Skræmmer floden mig stadig?

De uskyldige øjne falder over den dejlig grønne eng, stilheden rammer mig som en bølge. Ryster på den lange sorte man. Træder et par skridt frem og efter et par skridt beslutter jeg mig for at fortsætte ned langs træernes begyndelse. De mange tanker falder kort på tiden på den gamle eng. Nu er jeg her og har allerede mødt en masse dejlige heste, så dette sted er begyndt og får mig til at glemme. Pludselig får jeg dog øje på det rislende vans, som får mig til at stoppe op. De uskyldige og blide øjne rammer det klare vand og et sæt går igennem kroppen. Kuldegysningerne spreder sig langs ryggen. Træder et skridt tilbage og stirre på det klare vand.

Står et stykke tid og kan ikke komme videre. Udsender et blidt og imødekommende vrinsk, er nød til at få mine tanker på afveje og dette kan en eventuelt ny ven sikkert hjælpe mig med.

Har begivet mig lidt væk fra det område hvor jeg ellers har planlagt jeg skal høre til. Jeg kan jo ikke bare blive stående et sted og regne med at andre kommer til mig. Så absolut ikke. Jeg har derfor søgt mod et andet sted for at både udforske området, men også lede efter fortabte sjæle.

Mens jeg vandrer i mine egne tanker, med de store runde hove der blødt rammer det lidt mudrede underlag og gør mig næsten lydløs, opfanger mine ører en fremmed. En fremmed der endda lyder til at ønske selskab. Kan derfor måske næsten være sikker på det ikke er en af de sky sjæle der ikke ønsker mit selskab. En af de sky som ikke ønsker nogens selskab overhovedet.

Stille og roligt sætter jeg farten op til en gyngende og afslappet trav. Helt automatisk har jeg en lidt fornem holdning. Ikke noget jeg som sådan er blevet pålagt, men noget der ligger til hele min familie og race. Jeg er af den lidt ædle bygning og stor men uden at være tung. Jeg er let i stort set alle mine bevægelser og selvom jeg kan virke stor for nogen så er jeg lille for andre og for de fleste - fuldstændig ufarlig.

Mine nøddebrune, varme øjne søger hen i retningen af der hvor vrinsket kom fra, og mine ører spidses da jeg kan skimte en af næsten samme slags som jeg selv. Den lidt ædle bygning - men ikke broget som jeg. Et hingstet og venligt samt nysgerrigt og hilsende vrinsk bliver sendt af sted mod denne fremmede, mens mit hoved hæves en smule og mine skridt bliver længere.

Et vrinsk bagfra får mig til at vende de kastanjebrune ører. Brummer mildt og er glad for at komme lidt væk fra vandet. At sige jeg er kommet mig over vandet indflydelse på mig er vidst ikke rigtigt. Tanken om vandet skræmmer mig, troede at disse tanker var drevet væk. Men det er de tydeligvis ikke. Buer halen let og elegant og mine nøddebrune øjne rammer en hingst. Hans pels er broget og hans bygning er ædel eller rettere nobel.

Han holdning passer til det indtryk jeg er fået. Han udstråler en rank og fornem holdning, hvilket altid har været en god indflydelse på mig. Smælder kort med halen og sætter i blidt skridt mod ham. Vipper nysgerrigt ørerne mod ham og brummer roligt og imødekommende da jeg nærmer mig. Man kan tydeligt aflæse i mine øjne at jeg ikke ønsker at skade nogen. Bukker hovedet en smule respektfuldt ned da jeg nærmer mig og retter så blikket mod denne noble hingst. Stopper med en respektfuld afstand og betragter ham "godaften den herre" siger jeg så bare og stemmen der kommer ud er blid og nærmest engle agtig.

