En fremmed sjæl

[Reserveret til Shannon & Scarlett]
Efteråret er i den grad kommet, og den brogede hingst vidste ikke helt hvad der var at vente. Det var allerede koldere nu end det nogensinde havde været hjemme hvor han kom fra. Der kunne være ulideligt varmt om sommeren, og en smule køligt om vinteren. Men slet ikke på samme måde som her. Det gik jo næsten gennem marv og ben på ham. Den rødbrogede pels var allerede blevet en smule pjusket af det kolde vejr. Træerne havde ikke længere grønne blade. De eneste han sådan lige kunne finde af grønne var ikke med blade, men i stedet med nåle. Ellers var træerne brune, røde og gule. Alle sammen flotte farver mente han.

Dog var det ikke farverne han så aller mest til. Ikke nu hvor mørket så småt begyndte at lægge sig ind over landet. Snart ville det være helt mørkt, og månen ville lyse op på himmelen. Så meget vidste han. Det var nu heller ikke fordi det gjorde ham så meget, for han var ikke bange for mørket. Heller ikke selvom han ikke kunne se så godt i mørket som han ellers ville kunne gøre i dagslys. Men han havde nu heller ikke rendt ind i noget han behøvede at frygte. Det var ikke fordi han var en af de stærkeste eller en der som sådan havde brug for at lege med musklerne for at vise sig frem. Nej - Landet havde han bare opfattet som et roligt og ufarligt sted. Farer havde han vel også oplevet nok af for nu. Turen her til var bestemt ikke helt ufarlig.

Han brummede sagte og lod det ene øre glide fremad i stedet for at hænge til den ene side. Langsomt begav han sig fremad, som om han bare lige skulle op i fart før det gik i et nogenlunde jævnt tempo. Sådan var det vel egentlig også, for han havde ikke den helt store lyst til at flytte sig fra træet lige nu. Det havde holdt ham med selskab i lidt tid nu, og det klagede ikke over ham, og han kunne heller ikke klage over det. Det sagde nu bare ikke så meget. Lige nu havde han retning ned mod søen for at slukke tørsten.

(Yay :3 Skal lige have fundet ud af hvordan skriften skal se ud T_T)

Scarlett bevægede sig forsigtigt frem mellem træerne og standsede til sidst helt op. Månen kastede sit blege lys ned gennem trætoppene og brød lidt af det mørke, som nu havde fået sit tag på verden. Her var kun hende, hun havde tabt fornemmelsen af hvor lang tid der var gået, siden hun på en månebelyst nat som denne var blevet ført hertil. Til en anden verden. Omgivelserne var anderledes her, træerne rakte højere op i himlen og alt virkede mere frodigt på trods af kulden og efteråret. Hun havde for længst opgivet at forstå, hvorfor hun var her. Måske gik det hele op i en højere enhed, måske gjorde det ikke. Det føltes lidt som om hun havde vandret rundt i en drøm.
Det betød ikke, at hun følte sig utilpas. Her var smukt, og stille. Kulden var hun vant til fra livet i bjergene, hun elskede efterårsfarverne og den kolde, klare luft. Blev det koldt nok til, at der ville falde sne, var hun sikker på at et overvældende landskab ville udfolde sig. Hun smilede næsten ved tanken. Èn ting gik hende dog alligevel på, et sted i baghovedet. Hun havde ikke mødt en sjæl indtil videre, men hun syntes at have set hovspor i den bløde jordbund nogle steder i skoven. Der måtte være nogen et sted. Hun strakte mulen en anelse fremad ved tanken - aldrig havde hun mødt heste uden for den flok, hun var opvokset i. Når omgivelserne var så anderledes, så måtte dets beboere nok også være det. Medmindre hun havde taget fejl og virkelig var alene her.
Mellem træerne længere fremme kunne hun skimte den sø, hun egentlig havde sat sig for at gå til. Alligevel tøvede hun nu, da hun var kommet ganske tæt på. Det var i en sø at hun var blevet ført hertil, og det stak hende lidt om den ligeså ville kunne føre hende tilbage. Det virkede meget usandsynligt, men hun var stadig en anelse forvirret og tøvede med at tage chancen. Noget i hende gjorde, at hun ikke længtes tilbage. Måske spirede ligefrem et lille håb om, at hun kunne finde et nyt hjem her. Ellers ville det heller ikke gøre hende noget, hvis hun fortsat skulle leve videre i den drøm, hun næsten følte, at det hele var. Og alligevel, på samme tid føltes det helt naturligt.

