En helt ny fornemmelse

Forbeholdt Seth og Asira

Mit humør, er ufatteligt underligt. Så underligt, at jeg ikke selv kan hverken finde hoved eller hale i det. Nok mest fordi der er noget ganske forandret i det. Jeg er ikke blot en anelse usikker som altid, sur og afvisende; nej, nu har jeg også en brunst periode, for aller første gang, og den gør mig ikke ligefrem mere tilbøjelig til det glade og muntre jeg. I stedet gør den mig blot mere irriteret over hele omverdenen og mig selv. Svirper med den sorte hale bag mig, mens jeg virrer hovedet op i en voldsom bevægelse.
Lige pt. Befinder jeg mig ved mit absolutte fristed, hvor jeg føler at jeg er ganske alene, og at jeg kan slappe af. Nemlig mellem træerne, tæt nede ved den bæk der render igennem skovens bund. Slår en hov ned i vandet, og tripper hurtigt fremad, ned i vandet, til trods for den enorme kulde der render igennem min krop; men jeg forsøger at fjerne den lugt der hænger over mig, og den klistrende fornemmelse der er ved min bagpart, ned imellem mine inderlår. Klasker mine forhove ned i jorden, mens jeg står dernede, for at plaske vandet op over min krop. Min hale flyder på vandets overflade, og den vælger jeg så at smælde hårdt til den ene side, og derefter til den anden side. Min krop ryster under mig pga. kulden, og jeg er derfor nødt til at trippe op af vandet igen, og op på bredden hvor jeg ryster mig ganske meget over. Mine øre lægges herefter tilbage imod min nakke, og næseborene udspiles, mens jeg smider et forben truende frem for mig, og nakken knejses højt og hårdt op. Ligenu, ligner jeg umiddelbart ikke en hoppe, men nok nærmere en hingst af faretruende kaliber.

Luften er kold. Kold og meget tør. Mørket er ved at lægge sig som en tung dyne over landet og kaster skygger over alt. Månen kommer til at dele himmelen med stjernerne i nat, og det bevidner kun om, at det bliver endnu koldere senere. Med mine lange skridt bevæger jeg mig af sted gennem skoven langs en bæk, jeg har fulgt i et lille stykke tid. De fugtige, brunlige blade, der ligger på jorden under mig, er et tydeligt tegn på, at efteråret har taget godt fat. Heldigvis er jeg begyndt at sætte lidt pels nu, men jeg er ikke i tvivl om, at det bliver sparsomt. Jeg er absolut ikke tilhænger af koldt vejr, og jeg er godt klar over, at jeg får svært ved at tilpasse mig.

Der er mange forskellige dufte i skoven, men de mest dominerende af dem stammer fra bladene under mine hove, samt fra det mudder, der ligger under dem. Alligevel er der noget, der pludselig får mig til at rynke ganske kort på mulen. En duft, der absolut ikke behager mig; ikke fordi den er grim, men fordi jeg kender mig selv. Jeg stopper op, hvorefter jeg hæver hovedet, mens jeg knejser nakken. Mine store, mørke øjne fanger en grå skikkelse længere fremme. Mit ene øre vippes en anelse til den ene side, mens jeg forsøger at overtale mig selv til at ignorere det og gå den anden vej.

Alligevel vælger jeg at fortsætte frem mod den grå skikkelse, og efter ganske få meter kan jeg uden problemer genkende den grå, unge hoppe. Jeg har jo aldrig været i tvivl om, at det var en hoppe; det fortæller den særlige duft jo alt om. Hendes udstråling er dog alt andet end hoppeagtig, og det er absolut ikke svært at se, hvem hendes far er. Nu hvor jeg ved, at det er hende, er jeg godt klar over, at jeg nu har endnu mere grund til at gå den anden vej, og alligevel vælger jeg igen at lade være. Jeg ved jo godt hvorfor, men jeg vil gerne overbevise mig selv om, at det kun er fordi, at jeg synes, det er morsomt, at det nu også har ramt hende.