Den brogede hingst fortsatte mod den fremmede, som lød til at være en hoppe. Det stemte dog ikke helt overens med hvad Brêgo havde troet. Han sænkede farten ned til skridt igen, og hævede hovedet lidt for at betragte denne fremmedes kropsbygning, som han kunne have sværget på ville tilhøre en hingst hvis han skulle gætte selv. Men det hang ikke helt sammen med den stemme, som kom fra den fremmede hoppe. Selvom hun stoppede på afstand, så fortsatte Brêgo lidt tættere på. Undersøgende og nysgerrigt strakte han sin mule mod den fremmede. Jo.. Det var helt sikkert en hoppe.

"Godaften frøken"

Svarede han hende med et smil. Et venligt og imødekommende smil, og trak sit hoved til sig igen for ikke at være alt for nærgående. Det var jo ikke alle der brød sig om det. Om det var en der havde været her i lang tid eller ej, vidste han ej. Han havde langt fra mødt alle sjæle i dette land. Han havde ikke været her så forfærdeligt længe endnu. Det mente han i hvert fald ikke selv.

"Hvem har jeg æren af at møde?"

Lægger mærke til at der frem fra mørket kommer en broget hingst, de mange spil af farver i pelsen er fasinerende. Brummer imødekommende og da han kommer tættere på, sender jeg et blidt smil til denne hingst der virker venligsindet. Et smil rammer den bløde mule da han rækker mulen frem. Puffer blidt og drillende til hans mule og kaster kort med hovedet. En forfærdelig masse energi er skyllet ind over den mørke krop og ryster kort på hovedet over min egen reaktion. Er i et vildt legehumør.

"Godaften min herre. Jeg går under navnet Shameless Shadow og denne fremmede hingst?" Men stemme er blidt og uskyldig, denne hingst er jeg sikker på jeg ikke har mødt før, men kommer nok aldrig til at møde hver en sjæl på dette sted, men at møde flere er dog en stor begyndelse. Træder kort et skridt tilbage og står kort og skraber i jorden. Får dog fundet mig en ro og træder stille tæt på ham igen, en smule undskyldende.

Da den fremmede hoppe puffede til hans mule trak han hovedet til sig i et lille hurtigt ryk. Ikke fordi han ikke brød sig om det, men for at se hende an i lidt tid. Selv om det var en hoppe, så syntes han stadig hun havde nogle lidt maskuline træk. Hendes energi smittede af på den rødbrogede Brêgo, og han begyndte selv at stå og trippe lidt. Han knejsede nakken og holdt ørerne opmærksomt rettet mod denne hoppe. Shameless Shadow. Skamløs skygge. Mon hun kunne være en af de skygger der af og til blev snakket om? Naaaah! Det kunne ikke helt passe. For hun var jo ikke en skygge, og navne havde ikke altid en betydning der passede til en. Eller havde de?

"Mit navn er Brêgo. Jeg er ikke herfra, men kom hertil for noget tid siden. Jeg er founder af Teylar flokken. Det er mig en glæde at møde Dem"

Han bukkede ganske kort ved at strække det ene forben frem og bøje det andet. Han rettede sig op igen og strakte igen undersøgende mulen frem mod denne hoppe. Det fascinerede ham en smule at hun lignede ham på nogle måder. Der var ikke rigtig andre han havde set der lignede så meget. Størstedelen havde i hvert fald været fra andre steder.

Han reaktion kommer lidt som et chok og brummer så en smule undskyldende og bøjer hovedet let. Det er ikke for at fornærme nogen at jeg røre, men er bare meget... kropslig. Knejser nakken lidt og lader blikket falde på ham, hans ord er ret så stolte og hingstede, men kan tydeligt høre at han er stolt og muligvis en hæderlig hingst hvilket tiden vil vide.

