Sorg i blikket

Et sørgmodigt blik, det var det eneste, der var tydeligt på den sorte hoppe. I hvert fald, af hvad hun kendte til. Hun vidste endnu ikke, at hendes sorte krop var blevet prydet med krystalblå pletter, der dækkede nærmest alt fra mulespids til baghove. Blikket var vendt imod den mørke himmel, hvor månen og stjernerne sad; deroppe hvor hendes moder nu hvilede i fred. Det havde hjulpet meget, på den ellers ødelagte hoppe, at vide at hendes moder var i sikkerhed. Og langsomt havde hun fundet sig i, at være her, i dette land, der endnu ikke var gået i opløsning som hendes forrige; og dermed havde det paniske ydre dæmpet sig lidt, så længe hun forholdt sig alene. Og netop fordi, hun helst søgte ensomheden, havde hun valgt natten som sin yndlingstid. Der kunne hun skjule sig, mente hun, og vandre uforstyrret med alle de tanker, som hun endnu skulle have styr på.
Alene, stod den sorte hoppe i skovkanten og beundrede himlen, i den tro at hun var ganske alene, som hun yndede det. Men, det som den sorte hoppe aldrig kunne vide sig helt sikker på, var om hun ville forblive alene hele natten, eller om natteravne ville slå deres kurs forbi hendes, som det var sket før.

Diego



Den kolde nat; som nat efter nat havde indtaget landet på det sidste, fascinerede lige såvel Diego som den afskrækkede ham. I mørket havde han oplevet mange ubehagelige stunder i sit tidligere liv, såvel som gode. Tilbage som føl, u fortvivlet og frygtløs, havde han og hans brødre altid sneget sig ud på den åbne eng, når månen stod højest. Der havde de altid været alene, og det var som regel også dér der havde været opstået de sjoveste lege!

Engen betrådte han nu også, og kun grundet de tre hvide sikker, og så den brede blis; afslørede han gang på gang sin færden, når han nu og da var oppe til den tid. Et skævt smil, var som altid, over den hvide mule; mens de levende og sprudlende øjne så sig nysgerrigt omkring, som var han føl igen. Intet havde som sådan nogensinde rørt ham, og det var vel også grunden til hans stadig barnlige og drengede adfærd, såvel som naive og utroligt venlige tilkomst til fremmede.

Men noget mærkværdigt længere fremme i skovkanten. En stillestående sværm af krystalblå pletter, dimser, ting, dyr, stjerner? Hvad var det mon? Diego vippede med de efterhånden mørkerøde og plysset øre, nysgerrigt, før han så småt slog over i en luntende og nysgerrig trav, mens han begav sig af sted mod dette. Dem?

Stilheden var overvældende, hvis man ikke havde oplevet en sådan stilhed før. End ikke vinden gav nogen særlig lyd fra sig; træerne var stille, selv insekterne havde lagt sig hen i stilhed, før den forstående vinter ville tage fat. Kulden, var også ved at blive mere intens og det ville ikke vare længe, før frosten og sneen ville komme og indhylle landet i hvide nuancer.
Og netop fordi stilheden var så overvældende, blev lyden af hovtrin imod græsset hurtigt bragt til den årvågne hoppes ører. Hun var opdraget som en leder, og vidste at man altid skulle holde øje med alt, også selvom det i manges øjne måske var irrelevant. Og derfor drejede hun nu sit umådeligt feminine hoved direkte imod en skikkelse, med blis og sokker. Farven på sjælen kunne hun ikke fastslå endnu, men det at den var på vej imod hende, fik hende til at udsende et højt og advarende fnys. Hun ønskede sjældent andre tæt på sig, især ikke om natten hvor hendes muligheder for overblik var mindre.
Hun endte med at vende fronten imod den fremmede og hæve sit hoved op i en position, der i sandhed tilhørte en af høj autoritet. Og dette var vel den sorte hoppes bedste forsvar; så længe den fremmede var på afstand, kunne hun forholde sig til det og dermed tyede hun til det hun kendte og var oplært med. Kom den fremmede derimod tættere på, var det ikke sikkert at den feminine hoppe kunne opretholde den facade, der dækkede over det ødelagte indre - og hvad der så ville ske, var hun end ikke bevidst om.

