A wild secret in my mind.

Kan mærke jorden under mig bliver fast, let græs berør mine hove nu.. ikke al den tørre jord længere, fra min vandren i den store verden.. Jorden er ej uberørt, der er ujævne huller, hovspor.. det tegn på liv af min egen art.. Mine øre vippes et øjeblik rundt.. Lyttende, mens min lugtesans tændes i et klik.. men ingen færd er i min nærhed.. rynker mulespidsen, mens mit mørke glitrende blik spejder sig.. Jeg er ikke kommet hertil uden skrammer.. turen fra min gamle flok, Kamari har været barsk.. men måtte ud og søge min familie, mit blod.. men med viden og bevisthed nok om det nok ikke lykkes, tog jeg chancen..
Min sorte krop er ej til at skjule, den kan faktisk ses på lang afstand.. selv med halvlukkede øjne..
Brummer en svag rungende tone for mig selv, jeg har været min egen underholdning i alt for langtid nu..
den eneste form for kontakt til andre væsner det seneste år, har været de spydige, små firbenet dyr, med hugtænder. som ej er til at spøge med.. men heldigvis er jeg ikke den svage type, er forbandet stærk, både psykisk og fysisk.. hvilke har været en stor grund til jeg har overlevet min vandren indtil nu...
vælger - trods imod min natur - at strække min sorte hals, og spidse mulen imod himlens skær.. åbner let mulespidsen og udsender et højt klingrende vrinsk! der giver et ekko, som jeg nyder godt af at høre!

Den skimlede hingst vandrede rundt I sine egne tanker. Himlen over ham, var klar og fyldt med skyer, der lå som tætte puder af vat ind imellem hinanden. Og solens stråler bugtede sig vej ned imod den græsbeklædte eng, imellem skyernes huller. Med et sagte prust lod Altaïr sine øjne glide mere opmærksomt over jorden; for et vrinsk havde brudt stilheden, og dermed fanget den skimlede hingsts interesse. Hans tanker var blevet lagt let på hylden, og nu havde den skimlede hingst sat kursen imod en sort hoppe, med en bred hvid blis. Meget ligesom den blåsorte Ava; men denne hoppe var større. Han søgte nu hen imod den fremmede sjæl, men langt fra som alle andre. Da han kom hende nær, søgte han hendes side og lod sin skimlede mule stryge hende over den sorte hals, forsigtigt og kærtegnende.

,,Melady, hvad på himlen fanger din opmærksomhed?”

Spurgte han da, hentydende til at hendes mule havde været vendt imod himlen for blot få øjeblikke siden. Han smilede da, galant og naturligt charmerende, som det nu lå til ham, hvorefter han satte i en cirkel omkring hoppen i en rummelig skridt. Hun var elegant bygget, og så ud til at bære naturlig udholdenhed, måske også styrke? Han nikkede derefter sigende til hoppen, da han stoppede ved hendes front. Hendes stemme og meninger, var hvad han ønskede at høre nu - hvis da hoppen ville ytre sig. Og alt efter hvilken måde hun ville ytre sig på, ville deres bekendtskab enten udvikle sig eller stoppe.

Da en fremmede hingst nærmer sig, en lys en af slagsen, klistre mine øre sig til nakken.. min sorte hale smældes kraftigt omkring, ej brunst periode, men pga tydelig tegn til at man bør holde afstand.. - de hvide heste er ikke noget jeg finder naturligt at omgåes, har aldrig været fan af dem.. de bryder naturens farver.. kniber øjnene skarpt og skeptisk.. bevæger mig nogle skridt baglæns, faste, trampende skridt.. for at markere mig så tydeligt om muligt, måske er jeg en tand for overreagerende,. men det skyldes nok også at jeg ikke har været i nærheden af nogle utrolig længe.. så adrilenen køre i højtryk!.
Viger hovedet bort fra ham.. mens et fnys undslipper..
"Min familie!" besvare jeg kortfattet, med den lyse, bestemte tone..
jeg er ikke den åbne sjæl.. mere fjendlig og asociale.. indtil jeg kender den enkelte sjæl..
dog er det endnu værre for dem der er lyse, som denne hingst, at komme i god kemi med mig.

