En helt ny fornemmelse

Hans hove, bliver smidt fremad imod mig, idet han stejler op. Og for at beskytte mig selv, mit hoved, rejser jeg mig selv op, i et højt men balanceret stejl. Jeg nægter at forlade det her; han skal rammes. Hårdt. Det skal kunne ses på ham, at han har sloges, og det skal jeg nok sørge for, at det sker. Svirper voldsomt med halen, mens jeg selv hukker mine ben imod ham, advarende.

Han advarer mig, giver mig en sidste chance for at komme væk og forlade det her; men jeg nægter det. Ænser ham ikke engang ordentligt. Nej, jeg har for travlt med at styre min tørst efter den hævn, jeg ønsker. Så da han springer mod mig, med forbene sigtende efter mig, skubber jeg mine lange forben efter ham ligeså, så vi dermed kommer til at smække benene imod hinanden. Drejer mit hoved, og hukker med tænderne direkte imod hans kæbe, alt imens vi fortsat er i vores stejl. Hvis jeg ikke må ramme hans hals, så sigter jeg blot efter hovedet!

Jeg regnede heller ikke med, at hun ville lægge det fra sig nu. Hun er vred, og selvom jeg egentligt er fuldstændig ligeglad, så er det da ikke fordi, at jeg ikke kan se, at det er en meget træls situation for hende. Men hun får ikke lov at vinde - det har jeg simpelthen ikke tænkt mig at tillade. Vi springer frem mod hinanden samtidig, og da jeg har lukket muligheden for at få fat i min strube for hende, er det da naturligt, at hun vil gå efter noget andet, og det er netop det, jeg gerne vil have hende til. Ikke fordi jeg vil have, hun skal bide i mig, men fordi det gør mulighederne for mig langt bedre.

Så da hun vælger at gå efter min kæbe, trækker jeg grænsen. Så er det nok. Slut. I et hug, der kunne være en slanke værdig, drejer jeg hovedet og sætter tænderne direkte i hendes næseryg. Og så spænder jeg ellers bare op i hele mit frontparti, så jeg kommer til at have hende i et jerngreb. Og jo mere, hun stritter imod, jo hårdere bliver mit bid. Mit ene forben løftes, og i en erfaren bevægelse smækker jeg min hov direkte mod hendes forknæ.

,,Stop, Asira.”

[/size][/color]

Jeg får snittet ham på kinden, hvilket jeg er ovenud glad for, selvom jeg dog gerne ville have ramt en anelse bedre. Men jeg når hun kort at nyde øjeblikket, for lige som jeg skal til at bide fra mig endnu engang, drejer jeg hovedet en anelse til siden, og derefter sidder Seths tænder i mine næsryg, hvilket får mig til at gå ned fra mit stejl, og lande med alle fire på jorden.

Vrider hovedet forsøgende op, selvom det overhovedet ikke er nemt. Han er højere end jeg, stærkere, og ældre. Og højden er til hans fordel ligenu, for selvom jeg måske vrider hovedet helt op, vil han stadig kunne nå, hvilket pisser mig af. I er ryk forsøger jeg igen at vride mit hoved op, hvilket resulterer i, at min koncentration kort er væk fra mine ben, hvilket viser sig at være dumt. For hans hov knalder ind imod mit kolde ben, ved knæet, hvilket ikke giver en særlig behagelig følelse. En ’fløjtende’, med forvrænget lyd, glider fra min mule, men ikke ret højt, da han jo ligesom holder sine tænder omkring den. Smider det forben han ramte, imod ham, sigtende efter hans knæ.
Jeg er godt klar over, at hvis han rammer mit knæ igen, og det andet ligeså, så ryger jeg højest sandsynlig ned at ligge, netop fordi jeg allerede har knaldet knæet ned i stenene på søens bund, da han lå på mig, og det har jeg ikke lyst til! Da han taler, forsøger jeg at hukke imod ham, men det kan jo sjovt nok ikke rigtig lade sig gøre.