Diego



De farvede pletter, stjerner, måske insekter? Diego havde set sådanne insekter før, men de havde nu godt nok været mere gullige. Diego fortsatte nysgerrigt, mens det sitrede umådelig ustyrligt i hans indre, for at opsøge dette. Hvad kunne det være?! Hastigt, med en nysgerrig mine nærmede han sig, men det blev pludselig klart for ham. Eller rettere, skræmmende! På et split sekund gik hans syn for at bilde ham ind at dette var små, blålige, lysende insekter; til at være en skikkelse.

Et højt fnys havde lydt, og i sin forbavselse havde Diego været stoppet brat. Hans bagben var gledet ind under ham, med hans øjne var store og måbende; næsten skræmt. Næsten advarende fnøs han højlydt, af ren refleks. Ikke mod denne skikkelse, nærmere for at advarer andre måske tilstedeværende om dette uforudsigelige. Var dette en ånd? Diego trippede lidt på stedet, skulle han bare smukke, flygte?

Et ansigt kom til udtryk, det var en hest. En anden sjæl? Nej, det kunne ikke passe, sådan kunne man da ikke se ud? Diegos hvide mule mimrede, mens hans muskler sitrede, og hans hjerte bankede på højtryk af bare frygt. Men han forblev stående, stille. Det kunne være denne ting, sjæl, fremmede; ville forsvinde hvis han nu bare bildte sig selv ind at dette ikke fandtes… For det gjorde det da ikke? Var han blevet sindssyg?

Natten var vel på den sorte hoppes side; i hvert fald hvis man så bort fra de pletter, der sirligt kærtegnede hendes krop. De pletter, som hun ikke selv var vidende om at hun havde. Disse pletter, stammede fra mødet med den usle hingst Rumpelstiltskin, som havde hjulpet hende på sin vis, og ligeså skræmt hende og påført hende smerte. Hun havde følt det, som om hun var blevet brændt tusind steder over den sorte krop, og hun havde dermed en formodning om, at hendes ellers elegante sorte krop var ganske arret; men arrene burde efterhånden være helet nogenlunde og pelsen så småt begyndt at tage over igen. Sølle måtte dette sikkert se ud - men den sorte hoppes formodninger var så langt fra virkeligheden. For de lysende pletter var der, og ej ville de nogensinde forsvinde.
Stilheden var nærmest overvældende, alt imens den ret så ødelagt hoppe beskuede himlen over hende, hvor stjerner i tusindvis glimtede så smukt. Det var mådeligt klart denne nat, hvilket nok var grundet den ventede frost, der havde meldt sin ankomst. Snart ville hele landet formegentlig være forvandlet til et vinterlandskab, som mange nok ville nyde - Men Leonora vidste, ja hun var faktisk opdraget med, at vinterens hvide var en fjende. Den kunne afsløre hendes sorte skikkelse så let som ingenting og dermed udsætte hende for farer. Derfor vidste hun hvordan man skulle holde sig i det skjulte, for at undgå at blive set, og nattens mørke var et godt sted at starte.
Nattens stilhed blev snart afbrudt af hovtrin og derefter et fnys. Leonora’s hoved røg pr. refleks op, ørene blev lagt og et højt og gennemtrængende fnys tilbage til hendes ’modstander’ forlod hendes mule. Det at komme vandrende til en fremmed og agere med fnys og ubehag, var noget den sorte hoppe så som værende ganske frastødende og unødvendigt. Nok kunne andre sjæle virke skræmmende, men i så fald luskede man af i stilhed, i stedet for at fortælle den fremmede det. Det kunne jo være, at den fremmede slet ikke var skræmmende. Leonora indfandt sig i den position, der ville have kendetegnet hende bedst i hendes gamle verden; med samlede ben, rank holdning, hovedet hævet overlegent højt og med ørene klistret i nakken. Denne fremmede havde bare at ændre attitude eller gå; for ellers skulle hun nok få jagtet den væk.

Mørket omklamrede den rødbrune hingst, mens kulden gjorde det samme. Disse ukendte små tingester i mørket, havde pludselig et ansigt. Blodet pumpede hurtigt gennem hans åre, mens hans hjerte arbejdede på højtryk. Frygten buldrede stille i ham, og han hade mest af alt lyst til at flygte, hvis dette monster ville angribe?