Da jeg er kommet tæt nok på, vælger jeg at stoppe op, og det er med den samme pæne afstand som altid. Roligt betragter jeg hende med mine store, mørke øjne. Lugten er ikke så stærk her, som den var for lidt siden, og tager man dråberne, der drypper fra hende i betragtning, har hun nok lige forsøgt at vaske det væk fra sig. Det er et meget sødt forsøg, men som hingst genkender man duften, om så den er svag eller stærk.

,,Så er man blevet en rigtig dame.”

[/size][/color]

Den kolde følelse der er kommet fra vandet af, er ikke just en følelse jeg finder voldsomt behageligt. For jeg er udmærket klar over, at hvis ikke jeg får bevæget mig nu, så kan kulden meget vel bliver en irriterende faktor igennem nattens mørke. Mit blik viger kort imod himmelen, hvor stjernerne så småt er begyndt at kunne anes på den blottede himmel; og jeg er dermed også klar over, at der er en mulighed for at der endnu en nat kommer frost over landet Andromeda. Et prust glider fra min halv våde mule, og der ses en sløret damp sky fra min mule, fordi min krop er varm indvendigt, og den varme luft jeg dermed får ud, er en stor kontrast til den mere kolde og tørre luft jeg befinder mig i.

Jeg bryder mig aldeles ikke om den følelse af hidsighed jeg render rundt med ligenu, da den der langt større end den ellers plejer at være; og det gør det heller ikke bedre, at jeg i en lang periode igen nu, har gået uden selskab. Det gør mig ikke ligefrem bedre til at begå mig i selskabet af andre sjæle og heste, som bor i dette land, ligesom jeg selv. Og bedst som jeg tror at jeg nu har fundet en lille flække i skoven, hvor jeg kan være alene, bliver jeg snydt. For i det fjerne, mellem træerne, kan jeg høre lyden af hovslag, der rammer imod de visne blade der ligger på jorden; det er ikke ligefrem let at bevæge sig lydløst omkring på denne årstid.

De mørke øjne jeg ejer, viger hurtigt op imellem træerne, og der er han så. Seth. Den ravnsorte hingst, som ikke ligefrem er let at se, i denne skumring der er over os. Han kommer mig nærmere og nærmere, og mine øre lægges mere og mere ned i takt med det, til de til sidst ikke kan komme længere ned. Mit hoved ryger et hak ned, i en afvisende bevægelse, mens jeg skuler imod hans krop. Jeg er udmærket klar over, at han er stærkere end de andre hingste jeg indtil nu er rendt imod, men det ændre ikke på min attitude.

Idet han åbner munden, snapper jeg fremad, og træder et skridt bagud, for at øge afstanden imellem os. Jeg er endnu mere sky for at have nogen nær, i denne tid, for jeg ved godt hvad den lugt indebære, af ren instinkt. Og derfor skal an overhovedet heller ikke bryde sig om at komme mig nærmere.

¤Seth¤

Hvisler jeg bare, i en afvisende tone, der som altid er en anelse lys, men med en mørkere undertone, som ikke tilegner sig særlig mange hopper. Mine øjne viger ikke fra ham, men de er aldeles heller ikke i hans øjne. Igennem de sidste par uger, har jeg fået noget med, ikke at ville kigge nogen i øjnene mere, da jeg ikke finder det særlig beroligende. Jeg føler ikke, at jeg kan holde nok øje med dem. Vandet render stadig ned af min krop og min mule. På mit højre knæ, er der et sår at se, efter kampen med Ahearn, og det samme er der lidt over min skulder. Men dog er de ved at være meget mindre end de var i starten, og der går nok ikke længe før de forsvinder helt, og bliver til ar.

Hun er absolut ikke sen til at opdage min tilstedeværelse, og jeg havde ikke forventet noget som helst andet af hende. Jeg er klar over, at det er en observant hoppe, jeg har med at gøre, og i den her periode ville det ikke komme bag på mig, hvis hun er endnu mere følsom over for andre. I hvert fald er det tydeligt, at hun ikke ønsker mig et eneste skridt tættere på, og jeg har egentligt ikke rigtigt tænkt mig at gøre nogen indvendinger mod det. Nu er jeg jo stadigvæk ikke den store tilhænger af nærhed. Næh, jeg kender mig selv, og jeg har det da helt fint med at stå med en pæn afstand til hende.

