What.. what is this?

Brisen var kølig, og jeg rystede kort min lange, cremede man og udgav et lettelse suk.. Mine ben værkede en del, men jeg formåede at samle mig selv og bevæge mig afsted. De lange, slanke ben var beskidte langt oppe over mine knæ men jeg ænsede det knap nok. *Vand..* var det eneste der strøg mine tanker, de andre havde jeg forlængst bandlyst fra min hjerne. Jeg ville ikke tænke dem, kunne ikke udstå at tænke dem! Det varede ikke længe før den faste skovbund blev erstattet af noget blødere, mere sumpet og jeg satte hurtigt udenom det og fandt snart åen som rislede afsted og passede sit.

De lodne, lysegrå ører vippede opmærksomt omkring inden jeg forsigtigt sank hovedet og mimrede med den lyserøde mule og tog en tår af det iskolde vand. Kort efter sank jeg meget forsigtigt mine forben i og fik vasket mudderet af. Det samme blev gjort ved bagbenene med en del mere besvær men endelig var de slanke ben lysegrå igen. Jeg fik kæmpet mig op af den stille å igen og rystede mig elegant inden jeg satte afsted i skridt. Min søgen var nu at finde et varmt, rart sted hvor jeg kunne slappe af og blive tørret igen. Jeg vidste ikke hvor mange der levede her, udover mig nu.. Eller om der overhovedet levede nogen, men på en måde var jeg også ret ligeglad. Jeg passede mit og hvis der var andre, så passede de vel også bare sit.

Den skimlede hingst havde indfundet sig ved bredden af den å, der bugtede sig afsted igennem landskabet. Der var noget utroligt beroligende over åen, den måde den blot lå evigt og uforstyrret hen. Mulen på den skimlede hingst havde søgt vandoverfladen; og alt imens han fredsommeligt stod og drak, vækkede lyden af sagte plask hans opmærksomhed. Med våd mule løftede han hovedet og spottede en skimmelbroget hoppe længere nede af floden, i færd med at vaske mudder af sine ben. Altaïr sank kort, vel vidende om at strømmen bugtede sig i hans retning, og snart ville mudderet gøre vandet grumset nede ved hans drikkested, og derved stoppede han med det; men hoppen havde alligevel også fanget hans interesse noget mere end at drikke vand. Han brummede sagte, for sig selv, og da hun satte fra åen, af ukendte årsager, satte den elegante hingst efter hende i en rask skridt.
Med lette bevægelser trådte han igennem åen, der hvor den var lavest, og snart var han på den anden side, på vej efter hoppen. Hans let våde ben gled med rummelige skridt hen over jorden, og hans ryg var båret på korrekt vis, således at hans muskler blev brugt så godt han nu formåede det.
Der gik ikke længe, førend den skimlede hingst havde indhentet den skimmelbrogede hoppe, og da først han nåede op ved hendes side, strøg han hende forsigtigt over halsen; hans måde at hilse en hoppe an på. Derpå gled der et smil over hans mule, drømmende og charmerende ligeså, men hverken flirtende eller påtrængende. Derpå nikkede han galant imod hoppen.

,,Goddag Melady; tillad mig at spørge dem, hvad åen har af fascinationer i dit sind?”

Spurgte han da, velformuleret og med den tydeligt drømmende tone i hans stemme. Altaïr var en hingst, der var ganske anderledes end andre, og det med formaliteter var han ikke fan af. Og derfor spurgte han ikke indtil hvem hun var, eller hvor hun kom fra, nej. Derimod hvad hun synes om den å, hun lige havde befundet sig ved, samtidig med den skimlede hingst selv.

Tankerne overtog igen mit sind, og de smaragdgrønne øjne blev igen fjerne, det var en ulempe og vane at jeg tit blev forstyrret og ukoncentreret men min fader var her ikke længere til at afstraffe mig så det var ikke noget jeg huskede så meget længere. Men før jeg kunne nå at synke ind i mine tanker strøg en skimmel hingst op på min side og langt væk som jeg var, stoppede jeg brat op af ren forskrækkelse og da han strøg sin mule henover min hals, skælvede jeg af utilpashed og automatisk gled mine ører ned i en forsvarsposition langs nakken og facaden blev smækket på uden tøven. De grønne, udtryksløse øjne var låst fast på denne fremmed da jeg dansede et par skridt sikkert baglæns og rettede mig op.

Til trods for at hans hensigt nok havde været ganske harmløs, blev den set som en trussel i mine øjne. Jeg havde, trods alt - ikke oplevet andet i mit liv.. Alt omkring mig var feminint, blødt og kurvet og min stemme var ingen undtagelse da jeg åbnede min mund.

"Jeg søgte efter at få slukket min tørst."