Endnu et fnys lød nu fra skikkelsen i mørket! Det gav et sæt i Diegos allerede sitrende krop, og ned i knæ gik han helt ned i for en stund. Hurtigt fandt han fodfæste, mens ørene nu gled en smule nervøst omkring sig. Hvad skulle der ske nu? Var denne skabning mon truende, farlig? Skønt det mest af alt mindede om en hest som ham selv. Diego trådte lidt tilbage, usikkert, mens han altid så sprudlende og livlige sind, blev direkte skræmt og yderst påpasseligt. Hans hvide mule mimrede, mens tankerne let spørgende fløj igennem hans indre. Men nysgerrigheden var der stadig, og stilheden begyndte at tage til igen. Mon det var en fælde? For disse lysende tingester var næsten helt dragende…

Den fremmede blev, hvor han var, og selvom mørket havde omklamret ham, havde en hvid blis samt sokker afsløret hans sjæls position. Det var svært at se, hvad han foretog sig, men en form for bevægelse gled gennem hingstens krop, og Leonora fnøs da atter igen. Hun kunne ikke forstå, at han kunne være så ubehøvlet at blive i hendes nærhed, efter at have ageret som han gjorde, uden at erkende sin fejl og undskylde, eller i det mindste forklarer. Hun ville selv, til hver en tid, have undgået at møde en, der skræmte hende blot ved udseendet. Hvorfor, hun skræmte denne fremmede, eller havde skræmt ham, vidste hun ikke; hun vidste, hendes krop var arret, men i mørket var dette da ej til at se? Hendes hoved forblev hævet højt, mens hendes isblå øjne blot stirrede imod den fremmede, der endnu var hvor han nu engang havde set hende. Hun stampede derefter ud i luften, for at få en eller anden reaktion, så hun kunne vidste om hun skulle gøre alvor af at jage ham væk, eller om han skulle have en chance for at sige undskyld, for sin opførsel. Det var tydeligt at den sorte, og ganske elegante hoppe, var en der førhen havde været vant til at skulle styre slagets gang. Ikke at hun var den dominerende type, men hun var en med autoritet. Hendes fortid var præget af den opdragelse hun havde fået - og hun skulle have været en ledende hoppe nu, hvis ikke hun var havnet her. Hvis ikke hendes moder var død, og hvis ikke hendes verden var gået i opløsning.

Kulden tog nu en smule over, mens panikken gjorde det samme. Det sitrede i Diegos krop, mens han mest af alt bare ønskede at stikke af; som han ellers altid gjorde. Endnu et fnys fra dette fremmede væsen blev nu undladt, og det gav at sæt i Diego! Hans øre fløj rundt i alle retninger, mens hans vejrtrækning blev en smule hurtig fra hans dirrende hvide mule. Direkte skræmt så han ud i sine mørke øjne, før han stille undlod et lettere forskrækket og tilbageholdt prust. Han trippede kort på stedet, mens han hældte meget til at stikke af før dette væsen måske ville angribe ham?

”Hvad er du?”
Brød Diegos unge og lige nu rystede stemme ind, mens hans mule dirrede af panik. Hans hjerte bankede hurtigt, mens han frygtede det værste nu. Aldrig havde han troet at noget overnaturligt skulle komme til hans virkelighed. For var dette et monster? Måske forklædt som hest. Diego vidste ikke hvad han skulle tro? Han kunne kun lytte til sine egne fornemmelser, som lige nu bad ham stikke af og passe på sig selv!

