En helt ny fornemmelse

Jeg kan godt mærke, at jeg egentligt ikke rigtigt bryder mig om at være så tæt på hende. Det er aldrig rart for mig, men ubehaget er en smule større her, og det er ikke så typisk, at jeg oplever det. Men jeg gider ikke tænke på det. Jeg har jo travlt med noget andet, ikke? Jeg mærker, at jeg får fat tæt ved hendes nakke, og jeg giver ikke slip, før jeg selv synes. Så da hun kaster sig bagud, bider jeg blot hårdere sammen og spænder hårdt op i halsen. Jeg er egentligt ret ligeglad med, om jeg laver sår på hende, men kan jeg undgå det, så gør jeg det da.

Hun rammer min bringe, men eftersom jeg er spændt godt op, gør det ikke helt så ondt, som det ville have gjort, hvis jeg ikke spændte. For at give hende igen, smækker jeg med stor kraft mine forben op mod hendes hoved, mens jeg samtidig mærker, at hun hugger efter min underhals. Der er en god sandsynlighed for, at mine knæ vil ramme hende, og for at forhindre hende yderligere i at bide alt for meget i min hals, forsøger jeg at mase hendes hoved længere nedad.

[/size][/color]

Mine hove rammer imod hans bringe, det kan jeg både mærke og høre. Men jeg rammer ikke så hårdt som jeg gerne vil, for han virker ikke til at tage skade af det. Men hans muskler er også langt mere trænede end mine er. Hans tænder har efterhånden fået sat sig godt ned i min hud, og der går nok ikke længe før der går hul, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jeg er ikke interesseret i, at andre skal kunne se, at jeg har været oppe at slås. Det holder jeg gerne for mig selv.

Da jeg hukker imod hans hals, går jeg smækket hans ben imod mit ansigt, hvilket gør at jeg ikke får ham ramt som jeg gerne vil. I stedet bliver jeg bare kort omtåget, mens jeg virrer med hovedet, for at komme til mig selv igen. Hans pres imod min hals, får mit hoved længere ned, og snart rør min mule imod det kolde vand, hvilket jeg aldeles ikke vil have. I et ryk, skubber jeg mine forben frem igen, hen langs siden af mit hoved, for at sparke imod hans knæ, som også er nede ved vandet jo. Men om jeg rammer, og hvor hårdt, det ved jeg ikke. Da mine hove ramler i vandet igen, ryger det op. Vrider mig forsøgende bagud, og forsøger at rive mit hoved opad på samme tid, for at komme fri.

Igen får vi ramt hinanden på nogle af de samme tidspunkter, men det ender med, at jeg får mast hendes hoved længere nedad. Så er hun da nede med nakken, så at sige. Jeg er dog helt sikker på, at hun ikke har givet sig. Det ville slet ikke ligne det, hun giver udtryk for at være. Og rigtigt nok, kort efter forsøger hun igen at vride sig fri, og jeg må stramme grebet en lille smule mere for at fortælle hende, at sådan bliver det ikke. Og jeg er ikke meget for det, men jeg kan godt mærke, at der nok ikke skal meget mere til, før der går hul. Men hvis nu hun bare gider stå stille, så kommer der ikke flere huller på hende.

Vi er havnet ude i vandet, og jeg er egentligt ikke særlig begejstret for det. Det er koldt, og jeg bliver våd af det, og det er to ting, jeg egentligt ikke bryder mig særlig meget om, især ikke hvis de bliver kombineret. Hun har forsøgt at slå sine forben mod mit knæ, og hun rammer mig. Nu er jeg ikke den, der viser smerte, og derfor giver jeg ikke udtryk for noget som helst. I stedet smækker jeg blot et forknæ op mod hendes hoved igen, hvorefter jeg forsøger at trække hendes hoved en smule opad.

[/size][/color]

Jeg bryder mig ikke om ham. Overhovedet. Og efter det her møde, bryder jeg mig endnu mindre om ham, hvis det ellers kan lade sig gøre. Hvilket det nok egentlig ikke kan. Grebet om min nakke, bliver strammet, og jeg kan godt mærke, at der nu kommer lidt varmt blod ned af halsen på mig, fordi han nu har fået hul, og det er jeg ikke begejstret for! Virrer voldsomt med hovedet, og forsøger at kaste min overkrop opad, for at få ham til at slippe.