¤Aldrig!¤

Jeg kan godt mærke, at hun har ramt mig på min kind, og det er jeg absolut ikke særlig tilfreds med. Nu er det jo sådan, at jeg besidder en kæmpe selvkontrol, og derfor har jeg ikke noget problem med at styre mig. Alligevel vælger jeg, på grund af hendes angreb af min kind, at slække lidt på kontrollen og bore tænderne dybere ned i hendes næseryg. Jeg er klar over, at jeg kan forårsage meget ubehagelige skader på hendes vejrtrækning, hvis jeg ikke passer på.

Hun har bare stadigvæk ikke tænkt sig at give sig, og jeg mærker skam godt det forben, hun sender tilbage mod mit knæ, og det er nok ikke noget, hun burde have gjort. Jeg strammer grebet yderligere og kan godt mærke, at jeg skal passe på for ikke at belaste hendes knogle alt for meget. River jeg i hendes hoved nu, bliver det absolut ikke rart for hende. Og så skal prikken over i’et da lige sættes: I en meget hård bevægelse slår jeg min hov direkte mod det samme forben som før.

[/size][/color]

De lysegrå øre, er helt klistret ned i den sorte man, som er en anelse våd, og klistret i spidserne. Jeg er godt klar over, at når adrenalinen forsvinder fra min krop, begynder smerterne at komme, og det ser jeg ikke frem til. Men jeg har ikke tid til at tænke over det nu. Hans greb strammes om min næseryg, og det skaber en ret stor smerte, hvilket gør at jeg kniber mine øjne en anelse i.

Da jeg vil til at rive mit hoved væk, fortryder jeg, fordi jeg godt kan mærke hvordan hans tænder er omkring min næseknogle, og jeg ved godt, at den knogle ikke er stærk; derfor vil jeg ikke rykke mig, for den skal ikke ødelægges. Jeg rammer hans ben, og sætter dermed mit eget ned igen. Idet jeg så vil smide det andet ben frem, som han ikke har ramt, mærker jeg hans hov imod det ben, han også før ramte. Og det viser sig, ikke at være så godt, for mit ben ’knækker’ sammen, fordi jeg jo har løftet det andet, og der resulterer i, at jeg ryger ned på begge min knæ, og egentlig mister balancen, fordi det kommer bag på mig. Ryger ned at ligge på siden, med halsen oppe, og hovedet ligeså, fordi han jo holder i min næseryg. Skraber med benene, liggende, i den kolde sne, fordi jeg gerne vil op. Begge knæ er ømme, det ene mere end det andet. Og begge knæ er rødlige, hvilket jeg ikke bryder mig om. Kommer med en hvæsende lyd, og forsøger at trække mere luft ind, men det er ikke just nemt, grundet hans tag i næsen.

Jeg plejer ikke at overdrive. Når jeg har fået, hvad jeg vil, eller kommet igennem med den pointe, der skulle vises, så er det fint. Så længe jeg får min vilje. Men denne gang er det nok godt lidt over grænsen. Det er første gang i et godt stykke tid, at det er gået så vidt, som det er lige nu. Jeg står jo praktisk talt med ansvaret for, om jeg brækker en knogle på hende eller ej. Jeg er jo ikke interesseret i at dræbe hende - i hvert fald ikke på stedet. Jeg kan jo ikke gøre for, hvis hun dør af sine skader. Men det vil jeg naturligvis forsøge at undgå. Der er ingen grund til at tage livet af nogen uden en meget gyldig grund.

Det ender med, at hun ligger ned. Nede i den kolde sne, hvor hendes ben skraber lidt langs jorden, hvilket signalerer et ønske om at komme op og stå. Men det er tydeligt, at hendes knæ ikke har det for godt, og desuden gør jeg det ikke lettere for hende ved at holde i hendes næseryg. Men jeg er skam heller ikke færdig endnu. Endnu et slag sender jeg mod hendes ene forben. Jeg slækker ikke mit greb i hendes næseryg, men fordi hun er faldet på jorden, har jeg da rykket mit eget hoved en lille smule med, så hun ikke brækker sin knogle. Og så får jeg en ide.

