Get my mind of things

Mærker den regnvåde jord under de sorte hove. Mærker det bløde mudder der let sprøjter op af de mørke brune ben. Smælder med halen da det rammer mig lidt længere oppe af låret. Giver en feminint og legende vrinsk fra mig. Vipper ørerne ud til siden da jeg stille sætter farten ned og stopper op. Spænder de feminine muskler og sender et blidt vrinsk ud over engen. De blide øjne spejder stille efter selvskab og brumemr sådan lidt rastløst. har brugt en del energi nu, hvilket dog har resulteret i at jeg er umådelig beskidt. skridter roligt ned mod søen og dypper mulen i det kølige vand. Begynder stille og stå og vaske mig selv lidt. Smælder dog med halen og ser rundt efter noget, kunne være man var heldig der var andre her.

Til Signe ! Love at blive mere kreativ senere.

Den skimlede, drømmeagtige agtige hingst, stod nede ved søens kant, hvor den grå himmel over ham, spejlede sig i søens klare vand, der var lettere uroligt på grund af vinden, der blæste hen over den og skabte krusninger på overfladen. Han brummede sagte, den skimlede hingst, alt imens han lyttede til omgivelserne.
Selvom vinden var lidt hård på denne dag, så var den ikke larmende, bare yderst luftende. Og derfor var det ganske let for ham at opdage, da lyde af hove imod den mudrede jord kom til hans ører. Han prustede kort, men hingstet og hævede det skimlede hoved, for da at skæve bagud, og da fik han øje på en sjæl; en spansk præget sjæl, som ham selv. Først var han sikker på, at sjælden der kom imod ham var en hingst. Halsen var stor, typisk hingstet og bygningen i sig selv tydede mere hingst, end hoppe - Men han blev overrasket. Det var en hoppe, med feminine øjne, der kom ned imod søen og derpå udsendte han af dæmpet vrinsk af tydelig hingstet karakter, for at byde denne fremmede sjæl, for ham, velkommen. Der gik ikke længe, førend han vendte om sig selv og satte i en elegant trav imod denne fremmede hoppe, med halsen hvælvet og ryggen løftet, således at hans holdning var så korrekt, som den kunne være. Da han nåede hen imod hoppen, brummede han dybt og hingstet, inden han strøg hende over den kraftige hals.

,,Goddag, melady”

Hilste han hende da an, da han trådte an ved hendes side. Her afventede han derpå hendes respons på hans hilsen; for der var mange reaktioner, og han vidste ikke, om hendes ville være positiv eller negativ.

Hiver hovedet i vejret da mudderet er væk og et vrinsk afbryder de rolige tanker. Vender blikket mod en grå skimmel hingst der kommer imod mig. Brummer imødekommende og lader de blide øjne ramme denne smukke skikkelse der tydeligvis er en hingst. Tripper let på stedet, har brugt det meste af min energi, men dog har jeg altid lidt. Mine øjne stråler nærmest da denne umiddelbare venlige hingst vælger at kontakte mig. Sænker blidt hovedet i respekt og som tegn på at jeg ikke ønsker at slås eller lave ballade. Knejser i den smukke hals og pandelokken dækker de brune øjne.

Han stemme er beroligende og så alligevel tænder den en lille gnist i mig, får lyst til at snakke med ham, da han virker spændende. 'Goddag du skimle hingst" Min stemme er er flydende, blid og uskyldig. Er en hoppe af mange følelser og impulsive indfald. Dog kender jeg ikke denne hingst og ved ikke hvordan jeg kan tillade mig at opføre mig. Skraber en smule utålmodigt i jorden. Dog kan man med det samme se det undskyldende blik i mine øjne. Føler en hvis skyldfølelse over det, da det ikke er ham der keder mig.

Den skimlede hingst betragtede den brune, spanskprægede hoppe, alt imens han afventede reaktion. Hun hilste ham dog an med et smil og en blid stemme, og Altaïr brummede derpå muntert. Han strøg hende endnu engang over den kraftige hals, inden han trådte til side, for at skridte en runde omkring hende. Hoppen virkede ganske interessant; og ligeså lod det til, at hun fandt ham interessant. Da han havde vandret en runde om hende, med flydende og fyrige skridt, standsede hans endnu engang ved hendes side med en hingstet, let drømmeagtig brummen.