Den røde hoppe rettede ørerne fremad, nærmest i nysgerrighed. Hun syntes at kunne ane en fremmed duft i luften, men måske var det bare noget, hun bildte sig ind.

Små grene knækkede under den rødbrogede hingst store hove. Selvom han var en hingst med muskler, havde han ikke en særlig stor trang til at spille med dem og vise dem frem. Han havde altid været mere afslappet end de andre hingste fra den flok han var i. Dette betød dog ikke at han ikke kunne tumle rundt og have det sjovt. Selvom Brêgo var stor, så var han ikke blandt de største, ej heller lille og spinkel. Ikke stor og kraftig. Han var lige som han skulle være. En smule kraftig uden at være tung. Meget let i sine bevægelser og med en nærmest nobel holdning som var kendetegnet for hans slags. Han lignede en hvilken som helst anden fra det sted han kom fra. Dog med undtagelse af hans pletter. Dem var der ikke så mange af. Det var måske også fordi han ikke var af 'rent blod' som nogen ville kalde det. Hans mor var anderledes. Han slægtede sin mor på med nogle egenskaber, men sin far af kropsbygning.

Det glitrende vand nærmede sig for hvert skridt hingsten tog. Han kunne næsten allerede fornemme det kolde vand mod hans lyse silkebløde mule. Næsten fornemme hvordan det kolde vand ville glide hele vejen ned gennem hans hals og til sidst slukke tørsten. Noget fik ham til at tænke på noget andet end dette vand. Dette kolde, men herlige vand. Det var duften af en anden. Alle havde deres bestemte duft og denne var ikke en han kunne genkende, skønt han havde allerede mødt mere end bare et par.

Han sænkede farten til han til sidst stod stille og lod blikket skimte rundt i området. Det var dog ikke lige nemt at se alt i mørket. Men når det ikke var muligt at se var det næsten som om den sans var fordelt ud på andre, og derfor havde han mere held med lyd og lugt. En brummen trængte på igen og han vrikkede lidt med det ene øre inden han samlede sig lidt sammen og trippede fremad igen. Han var ikke nået mere end et par meter længere hen før han sendte et hingstet og samtidig en smule søgende vrinsk afsted. Samtidig undrende og nysgerrigt. Han var ikke bange af sig og slet ikke bange for at møde nye sjæle - heller ikke selvom det ikke var til at vide om den fremmede nye sjæl brød sig om ham eller ej. Han var allerede blevet afvist en enkelt gang. Dog ikke fordi der var noget galt med ham selv. Det mente han ikke der kunne være.

Stilheden fortsatte. Ikke en lyd nåede hendes spidsede ører, skoven var tavs og intet bevægede sig i mørket mellem træerne. Den duft, hun syntes at have opfanget tidligere, undslap hende igen. Hendes krop begyndte at slappe af igen, langsomt. Lige indtil en dyb røst skar igennem luften og tilkendegjorde, at her var en anden. Vrinsket var ikke til at tage fejl af, det var en hingst, og han havde bemærket hendes tilstedeværelse. Hun tøvede, mens hun mærkede sit hjerte slå et slag over. Han måtte være lige i nærheden, måske var det søen som i første omgang havde trukket ham hertil. Hun kastede igen et blik ind mellem træerne mod søen, som kun lige kunne anes takket være månens blege ansigt.
En nysgerrighed vækkedes i hende og hun fik en underlig fornemmelse i kroppen, men satte da frem ad med stilfærdige skridt i retning af lyden. Det slog hende, at det nok var uhøfligt ikke at besvare hans kald og et split sekund frygtede hun næsten at han ville forsvinde af den grund. Hun undertrykte en lav prusten og tog mod til sig, inden hun lod et mere forsigtigt vrinsk bæres af sted med vinden. Det dæmpedes snart af omgivelserne, og der blev igen stille. Kun lyden af vinden der legede i grenene på de høje, nøgne træer brød den stilhed, der var så velkendt for hende. Når der rigtig var stille, oftest om vinteren, kunne hun synke helt ned og væk i den. Men stilheden var sårbar. Der skulle ikke meget til, før den blev brudt. Og nu var det en dæmpet lyd af hovslag mod den bløde skovbund, der fangede hendes opmærksomhed. De faldt tungere mod jorden end hendes egne, og den samme fremmede duft fra før fandt igen vej frem til hende. Hun var tæt på nu.