¤Se mig i øjnene.¤

[/size][/color]

Den situation jeg er i lige netop nu, med at ligge ned, og dermed være så underdanig i forhold til ham, gør mig næsten mere ondt, end den seance der før foregik. For det kunne jeg på en eller anden måde bedre forholde mig til, end jeg kan forholde mig til det her. Jeg hader, at jeg pludselig er så svag. Men at komme op, er også bare næsten en umulighed, fordi jeg allerede nu ligger ned, og han har i min næseryg; dermed har han også min balance, fordi han bare kan rive mig hoved ned igen, og det vil jeg ikke.

Da hans hov kommer flyvende, forsøger jeg at fjerne mit ben, men fordi jeg allerede ligger ned, er det ikke super nemt at rykke det væk, og derfor får jeg det også kun en smule bagud, bare ikke nok. Hans hov rammer igen imod det andet knæ, og jeg kniber endnu engang øjnene i, mens jeg kommer med en hvæsende, vred lyd, som kun bliver endnu mere hvæsende, fordi han har i min næseryg stadig. Jeg har et sår ved ryggen, efter han lå deroppe, og gumlede. Et på halsen, og nok også på næseryggen efterhånden. Men værst er det med mine forknæ, som dunker en del.

Da han taler, og beder mig kigge ham i øjnene, forsøger jeg at vride mit hoved væk fra ham, mens jeg forsøger at løfte mit ene forben lidt fra jorden, og losse det hen efter hans ben, det ben jeg har gumlet i. Jeg skal aldeles ikke kigge ham i øjnene! Mine øjne forbliver flakkende omkring, bortset fra da jeg sparker, fordi jeg har travlt med at sigte.

Det er egentligt ikke fordi, jeg søger hendes respekt. Den har jeg ikke brug for. Hun behøver ikke føle sig underdanig og svag i forhold til mig, det er egentligt helle ikke det, jeg prøver at opnå. Jeg er blot i færd med at give hende en lille lærestreg, så hun ikke tror, at det er i orden at gå amok på mig på den måde. Nej, jeg søger absolut ikke hendes respekt. Jeg er da godt klar over, at det ikke er sådan her, jeg modtager den - hun vil jo hade mig efter det her. Og det bekymrer mig nu egentligt heller ikke. Det vil stadigvæk ikke forhindre mig i at søge hendes selskab - nej, det gør det vel egentligt meget lettere og komfortabelt for mig, at hun hader mig. Så behøver jeg ikke bekymre mig om det modsatte.

Hun vælger at lade være med at kigge mig i øjnene, og det synes jeg er en meget dum ide. Jeg har jo ikke tænkt mig at give op og lade hende slippe, og jo mere modstand hun gør, jo flere slag får hun. Der er ingen grund til at ødelægge hende, ellers havde jeg nok ikke været bleg for at brække et ben på hende, så hun lærer, at hun absolut ikke skal prøve at bestemme over mig. Jeg rammer hendes knæ igen, og kort efter forsøger hun at ramme mit forben, som hun i forvejen har tygget lidt i. Jeg er klar over, at jeg meget hurtigt kan gøre det her endnu mere smertefuldt for hende - et hårdt ryk med hovedet, og så har hun brækket en knogle. Derfor strammer jeg mit greb endnu mere og giver små ryk i hendes hoved, mens jeg hårdt smider en hov tilbage mod hendes knæ som retur for hendes slag mod mit.

¤Rykker jeg hovedet hårdere end det her, brækker din knogle. For din egen skyld, Asira; se mig i øjnene.¤

[/size][/color]

De sorte øjne, er hele tiden rettet flakkende imod hans skulder og bringe. For jeg skal aldeles ikke kigge denne hingst i øjnene. Jeg skal ikke have ham, til at se det dybeste af mit indre, for der er mange hemmeligheder og tab at se i mine øjne. Tab, som er psykiske og ikke fysiske. For jeg har jo ingen mistet fysisk, men derimod har jeg mistet nogen psykisk, og mig selv. Det møde vi har haft nu, skal være det sidste vi nogensinde får, for jeg skal ikke se ham mere. Aldrig.