Ganske kort lader jeg mit rolige blik vandre lidt rundt på hende på min egen, meget karakteristiske måde; et opmærksomt blik, der blot observerer, hvad jeg får lov at observere uden at grave efter det. Jeg skal endelig ikke blande mig i hendes personlige ting og sager, og jeg har derfor ikke brug for at stå og granske hende og analysere hende, medmindre jeg mener, at jeg har en værdig grund til det. Det er egentligt ikke nogen overraskelse for mig, da jeg bemærker de to sår, placeret to forskellige steder på hendes grå krop. Nogen har tydeligvis problemer med at kontrollere temperamentet – om det så er hende selv eller hendes modstander, det kan jeg naturligvis ikke afgøre.

,,Hvem har pyntet dig?”

Sigende lader jeg mit blik falde på hendes sår. Der er intet i min stemme, der forsøger at få min kommentar til at lyde mere flabet, end den er i sig selv, og det kan vel sagtens gøre den endnu mere flabet, uden jeg forsøger. Jeg har ikke brug for at prøve at være noget andet, end jeg er. Stille lader jeg min sorte hale smælde omkring min spinkle bagpart, inden jeg lader mine store, mørke øjne søge mod hendes øjne, og jeg bider mærke i, at hun nærmest gør alt for at undgå at se mig i øjnene. En tendens, jeg ikke rigtigt kan forholde mig til, men det må hun naturligvis selv om. Ønsker jeg, at hun skal kigge mig i øjnene, skal jeg nok få hende til det.

[/size][/color]

Mine mørke øjne hviler på den ravnsorte Seth, som har tilladt sig selv at vove sig hen i min nærhed, til trods for mit humør, og tydelige signaler til ikke at ville have ham tættere på mig. Men alligevel er han kommet til mig, og det huer mig aldeles ikke, på nogen som helst måde. Min sorte hale slår et irritabelt svirp bag mig bagpart, mens jeg stadig holder mit hoved i en afvisende højde, med halsen let strukket fremad, i en yderst afvisende attitude. Jeg er virkelig ikke interesseret i hans selskab; overhovedet.

Hans øjne glider granskende over mig, og jeg er skam ikke i tvivl om at han har lagt mærke til de små sår jeg har gemt over min krop. Men det er jeg nu ganske ligeglad med, for han kan skam bare kigge, hvis det er det han har lyst til. Men han får nu ikke noget ud af det. Mine øre er stadig helt bagud, os selvom han nu åbner munden og lader sin stemme glide frem. Og det han siger, er ikke ligefrem noget jeg finder som en bekymrende bemærkning; nok nærmere en flabet kommentar, og jeg har en fornemmelse af at han er rigtig glad for at jeg er blevet hakket lidt i.

,,Navnet ved jeg ikke hvad er. Så langt kom vi ikke”

Svarer jeg tilbage med en hvislende tone, mens de mørke øjne glider kort ind i hans, inden det igen glider fra ham, for at betragte ham ganske kort. Undersøge ham, og observere hvad pokker han vil mig. Hvorfor er han kommet til mig igen. Er det bare for at irriterer mig?

,,Hvad vil du mig, Seth?”

Spørger jeg så ligeud, men en afvisende tone, inden jeg trækker hovedet lidt ind til mig igen, for derefter at knejse nakken en lille smule. Drejer min hals, blot et lille hak, for ikke at have ansigtet helt i front imod ham, da jeg ikke er interesseret i et hak imod mig. Og min far har jo sagt, at ansigtet aldrig skal bides i, så hellere afværge med sin hals.