Mørket kunne ikke skjule ham helt. Ikke med hans hvide aftegn. Det gjorde ham ikke så meget, for han havde intet at frygte. Selvom han kunne virke stor for andre, så var han ej farlig og han så heller ikke faretruende ud på nogen måde. Ikke med et varmt blik i de nøddebrune øjne, og med den mildhed og venlighed der hvilede over ham. Det lå ikke til hans personlighed at ville markere sig med det samme. Han ville gerne sætte andre på plads, men kun hvis det var aller højst nødvendigt.

Da et vrinsk lød gennem luften spidsede han ørerne og satte kursen i retningen af vrinsket. Det var ikke til at sige præcis hvor det kom fra, men han var sikker på han nok skulle finde ejeren. Om ikke andet ville ejeren kunne finde ham i mørket med hans hvide pletter. Der gik dog ikke ret lang tid før han kunne fornemme en skikkelse bevæge sig gennem mørket. Lugten af fremmed havde også nået hans næsebor. Det var ikke en han kendte. Hverken på lugten eller af bygning. Selvom han ikke havde været her i helt lige så lang tid som andre, så havde han alligevel lært nogle venlige sjæle at kende.

Han løsnede lidt op i holdningen og fortsatte fremad, lidt mere målret denne gang. Men selvom han som sådan ikke gjorde noget ved sin holdning, så virkede han stadig en smule ædel - det lå til hele hans race. Alle der kom fra samme område som ham, var bygget med sådan. Dog kunne der sagtens være flere områder der havde samme kropslige egenskaber. Han nærmede sig den fremmede, som blev tydeligere og tydeligere selvom det var mørkt. Men der var stadig flere detaljer at ane jo tættere han kom på, og en mild brummen slap fra ham.

Mellem de mørke stammer så hun noget, til trods for at mørket skjulte meget af verden. Hun var ikke helt sikker på, om det begrænsede syn gjorde hende mere tryg eller utryg. Det havde sine fordele og ulemper, mørket. Man kunne ikke altid se hvad der ventede på én, men det der ventede kunne så til gengæld se lige så lidt. Hun havde aldrig haft noget mod mørke; kun når det var rigtig tæt og helt uden måne og stjerner, og hun var alene. Der havde nu altid været nogen lige i nærheden, der hvor hun kom fra. Men alt det var anderledes nu.
Den røde hoppe skubbede tankerne til side, rystede dem ligesom af sig og lod sig hurtigt gribe af nysgerrighed, da det hun så længere fremme blev tydeligere. En skabning med hvide aftegn og tunge, men afslappede skridt nærmede sig hende. Noget sagde hende, at denne skabning ikke var uvenlig. Tværtimod følte hun ingen frygt, blot en lille usikkerhed over, hvad hun selv skulle gøre i situationen. Hun pustede lydløst ud og forsøgte at slappe af i kroppen, langsomt. Som hingsten nærmede sig kunne hun se mere af hans bygning, stærk og med en ædel holdning, som kendetegnede hingstene. Hun havde altid undret sig, selv var hun spinkel og hvordan mon det var, at bære rundt på så megen styrke. Selvom hun dog også havde set mange stærke hopper.
Hun standsede selv op for ikke at virke påtrængende, og ventede tålmodigt på hvad han ville gøre. Var han interesseret i hendes selskab? Det virkede sådan, og nysgerrigheden fik hende til at rette ørerne frem mod ham da hun igen fangede denne fremmede duft. Han brød pludselig tavsheden med det, hun hørte som en venlig brummen, der fik hende til at løsne yderligere op. Der gik et øjeblik inden hun besvarede hans hilsen, lysere og lidt mere forsigtigt uden at virke den mindste smule utilpas ved hans tilstedeværelse. Hun tog et par skridt tættere på inden hun igen standsede op, nysgerrig efter at finde ud af hvem denne skabning mon var. Alligevel forholdte hun sig tavs, det var ikke ofte at hun havde været den der startede samtalen, selv med hendes bedre venner. Hun forsøgte ganske enkelt at give den anden hest plads, og ord var ikke altid lige så vigtige for hende som de andre sansers indtryk var.