Da hans forben kommer flyvende igen, når jeg at fjerne mit eget ben nogenlunde, så jeg kun bliver snittet over knæet, og ikke andet. Hans greb strammes om min mule, hvilket får en hvæsende lyd til at glide fra mig, for det er ikke just ubesværet at trække vejret mere. Faktisk er det en anelse svært, fordi han jo netop strammer sådan om næseryggen, hvor mine luftveje også er.
Virrer kort med hovedet, og slår det ene ben op efter ham, for at få ham til at slippe. Men det er ret halvhjertet, for min krop er efterhånden nedkølet, og energien er efterhånden også ganske lav. Hans stemme kommer igen frem, og jeg smider ørene helt ned i nakken, så de ligger fuldstændig gemt i min nakke. Kniber øjnene hårdt i, og kigger ikke på ham. Han skal ikke se mine øjne. Aldrig. Han skal ikke have den fornøjelse, at vinde fuldstændig over mig; aldrig. Han har ydmyget mig nok. Ikke mere af den slags.. Ikke mere. Kommer med endnu en hvæsende lyd, afvisende, og gør den så høj som mulig, så han ikke er i tvivl om, at den er henvendt til ham.

At hun endnu nægter at gøre, som jeg beder hende om, provokerer mit temperament en hel del. Ideer som at trække hende ud i vandet og lade hendes kropstemperatur dale til det alvorlige opstår i mit hoved, og det er kun på grund af min selvkontrol, at jeg ikke bare gør det. Men er skal ikke meget mere til, før jeg kommer til at overveje det meget grundigt. Jeg kunne naturligvis også bare brække hendes knogle, men jeg ønsker jo ikke at give hende skader, som hun kan dø af, eller dræbe hende i det hele taget. Jeg vil bare gerne pine hende tilpas nok til, at hun gør det, som hun så stædigt nægter. Det ville jo også være for gavmildt at tage livet af hende.

Hun slå halvhjertet et ben op mod mig, og det er ved at være tydeligt, at hendes energi er ved at forlade hende. Hun er udmattet, og hvorfor skulle hun dog også være andet? Hun er ung, ikke nødvendigvis svag, men hun mangler erfaringen. Jeg kan tydeligt mærke, at min tålmodighed er ved at slippe op, og det bliver ikke sjovt for hende, hvis hun fortsætter med at nægte. I en hurtig bevægelse løfter jeg det forben, der står tættest på hende og placerer min hov på hendes skulder. Mit andet ben er lidt mere i sikkerhed, fordi det stadigvæk er i større afstand til hende.

Jeg er klar over, hvor det er, jeg skal trykke, hvis jeg gerne vil rykke hendes skulder af led, og hvis det virkelig er der, vi er nået til, så må det vel være således. Langsomt begynder jeg at lægge vægt på min forpart og derved på hendes skulder, og jeg kan mærke, at noget rykker sig, som det skal. Gradvist kan jeg lægge mere og mere vægt på hende, indtil hun gør, som jeg beder hende om. For at gøre det hele endnu mere besværligt for hende, klemmer jeg endnu hårdere sammen om hendes næseryg, og jeg kan godt mærke, at hendes vejrtrækning i forvejen bliver mere og mere besværet. Og uden ilt er det ikke umuligt, at panikken vil indtræde.

[/size][/color]

Jeg er udmærket klar over, at han ikke er nogen særlig god ’ven’. For han er kun ude på at skade mig nu, og vinde. Vinde over mig, og dermed ydmyge mit sind, og i det hele tage bare min sjæl, og det nægter jeg. Jeg vil ikke give op. Det vil jeg simpelthen ikke. Men jeg kan os godt mærke, at jeg snart ikke har særlig mange valg, i den her situation.Han greb om min næseryg strammes til, og kort tid efter lander hans ene hov imod min skulder, hvor han gradvist ligger mere og mere vægt på.

Situationen er sådan nu, at hvis han får smadret min skulder, er chancen for at jeg kommer op at stå foreløbig, ganske lille. For han har allerede smadret mine knæ, og dermed gjort mine ben ret så ømme, så en skadet skulder, ville ganske vidst nok være prikken over i’et. En hvæsende lyd glider fra mig, grundet den manglende luft der kommer til mig, og jeg giver mig til at skrabe med mine forhove ned i jorden, trods den smerte der så kommer i mine ben. Panikken begynder efterhånden at tage over, og det gør mig nok ikke ligefrem mere modtagelig for at samarbejde. Mine øjne flyver febrilsk rundt, mens det hvide sommetider titter frem. Mine ben ligger igen stille, da jeg ikke ligefrem gør det nemmere for mig selv, at få vejret, ved at ligge og bevæge mig. Men at hans hov er imod min skulder, bryder jeg mig ikke om. Forsøger at dreje mit hoved lidt, for at få fat i det øverste af hans ben, fordi det jo lige er i den højde, han holder mig i, i næseryggen.