,,Melady, hvad synes du om nattens mørke?”

Spurgte han da. Ja, den skimlede hingst havde sine metoder, hvorpå han indledte et nyt bekendtskab, og det med formaliteter lå ham meget fjernt. Han syntes det var meget mere interessant, spændende, at stille sine bekendtskaber spørgsmål, som skulle afslører sider af deres personlighed, som ikke kom frem, når man blot præsenterede sig selv, og samtidig var det også personligheden, som denne hingst var interesseret i, ikke navne og ikke fortid, nej. Han rankede sig ædelt op, alt imens hans mørkeblå øjne studerede denne hoppe, hvis udseende mindede langt mere om en hingst. Kort strejfede det ham, hvordan hendes forældre da måtte se ud, men det lagde han hurtigt væk igen. Det var ikke ting, han skulle betænke og derpå strøg han hende over mulen, alt imens han afventede hendes svar.

Denne skimmel er tydeligt en munter hingst, hans mule kører over halsen på mig og brummer kort og en smule nydende da det altid er rart at blive rørt. Han sætter nu afsted i en runde om mig og brummer blidt og lader ham gøre dette. Så har jeg en mulighed for at tjekke hans holdning og hans kropssprog. Vipper ørerne blidt og muntert frem. Da han kommer tættere på, puffer jeg blidt til ham. Håber ikke det fornærmer ham. Da han så siger noget, bliver jeg draget en smule af hans stemme. brummer kort og står kort og tænker over dette. Det er et anderledes spørgsmål, som tydeligt viser at han er en tænkende sjæl som jeg selv.

"Nattens mørke kan betegnes som mange ting, for nogen er det frygt og angst der præger deres sind, lige så snart nattens mørke buldre ind over landet. Fra min side er nattens mørke et fristed. Et sted du kan være sig selv og folk virkelig dømmer hinanden på persona og kropssprog. Mærker skjuler dog sider af folk som dagen fremhæver. " Brummer roligt og mine tanker bliver sat igang, ser blidt på ham og vipper kun det ene ører frem. Mine tanker løber tit af med mig og når man så finder en hingst som på visse punkter også er filosoferende så stikker de helt af.

Den skimlede hingst, Altaïr, lyttede ganske nysgerrigt imod den brune hoppe, der lod til at morer sig en smule, på den gode måde, over hans spørgsmål. Det var anderledes end det, som alle andre gjorde, og ofte faldt det i god jord hos hans selskaber, og dette var igen undtagelse. Han smilede kort, en smule skævt og naturligt charmerende, da hun begyndte at snakke, med sin feminine stemme.
Han strøg hende endnu engang over halsen, ganske sensitivt, imens hun snakkede. Hun lod til at være en hoppe der var åben omkring sig selv og nød at have andre tæt på sig, og det var positivt i hans øjne. Han vidste ikke noget værre, end de sky og bange hopper, der nærmest sagde undskyld, hvis de fik øjenkontakt. Sådanne hopper havde fængslet deres sind, og det kunne han ikke bruge til noget. Heldigvis var denne hoppe ikke sådan, og derfor havde han ingen problemer med at give hende opmærksomhed, overhovedet. Han smilede kort, imens hun snakkede. Hun havde en mening om at natten kunne sætte personligheden fri; sørge for man ikke blev bedømt på det som dagen kan afslører. Ja, det var jo en udlægning.

,,Spændende teori, melady, men hvis man kun kan dømme en person ud fra deres personlighed om natten, betyder det så, at jeg kun bedømmer dig efter hvad jeg kan se? Og kan jeg først se din ’rigtige’ personlighed om natten?”

Brummede han muntert, og ligeså en smule drømmende. Hun havde fuldstændig ret til at have sine meninger og visioner omkring mørket, men der var noget i dem, som virkede hullet; og derfor spurgte den skimlede hingst ind, for at få hende til at reflektere en smule mere over det spørgsmål, som han havde stillet hende. Han smilede derefter oprigtigt og mødte hendes øjne, der lyste ganske åbent; han var en af de få, der søgte at møde personligheden og ikke den kasse hvori navnet sad. Men, ville han kun kunne se hendes personlighed om natten? Skjulte hun noget om dagen?