"Skønt navn, Det glæder mig så sandelig også at møde dem Brego?" Stemmen eer blid og stille. Lægger hovedet en anelse på skrå da jeg betragter ham. Hans energi er bare med til at forstærke min ret så voldsomme energi. Læbber blidt hovedet en smule på skrå og napper kækt ud efter ham

"Kan disse store muskler finde ud af at røre sig lidt?" Denne gang er min stemme legende og en smule udfordrende, skal have brændt en del energi af og lige nu er han den eneste der er her. Er ikke i tvivl om at han ville kunne give mig kamp til stregen, men er ikke bleg for at tage en udfordring op.

Hendes ord omkring hans navn frembragte et smil på hans lyse silkebløde mule. Det var vel et skønt navn, men også et navn hans mor havde givet ham - ikke lige med det samme, men da han var blevet gammel nok til at danne sig en personlighed. Indtil da var han bare kaldt hans mors søn. Hans mor havde han dog ikke set længe. Ikke siden han måtte forlade flokken for at strejfe omkring selv. Han var ikke den mest populære blandt hingstene hvor han kom fra, fordi han var anderledes. Han var loyal over for dem han kendte, og de kunne nemt løbe om hjørner med ham da han var yngre. Men med alderen kom en smule flere hjerneceller og han var ikke en der bare lod andre træde på ham længere.

"Brêgo betyder Loyal"

Det var en kommentar han tilføjede da hun kommenterede hans navn.

"Disse store muskler kan sagtens finde ud af at røre sig. De foretrækker også at de ikke skal stå helt stille når vejret og luften er koldt. Du kunne måske tænke dig at vandre ved min side og dermed holde mig med selskab?"

Hans hoved gled en smule på skrå, og de varme, milde, nøddebrune øjne hvilede på hoppen, Shameless. Han var nysgerrig efter at lære hende at kende. Med hendes kropsbygning kunne det være hun var fra et sted ikke ret langt fra hvor han var født. Hvem ved. Måske endda fra samme sted.

Hans væsen gør at der faalder en ro over det blide sind. Da han nævner hans navn betyder loyalitet falder et smil på de blide læber
"det er en af de vigtigste ting en hest kan eje" Er nysgerrig omkring denne hingst da han er ufattelig sammen fattet og alligevel så .. kompliceret.

Træder blidt hen på siden af ham og nikker så "Jeg ville elske at føre dem selvskab, denne aften er kold og det handler om at holde gang i alle de mange muskler " Et smil rammer mine æber og begynder stille at gå elegant hen af vejen og brummer blidt. Vender blikket for at se om han følger med og stopper afventende op

"sig mig Brego, din loyalitet må være en vigtig ting for dig, hvor er du kommet fra før i tiden?" spørger roligt og kontrolleret, det kan jo nemt være at han ønsker at fortælle om sin fortid, selv om det ikke er sikkert at jeg har lyst til det. Min flok blev jo indfanget og gemt væk.. Ryster kort på hovedet og slår tankerne ud af hovedet.

Da Shameless fandt frem til hans side gav han et lille nik med hovedet og begav sig fremad langs vandet. Han gav hendes hals et lille venligt puf. Han kunne kun give hende ret. Loyalitet var noget alle satte pris på. Godt nok var det måske ikke nødvendigt at holde gang i alle muskler endnu, men det var i hvert fald ikke noget man tog skade af. Brêgo kunne sagtens tage det med ro. Der var ikke som sådan en trang til at spurte hen over engen, men samtidig kunne han også godt lide at tage det stille og roligt. Lige nu foretrak han en stille og rolig gåtur - især hvis det skulle være muligt at snakke samtidig. Hans øre vippede i hendes retning da hun spurgte ind til hans fortid.

"Hmmm.. Jeg ved ikke om Loyalitet som sådan er en vigtig ting for mig. Jeg sætter stor pris på dem der loyale overfor mig, og jeg er selv loyal over for mange. Jeg tror på at hver enkelt sjæl har noget godt indvendigt, men at en egisme kan overskygge den godhed, og derfor er der nogen der tænker mere på sig selv end andre. Jeg tilhører dem der tænker lige så meget på andre som jeg tænker på mig selv. Jeg hjælper dem der ønsker hjælp og det er altid.

