Stjernekig og åbne vidder

Leonora, den sorte og særprægede hoppe, havde blikket låst imod himlen. På den sad millioner af stjerner og kiggede ned på hende, og hun følte sig i disse øjeblikke mindre end hun nogensinde havde gjort det før. Stjernerne fyldte så meget, og de var overalt. Samtidig var de så langt væk, at hvis de kiggede på hende, sådan, direkte, ja, så ville hun nok ikke være synlig for dem overhovedet. Tanken om at være usynlig forbandt hun med ligegyldig og det fik den sorte hoppe til at fnyse ganske kort. Hun var avlet til at være betydningsfuld, og derfra frastødte hun tanken fuldstændig. Hun lod derpå sine krystalklare øjne forlade nattehimlen, og derefter spejde rundt i mørket. Hun havde ingen anelse om, at hun skilte sig ud i nattens mørke, på grund af de meget lyse og klare blå pletter, der sirligt kærtegnede hendes krop. Hun havde kun en svag anelse af, at hun måtte have været blevet brændt under mødet med Rumpel, og hun troede derfor hun besad sår, og ikke disse mønstre.
Den sorte hoppe slog ganske kort med det feminine og ædle hoved, hvorpå hendes ører begyndte at kredse lyttende rundt. Som det fandt hende for vane, og efter hendes opdragelses normer, stod hun i det åbne hvor hun kunne danne overblik, og hvor et rovdyr ville have svært ved at snige sig tæt på hende, uden at hun ville opdage det; men det gjorde hende også synlig, overfor det hun aller hest ville undgå. Nemlig selskab.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

De var som et fjernt og ukendt rige. Ingen havde nogensinde betrådt deres lysende kongerige, trods mange sjæle drømte om dem. Fantaseret om dem. Følte sig tiltrukket og draget af deres lysende blink. Stjerner. De hang som små, lysende prikker på himlen og blinkede ned til den ædle hingst, hvis kulsorte øjne stirrede tomt og dødt på dem. Det ville være en løgn, hvis han påstod, at han ej følte en form for spænding overfor de ukendte stjerner, for han troede oprigtig på, at der gemte sig kræfter hos de små blinkende lys. Men hans helt store kærlighed var månen, hvis sølvgrå skær strakte sig blidt og kærtegnede over Andromedas land. Det lagde landet i en mørk idyl, som de fleste ej bemærkede. Månen mindede om hans hjemland, hans fortid, hans elskede. Han havde længe levet uden at skænke den hoppe en tanke, men efter han havde forladt Armonia hans dybeste sorg, kunne han ej slå hoppe ud af hovedet. Hun havde overtaget en del af tankerne som en ond, dyster skygge, der hele tiden snerrede i det fjerne. Et dybt suk forlod den silkebløde mule, som efterlod en dansende tåge fra de varme næsebor, mens øjnene gled i. Tankerne for rundt i hovedet på den mørke hingst, der havde oplevet så meget den sidste tid. Mere, end hvad han turde drømme om. Men han var udvalgt, til hvad vidste han ej endnu, han blev bare nød til at være tålmodig og stole på Lyset, trods det var dets skyld, at hendes navn famlede hvileløst rundt i hans tankegang.

De mandelformede øre gled langsomt bagover, lyttende, inden den muskuløse hingst begyndte på en nattevandring. Hvert et skridt var stabilt, dansende som han jo altid var. Han bar sig af sted med ynde, elegance og styrke, mens musklerne harmonisk arbejdede under hans silkebløde pels, der efterhånden var begyndt at beklæde sig med vinterens tykkelse. Over ham blinkede stjerne godmodigt til ham, som beundrede de hans dans, der for ham blot var ren og skær natur. Næseborende udvidede sig langsomt, og inhalerede den friske, kølige aftenluft, indtil en pludselig ændring nåede hans sensitive næsebor. I et mere eller mindre voldsomt ryk, stoppede hingsten op, mens den brede hals knejste sig sammen. Næseborede viprede følsomt, mens ørerne søgte således som næseborende. En sjæl befandt sig i nærheden, det var tydeligt. En ukendt sjæl, han ej kendte. De sorte øjne kneb sig sammen, hvorefter et dybt og markerende fnys forlod ham, og efterlod en tåget mase omkring hans front.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