De blide øjne falder på denne rolige og behagelige hingst, hans tanker og ord får mine til at flyde. Vipper øret i hans retning og en feminin brummen forlader den bløde mule. Han blik betager mig og et nydende prust udbrydes da hans bløde mule kører over min hals. Lukker kort øjne inden de igen bliver slået op på denne drømmende hingst. Løfter en hov roligt og skaber lidt i jorden, stopper det dog hurtigt da jeg inderst inde ved at det tyder på urolighed, men ikke i mit tilfælge.
Hans ord får mig kort til at betragte ham lidt og står kort og tænker over det, ryster så blidt på hovedet

"Neej, men mange dømmer tit ud fra udseende, mit udseende er ... groft" Siger jeg bare roligt og undgår at vise tegn på min egen mening om mit lidt hingstede udseende. Napper kort udefter ham, dog er dette kun blidt og drillende

"Mørket skjuler mine grove træk og min blide stemme ændre nogens mening om mig, når de kun kan høre stemmen, føler de ofte jeg er mere feminin" Dette er ikke noget som nogensinde har generet mig, men vil med 100% sige at han også har skænket mit grove udseende en tanke.

Han lyttede til den mørkebrune hoppe, intenst og opmærksomt. Hun virkede som en sjæl med energi og lysten til at udforske, men hendes ord omkring mørket, virkede ikke særligt positivt på den skimlede hingst. Han nød de fri sind, hos hopper med mod og nysgerrighed. Det med at føle, at mørket gav hende en bedre chance for at blive set feminin, som hun lod til at ønske, fik den skimlede hingst til at mimre lidt tænksomt på mulen.

,,Melady, hvis dine selskab ændre mening på grund af at noget er skjult ved dig om natten, så er de ikke værd at samle på. Enten, synes de om dig, ellers synes de ikke om dig. Og hvis du bliver accepteret bedre, når noget af dig er skjult, så er sjælen der acceptere dig, dømmende og falsk i mine øjne. Vis dig i lyset, som du er. Og hvis grove træk, som du siger det, melady, kan få andre til at dømme dig forkert, så vend ryggen til dem og find bedre selskaber”

Sagde han, med en lidt mere bestemt tone gemt i den drømmende stemme. Han brød sig virkelig ikke om, når en hoppe følte sig tvungen til at skjule noget ved sig selv. Og måske ville hun heller ikke skjule sig, denne hoppe, men den forklaring hun kom med, havde en undertone af, at hun ikke var tilfreds med sig selv, og derfor følte sig mere feminin når hendes udseende var skjult. Og netop dette brød Altaïr sig ikke om. Det var ikke en frisindet hoppes vilje at søge mørket, for at føle sig bedre i tilpas. Hun var ikke en hoppe, der hvilede i sig selv, ikke til fulde, og selvom han kun havde kendt hende i meget få øjeblikke, var han allerede bevidst om, at denne hoppe havde en meget lang vej, til at føle sig smuk og dermed også være smuk. I hvert fald i hans øjne. Udstrålingen og sjælen betød alt; så kunne pelsen være nok så krøllet og benene nok så korte. Hvis en hoppe viste sig, som hun var, og ikke var bange for at blive bedømt som hingstet, eller grim, så kunne Altaïr se skønheden i hoppen. Gemte hun sig derimod, i mørket, eller bag fasader, så kunne han ikke se skønheden, selvom hun så havde været en nok så smuk hoppe af udseendet. Han nikkede derpå til hoppen, der stod foran ham, med et lille smil. Ja, hendes udseende var hingstet. Og ja, han gisnede da om hvilke forældre der mon havde givet livet til hende; for deres udseende måtte da ligeså have været hingstet fra begge sider af. Men det var ikke ydret, han var interesseret i - Men det indre. Og det skjulte hun for ham.