Der vor jeg kommer fra før i tiden ligger langt væk herfra. Ser du. Jeg er født i en flok. Ikke en stor flok, men heller ikke en lille. Vi var omtrendt 4 hingsteføl da jeg blev sat på denne jord. Det vil sige mig og 3 andre. Alle sammen sønner af flokkens leder. Jeg var godt nok ikke den ældste og flokken burde ikke tilhøre mig, men jeg var alligevel favoritten blandt flokkens øvrige medlemmer, og derfor blev jeg sendt væk sammen med 2 af mine halvbrødre. De gik deres egne veje og jeg var overladt til mig selv i 2 vintre. Da det igen blev sommer ville skæbnen at jeg kom i klammeri med en lille flok firbenede, hylende pelsklatte med spidse tænder og skarpe klør. Min eneste udvej var vandet. Da jeg kom op derfra var jeg havnet her. Altså.. Ikke lige nøjagtigt her, men i dette land.

Så jeg vil ikke som sådan sige at loyalitet er noget der er vigtigt for mig for at jeg kan omgås andre sjæle. Men det er stadig rart.

Jeg kom hertil og i løbet af ganske kort tid var der nogle venlige sjæle til at hjælpe mig og guide mig videre. Flere af dem ønskede et fællesskab. En flok. Men her eksisterede ingen, så jeg har besluttet mig for jeg gerne vil påtage mig det ansvar at samle de individer der ikke ønsker at gå alene. Der skal være plads til alle, så længe der stadig er ro og orden."

Brêgo var en hingst der nemt kunne snakke. Han kunne tilmed snakke i lang tid, men også give plads til andre hvis de havde noget på hjertet. Han var ikke kun god til at snakke, men også lytte.

"Hvor kommer du fra? Har du været her længe?"

Stopper kort op da jeg kort bruger alt min opmærksomhed på at lytte til denne hingst og hans historie. Nyder altid at lærer andre og kende og han virker som en åben og rar hingst. Smælder lidt med halen og den søde duft at brunst forlader kroppen. Hader den tid da jeg jo hverken leder efter mage eller ønsker føl. Tripper så kort videre da han kommer et godt stykke foran mig.

"det er en yderst imponerende historie du bærer rundt på. Det må have været rart at komme fra en sådan flok"

Dog kort efter nævner han min fortid og man kan tydeligt se de mange minder komme tilbage til de brune øjne. En kort smerte og de mange dårlige minder der rammer mig. Tripper så lidt videre uden at sige noget

"Din fortælling minder utrolig meget om mine bedrifter. Jeg kom fra en flok hvor vi havde den største leder jeg i min tid har set. Han er stolt, loyal og retfærdig. Mit idol kan man vel sige. Vores flok bestod af en masse gode hopper og en masse føl. Hvilket jo er en yderst god ting. " Stopper lidt op midt i min historie og siger ikke mere da jeg lige nu ikke ved om jeg ønsker at fortælle om mit store tab

"Jeg levede der indtil jeg var nød til at tage afsted" Sender ham så et roligt og blidt smil inden jeg sætter farten en smule op, nok mest for at undgå spørgsmålet om hvorfor jeg tog afsted.

Den rødbrogede hingst fortsatte sin vandring, også selvom den lidt maskuline hoppe vel nærmest standsede. Han lyttede til hendes ord, men kunne også godt fornemme at det ikke var det hele hun fortalte. Der var åbenbart mange her der havde haft en dårlig barndom som de ikke ønskede at andre skulle kende til. Det fik ham til at tænke over hvorfor han egentlig var her. For hvis det her var samlingssted for udskud med ødelagte sind og dårlig opvækst - hvad lavede han her så? Var han den eneste der var bare nogenlunde normal og med en normal opvækst? Var det meningen han skulle få de andre til at få et godt liv og glemme fortiden?