Jeg lader mig ikke påvirke den mindste smule af hendes ellers ganske tydelige tegn på, at hun ønsker mig langt væk. Jeg er sådan set fuldstændig ligeglad, og er der noget, hun ikke skal prøve på nogensinde, så er det at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Ikke fordi det nødvendigvis er det, hun prøver på lige nu, men jeg er fuldstændig afklaret med, at det rammer hende hårdt, hvis hun skulle forsøge med andet end hendes advarende signaler. Jeg føler en let trang til at himle med øjnene af hende, men i stedet lader jeg blot mine store, mørke øjne hvile roligt på hende. Hun er klar over, at jeg har opdaget hendes sår, men man behøver nu heller ikke meget mere end et par øjne for at opdage dem. Jeg lytter til, hvad hun har at sige, men det er ikke ret meget, hun har at fortælle mig.

,,Hvor uhøfligt.”

Min kommentar er kort, men den behøver heller ikke være længere for at give udtryk for, hvad min mening er. Jeg er klar over, at jeg heller ikke altid sætter mig selv i det bedste lys, men i det mindste kan jeg finde ud af at gøre det med stil. Der er da ingen grund til at fare i flæsket på nogen, før man overhovedet kender deres navn, vel? Jeg bemærker, at hun lader sine øjne møde mine for en kort stund, inden hun flytter sit blik igen. Eftersom hun ikke er så villig til at se mig i øjnene ellers, må hun have en grund til at gøre det alligevel.

,,Du mener simpelthen, at jeg bør have en grund?”

Det er absolut ikke et svar på hendes spørgsmål, men jeg gider ærlig talt ikke svare på sådanne spørgsmål. Hvorfor behøver jeg give min grund til kende? Hvorfor fjerne den spænding? Og hvad hvis jeg stadigvæk er i gang med at udtænke, hvad det er, jeg vil? Jeg hæver mit hoved en anelse og lader begge mine ører falde en lille smule mod min nakke.

[/size][/color]

Mine mørke øjne, hviler imod den ravnsorte Seth, som jeg har meget blandede følelser omkring. På sin vis, har jeg vel en eller anden form for underlig trang, til at se ham igen. Men ikke pga. ophedede følelser eller vrede, slet ikke. Der er kun en grund til det, og det er, at han er den eneste der har opsøgt mig af flere omgange, uden at vi har været vrede som sådan, slåsset eller noget. Jeg har en fornemmelse af, at jeg på en eller anden måde, kan lære et eller andet af ham; nemlig at være i selskab. Ikke at begå mig med andre, men at tillade andre at de trods alt er i nærheden af mig.
Men lige i disse timer, er jeg aldeles ikke interesseret i hans selskab, for jeg er ikke interesseret i at have nogen hos mig, når jeg har denne underlige, nye og skræmmende fornemmelse i hele kroppen, som aldeles ikke gør mig mere mild af natur eller person. Jeg kommenterer ikke på det han siger, med at det er uhøfligt, i hvert fald ikke i første omgang. Men dog dukker noget op i mit hoved, som jeg ikke kan lade ligge.

,,Det er vel lige så uhøfligt, at du kommer vadende, trods tydelige afvisninger, hmn?”

Hæver det ene bryn en smule, mens den spydige kommentar tager til. Mine grå øre vippes bagud, så de gemmes bag den sorte man, da den jo er tykkere nu, og den bliver nok kun endnu tykkere med alderen.

,,En grund, måske ikke. Men du må da have en eller anden idé om, hvorfor du lige præcis skal komme ned til mig, af alle de sjæle der er at finde..”

Svarer jeg ham så tilbage, mens jeg svirper med den sorte hale, og bakker nogle skridt bagud, så jeg står med bagbenene i vandet, og dermed også lidt af halen. Jeg skal aldeles ikke have ham nærmere, og derfor er jeg os trådt ud i det kolde vand igen, for at skjule lugten. Allerede nu, kommer vandet imod min hud igen, for jeg jo allerede er våd; og det er ikke ligefrem varmt!

Det er ikke første gang, jeg færdes med en type som Asira. Det betyder, at jeg har en lille smule erfaring, men det er absolut ikke nogen garanti for, at jeg ved, hvordan hun reagerer på ting jeg siger eller gør, og det gør mig egentligt ikke så meget; det er bare ekstra underholdning. Nej, den erfaring, jeg hovedsageligt har, er, at det ofte er hendes type, jeg finder interessant. Ikke at hun skal generaliseres som at være som de andre, nej, for det er hun ikke. Ingen er ens, og gudskelov for det…

,,Ejer du skoven, Asira?”