Vipper ørene roligt frem over hans smukke tale og brummer lidt, ryster dog på hovedet da jeg ikke er enig i hans ord. Nok snakkede jeg om at mørket kan skjule ting, men dette betyder ikke at jeg decideret ønsker at skjule noget. Jeg nyder mit undseende og går mere op i at være en glad og smilende hoppe end at forføre hingste og lave føl. Lader de nøddebrune blide øjne falde i hans og puffer blidt til hans mule med min. Et blidt smil forlader mine læber og man kan nærmest se glæden i mine øjne

"Det vigtige for mig har altid været at jeg har det godt, Jeg er ligeglad med hvad andre syntes om mig og ønsker kun de ser den livsglæde jeg har. Min krop er som den er og der er ingen grund til at gå og være flov over den, hvis jeg havde et problem ved den, ville jeg ikke kunne ændre noget alligevel. Jeg er tilfreds med den jeg er og går mere op i at leve livet og opdage ting og få venner. For mit vedkommende har jeg ikke brug for en forføre hingste og få en mage"

Ved udmærket godt at det er mærkelig ikke at ønske sig mage og føl, men det kommer nok når jeg en dag har plads til det i mit liv, dog er dette ikke noget jeg søger eller jagter. Slår kort med manen og betragter så hingsten kort. Han virker til at have en mere bestemt tone på og kan tydeligt mærke at han ikke er en dømmende hingst, men lægger udmærket mærke til hans nik om at han også dømte mig eller havde tanker om mig da han så mig. Men dette vil man aldrig kunne undvære, selv hvis jeg havde ham de smukkeste arabertræk ville han have tænkt noget. Brummer blidt og venligt og puffer kort til hans bring inden jeg høre mine øjne mod ham igen

Den skimlede hingst vippede hovedet en anelse på skrå og lod sin mule nipper efter hendes ravnsorte man, alt imens hans tanker kredsede omkring denne hoppe, som stod overfor ham. Der var mange ting ved hende her, der var atypiske, og det vagte opsigt hos den skimlede hingst. Dog følte han stadig, trods hendes modsigende forklaring, at hun skam langt fra var ligeglad med hvad andre synes om hende. Det hang sammen med det, hun havde sagt om mørket, og den skimlede ville skam ikke sige, at han havde ret; men han følte det således. Dog var det ikke noget, han ville fortsætte med at diskutere med hoppen, da han var overbevist om, at det ville køre i cirkler; han kunne påstå noget, og hun kunne sige, at hun skam hvilede komplet i sig selv. Og måske gjorde hun? Han brummede dæmpet, men ligeså en smule charmerende, inden han gav sig til at kredse en omgang omkring hende i en stor, rummelig skridt. Alt imens han begav sig om hende, vejede hans hendes ord omkring mage og afkom. Det var endnu en af de ting, der var atypisk ved denne hoppe; for hun virkede ikke ungdommelig som den sortblå Ava. Hun virkede som en hoppe, med alderen til at stifte familie - Men at hun fraskrev sig det ønske, var underligt. Selv ønskede Altaïr mage og afkom, når han havde fundet den rette; men vigtigere for ham end dette, var at udfører den mission, han var sat i verdenen med.
Han standsede da op, foran den brune hoppe, og lod sine mørkeblå øjne søge hendes, med det drømmeagtige og charmerende udtryk.

,,Melady, hvad fascineres du mest af, i denne verden?”

Spurgte han hende da. Meninger og holdninger betød meget for den skimlede hingst, især fordi de sagde så meget mere om en person, end udseende og herkomst. Nok kunne nogen mene, at gener og udseende gjorde en stor forskel, men ikke i hans sind og verden. Og samtidig var disse spørgsmål også en god måde at udforske fantasien på det selskab han var i - Og der var en del, der endnu skulle udforskes, ved denne brune, hingstede hoppe.