Svarede jeg, kort og kontant med den fløjlsbløde stemme som dog var skarp i kanten da jeg på alle måder viste at hans tilstedeværelse gjorde mig utilpas og at jeg ikke brød mig om selskab. Imens det meste af mig var kurvet, feminint forblev de smaragdgrønne øjne skarpe og dog så udtryksløse at man kunne få et indtryk af at jeg synes det hele bare var .. ligemeget.

(Gør det lige på din måde, så det er ens.. Synes det er lidt nemmere at 'overskue' så. ^^)

Hoppen reagerede negativt; ikke noget den skimlede hingst direkte havde forventet, men han vidste at langt fra alle tolkede hans hilsen på en pæn måde, og dette var så en af dem. Han trak sig derfor fra hende, hurtigt og let til bens, for at undgå eventuelle konflikter, imellem de to fremmede sjæle. Han prustede dæmpet, om end en smule undskyldende overfor denne feminine hoppe, inden hans mørkeblå øjne mødte hendes. Hendes afvisende ydre og fremtoning, var dog ikke noget der behagede den skimlede hingst, og derfor trak han også selv lidt i land, med hans normale vaner overfor hopperne. Det var således, at Altaïr så hopperne som værende det smukkeste og mest vidunderlige af alt. Ikke fordi han søgte at være en hingst, der kærestede til højre og venstre, for romantik og følelser var ikke noget han som sådan gik op i; nej, hans kærlighed lå i hans vision om at skabe drømmende, og hvis kærlighed til en anden sjæl da skulle opstå, så var det ikke noget han tvang frem. Dog skulle han ikke benægte, at der var steget følelser for en anden hoppe frem i hans sind, og det glædede ham da, at han havde fundet en, han var glad for, men det afholdt ham ej fra at prise hopperne, som han altid havde gjort det - hvis han da fik lov. Han nød at tilbede hopper, kunne man vel kalde det, fordi han vidste at uden dem, var der intet liv. Og det at de kunne give liv til at føl, var noget helt unikt i hans sind.
Men, når det så var sagt, så var han ’kun’ tilhænger af hopper med et frit og åbent sind. Og dem, der som denne hoppe, reagerede negativt og afvisende, så han oftest som ofre for deres eget sind, og det var i hans hoved, ikke noget positivt. Han brummede sagte, inden hans blik, der nu var en anelse mere afmålt, ramte hendes igen.

,,Javel, Melady. I så fald håber jeg, at du fik slukket din tørst.”

Han spurgte dermed ikke om andet omkring åen, og hvad den kunne vække af fascination hos hende. Nok var det hans måde at lærer folk at kende på, ved at opsporer deres meninger og danne sig et billede ud fra disse, men en hoppe med en sådan indstilling, skulle først vise at hun havde noget at byde på, førend at Altaïr ville prøve at lærer hende bedre at kende.

Jeg rystede mit lange, lyse hoved og trak det op i sky igen. Den lyserøde mule mimrede usikkert da hingsten også valgte at trække sig væk, ikke noget som jeg var vant til. Langt fra.. Faktisk havde jeg været vant til at blive straffet for sådanne en opførsel som denne så at han reagerede anderledes fik mig til at vakle en anelse ustabilt. De lodne, mandelformede ører vippede frem og tilbage alt imens jeg stirrede mod denne fremmed.. Jeg vidste langt fra hvordan jeg skulle reagere på dette, hvilket bare viste hvad for nogle rammer jeg var blevet sat i. Jeg stoppede min skælven efter lidt, og mit blik flakkede engang imellem ned mod jorden, hen mod åen. Væk fra hans dybblå øjne som fra min synsvinkel borede på mig. Dog var jeg ikke mine forældres føl for ingenting så denne usikkerhed var væk ligeså hurtigt som den kom. Hvis man ikke kendte mig bedre, ville man nok ikke lægge mærke til det og det hældte jeg meget til at denne hingst heller ikke gjorde.

"Det gjorde jeg."

Svarede jeg ham tilbage med en mere stabil stemme, og jeg rystede næsten usynligt mine skuldre lidt for at løsne mig selv lidt op og jeg trådte et enkelt skridt tilbage med min baghov igen. Mit hoved var sænket en anelse, for godt nok var han hingst og jeg ville undgå enhver slags problemer der kunne opstå i dette fremmed land så jeg valgte at tilbyde intet andet end en konfliktsky adfærd. Nogen ville måske se dette som svagt, men jeg havde den indstilling at de kløgtige holdt sig fra problemerne og søgte fred, hvorimod de hævntørstige, tiltider dumdristige hældte mere til at ty til kamp for at forsvarer sin stolthed.