Jeg holder min stemme i mit sædvanlige rolige tonefald. Det er en ganske interessant blanding med min drengede, men dog høflige stemme. Jeg lytter til, hvad hun siger, men jeg finder ikke det spørgsmål meget bedre, end det, hun stillede for få øjeblikke siden. Da hun rykker baglæns, breder hendes duft sig. Mit ene øre lægges bagud, og en smule anstrengt vifter jeg min sorte hale om mig. Jeg er jo absolut ikke immun; jeg kan styre mig, ja, men jeg er ikke immun.

,,Det, der er sket, Asira, er, at vi befandt os på det samme sted på det samme tidspunkt.”

Jeg er godt klar over, at det er mig, der henvendte mig til hende, men det ændrer ikke på, at vi alligevel begge befandt os i denne del af skoven. Ganske kort rykker jeg mit blik mod hendes bagben, der tydeligt er våde i forvejen. Uden at flytte mit blik hæver jeg brynene og rømmer mig ganske kort.

,,Forsøger du at blive forkølet?”

[/size][/color]

De mørke, næsten sorte øjne, er stift rettet imod den ravnsorte Seth. Jeg finder mig ikke særlig godt tilpas i hans selskab; men nu er der så i det hele taget ingens selskab, som jeg føler mig tilpas i mere. Min mor, har jeg ikke set i en lang periode igen nu, på trods af at hun for 2. gang, lovede mig at nu ville hun for alvor være der for mig. Men dette, det viste sig jo så at være endnu en løgn. Seth, forbliver hos mig. Og hans selskab har jeg haft nogle gange nu, hvilket egentlig undre mig en smule. Men jeg skal nok sørge for, at han ikke søger mig selskab igen..

,,Nej, men jeg ved, at jeg trods alt ejer mit eget selskab, Seth. Og det kan meget vel være, vi havnede det samme sted.. Men så vidt jeg kan se, opsøgte du mig, i stedet for at gå udenom!”

Siger jeg med en sammenbidt tone, mens øjnene hviler en smule stift fremad, ikke på ham, men nok nærmere forbi ham, som om der er et eller andet ganske spændende bag ham. Min nakke er knejst godt op nu, bringen kommer derfor mere til syne, og ørene er lagt helt bagud til min sorte man, som skjuler de grå øre en lille smule.
Bliver stående ude i det kolde vand, hvor isen er kommet en smule ude i kanterne, men dog ikke meget endnu. For der har ikke været så mange frostgrader endnu, til at søen kan blive helt frossen.

,,Ja, det er da helt sikkert det, jeg forsøger at blive, Seth.”

Svarer jeg med den irritable tone, mens jeg himler kort med øjnene. Mine øre ryger en smule længere ned, inden jeg så i et ryk hopper op af vandet, og sætter frem i skridt, imod ham. Standser to meter fra ham, og sænker hovedet en lille smule ned, i en ikke særlig venligsindet holdning. Udspiler mine næsebor, inden jeg snapper en smule frem imod ham, uden at ville ramme, for derefter at træde et enkelt skridt bagud, og ryste mig selv over.

,,Gå nu bare med dig!"

Fnyser jeg med en sammenbidt tone, mens jeg slår det ene forben i jorden.

Hun gør det egentligt ganske nemt for mig. Normalt plejer jeg at skulle koncentrere mig om at sørge for, at dem, jeg møder, ikke just har positive tanker om mig bagefter, men den opgave har hun gennem sin naturlige adfærd helt fjernet fra mig. Hun bryder sig ikke om mig, og så er alt jo, som det skal være. Det er tydeligt på hende, at det bestemt ikke passer hende, at jeg er her, men det kommer ikke til at være noget, jeg tager hensyn til. Roligt lytter jeg til, hvad hun har at sige, og naturligvis er hendes antagelse da korrekt, men det bekymrer mig stadigvæk ikke.