Han blik viser kort den herskende tvivl der lurer i hans sind. Ikke at han vil påstå jeg lyver da han ikke siger det. Men han virker heller ikke til at tro helt på at freden hersker indeni den mørke krop. Lader det ligge da jeg ikke ønsker at skabe en diskussion på nogen måde. Buer halen stille og kan kort tid ikke fjerne de blide øjne fra ham. Hans elegante og hingstede skridt da han sætter rundt om mig. Buer halen og napper kækt ud efter ham. Dette er på ingen måde ondt eller provokerende ment, men bare kæk og en smule drillende. Trækker dog hurtigt den mandelbrune mule til mig da jeg heller ikke vil være for rørende. Hans skridt følger ham hele vejen rundt om mig og slutter atter foran mig. Smælder med halen, mine ører vippes nysgerrigt frem da hans spørgsmål lyder.

Sænker kort hovedet en smule, hvis denne skimle hingst havde spurgt mig for få uger siden, ville mit første og hurtigste svar være havet, vandet smukke skvulpen og de mange forskelligheder i dette blå vidunder. Da jeg tænker tilbage på vandet, giver det en skælven i mig. Ser roligt på ham og brummer stille.

"stjernerne.. Tankerne omkring de mange uendelige universer. De mange steder og drømme, der virker så uendelig tæt på og alligevel så langt tak. Tanken om at kunne tage til en stjerne og aldrig vende tilbage.

Pruster kort og et smil rammer mine læber. Har mødt utrolig mange dejlige heste her, men ved slet ikke om dette sted er noget for mig endnu. Min gamle flok, vandet og de mange smerter som fare rundt i mit hjerte og i hovedet. Prøver kort at slå tankerne væk og ser på ham med et blidt smil "hvad med dem, min skimle herre? Hvilke ting finder du mest facinerende"

Den skimlede hingst, hvis navn endnu var et mysterium for stort set alle i landet, lavede et lille hop til siden, med et hingstet og meget lavt hvin, da hoppen nappede muntert ud efter ham. Straks efter sendte han et drillende, om end lidt mere kærtegnende nap, efter hoppens brune skind. Da han havde trådt an foran hende, og da hun begyndte at svare på hans spørgsmål, lyttede han med interesse. Hun havde mange ord, og mange tanker omkring stjernerne, hvilket var en af de ting der i sandhed fascinerede den skimlede hingst selv, og det glædede ham da, at denne hoppe delte samme fascination. Dog var det ikke stjernerne i sig selv, der var hingstens største fascination, men drømmende. Han brummede kort, imens han beskuede denne hoppe, med det sælsomme udseende. Han var endnu ikke sikker på, hvor vidt hendes sind var åbent, men det lod til at hun kunne løsne op undervejs.

,,Melady, drømmene er min store fascination. Jeg ynder virkelig at beskue drømmenes verden og ligeså træde ind i den, varsomt og respektfuldt.”

Sagde den skimlede hingst da, inden han ganske let og galant bukkede for hende. Han løsnede skam også selv mere op, i takt med at hun lod til at åbne sig mere for ham. Han brummede derpå muntert, hvorefter han genoptog sin cirkulation omkring hende, alt imens hans betragtede hendes krop endnu engang.

,,Sig mig, melady, tror du på at et univers er uendeligt?”

Spurgte han da; hendes ord interesserede ham og hendes meninger, især fordi det var et emne han så tit havde betænkt. Og egentlig var han aldrig rigtig kommet frem til et resultat som sådan, og derfor yndede han især at diskutere det med en anden levende sjæl, så som hende.

Hans reaktion på mit nap kommer først som et chok, dog rammer et smil den bløde mule og brummer glad. Springer kort tilbage da jeg lader som om han ramte mig ret voldsomt. Brummer så og lader blikket glide på hans taktfulde og elegante skridt rundt om mig. Han fascinere mig en smule og vipper ørerne i hans retning. Han fascination af drømmenes univers får en kort tanke til at ramme mine

Dette er en spændende fascination, drømmenes univers er et sted de fleste ønsker at komme hen, drømme kan fjerne en fra dagligdagens tumult og give en den frihed man ønsker" Dette er de tanker der rammer mig omkring drømme, hans andet spørgsmål kommer bag på mig, nikker kort og lader blikket glide i hans, denne gang er mit blik dog en smule drømmende.