Den rødborgede hingst betragtede den fremmede hoppe med de varme nøddebrune og venlige øjne. Selv var han ikke en der stod på lang afstand og talte. Han var ikke sky. Ikke spor. Men han var også opmærksom på andres grænser, for han havde allerede ubevidst overtrådt en andens grænser. En der ikke brød sig om nærhed. En der havde afvist hans selskab uden at kende ham. Også selvom hun påstod noget andet. Hun havde løjet for ham uden nogen grund. Hvad der havde gjort at hun følte hun var nødt til at lyve over for en hun ikke kendte vidste han ikke. Han holdt øje med den fremmede hoppes reaktion mens han nærmede sig, og stoppede op i en afstand han følte passende. Han ville jo ikke vade for tæt på til at starte med. Det kunne give de forkerte signaler.

Undersøgende strakte han halsen frem mod den fremmede. Hans mule mimrede lidt, og en dampsky steg op fra hans næsebor hver gang han lukkede luften ud. Hver gang han trak vejret. Han trak hovedet til sig igen da han havde fået konstateret at dette var en hoppe. En ufarlig hoppe. Ikke at han troede at sådan en nogensinde kunne være farlig - for alle han havde mødt siden han havde været lille, var milde væsner. Nogle mere sky end andre, og nogle mere på vagt end andre, men aldrig decideret fjendtlig og farlig.

"Godaften, fremmede"

Hun fulgte nysgerrigt den fremmede hingst med øjnene, som han afslørede sig mellem de høje stammer. Det var ej alle detaljer hun kunne skimte i mørket, men hans omrids sagde alligevel meget. Han var et godt stykke højere end hun, bredskuldret og så alligevel ud til at være smidig til fods. Pelsen var broget, i et interessant mønster som hun i et øjeblik forsvandt helt væk i at studere, ind til han standsede op nogle meter fra hende. Han virkede ikke den mindste smule usikker, men det så alligevel ud som om han var nøje med sin placering, og hun følte sig ganske tilpas med den han valgte. Hun mærkede en usynlig sitren gå gennem kroppen, her var en ægte beboer af dette mystiske land og han virkede helt og aldeles rolig. Hans afslappede holdning fik hende selv til at trække vejret lidt dybere. Det var ikke nervøsitet der prægede hende, hun følte ingen frygt, det var noget andet. Noget hun ikke helt kunne sætte ord på, en følelse der bare lå i kroppen. Nej, hendes tanker var ofte ikke i form af ord, hvilket gjorde det svært for hende at dele dem med andre.
Hendes tankestrøm blev afbrudt da hun så ham strække mulen frem, undersøgende, og hun mærkede igen denne nysgerrighed. De spidsede ører blev hurtigt rettet frem ad og hun gengældte opmærksomt, men også lidt forsigtigt hans blik, i venlighed. Hun ville ikke virke påtrængende, nu da han havde vist interesse i hendes tilstedeværelse. Det ville kun gøre hende glad med selskab, hun var blevet positivt overrasket da hans eksistens tilkendegav for hende, at her var andre end hun. Hun tog sig i selv at strække mulen frem en anelse, for rigtig at opfange hans duft, som snart bed sig mærke i hendes bevidsthed. Da han brød stilheden blev hun næsten overrasket, det var et stykke tid siden hun sidst havde hørt en anden skabnings stemme. Og så fik hun en lidt underlig fornemmelse i kroppen ved hans ordvalg - fremmed. Sådan var hun alligevel aldrig blevet tiltalt før. Men hun var en fremmed, her var hun, og han var en fremmed for hende. Hun tøvede lidt, før hun selv brød stilheden. "Godaften." Hun følte ikke nogen trang til at overfalde ham med spørgsmål, og hendes stemme var forsigtig, men mild. Imens betragtede hun tålmodigt den fremmede sjæl, der stod over for hende i sneen.

Han kunne godt fornemme at denne hoppe var mere forsigtig end nogle af de andre han var stødt på. Ej så sky som en af de første, heldigvis. Der var jo heller ikke noget at være bange for. Han ville ikke kunne gøre en flue fortræd…… Eller jo.. Det kunne han faktisk, men ikke en hest. Ikke et andet levende væsen som ikke indgik i insekt og kryb kategorien. Han brummede dæmpet, mest for sig selv. En lille tilfreds brummen der matchede hans venlige væsen. De varme brune øjne og det venlige smil.