I et ryk træder hun fremad mod mig. En handling, jeg absolut ikke er særlig begejstret for. Alligevel lader jeg hende gøre det, ganske enkelt af ren nysgerrighed. Jeg vil gerne se, hvad det er hun vil, og hvad det er, hun tror, hun skal bestemme her. Men da hun så snapper mod mig, trækker jeg altså grænsen. Uden at ændre det mindste i mit udtryk eller kropssprog træder jeg fremad mod hende med mine lange, galante skridt, også da hun vælger at træde et enkelt skridt bagud. Der er da ingen grund til, at hun skal være så hidsig.

Jeg er endnu ikke ude i et egentligt angreb, men blot endnu en af de små tests, jeg også udsatte hende for ved vores sidste møde. Jeg skal helst ikke havne ude i det vand der, og det er da vel også en af årsagerne til, at jeg fravælger at angribe hende lige nu. Naturligvis har jeg styr på min motorik og min krops koordinering, men stadigvæk; jeg gider ikke ud i det kolde vand.

[/size][/color]

Set i bakspejlet, er jeg nok udmærket klar over, at min handling med at snappe advarende frem imod ham, måske ikke var særlig klogt gjort. Men jeg vil bare ikke have ham i nærheden af mig, når jeg har denne nye fornemmelse. For det føles ikke rigtig, at han er her. Selv hvis min far var kommet mig nær, i denne tid, ville jeg også bide frem imod ham, og bede ham om ar forsvinde. Og jeg har ikke tænkt mig at bakke nu, trække mig, og sænke hovedet i en undskyldende holdning. Aldrig i livet!

Seth har ikke forstået, at jeg ikke vil han selskab. Eller også har han, men er dybt ligeglad. Og det er nok egentlig det sidste jeg tror mest på, selvom jeg ikke håber det er sådan det hænger sammen. Da han træder efter mig, klistres mine øre helt ned i nakken, mens jeg træder et skridt sidelæns, og derefter endnu et. Det er et forsøg på, at få os vendt, så han i stedet kommer til at stå med ryggen til vandet, og ikke mig. For det er for koldt. Min ene hov rør stadig vandet, men det er også bedre, end at jeg er vendt helt derned.

Mit hoved sænkes en smule ned, aldeles ikke af respekt, eller underdanighed, men i en truende holdning, ligesom når et rovdyr sænker sig hoved, og gør klar til at bide op efter struben på sin modstander. Og sådan står jeg nu. Klar til at hukke frem, som en slange, med sine giftige tænder. Mine hove er plantet solidt imod sneen, men de er skam også klar til at forlade sneen, og i stedet forsøge at ramme imod ham og hans skind. Jeg er klar, hvis han rykker imod mig. Klar til at forsvare mig selv, og mit eget selskab. Hvis han rykker sig tættere på, skal jeg nok vise ham, at det skal han ikke!

Når der er noget, jeg vil, så plejer det som regel at gå sådan, og i de fleste tilfælde går jeg gerne langt for at opnå det, jeg vil. Og hun skal ganske enkelt ikke stå i vejen for mig. Jeg kan tydeligt mærke, at min temperament stiger, og hun skal nok egentligt være glad for, at min selvkontrol er så stor, som den er, for ellers havde jeg absolut ikke stået her endnu. Langsomt kan man tydeligt se på min slanke, sorte krop, at min elegance forstærkes, lige så snart jeg bliver en smule hidsig, og selvom jeg godt er klar over det, er det ikke noget, jeg direkte gør med vilje. Det ligger bare naturligt for mig.

Hun forsøger at træde sidelæns, og jeg overvejer ganske kort, om det er noget, jeg kan drage fordel af. Man skal aldrig regne med, at man ved, hvad modstanderens næste træk er, men omvendt ved hun jo heller ikke, hvad det er, jeg har tænkt mig. Hun har ikke oplevet mig fra den side før, men som jeg gjorde klart for mig selv under vores sidste møde, så skulle turen helt klart også komme til hende på et eller andet tidspunkt. Så da hun træder sidelæns, træder jeg et meget kort skridt den anden vej for så at hukke frem mod hendes hals, der er sænket en lille smule, mens jeg drejer bagparten mod hendes, så vi står side om side.