Men i stedet får jeg bare et knæ imod min kind, og det pisser mig af. Kommer med et hvin, ikke af smerte, men af hidsighed. Han skal ikke tro han er noget, som han ikke er! Virrer med hovedet igen, og da han trækker mig opad, gør jeg inden modstand. For da mit hoved er højere oppe nu, hukker jeg direkte ind under hans hals, ved at ligge hovedet på sned, og hukker direkte efter hans strube. Får jeg fat, bliver jeg lykkelig, for så kan jeg få ham til at slippe mig.

Jeg har egentligt ikke brug for at bevise noget over for nogen. Jeg er ikke interesseret i at have en høj plads i hierarkiet, for jeg har slet ikke lyst til at være en del af noget hierarki. Intet fællesskab til mig. Da jeg får trukket hendes hoved opad, gør hun noget, som absolut ikke mildner mit temperament på nogen som helst måde. Hun skal ikke, og jeg mener virkelig IKKE bide efter min strube, så da jeg mærker hendes tænder nærme sig, slipper jeg hendes hals og hiver hovedet væk fra hende. Og så er det vidst tid til, at det her tager en ny drejning.

I nogle hurtige bevægelser drejer jeg omkring, og i en balanceret bevægelse vælger jeg at forsøge at hoppe på ryggen af hende. Flere ting kan gøre mine chancer for at få det til at lykkes større. For det første kan hendes små fusser være afkølede, så det er sværere for hende at reagere hurtigt. For det andet har hun måske travlt med at prøve at bide i mig. Og for det tredje, så havde hun måske ikke lige regnet med det - jeg kunne trods alt bare have lagt ud med at forsøge.

[/size][/color]

Mit angreb virker. For han slipper ret pludselig min hals, og viger bagud. Og bedst som jeg tror at han nu vil bakke væk, drejer han ret pludseligt omkring, hvilket gør at jeg drejer hovedet i et ryk, og bider op efter hans skind, da han stejler op, og lander på min ryg. Noget, jeg aldeles ikke bryder mig om. Min hale lægges helt ind til bagparten, og jeg samler mine bagben så meget som muligt.

Min hals drejer jeg ret smidigt omkring, og bider bagud efter hans forben, meget hårdt og præciseret. Men jeg er nødt til at dreje mit hoved igen, for ikke at miste balancen, grundet vandet under mig. Springer kraftfuldt fremad, i et forsøg på at få ham til at miste balancen, og dermed ryge af min ryg! Et voldsomt fnys glider fra mine udspilede næsebor, og ørene er helt klistret ned i nakken. Mine øjne er lynende, men det kan han naturligvis ikke se, for jeg kigger ikke på ham, af gode grunde. Og hvis jeg gjorde, ville jeg aldrig kigge ham i øjnene.

Jeg ender rent faktisk på hendes ryg. Det sparer mig naturligvis for at skulle forsøge igen, men jeg er klar over, at det ikke nødvendigvis bliver lettere af, at jeg hænger her. Selvom jeg er ret sikker på, at jeg ikke har nogle afkom der, hvor jeg levede før, så er det nu ikke fordi, jeg ikke har hængt på ryggen af hopperne før. Og øvelse gør jo mester, ikke? Derfor har jeg en del erfaring, men jeg siger bestemt ikke, at det er barnemad at følge med på to ben, da hun ryger fremad. Naturligvis skulle min vægt da gerne tynge hende en lille smule, for selvom jeg er smal, så vejer muskler altså noget. Jeg er jo ikke en fjer.

Og netop da hun rykker fremad, vælger jeg at forsøge - måske koncentrerer hun sig ikke så meget om sin hale, især ikke, da hun også forsøger at bide efter mit forben, som jeg bevæger en lille smule, inden jeg klemmer begge ben sammen om hende for at få bedre fat. Samtidig hugger jeg fat ved starten af hendes ryg, også for at få bedre balance.

[/size][/color]

Det er ikke nemt for mig at holde balancen, med ham på ryggen. For han er tung, og jeg kan ikke sådan bare lige daske ham af mig, eftersom det kræver flere muskler, end det jeg har. Min energi er heller ikke voldsom stor mere, grundet den kamp vi jo allerede har haft.Hans forben klemmer omkring mig nu, og pludselig kan jeg også mærke hans tænder der rammer imod min ryg, for at han kan holde sig fast. Forsøger febrilsk at holde min hale ind til mig, og min bagpart.