Hoppens reaktion minder om den hoppe, han for nyligt rendte ind i. Den gråskimlede hoppe. Denne sorte, er afvisende og indadvendt, nærmest aggressiv i sin adfærd. Altaïr, der virkelig holdt af de åbne sjæle, vidste dermed at denne hoppe nok ikke var det bedste valg af selskab; ja, normalt vendte han oftes ryggen til dem, der var indelukkede, sky eller vrede i sindet, men han agtede skam at give alle en chance, og dermed ville han også give denne hoppe en chance; om end hun da også var klar til at give ham en. Han nikkede galant, og lagde hovedet en smule på skrå, ved lyden af hendes stemme; skarpe og bestemte toner.

,,Jeg kan forstå, at du er ny her, melady.”

Sagde den skimlede hingst da, med en noget mere dæmpet tone. Han forgudede hopper, det gjorde han, men hopper med et fængslet sind, så han ikke som gudinder, men som fanger. Han prustede dæmpet, inden et lille smil fandt vej til hans mule.

,,Melady, må jeg spørge dig om, hvordan du er kommet til denne ø?”

Han vidste, den skimlede, eller, han havde en formodning om, at alle der kom hertil, egentlig var sjæle der i deres forrige verden ville være fortabte; men ved at drage til denne verden, blev de frelst. Og mange af dem, han havde snakket med, havde været igennem en pinefuld vandring for at komme hertil, men hvad de alle havde tilfælles, var at de havde mødt Lyset. Havde denne ravnsorte hoppe ligeså set, eller mødt, det stærke Lys?

Viger atter bort, gentagende gange, som en slags afsky.. dog besvare jeg ham.. uden tøven.. for sky er jeg ej. heller ej nervøs.. blot skeptisk og fjendlig overfor noget der ikke ligger til min natur..
at han formoder jeg er ny, var godt gættet.. tager mig selv i ikke at svare ham provokerende eller spydigt igen.. så lader blot stilheden besvare hans tro. som ganske rigtigt er korrekt.

vipper de velformet sorte øre, til hans tonelej og stemme, og ikke mindst de ord han giver og ender..
ranker mig, så jeg hæves en mule..
"jeg kan ikke se hvordan det kan være relavandt for dig?".. mit hoved søger på skrå, men jeg når at lå fra, med et kast med mit ædle fine hoved.. efterfulgt af et fnys..

Den afvisende og vrede attitude, var absolut ikke en, som faldt I den skimlede hingsts smag. I hans øjne, var en hoppe kun vred og aggressiv, hvis der havde været fejl og mangler i opdragelsen, eller hvis hun havde været ude for meget drastiske og forfærdelige hændelser i hendes liv. Han blev da stående, den skimlede hingst, med den afstand som den sorte hoppe havde lagt imellem dem, af ren respekt; selvom hans natur bød ham at være tættere ved sine selskaber.
Hendes tone var tydeligt skeptisk, og hendes måske snerpede svar, talte tydeligt for at hendes sind var lukket.

,,Melady, det er et godt spørgsmål. Det er i princippet ikke relevant for mig, fordi jeg er fremmed for dig og omvendt. Men, jeg har kendskab til en del sjæle i dette land, og ligeledes kendskab til deres rejse hertil. Jeg selv har, som mange andre, været ude for mødet med et kraftigt Lys og på vores egentlig vej hertil, oplevet smerte, frygt eller anden form for skræmmende episode. Derfor spørger jeg, melady, det kunne jo være at du var undtagelsen af tendensen”

Sagde den skimlede hingst, måske med en smule mere distanceret stemme. Der var ikke fordi, han ville afvise hoppen endnu, men han brød sig blot ikke om hendes adfærd, og havde derfor sværere ved at bibeholde den charmerende, drømmende attitude, der ellers lå ham naturlig.