Naaaah! Han var bare en ganske almindelig hingst. Det kunne selvfølgelig bare være et tegn på dårlige flokke og andre heste der ikke havde brugt hjernerne - højst sandsynligt i den generation der kom før hans. Han slog et kort smæld med halsen og lod de varme brune øjne søge mod hende.

"Var nødt til at tage af sted? Hvorhen?"

Kan godt mærker at han ønsker at grave lidt i min fortid. Trækker lidt på skuldrende og kaster ldit på hovedet. Vender blikket mod ham da det spørgsmål jeg frygtede kom. Tripper lidt frem og vender så blikket på ham "Min flok forsvandt" Siger jeg så og sender ham et let smil, da jeg ikke ønsker at komme ind på alt det med menneskerne og på min lederes død. Er ved at komme mig over det og ønsker ikke at hive op i det igen. Brummer så roligt og betragter ham

"Det lader til din opvækst har været umådelig dejlig, sådan var min også og nød det helt vildtt. Kunne ikke have ønsker mig en bedre barndom

Griner så kort og sætter tempoet lidt op og knejser i nakken. *Trods mit udseende er jeg en elegant og flot hoppe når jeg selv ønsker at være det. Mudderet på mine ben er stille begyndt at blive vasket væk af den hvide sne der knaser under de små hove ..

Han nikkede en enkelt gang da hun siger flokken forsvandt. Det er der vel ikke ret meget mere forklaring i. Det ene øjeblik var den der vel og det andet øjeblik var den vel væk. Ligesom hans hjemland der var der inden han ramte vandet og væk da han kom op derfra igen. Dengang hans frodige hjemland var blevet erstattet med ørken som han måtte søge hjælp for at finde ud fra. Nu havde han dog været her i noget tid og så havde han lidt bedre mulighed for at finde rundt, for nu vidste han hvilken vej han skulle gå.

Hans blik fulgte hoppen med den lidt maskuline krop, da hun satte farten op. Selv forblev han i sit eget tempo, for han havde ej travlt.

"Jeg havde en skøn barndom og jeg er ret sikker på at intet kan ødelægge den nu. Fortid er fortid og den kan ikke ændres! Man kan kun se fremad og fremtiden gemmer på masser af eventyr og spænding. Jeg ønsker ikke at spolere dette ved at se tilbage"

Han savnede på ingen måde hans gamle liv. For hans gamle liv var ikke meget mere anderledes end dette. Han havde et par enkelte stykker på slæb nu. Eller i hvert fald et par sjæle mere at tage hensyn til og tage ansvar for. Men han vandrede stadig rundt med sit positive sind og uden den flok og familie han var vokset op i.

Han syn på livet kan ikke andet end at imponere. Hele han syn på fortiden og på at det er fremtiden der tæller. Dette får dog tankerne til at spinde i hovedet på mig. Kan jeg mon stole på denne stolte hingst, han fortalte om sin fortid og er venlig nok til at spørge ind til min.. Eller er det et trick? Fortsætter bare min skridt og vender blikket kort mod ham

" Dit syn på livet er fantastisk, jeg mener jeg ville ønske jeg kunne se sådan på det. Jeg er overbevist om at det vil komme med tiden. Men min flok forsvandt ikke bare. Den blev taget af menneskene og min leder døde i min tilstedeværelse. Det er den eneste hingst jeg har lukket ind og det gør det bare endnu svære at stole på folk. Men ja fortiden hører fortiden til og måske skulle jeg også begynde og leve efter det.

Brummer en smule uforstående og kan ikke forstå hvorfor jeg valgte at sige det til ham, men han er måske ikke så slem som man kunne antage. Men hvis man skulle gå og antage en masse ville man ikke ahve tid til andet. Han minder mig ufattelig meget om min gamle leder.. Selv kropsbygningen.