[/blockquote]

Det var vel forvirring, der var at spore I den drømmeagtige hingsts øjne. Han var en hingst, der så meget, fordi han netop søgte at kende en sjæls personlighed, frem for kolde fakta, og derfor lå det ham nært at læse den måde hvorpå en hest brugte kroppen på. Han ænsede noget, der måske kunne være usikkerhed, men fordi hoppen var ham fremmed, kunne han ikke tolke dette med sikkerhed; men noget nagede hende, det kunne hun ej skjule til fulde. Han brummede sagte og nikkede derpå imod hende.

,,Melady, jeg går ud fra du er ny på disse kanter. Har jeg ret?”

Nu gjorde Altaïr det, han normalt aldrig gjorde. Men i selskaber, som dette, der havde afvisende, sky eller anden indadvendt holdning, måtte han sommetider ty til det, fordi han ej ville kunne komme igennem med hans normale fremgangsmåde. Han lagde hovedet en smule på sned og betragtede kort den ellers flotte hoppe - af udseende - men det flotte ved hende prællede bare af på den skimlede hingst, da han ikke så skønheden ved udseendet, men derimod sjælen. Han hævede derpå hovedet en smule, hverken for at virke dominerende eller på anden måde overlegen, men fordi han ikke følte sig tilpas i hendes selskab. Og kendte man ej denne hingst, ville hans handling langt fra virke som ubehag, men derimod synede det nok mere af den dominans som mange hingste naturligt besad. Det at hun trak sig en smule mere fra ham, fik ham blot til at gå en smule mere i baglås. Lysten til at forsøge sig med denne hoppe, svandt endnu en smule, men han nægtede at vende ryggen til endnu. Var hun ny, skræmt af noget hun for nyligt havde oplevet, eller blot var chokeret over det, som var sket hende, så ville han give hende en chance for at trænge forbi det og vise blot en smule af sig selv, inden han ville gå; og på det punkt kunne man godt kalde Altaïr for snæversynet eller dømmende, og det var han måske også. Men et bundet sind, var ikke noget han kunne eller lystede at arbejde med og lærer at kende, og derfor synes han det var bedre for begge parter at slutte den der; så det var i bund og grund op til denne fremmede hoppe, om hvor vidt selskabet skulle fortsætte mange timer endnu; nok var han villig til at give chancer, men heller ikke uendelige af dem.

Hingsten forekom mig så fjern personlighedsmæssigt, jeg rystede min man igen - rastløst og søgte lidt væk fra de dybblå øjne. Hans sjæl var ren, men det var ej noget som jeg så da jeg havde lært at holde mig væk, undgå konflikter og blive for mig selv. Det havde aldrig lagt mig nært at sætte spørgsmålstegn ved noget som helst bortset fra mine tanker men det var også det eneste som tilhørte mig og mig alene. Noget som jeg altid havde haft for mig selv, noget mine forældre ikke ejede. Jeg kunne tydeligt mærke at jeg ikke var noget positivt selskab for denne hingst, vi var to vidt forskellige sjæle som helt bestemt ikke delte samme tankegang. Det gjorde det blot endnu sværere for mig at åbne mine øjne.

"Det er korrekt. Helt præcist, nogle timer siden landede jeg ved siden af denne her å. Men efter jeg havde gjort mig noget udforskning væk fra den, bragte jeg mig selv tilbage og det er så her at du laver din entré."

Min stemme var blevet en anelse vaklende, jeg var ikke vant til at der blev spurgt ind til mig. Selvom spørgsmålet var simpelt følte jeg noget vågne indeni mig, en trang til at snakke og socialisere. Det var mit instinkt, vores art var jo flokdyr - ikke beregnet til at bevæge sig alene i en længere periode. Mine ører der før havde lagt fladt ned af min nakke, blev venstre nu vippet frem mod ham. Hverken i venlig eller uvenlig gestus men jeg forholdte mig ganske neutral overfor ham. De smaragdgrønne øjne kiggede nu på ham, søgte ikke væk længere men blev låst fast på ham for at se hans reaktion. Det var nyt for mig, at kommunikere uden at blive rettet eller straffet. Jeg følte mig fri..

Den skimlede hævede hovedet en anelse, da hoppens vendte ører snart blev vippet en smule mere fremad, så de blev rettet neutralt til siderne. Og efter hendes ord, som han af høflighed havde hørt, kunne han sanse en ændring i hendes før låste og indelukkede ydre. Det var som om, hun pludselig ikke ville væk fra ham længere, men egentlig fandt det okay at være i nærheden af ham. Om han var ret i sine tanker, kunne han ikke vide, men det at hendes udtryk ændrede sig blot en smule, fik noget af hans nysgerrighed til at vende tilbage igen.
Han brummede sagte, inden han gav sig til at hvile på det ene bagben, for at signalere, at hans ikke var afvisende overfor denne hoppe, selvom der nu endnu var lang vej til at han ville kunne se hendes skønhed og føle hende fascinerende.