Jeg kommer ikke til at have dårlig samvittighed over nogle af de ting, jeg gør og har gjort mod hende - ellers ville jeg jo ikke have gjort noget af det. Jeg har ikke nogle ønsker om at få samvittigheden på besøg, som uden tvivl ville forsøge at overtale mig til at fortryde mine handlinger, og det ligger ganske enkelt ikke til mig. Det er vel egentligt også derfor, at jeg ikke bare tager livet af hende, for det ved jeg, at jeg ville komme til at fortryde. Jeg er i stand til mange ting, og det er ikke, fordi jeg ikke også er i stand til at dræbe, men bare fordi jeg kan, er det absolut ikke en garanti for, at det er noget, jeg rent faktisk praktiserer. Naturligvis skal man aldrig sige aldrig, og selvom jeg ville fortryde det, betyder det ikke, at jeg ikke ville kunne leve med det. Og eftersom jeg er godt i gang med at tage vejret fra hende, må hun da vel også kunne mærke, at det faktisk ikke er et umuligt udfald.

¤Sidste chance, Asira.¤

Langsomt lægger jeg mere og mere vægt på hendes skulder, og da hun forsøger at få fat i det øverste af mit ben, trækker jeg i et let ryk hendes hoved væk fra mit ben. Jeg slækker ikke på mit greb omkring hendes næseryg, og der er ingen tvivl om, at jeg virkelig mener, hvad jeg siger. Sidste chance, inden skulderen ryger af led, sidste chance inden jeg brækker hendes knogle; ja, måske endda sidste chance, inden jeg vil sørge for, at hun kommer til at svæve mellem liv og død, når jeg forlader hende.

¤Se mig i øjnene. Så slipper jeg dig. Så lader jeg dig gå.¤

Der sker en lille ændring i mit tonefald. Det er absolut ikke for at manipulere med hende; nej, hun skal blot forstå, at jeg virkelig mener, hvad jeg siger. At budskabet i mine ord er sande.

¤Se mig i øjnene.¤

[/size][/color]

Hvis mine øre kunne ryge mere bagud, ville jeg gøre det. Men det kan ikke lade sig gøre. For de ligger så langt nede, som det er muligt. Mine næsebor er udspilede og vibrerer ganske meget, fordi jeg forsøger at hive mere luft ind, end det jeg får ligenu. Jeg er i tvivl om, hvad udfaldet af det her møde bliver, for jeg vil ikke dø. Det vil jeg ikke. Men han har allerede vundet så meget over mig, i og med at jeg er røget ned at ligge, han har bedækket mig, og nu står han der, i en overlegen position, som jeg aldeles ikke bryder mig om.

Hans stemme kommer igen frem, en stemme, jeg ikke bryder mig om. Overhovedet. Jeg tror ikke at jeg efter det her møde, vil bryde mig om nogen som helst stemmer, for jeg skal ikke have selskab igen. Hvem skulle det også være? Min mor? Nej. Hun lovede at være der for mig, for 2. gang, men jeg har ikke set hende siden det møde. Min far? Nej.. Ham har jeg heller ikke set siden starten af efteråret, så jeg kender vel egentlig ikke nogen, som jeg overhovedet ville bryde mig om, at få selskab af. Derfor ved jeg os, at jeg er alene med mine skader, når Seth er forsvundet herfra. I et sidste forsøg på at komme fri, og trodse hans ord, og magt, forsøger jeg at dreje min krop en smule, og sparker så begge forben efter ham, selvom det er en anelse svært med det ben, som hans holder sin hov på, ved min skulder. Men jeg vil vise, at jeg ikke bare sådan er til at knække. Jeg vil vise, at jeg ikke bare er sådan at danse om hjørner med. Jeg vil vise overfor mig selv, at jeg ikke er knækket sammen. Og jeg vil vise, at jeg ikke bare lader ham bestemme over mig. Mine øjne flakker rundt, uroligt nu, og efter mit forsøg på at komme fri, rammer mine øjne så imod hans.. Kort. Men de rammer. Og det er vel af frygt for ikke at leve mere. Men han skal ikke studerer dem! Derfor er det også kun meget kort, at jeg føjer mig. Tager dem til jorden igen, og kan godt mærke, hvordan energien bare efterhånden ikke er der mere.