[/size][/color]

Jeg er godt klar over, at Seth sikkert er stærkere end jeg er. Men det ændre ikke på, at jeg aldeles ikke bryder mig om hans selskab; og derfor skal han forsvinde fra mig. Nu. Og hvis jeg ikke kan gøre det, ved at bede ham om at forsvinde, så må det jo være sådan her, vi leger. Da han træder en smule hen, og pludselig hukker ud imod min hals, drejer jeg i hovedet, for at være sikker på, at han ikke rammer mit ansigt, og mine øjne. Men han får lavet et fint lille huk i min hals, dog ikke noget det bliver til et hul, men nok nærmere en markering.

Da han vælger at træde sidelæns, så vi nu står side om side, springer jeg tilbage, og sidelæns, så jeg kommer tilbage ud i vandet. Jeg skal ikke stå ved hans side, med min side. For selvom jeg er ung, kender jeg trods alt godt til de instinktive hingste, og denne ravnsorte Seth, har nok mødt flere hopper end jeg, som har været i brunst, og derfor er jeg heller ikke interesseret i at stå side om side. Står nu med min front, til hans side, og derfor sparker jeg også begge forben fremad, i et ordentlig ryk, sigtende efter hans side, ved ribbenene. Mine øre er klistret i nakken, og et hidsigt hvin forlader min mule.

Jeg har mødt mange hopper i samme tilstand som hende, men så vidt jeg husker, er det kun ved sjældne lejligheder sket, at jeg har ladet mig friste. Og som regel kun som en lærestreg. Naturligvis kan jeg da godt mærke, at det påvirker mig en lillebitte smule, fordi jeg trods alt er en hingst. Men jeg har altså ikke tænkt mig at lade mig rive med. Lige nu skal jeg bare overbevise hende om, at hun ikke kan gøre, som hun har lyst til i mit selskab, og at hun absolut ikke skal prøve at bestemme, hvordan tingene skal foregå.

Hun havner ude i vandet, fordi hun ikke er med på at stå side om side, og herefter går tingene stærkt. Jeg tror på, at hun har modet til det, men hun kan være helt sikker på, at erfaringen er på min side. Jeg har været ude i noget slemt op til flere gange, men det er bare skjult rigtig, rigtig godt på min slanke, sorte krop. Hun slår sine forben mod min side, imens jeg i et stejl drejer fronten mod hende for derefter at kaste mine forben mod hende. Hun rammer mig naturligvis, for sådan er det jo, når man slår til samtidig. I en smidig bevægelse, der kunne være en slange værdig, hugger jeg ud efter hendes nakke for at få fat, mens jeg forsøger at smække et knæ op mod hendes mule.

[/size][/color]

Det hele går ret hurtigt. Vores slag går jo imod hinanden, og ikke på skift. Så da han rejser sig op i et stejl, resulterer det i, at mine ben rammer imod hans, med ret stor kraft. Da han igen lander, forsøger jeg at dreje mig fra ham. Men jeg er tynget af det vand jeg står i, og derfor er det heller ikke så hurtigt jeg kan dreje min nakke og hals, hvilket resulterer i at hans bisser pludselig sidder på siden af mig, tæt ved nakken, men alligevel ikke helt oppe. Da hans forknæ kommer flyvende, drejer jeg mig ansigt og hals, så knæet i stedet rammer op i luften, og ikke imod min mule.

Kaster hovedet voldsomt bagud, og skubber mine forben med mig op, for at losse dem direkte efter hans bringe, for at få ham til at slippe min hals/nakke. Min hale er hele tiden klistret ind til mig selv. Lander igen med forbenene ned i det kolde vand, og selvom kulden er stor, registrerer jeg den ikke i hampens hede, for ligenu, er mit fokus kun på ham, og intet andet. Hukker frem med mine tænder, efter hans underhals, da mit hoved jo er lidt lavere nede end hans, grundet hans bid i min nakke/Hals.