Kulden er begyndt at gå i mine ben, hvilket gør dem ret stive. Og det resulterer også i, at grundet hans vægt, og mine forbens rysten, knækker mit ene ben ned, så knæet ramler imod søens bund. Virrer mit hoved op af, for at holde min mule fri fra vandet. Men jeg kan ikke tage mit knæ op, og dermed rette mig op, for hans vægt tynger mig ned. Virrer med hovedet, og udspiler næseborene en anelse, inden jeg drejer hovedet bagud, for at hukke efter hans ben, med mine tænder.

Fordi hun knækker sammen, kommer jeg til at hænge skævt på hende. Men jeg har sluppet kontrollen nu, og jeg er fast besluttet på, hvad jeg vil, og hvis det er sådan, det skal gå til, så må det vel være således. Jeg venter blot på, at hun skal blive uopmærksom, for så slår jeg til. Derudover kunne det naturligvis være rart, hvis hun gad tage sig sammen og rejse sig - hun burde bare indse, at det er mig, der har erfaringen på min side. For at give hende muligheden, lægger jeg mere vægt om på min bagpart, så hun ikke længere er så tynget på forparten.

Vandet er koldt, og det burde ikke være et ønske fra hendes side at ligge og rode rundt nede i det, så for hendes egen skyld burde hun også bare se at komme på benene. Men som jeg kommenterede tidligere, så er hun jo måske bare interesseret i at blive forkølet.

[/color][/size]

Kan godt mærke, at han ligger skævt henover min ryg. Og det er jo positivt. Men samtidig er det også bare satans koldt for mig, at skulle blive liggende halv nede i vandet. For der er frostgrader, og så er jeg virkelig ikke interesseret i at blive liggende. Og at rulle mig selv helt rundt i vandet, med ham, det kan jeg heller ikke, for det skaber bare langt mere kulde, over hele min krop.

Så da han fjerner vægten lidt fra min forpart, kommer jeg op af stå normalt igen. Drejer mit hoved bagud igen, og denne gang hukker jeg igen efter hans forben, meget fast besluttet på at få fat i hans hud, så jeg kan borer mine tænder ind i det, og skabe smerte op hans ben, mens han er oppe på mig. Samtidig med jeg har rejst mig, er min hale røget en lille smule sidelæns, grundet den massive mængde energi jeg skal bruge på at komme op at stå.

Det er op til hende at vælge, hvordan hun har tænkt sig at komme på benene igen, for jeg har ikke tænkt mig at give op. Kort efter jeg har tænkt tanken, vælger hun at rejse sig igen, og det er jeg glad for - vandet, vi står i, er absolut ikke en behagelig temperatur. Og så sker der også noget andet, da hun kommer på benene igen, som absolut kommer mig til gode og er en stor fordel; hendes hale har rykket sig en smule, hvilket giver mig den plads, som jeg har brug for. Og jeg tøver ikke et øjeblik med at gå i gang.

Hun gør noget, som jeg ikke er særlig stor fan af - hun angriber mit ene forben, og jeg er klar over, at hun nok ikke har tænkt sig at give slip, før jeg hopper af hende, og det har jeg ikke tænkt mig. Derfor strammer jeg blot det greb, jeg har omkring starten af hendes ryg, og denne gang tøver jeg ikke med at bore tænderne i hende, mens jeg endnu fortsætter den lille.. seance. En seance, jeg sagtens kan gøre langt mere ubehagelig for hende.

,,Lad være med at tygge i mig, Asira. Så gør du bare det hele meget værre for dig selv.”

[/size][/color]

Mine næsebor er ganske udspilede, og ikke fordi jeg kan lugte noget nyt eller fremmed, men fordi jeg er meget oppe at køre, grundet den situation jeg er havnet midt i. En seance, som jeg aldeles ikke havde forstillet mig selv være en del af; nogensinde. Mine intentioner har aldrig været, at skulle være mor. Og slet ikke mens jeg knapt nok selv er voksen. Jeg er kun 3 år. At blive mor nu, er jeg ikke forberedt på. Og hvordan skal jeg også kunne være mor, overfor noget, jeg ikke ønsker at have?

Da han begynder, giver det et 'z' i hele min krop, af ubehag, og mine øre trækkes endnu mere bagud. Men jeg beholder mine tænder, hårdt ned imod hans forben, i hans skind. Og da han begynder at tale, bider jeg blot endnu mere til, mens de lynende øjne er direkte imod hans skulder. Jeg kigger ham ikke i øjnene, og det nægter jeg os. Da han taler, og strammer sit greb i starten af min ryg, kniber jeg kort det ene øje i, inden jeg med sammenbidt og hvilsende stemme svarer ham.