Hans måde at snakke på afskyere mig, minder mig mest af alt af et udyr der gemmer sig bag den rare, venlige facade.. dette får mig til at slå et ben ud i luften, et bagben.. væk fra ham, men tydeligt er det at se noget genere mig.. vipper ørene flappende. og udstøder gentagende nogle fnys.. "det eneste lys jeg så, var noget jeg ikke vil gentage!" besvare jeg tørt, og kontant.. lyset var ikke noget der ligefrem fik mit håb om min familie at se igen... gør nogle enkle kåde kast med mit hoved, så lokken stryger rundt.. kan virke som en der er psykisk forstyrret, men det skyldes vist en blanding af håb der er ved at løbe ud, og så frusteret over et møde med en af min egen art, så uventet.. og pludseligt, eftersom jeg har været alene længe...
min forstand, mit indre baghoved, ved godt familien er væk.. og jeg må kæmpe min egen kamp, og leve mit liv, uden dem, eller ej uden, de er stadig i mit hjerte.. og det hjerte brænder ej op, uden kamp!
træder baglæns, for at bøje mig forover, så mit hoved glider ned.. en kort 'hilsen' og ikke mindst tegn på respekt, dog ej underkastelse da jeg ikke smasker, eller gumler af nogen art.. underkastelse ligger ej til min natur.. men da min mor strejfer mine tanker, ser jeg mit snit som hun nu bedst har lært mig, at respektere alle sjæle.. derfor får han en del af den side nu.. men ej ret længe, da jeg ranker mig stolt, og hæver mig ved at skyde skuldrene lidt. mit flakkende, søgende blik strejfer hingsten et øjeblik.. min mor havde en nær ven af hans slags,, hvid eller lys... husker hvor forbandet jeg blev af hingsten.. men lærte da at acceptere ham med årene der gik.. pruster kort.. mens jeg stepper lidt på stedet..

Den skimlede hingst, der gik under navnet Altaïr, betragtede den sorte hoppe ganske intenst. Hun var tydeligt vred i sin væremåde; eller, det var den måde han tolkede hendes udslag med bagbenet på og hendes generelle væremåde. Og denne væremåde, var en som Altaïr afviste fuldstændig. Alt imens hun udførte sit lille udfald, som udtryk for hendes tydelige utilpashed, kiggede han blot væk og gumlede en anelse. Og denne gumlen kunne ej tolkes som underkastende, for at underkaste sig en type som denne hoppe, var nedværdigende overfor sig selv. Gumlen var blot ’uinteresseret’, for hendes afvisning var han ligeglad med. Gjorde hun dette én gang til, ville han da heller ikke tøve med at gå, men da hun så pludselig agerede anderledes, drejede han det skimlede hoved imod hende, med ørene vendt fremad. En diskret hilsen faldt fra hoppens kropssprog, og derpå brummede han nu hingstet, med en del mere energi bagved. Selvom hun hurtigt faldt tilbage i den afvisende tone igen. Men det, at hun havde vist en lidt mere åben side af sig selv, havde fået hingsten til at ændre mening om blot at gå. Han lagde hovedet en smule på sned, hvorefter han trådte ét lille skridt nærmere. Afviste hun ham nå, ville legen være slut, men hvis hun accepterede blot det ene lille skridt, ville han vide, at mødet kunne fortsætte.

,,Hvad er det, der gør dig så vred?”

Spurgte han da, med en oprigtig undren i stemmen. Mange hopper var mysterier for ham; rigtig mange hopper kom han ikke godt ud af det med, selvom han forgudede hopper - Men ja, nogle holdt deres kort så tæt, at han simpelt mistede interessen for at forsøge at få et kig på dem. Mange ville nok sige, at Altaïr var en type der opgav for let. At han ville få så meget ud af det, hvis blot han kæmpede lidt for at opnå kontakt med disse mystiske sirener - Men han orkede det ikke. Han kunne ikke se, hvad de skulle indeholde, som han kunne finde smukt og unikt. For det, han fandt mest unikt, ud over det at hoppen i sig selv var en hoppe, var netop fantasien og det åbne sind, som han elskede at udforske så meget. Så, hopper med indelukkede og vrede sind, ja, de havde simpelt ingen interesse, fordi de ikke besad det, som han fandt fascinerende.