,,Melady, må jeg spørge dig om, hvad der skete da du kom hertil? Eller, måske rettere lige før. Var du ude for noget specielt?”

Spurgte han da, med en anelse af den naturlige charme der lå i hans stemme, som han før havde gemt væk.
Han vidste godt, at det der var sket for ham, inden han kom til dette land, var en ting der var ubehagelig, og han vidste at andre havde haft det på samme måde - Så det faldt ham ind, at denne hoppe nok havde været ude for noget ubehageligt selv; og alt efter hvordan hun ville formulere sit svar, ville han bedre kunne bedømme, om hun selv var villig til at åbne sit sind lidt, og lade ham se det, eller om hun ville forblive bag det afvisende ydre.

Mine ører vippede en anelse frem og tilbage, jeg tænkte grundigt.. Mon jeg skulle lukke denne fremmed hingst ind? Det lagde langt fra min opdragelse, men mine forældre var ikke længe herre over mig. Jeg svang let med halsen og dansede forsigtigt et par skridt tættere på, opmærksom på hingstens reaktion. Prustede ud og kiggede på ham ud gennem den fyldige, cremede pandelok. Jeg tænkte stadigvæk.. Okay, nu gjorde jeg det - ingen vej tilbage.

"Jeg havde haft et større skænderi med min far, han var blevet sur over at jeg ikke var kommet til min træning. Det resulterede i nogle små skrammer, som jeg gik ned til søen bagefter for at rense. Jeg havde lagt mig ned og var snart faldet i søvn, men så blev jeg hevet ind i noget der kunne mindes om at svæve mellem drømme og virkelighed. Det hele faldt ligesom bare sammen, og ja - før jeg kunne nå at se mig omkring så var jeg her."

Begge ører var opmærksomt vippet frem mod denne hingst mens øjnene også var fæstnet på ham. Det var nu ikke fordi at jeg havde de store problemer om at snakke om min fortid, den så jeg ikke noget specielt ved men det var det med at åbne sig op for en anden hest. Det var normalt det forbudte, og det var det som tiltalte mig så meget. Jeg lagde en anelse mere roligt, hovedet på skrå og mimrede med mulen inden jeg nikkede mod denne gråskimlede hingst.

"Din tur."

[/blockquote]

Hoppens forsigtige tilnærmelse, tog den skimlede hingst åbent imod; hun kom ham en smule nærmere, og han rakte halsen en smule fremad, samtidig med han lod den sænkes, for at vise hoppen, at han ej søgte at lægge sig over hende, tværtimod. Dét, at hun valgte at træde ham en smule nærmere, viste at hun på et punkt var villig til blot at træde en smule ud af sin indelukkede skal, og det havde åbnet hingstens syn på hende en tak mere. Han brummede dæmpet, nærmest hilsende på ny, i det hoppen begyndte at tale. Han lyttede intenst og tog hvert et ord, som hun frasagde sig, til sig.

,,Når du siger, at det brast sammen, mener du så den virkelighed, du holdte fast i, eller drømmen?”

Spurgte han kort, ja faktisk nysgerrigt, inden han rankede sig en smule og vippede hovedet let på sned. Han skulle ligeså opgive hans vej til dette land, hvilket var en ganske lang historie. Dog virkede denne hoppe ikke som typen, der på nuværende tidspunkt lyttede til romaner med behag, så derfor valgte han at korte sin fortælling ned, til en passende længde, så som hendes.

,,Ser du, melady, jeg er en sjæl der går meget op i at drømme. Døm mig ej herom, men lad mig sige at mine drømme gik galt, og jeg mistede mit fodfæste i den virkelige verden. Således eksisterede der hverken virkelighed eller drømmeverden for mig, i en lang periode - Men et Lys viste sig i den grålige masse jeg levede i, af minder og tanker, og guidede mig igennem til dette land. Jeg satte hov på en bjergside, som virkede ganske uberørt og afsides, og måtte kæmpe mig vej ned på engene igen.”

Sagde han med en dæmpet, men oprigtig tone. Hans sjæl, drømmesjælen, var noget som mange ikke forstod, og han ventede skam heller ikke at denne fremmede hoppe skulle forstå hans drømmesjæl, men det var dén vej han havde taget til Andromeda, og nu havde han, som hun, afsløret noget om sig selv. Derpå brummede han en smule sigende til hoppen; han havde stillet spørgsmålene indtil nu, men ønskede hun at stille spørgsmål, som den skimlede hingst skulle svare på?

[Out]