,,Jeg kommer aldrig nogen siden til, Seth, at gøre hvad du ber mig om”

Svarer jeg ham, og i ren protest, hukker jeg mine tænder endnu mere ned i hans skind, for virkelig at søge efter at bide hul, og lade tænderne ryge igennem hans hud og pels. Den skade, han laver på mig, er ikke kun fysisk, men også psykisk. Men jeg har ikke tænkt mig at vise nogen form for svaghed mens han er her; og når han kommer ned derfra, skal jeg nok sørge for, at plante nogle solide tandaftryk rundt på hans krop. For det her, det er kun lige startet!

Jeg bryder mig absolut ikke om den behandling, hun giver mit forben, og jeg skal ned herfra, lige så snart jeg er færdig. Eftersom hun opfører sig meget pænere lige nu, end jeg havde regnet med, vælger jeg at tolke det som en slags stilhed før stormen. Jeg er klar over, at jeg absolut ikke er populær, når jeg kommer ned herfra - hverken hos hende eller hos mig selv. Jeg er midt i noget, som jeg ellers havde givet mig selv en reprimande om ikke at gøre igen. Dette vælger jeg dog alligevel at skubbe til side. Hendes ord vælger jeg at overhøre.

Da jeg er færdig, handler det for mig om at komme hurtigt ned, og så snart jeg er kommet det, bevæger jeg mig bagud med lange, smidige skridt, væk fra det vand, vi har stået i. Min nakke er knejset hingstet op, ørerne er lagt, og hele min slanke krop er spændt op. En slank krop, der er skabt til hurtighed. Jeg kan godt mærke, at hun ikke har behandlet mit ben så pokkers godt, men det er ikke det, det handler om nu; jeg er klar. Hvis hun vil noget, så er det nu. Jeg tvivler ikke på, at hun ikke kan noget, men hun må da have i baghovedet, at jeg er både ældre, stærkere og mere erfaren end hende.

[/size][/color]

Jeg beholder mine tænder Ganske solidt plantet i hans ben. Men da han så hopper ned, lægges mine øre drastisk helt ned, klistret imod min nakke. I en meget smidig bevægelse, vender jeg mig om, umiddelbart efter han er hoppe ned, og da min front nu er imod ham, springer jeg frem imod ham, i en stor bevægelse, så jeg lander ganske tæt ved hans front, dog lidt skråt til siden.

Men et præciseret, men måske lidt overilet huk, hukker jeg frem efter hans hals, med mine tænder, mens et meget lavt, men ganske ’hylende’ og lys hvin glider fra mig. Ikke højt, overhovedet. Men kun henvendt til ham, og min egen hidsighed. Smider det ene forben frem, samtidig, sigtende efter det ben jeg allerede har beskadiget på ham. Mine ben er kolde, ja. Men det har jeg ikke tid til at koncentrere mig om lige nu; for han gav mig en pause, ved den lille.. seance, og det har gjort at min energi er kommet mere til sit rette element, samtidig med at et ganske stort, og næsten ustyrligt had, er brudt frem. Mine øjne er tomme, glansløse og ganske lynende, men det får han ikke æren af at se, for mine øjne er kun rettet imod hans hals, som jeg forsøger at få tænderne i.

Der er et ord, der beskriver hendes handlinger lige nu meget bedre end alle andre ord. Det ord er dumdristig. Hvorfor skal hun udsætte sig selv for mere? Har hun ikke fået nok? Nok er hun hurtig, men jeg har jo prøvet det her før og er bestemt ikke uforberedt. I forvejen er min nakke knejset højt, hvilket skulle mindske hendes chancer for at få fat i mig meget betydeligt, og da hun hugger ud efter mig, rejser jeg mig i et stejl, for jeg slår forbenene frem mod hende for at få hende på afstand, mens jeg bakker bagud. Jeg gider ærlig talt ikke mere nu, for jeg har allerede givet hende den værste straf, man kan give en hoppe.

Alligevel er jeg for stolt til at stikke af. Hun må gerne forsøge at slå lidt på mig; tror hun ikke, jeg har prøvet det her mange gange før? Hun får i hvert fald ikke lov til at komme i nærheden af min hals. Min nakke er knejset hårdt op for at holde min strube fuldstændigt ublottet. Jeg giver et højlydt, advarende hvin fra mig for at give hende en sidste chance for at tænke sig om. Dog ombestemmer mig, så i stedet for at lade hende styre det her, vælger jeg selv at springe fremad mod hende og kaster forbenene hårdt mod hende i et stejl.

[/size][/color]