"Mit navn er Brêgo"

Han præsenterede sig selv. Så var han lidt mindre fremmed for denne nye hoppe. Ligesom han håbede på at kunne få et navn fra hende der gjorde hende mindre fremmed. Han kendte endnu ikke mange her. Nogle stykker måske, men ikke mange. Flere var altid kun godt.

"Hvem har jeg æren af at møde?"

Hans hoved gled lidt på sned, og hans øjne hvilede stadig på den fremmede hoppe, ej stirrende, men i stedet nysgerrigt. Det var vel på en måde også af høflighed. Man så på dem man talte til og med. Sådan var han i hvert fald opdraget.

Den røde hoppe forblev på denne afstand, mens hun tavst betragtede den fremmede foran hende. Hans brogede pels optog hende endnu, det hvide på ham forsvandt nærmest i det snedækkede landskab. Hun spidsede ørerne da hans stemme igen brød stilheden mellem dem, og lagde mærke til den venlighed hans ansigt gav udtryk for. Brêgo. Stemme var helt rolig og afmålt, han lod ikke til at være en hingst som lagde skjul på noget. Hun undrede sig over hvor han mon kom fra, om han altid havde været i landet her. Og hvad han syntes om det. Alligevel stillede hun ingen spørgsmål, og glemte næsten hans i hendes tankestrøm. Hun tøvede kort, inden hun valgte sine ord. "Jeg er.. Scarlett," Hun så på ham, mens hun talte, og fik en underlig følelse i kroppen ved lyden af hendes eget navn. Det var kun få gange, hun selv havde udtalt det. I en flok som hendes kendte alle hinanden.. Men det hørte fortiden til. Hun så lidt på ham endnu, inden hun fortsatte, da hun nødig ville skuffe denne venlige fremmede. ".. Jeg har ikke været her så længe." Hendes stemme var som altid stilfærdig, men ikke uden venlighed. Om han ville forstå vidste hun ikke, hvis han havde været her altid, hvordan skulle hun så kunne forklare sin pludselige opdukken i dette fremmede land? Hun vippede med ørerne, og bestemte sig for ikke at forvirre sig selv unødigt. Hingsten foran hende så ud som en helt naturlig del af stedet, som om han hørte til her. Måske han ville forstå.

"Scarlett"

Han gentog hendes navn en enkelt gang for at huske sig selv på det. Det lød ikke til at være et af de sværeste navne at huske. Han brummede sagte for sig selv. Afslappet. Han kunne ikke være mere afslappet uden at falde om i hvert fald. Hans blik søgte mod hoppen endnu en gang, da hun fortalte ham at hun ikke havde æret her så længe. Det fik ham til at sende hende et lille smil. Det var noget han i hvert fald kunne tale med om.

"Selv har jeg ikke vandret på denne jord i lang tid. Dette er min første vinter. Jeg kom hertil da sommeren næsten var overstået. Jeg har mødt nogle ganske venlige sjæle her indtil videre. Dog ingen der kunne berette om et fællesskab. En flok. Det har jeg selv måtte forsøge at stable på benene. Et sted hvor de som ikke ønsker at leve i ensomhed kan få lov at søge hen. Et sted hvor alle kan være med til at passe på hinanden. En slags familie. Det er ikke fordi flokken er så stor endnu. Stadig meget lille. Men, jeg håber på den vil vokse"

Han lod blikket søge hen over området og op mod himlen et øjeblik mens han missede lidt med øjnene. Det var i sandhed en smuk årstid. Alle årstider var vel på deres egen måde. Sommeren når den var så lys og farverig. Efteråret med de mange forskelligfarvede blade. Vinteren med det lag af små krystaller der dækkede de nøgne træer og engen. Og snart ville foråret følge efter, og der ville det hele starte forfra. Alle blomsterne ville finde vej igen. Det var i sandhed fantastisk hvordan det hele kunne lade sig gøre.