Selvom jeg altid vil tillade mig at bestemme, hvad der skal ske og hvornår, har jeg givet hende muligheden for at fremskynde det ene eller det andet. Hun kan fremskynde, at jeg slipper hende, og hun kan fremskynde sin død. Ikke at jeg nogensinde ville lade hende vælge mellem de to, men jeg har lovet hende, at jeg slipper hende, når hun har set mig i øjnene. Og jeg bringer helst ikke mit ord i vanære, hvis jeg kan undgå det. Hendes forsøg på at ramme mig med sine forben snitter mig, og jeg er godt klar over, at det nok ikke var det, der var det vigtigste for hende. Hun vil vel dybest set bare ikke lade mig tro, at jeg kan knække hende så let, men det behøver hun slet ikke vise mig. Det er jeg godt klar over; det burde da være rimelig tydeligt, når det er så voldsomme ting, jeg er nødt til at true hende med, blot for at få hende til at se mig i øjnene.

Og bedst som jeg tror, at jeg er nødt til at prøve endnu hårdere, så lader hun sine øjne ramme mod mine. Med det samme slipper jeg hendes næseryg og træder bagud, bort fra hende med lange, hurtige skridt. Selvom det kun var kort, hun gav sig, så gav hun sig, og det var, hvad jeg bad hende om. Jeg er sikker på, at det vil være lige så svært for mig, hvis jeg skulle forsøge mig med det endnu en gang, men hun er bare nødt til at forstå, at det aldrig nogensinde vil komme hende til gode at angribe mig. Hun kan lige så godt lade være og spare sig selv for det. Jeg er klar over, at hun nok ønsker mig langt bort nu, men jeg vender ikke ryggen til hende, før jeg ved, at hun er færdig. At vi er færdige.

[/size][/color]

De sorte øjne, der kort ramte hans, er nu helt imod jorden. Mit hoved hænger egentlig efterhånden bare i hans greb, da min energi ikke er særlig stor, og dermed magter jeg heller ikke at holde det særlig meget oppe selv, men dog en smule, for ikke at ødelægge min næseryg. Jeg ved ikke hvad udfaldet bliver, men jeg bliver overrasket, for han slipper pludselig mit hoved, hvilket resulterer i at det falder til jorden, og ned i den kolde sne. Han har fået bidt hul, rimelig meget endda, hvilket resulterer i at sneen ved min mule, bliver rødlig, fordi det også kommer ud af mine næsebor, nu hvor han har sluppet.

Jeg ligner nok umiddelbart en, der har haft mig en kæmpe kamp, hvilket jeg jo i og for sig også har. Blod på forbenene, halsen, ved nakken, og nu også ved min næseryg. Vipper kort med ørene, inden jeg virrer hovedet op, og forsøger at skubbe mine ben indunder mig, men det kan jeg ikke, for de er kolde, og ømme, og ikke samarbejdsvillige. Snapper ud efter ham, for at få ham til at gå væk. Helt væk. Får endelig smidt benene lidt ind under mig, og da jeg så vil rejse mig, går det så alligevel ikke. I stedet får jeg bare skubbet mig selv bagud, så min bagpart nu rør vandet igen. Brummer i en tung tone. Forsøger endnu engang at komme op, men til sidst dumper jeg bare mit hoved bagud igen, så halsen og hovedet ligger i sneen endnu engang.. Mine øjne viger imod ham, mens ørene ligges helt ned, og endnu et hvæs glider fra mig; han skal gå. Helt og aldeles. Væk fra mig!