Vejrtrækningen fra denne hingst, nåede nu ørerne på den sorte hoppe; den var dirrende, og på grund af de absolut stille omgivelser, kunne dette ej skjules af den røde hingst. Leonoras øre var endnu vendt i nakken, fordi hun stadig følte sig dybt forulempet af denne fremmede, der lidt efter lod et prust forlade hans mule. Den sorte hoppe løftede da et forben og slyngede det frem i luften igen, som en advarsel. Hun var træt af, at han blot stod, med dirrende vejrtrækning, der ikke kunne spores om den var nervøs eller vred; og derpå lød hans stemme. Og netop de tre ord, som forlod hans mule, fik den sorte hoppe til at se sig vred for alvor. Han kunne vel se, hvad hun var, så at spørge således, var en direkte fornærmelse, der i hendes hjemland, ville være blevet straffet hårdt. Hun lod derefter sine øre klistre i nakken og i tre skridt for hun fremad imod denne fremmede, med blottede tænder. Han skulle mærke, at han havde trådt forkert, og først derefter kunne hun måske nedlade sig selv til at svare; for opløst, det var hendes sind og panisk var det. I fortiden ville hun aldrig have svaret på et sådan fornærmende spørgsmål, men blot vendt ryggen til og ladet det at straffe vedkommende være op til hendes fader. Nu var hendes fader her ej, og hendes moder var gået bort; ganske enkelt var hun alene, og derfor måtte hun tage vare på rasterne af det ødelagt sind helt selv.
Da hun kom tæt nok på, slog hun dog blot ud med hovedet som en sidste advarsel. En undskyldning skulle komme promte, ellers forlod hun selskabet; efter hun ville have jagtet ham væk.

Dirrende stod han, som kunne han nu ikke flytte på sig. Gang på gang blev der udsendt advarende signaler fra dette væsen, dette ukendte monster? Hans øre flakkede hurtigt omkring, søgende efter nogen, efter noget. Men nej! Han var alene, alene med denne skabning; mens mørket blot virkede mørkere og mørkere? Kun de lysende blå pletter, stjerner, ting? Lyste op, og de sad, så vidt Diego kunne tolke, på dette væsen. Uroligt trak han vejret, mens hans hjerte bankede på næsten panisk plan, før skabningen nu nærmere sig. Denne ting, duftede jovist af hest; hoppe – bevægede sig egentlig også sådan? Hvilket fik Diegos røde øre til at lytte sig fremad, en smule spørgende. Hoppen kom nærmere, og advarende havde hun kastet det ene forben ud mod ham. Han bakkede et enkelt skridt, mens hans hoved havde sænket sig en smule – i ren underkastelse; alt mens de lysende pletter smukt beklædte denne uhyggelige ellers mørke hest i mørket.

”Jeg vil dig intet ondt… Skån mig.”
Nærmest bad hans drengede og lige nu skrækslagende stemme, mens han ej turde se på hende, men søgte blikket flygtende ned i græsset under hans egne hove.

Med ganske få bevægelser, havde den sorte Leonora bragt sin krop, der nu var pustet nærmest truende op, hen imod den røde hingst med den hvide blis. Ham, der havde fornærmet hende noget så groft. At spørge en hoppe, hvad hun var, var nærmest at skrive under på sin egen dødsdom, i hvert fald i hendes gamle land. Nok, var der hopper der ikke besad den største skønhed, eller måske var underlige af sind, men aldrig havde nogen fornærmet en hoppe på den måde, den røde lige havde gjort det. Det samme gjaldt den anden vej rundt; man spurgte simpelthen ikke en hingst hvad han var, og satte ham på linje med et ukendt dyr af anden art. Leonora hakkede advarende ud efter ham, og hvis ikke hun tog meget fejl fik hun strejfet hans fine røde pels. Hun havde lukket af nu; sorgen var begravet i denne stund og hendes ellers paniske sind, var vendt 180 grader og var blevet nærmest dræbende.
Hun fór dog ikke direkte i hovedet på ham, for da hans bedende stemme lød, bad hende om at skåne ham, standsede hun. Blikket var krigerisk og langt fra tilgivende, men heldigvis for ham, havde hun en opdragelse i ryggen, der ikke tillod hende blot at flyve direkte i hovedet på nogen der bad om forladelse. Alle skulle have en chance for at angre, selvom de havde begået de værste forbrydelser af alle. Hun slog vildfarent med hovedet inden hun bakkede to skridt. Og her gav hun en hentydning til, at han skulle se at forklarer sig, ellers ville han blive jagtet væk. Endnu sagde hun intet, men det afventende blå blik hvilede fængslende i hans. Han skulle passe på nu, for at undgå bid på vejen, når han blev bedt om at forlade hende, lige om lidt.