Den røde hoppe betragtede nysgerrigt den fremmede foran sig. Hendes øjne var som altid store, nødig ville hun gå glip af noget. Alligevel virkede hun ikke påtrængende, men derimod en del mere forsigtig end den afslappede fremmede. Brêgo. Sikke et anderledes navn, helt forskelligt fra de få navne hun var blevet givet allerede her. Flere gange gentog hun det for sig selv, som ville det fortælle hende en hemmelighed. Det var en stolt skabning hun stod over for, så meget kunne hun se. Hun bemærkede knap nok da han gentog hendes navn, men spidsede i stedet opmærksomt ørerne da han åbnede munden for anden gang. Hans strøm af ord overraskede hende. Han var altså blevet ført hertil, ligesom hun selv. Hun vippede forsigtigt på de spidsede ører, idet hun overvejede om alle de heste hun havde mødt på sin vej mon var kommet til landet på samme måde. Det måtte de være. Som han selv sagde, hun havde til sin store undren ingen flok fundet her, hestene vandrede rundt på må og få hver for sig. Det var uhørt der hvor hun kom fra, dem som strejfede fra flokken forsvandt og kom aldrig tilbage. Det hele virkede derfor så underligt, alle hestene der blot vandrede alene. Hun betragtede ham indgående, og alligevel lettere fjernt da hun faldt hen i sin egen tankestrøm mens hun lyttede. Han talte om familie. Hun forstod hans ord, men aldrig havde hun selv følt sig som en del af en familie i den flok hun kom fra. Det lød smukt. Hun forstod kun langsomt at det var en leder hun måtte stå foran, tilsyneladende lederen af den eneste flok her i landet. Hun mærkede sin mule sænke sig helt ubevidst, men standsede alligevel sig selv i bevægelsen. Det virkede ikke helt rigtigt. I stedet lyttede hun hans ord til ende og så til mens hans blik gled andetstedshen. Hun undredes, hvor kom han mon fra og hvordan var han kommet hertil, men forblev tavs med sine spørgsmål. Det ville tiden måske vise. Han var tydeligvis mere interesseret i nutiden, i hans drøm om at skabe en flok. Hun tøvede et øjeblik, inden hun valgte sine ord, sådan som hun havde for vane. Hendes blik var dog venligt, og da hun endelig åbnede munden igen var stemmen mild selvom det næsten forvirrede hende at være i et sådant selskab. ”Det glæder mig, at du har været lige så heldig med møde af fremmede sjæle som jeg. Jeg har dog undret mig.. Aldrig har jeg været i et land uden en sikker flok,” Hun brummede stille, en blid lyd i det kolde mørke der omgav dem. Det var endnu svært for hende at se alle hans detaljer, men det hvide i hans pels lyste alligevel op i sneen. Hendes stemme var endnu mild da hun fortsatte, og hun rettede ørerne fremad ved sine egne ord af nysgerrighed. ”Jeg tog åbenbart fejl. Det lyder som en meget.. smuk ambition. Det er en ære at møde dig.” Hun betragtede ham forsigtigt, men undersøgende. Han virkede på ingen måde som de ledere hun havde levet under stortset hele sit liv, men det var nu også sjældent at hun havde set parret på nært hold. De følsomme næsebor virrede af nysgerrighed, og kulde. For engangs skyld var det ikke omgivelserne som greb hendes opmærksomhed, nej skabningerne her overraskede hende gang på gang. Og hun følte, at hun nærmest slet ikke havde mødt nogen endnu. At meget mere ventede. Hun tøvede lidt, overvejede hvad han mon forventede. Om hun havde valgt de rigtige ord. Alligevel bekymrede hun sig ikke så meget, hendes stilfærdige væsen kunne godt give indtrykket af bekymring, men det var en fejltagelse. Alt var som det var i hendes verden, sorgerne var fortid og brød han sig ikke om hende, så måtte hun vel blot gå.

Den røde hoppe virkede en smule fraværende. Det var nu heller ikke alle der kunne rende rundt uden at have et eller andet der svævede rundt i baghovedet, og hvis hun var ny var der sikkert mere i hendes hoved end i hans, som kunne forstyrre koncentration. Selv havde han været fyldt med en masse spørgsmål indvendigt da han lige var kommet til. Dog havde han mødt et pænt antal sjæle som kunne svare på hans spørgsmål. De fleste af dem i hvert fald. Det betød at han ikke længere behøvede at bekymre sig om noget. Han havde ikke oplevet farer her på samme måde som hjemme hvor han kom fra. Her var mere........ fredfyldt. Han vrikkede en enkelt gang med det ene øre da hoppen mente hun havde taget fejl. Taget fejl af hvad? Var det ham der ikke havde hørt ordentligt efter eller forstod han ikke hvad hun mente? Det kunne måske også være lidt en blanding der gjorde han ikke vidste hvad hun mente med hun havde taget fejl.