"Universet er uendelig. De fleste tror på at vi kun findes, men bare den oplevelse jeg havde på min gamle flok og pludselig kommer til denne smukke eng, det vækker de dybeste tanker, findes skæbnen? Findes der andre væsner end os på dette sted?" Mine tanker flyver afsted lige nu og denne hingst hjælper mig med at finde den gamle Shame tilbage, den hoppe der turde drømme og være sig selv. Har været indelukket på dette sted. Men han hjælper.

Hans betragtende blå øjne undrede sig kort over hendes måde at agere på, ovenpå hans venlige nap; at spring lidt overdrevent tilbage, som ramte hans nap hårdt, var ikke en reaktion han havde forventet; men han lagde ikke noget i det, for hendes væremåde var hendes, og netop denne gjorde hende unik. Han brummede i stedet muntert, alt imens hans ører drejede sig lyttende hen imod hendes stemme, der ny brød stilheden, som han havde danset til.
Han lagde hovedet en anelse på sned, af hendes ord. Ikke at de undrede ham som sådan, han skulle blot betænke dem, inden han gav sig i kast med et svar.

,,Melady, jeg selv har oplevet det skift imellem en gammel verden og denne nye; men selvom der er flere verdener i universet, behøver det ikke betyde at det er uendeligt. Ikke fordi jeg ønsker at sige dig imod, for selv mener jeg at universet er tilnærmelsesvist uendeligt; jeg tror nærmere, at universet bugter sig i cirkler, så vi på et eller andet tidspunkt vil starte forfra. Jeg mener også at drømmenes verden er i dette univers, men den ligger parallelt med den verden, som vi kalder virkelig.”

Den skimlede hingst tav da, for han vidste ej hvor langt denne hoppes fantasi rakte. Hun snakkede om uendeligt univers, og drømmenes univers, at dette var fascinerende; men alligevel vidste han ikke, hvor meget hun magtede at betænke omkring dette. Han rakte mulen forsigtigt imod hende og lod den stryge hende over halsen, som en galant gestus. Selvom hoppens udseende var hingstet, anså han hende som værende smuk som et individ; men hendes egentlig skønhed, kunne han endnu ikke se. Han følte stadig, at hun var utilfreds med sig selv på et punkt, og om han havde ret eller ej, vidste han ikke. Men så længe hendes selvtillid ikke viste, at hun var 100 % tilfreds, da kunne han ikke se, den skønhed som han vidste hun besad; men på grund af hans viden herom, havde han absolut intet problem i at behandle hende, som den smukke hoppe hun var. For alle hopper skulle føle sig som gudinder i hans selskab, hvis de lod ham behandle dem således, og det lod til at hun efterhånden havde accepteret dette.

Ser udmærket hans undren over mit lille spring tilbage, men dette er ikke til at forklare. Vipper blidt ørene frem, da hans stolte stemme lyder. Bliver kort fanget af denne og brummer mildt. Tripper kort et lille skridt tættere på ham og mine tanker begyndet at glide på det han siger - Drømmendes univers ligger paralelt med dette. Tanken har aldrig strejfet, men dette kunne være muligt. Hans mule kører kort op af halsen og et brum kommer nyende frem. Nyder kærtegn og denne hingst virker ikke som en der er ude på ballade - Så hans kærtegn gør mig intet. Smælder kort med den lange hale og lader så de blidt og uskyldige øjne falde i hans. Giver blidt hans mule et puf og falder næsten helt hen i fantasien om de paralelle universer.

"Det er en interessant teori og ikke en måde mine tanker før har betragtet disse. Drømme verden... Dette er et sted ens drømme går i opfyldelse, men hvordan ved man om det er drømme man ønsker eller drømme man tror man ønsker?"

Han virker som en klog hingst og netop denne mulighed tager jeg for at få besvaret nogen af de ubesvarede ting som flyder i mit hoved. Han virker umådelig galant og en hingst efter mit hoved - Han kunne måske en dag ifremtiden blive en ven. Knejser så i den smukke brune øjne og buer halen let. Lader blikket falde på denne hingst, denne gang er blikket feminint og en smule vovet..

"Har du nogensinde haft drømme?"