Den sorte hoppe, hvis opmærksomhed havde hvilet på stjernerne, der altid forholdt sig roligt, blev forstyrret i hendes tanker og minder, da et fnys nåede hendes ører. Hun krummede sig sammen i forsvar, drejede om sig selv med skyhøje knæløft og fnyste om end endnu højere end den sjæl, der havde givet udtryk for sit ubehag for et øjeblik siden. Hendes hoved blev sendt i vejret og ørene lagt, men uanset hvor hendes blik flakkede hen, kunne hun ikke se den, der var i nærheden, men hun kunne nu både dufte og sanse en anden - en hingst. Hendes ører forblev i nakken, fordi hun mildest talt var blevet forskrækket. Hun havde fordybet sig i tankerne og eftersom hendes verden, den verden hun havde kendt til, var brudt sammen, følte hun sig så fortabt, at hun helt havde glemt at se denne verden. Nu så hun den dog, igen, fordi hun følte sig truet.
Hun løftede sine lange ben på skift og langede dem ud i luften foran sig, for at fortælle den fremmede, at hun absolut ikke ønskede at blive trængt op i en krog, nej, langt fra.
Den sorte hoppe, med de stjernelignende blållige pletter, så stift frem, da hun kunne ane resterne af dampen omkring mulen på en hest, og dernæst så hun blissen. Der stod rent faktisk en et lille stykke fra hende, og det fik hende til at stoppe al bevægelse. Hun var klar over, at hun var sort; og derfor håbede hun, at den fremmede ikke ville opdage, præcis hvor hun var henne.
Landet lå sådan, at Leonora var en hoppe af lederens blod, og hun var opdraget til at blive således. Hun havde altid været en reserveret type, der ikke blot kastede sig ud i alt afslørende samtaler med fremmede, og hun var ikke typen der blot knyttede sig til den første af de bedste. Men efter hun havde oplevet det, hun havde, var hun blevet bange. Alt så ud til at være en trussel, og der skulle intet til, før hun krøb sammen i et hjørne og gav sig til at græde frustreret og ulykkeligt. Og hvis denne hingst kom hende nær, så ville hun sikkert ende i et hjørne i panik, indtil han flyttede sig igen. Men ja, indtil nu, håbede hun blot på at han overså hende. Og ganske uvidende var hun omkring de stjerneklare pletter, der udsmykkede hendes krop.

Han var ikke alene. Det stod hurtigt klart for hingsten, at en sjæl var i nærheden, for efter hans fnys, brød endnu et højere fnys stilheden. Et fnys, højt og understregende om den ubehag, vedkommende måtte føle den sorte nat. Hingstens mandelformede øre var rettet fremad, lyttende, søgende efter at finde ud af hvor lyden kom fra, men det var dog de følsomme næsebor, der opdagede sjælens tilstedeværelse først; en mild og feminin duft sneg sig ind i hans sensitive sans, og fik hingsten til at hæve hovedet, for at følge dufte ganske få cm. Sjælen, hoppen, der befandt sig et sted i mørket, var ej langt fra ham dette øjeblik; faktisk var hun tættere på, end han først havde troet. Langsomt trådte hingsten fremad med bløde skridt, som hvis underlagt var ustabilt, indtil en prikkende fornemmelse ramte hans silkebløde skind; følelsen af at blive iagttaget. Et maskulint prust forlod hingsten, der et øjeblik veg voldsomt med hovedet, da øjnene i første omgang ej havde fundet den fremmede sjæl; i hvert fald ikke før, at månens blege sølvskær ramte hende. Ramte hendes udsmykning. Foran ham stod en nattesort hoppe, hvis ædle krop var velsignet af millioner af små, blålige prikker, der i sirlige mønstre løb omkring på hendes krop, og efterlod et syn, hingsten aldrig havde oplevet før. De sortnede øjne, hvis blikberøring altid føltes som et kærtegn, fulgte diskret hoppens mønstre overalt på hendes krop, indtil hans øjne nåede hendes krystalblå øjne, der blev fremhævet af den knaldsorte pels. Et hingstet brum forlod den mørke hingst, der knejste galant i nakken for den sorte hoppe, alt imens hans himmelske kappe smøg sig omkring ham, og efterlod en blid lyd af noget flagrende; en lyd, sjælene omkring snart ville lære, at forbinde til ham og finde det karakteristisk ved ham.

Nattens mørke havde ikke tænkt sig at afslører den sjæl, der havde opfanget tilstedeværelsen af den sorte hoppe; og ligeså havde natten heller ikke tænkt sig at afsløre hende - i hvert fald ikke de næste minutter. Hingste, som havde afgivet sit fnys for kort tid siden, havde sat fremad imod hende, med en nærmest følende skridt, hvilket indikerede et forhåbentligt følende sind. Den sorte hoppe brød sig dog ikke om, at han nærmede sig, og derfor afgav hun et meget vagt fnys igen; for selvom hun ikke brød sig om, at han kom nærmere, var der alligevel noget der trak i hende. Selskaber havde vist sig at være gode for hende, hvis de matchede hendes personlighed tilstrækkeligt, og ensomheden ville hun helst undgå. Et dilemma lå i hendes krop, for om hun skulle lytte til sit usikre og ustabile sind, der ønskede at beskytte sig selv under alle omstændigheder, eller de sociale behov der dog endnu lå i hendes krop, vidste hun ikke.
Alt imens hendes sind prøvede at nå frem til en beslutning, skød månens stråler igennem det mørke skylag og oplyste hendes krop svagt, således at både hende og hendes sirlige udsmykning blev afsløret. Hun lod sin krop stives endnu mere af, da hun fik øje på hingstens træk, da han fik øje på hende. Hun fnøs endnu, mere fast i tonen, da hun fik et ordentligt blik af sin modpart; en mørkebrun hingst med hvide aftegn i hoved og på ben, indhyllet i en kappe der var gennemsigtig og nærmest funklede som stjernehimlen. En tanke slog hende; havde denne sjæl mødt den luskede Rumpelstiltskin, som hun selv havde? Et ængsteligt øjeblik fik hende til at trække sig et skridt bagud, inden hun genfandt en nogenlunde nobel stilling, hvor hun kunne rette sig op og gengælde hans knejsende gestus; om end mere nervøst en han gjorde det. Afventende stod hun nu, som limet til jorden. Ville han træde hende nærmere, blive, eller gå? Ville han hilse hende an, angribe eller være ligeglad med hende?