I hans egen rædsel, gav det da også et dirrende sæt over hans skind, under den røde pels, da hun snittede ham med det fine tandsæt, han nu ikke var i tvivl om hun havde. Frygten for dette fremmede væsen, som vel og mærke kunne kaldes en hest. Kunne det ikke? Den store undren der lå ham tungt for hovedet, blev kastet vildfarent omkring hans endelige beslutning, mens frygten blot atter steg ham til hovedet i form af hurtige vejrtrækninger og et hurtigt accelererende pumpende hjerte. Hun gjorde sin entre, og mest af alt så han vel sit snit til at smutte væk. Løbe sin vej, mens den smukke udsmykning af næsten lig stjerner, lysende, men så alligevel tydeligt blålige.

”Jeg beklager meget. Undskyld. Men aldrig har jeg set en sjæl, med sådan en udsmykning.”
Havde hans unge og drengede stemme lydt direkte dirrende, mens frygten tydeligt var af hører. En smule flakkende blev hans røde øre kastet i alle retninger, mens hans mørke øjne så uroligt og usikkert til, mod denne… hunkøns sjæl.

”Det er som om du bærer stjernerne på himmelen… bare på din egen pels.”
Forklarede han sig så, en smule forundret og vældig betaget, mens han dog blev stående en smule vigende. Han ville ej lade dette fange hans opmærksomhed, når en hidsig skabning bag dette smukke ydre måske havde tiltræng til at farer i flæsket på ham om få sekunder!

Hun havde snittet ham, den sorte Leonora, med de tænder der gemte sig i hendes mule. Det havde givet hende blot dén tilfredsstillelse hun havde brug for, for ikke at gentage sit udfald; og nu afventede hun den tydeligt bange hingst’s reaktion. Egentlig var det første gang, hun for alvor havde ageret aggressivt overfor en anden, men han havde bare ikke givet hende plads til andet, med den adfærd han havde. Om han var uerfaren, eller blot uforskammet, kunne hun ikke bestemme sig for, indtil hans ord lød. Hun lyttede, det gjorde hun, mens hun tornede sig op over ham som en anden dronning, der afventede at dømme en forbryder. Hendes ustabile sind, var for alvor samlet som en spids imod denne hingst. Et forsvarsværk, kunne man vel kalde det, for hvis ikke hendes opdragelse og respekt for andre sjæle havde været i hendes krop, var hun nok bare brudt sammen foran denne fremmede. Men netop fordi hun samlede på dette, kunne hun rette det imod ham og vende sin vrede over hans opførsel samme vej, således at hun ikke brød sammen, men derimod virkede besynderligt stærk i sindet.
Hans ord nåede hendes ører, og forundret fnyste hun. Han måtte have fluer i hovedet, for stjerner havde hun da i hvert fald ikke på sin krop; men derimod ar. Ar fra den usle hingst der havde lokket hende til at indgå en aftale med sig. Hun lagde ører fladt, men undlod at hukke efter ham igen. Han var uerfaren, det havde hun besluttet nu, og derfor ville hun ikke straffe ham yderligere; han havde forhåbentlig lært noget af dette.

,,Min krop bærer ingen stjerner, ungsind! Brug dine øjne. Det er ar, hvis du vil have forklaring. Jeg mødte Rumpelstiltskin, indgik en aftale, og det her er hvad jeg fik ud af det”

Nærmest hvæsede hun; dog med en utrolig autoritet. Det var tydeligt at hun ikke ønskede at gå i kødet på ham nu, men derimod blot få ham på afstand. Den uerfarende hingst havde absolut intet at gøre i hendes selskab, når han ikke kunne se hvad der egentlig sad på hendes krop. Hun hævede hovedet op i et ryk med et enkelt fnys.

,,Gå”

Sagde hun så. Kort, kontant og præcist. Hun ønskede ikke hans selskab nu; og hun kunne mærke hvordan udmattelsen langsomt gled ind over hendes sind. At opretholde denne facade over sit ødelagte sind tog på hendes kræfter, og hun havde virkelig blot behov for at være alene nu. Hun slog derpå sigende med hovedet. Hvis ikke han frivilligt gik, skulle hun nok jage ham af sted.

[Out; vil hjertens gerne starte en ny tråd. Leonora er efter dette møde blevet klar over, at hun har disse pletter, og så skal hun nok være sødere med Diego ]