gjort. Den sorte hale svingede let bag hende, og kort lod hun sit blik skimme omgivelserne, inden hun rettede sin opmærksomhed fuldt ud mod ham, igen.

Det næste træk ville være, at spørge - har de været i landet længe, Ahearn? - men Liberty havde lagt mærke til, at hun hurtigt endte i fraseprægede samtaler med andre, så inden hun nåede at lade disse ord undslippe, kiggede hun blot på ham et stykke tid.

"Jeg vil bevæge mig lidt videre. De er velkommen til at følge med, hvis de har lyst,"

sagde hun istedet og kiggede roligt på ham. Et slag med halen var ligesom en lille start, og hun satte frem i sin lange elegante skridt i et ryk og satte roligt af sted mod ham - med meters mellemrum vel at mærke. Hvis han ville følge med og fortsætte deres møde, skulle han blot dreje en halv omgang om sig selv, når hun havde passeret hans side.