"Taget fejl? Hvordan taget fejl?"

[/b][/center]

Hans hoved gled på skrå mens han betragtede hoppen med nysgerrige og venlige øjne. På ingen måde stirrende. Han var ikke den type der stirrede på folk eller med vilje ville få andre til at føle ubehag. Tvært imod. Han var det stik modsatte af de fleste andre hingste han havde mødt. Han var nede på jorden, afslappet og snaksaglig. Nogen gange skulle man næsten tro han var en gammel hoppe. Det var dog ikke tilfældet. Han mente bare ikke det var nødvendigt at vise sig frem hele tiden. At der måtte være andet man kunne bruge sin energi på.

"Der var ingen flok før jeg kom hertil. Nogen havde snakket om det kunne være rart. At de savnede den slags. Forhåbentlig kommer den da til at være sikker. Jeg vil i hvert fald gøre hvad jeg kan for at sørge for det. Men, Scarlett. Jeg er ved at fryse pelsen af. Hvad ville du sige til at tage på en lille vandretur med mig, så vi kan holde hinanden lidt med selskab?"

[/b][/center]

Godt nok var det ikke sikkert hun ønskede selskab, men så var der jo også stadig plads til at hun kunne takke nej tak til at følge ham på en lille vandretur.
[/size][/color][/blockquote][/font]

En kold vind ruskede i grenene over dem, og endnu en gang følte hun sig taknemmelig for sin tykke vinterpels. Her var godt nok ikke ligeså koldt som det havde været i bjergene, men hun mærkede alligevel kulden gå gennem skindet enkelte gange. Træerne gav dog god læ, vinden nåede dem aldrig helt selvom den havde taget til under mødet med denne fremmede. Hun fangede hans forvirring før han udtalte den, undrende overvejede hun om hun mon havde sagt noget forkert? Det havde lydt meget simpelt i hendes hoved, men nu havde tingene det jo også med at komme ud anderledes end det, man havde tænkt. Hun spidsede ørerne da han igen talte og så endnu undersøgende på ham, inden hun forsigtigt smilede af hans ord, nærmest som en undskyldning. Ikke at hun havde taget helt fejl i det hun havde sagt, måske havde det været uklart. Hun virrede let på mulen og svarede stilfærdigt, men venligt. ”.. At her altså er en flok alligevel,” Tilsvarende gengældte hun forsigtigt hans mørke blik, hvori hun fandt en afslappet varme. Han så ud til at være en, som havde overblik i de fleste situationer, hvilket var en vigtig egenskab for en leder. Hans åbenhed overraskede hende dog alligevel lidt, han havde endnu ikke sagt et ord om hvorvidt hun befandt sig i hans område eller ej. Og hvis ikke, hvilket ærinde havde han mon så udenfor sin floks trygge rammer? Det var endnu en ny flok, forstod hun. Det var måske grunden. Hvordan mon den var, hans flok. Han krævede ingen tegn på respekt fra hende, det var måske noget han ikke gik så meget op i. Hun betragtede ham nysgerrigt, gengældende da hun selv mærkede hans blik på sig. Han forstod hvordan det var at være en fremmed i dette land, det lod ikke til at hun havde noget at frygte. Hun lyttede opmærksomt da han igen talte, de røde ører blev vippet frem i hans retning og hun hævede endda mulen en smule da han inviterede på en spadseretur. Hvorefter hun nikkede i en hurtig bevægelse, hun ville endelig ikke være grund til at han stod og frøs. Og så var hun også selv ved at blive kold, mærkede hun. ”Åh.. Jo, meget gerne. Jeg håber ikke at jeg afbrød noget vigtigt, inden jeg sådan dukkede op.. Jeg kender ikke området så godt, har blot vandret her nogle dage nu.” Hun vrikkede med ørerne i sin sædvanlige, lidt tøvende facon. Hun havde talt en del på det sidste, syntes hun, alle disse heste som hver havde deres måde at gøre sig bekendtskaber. Det ville være uhøfligt for hende ikke at tale.. Hun forsøgte at vænne sig til det, derhjemme havde få sætninger været mere end nok, de fleste forstod at hun var stille af sig. De talte blot til hende, uden at forvente svar. Men her var alle fremmede, hun kendte ikke til nogen af dem. Ikke endnu. Hun agtede at finde ud af mere, måske ville han fortælle mere om denne flok som hun ikke var stødt på før nu. Blot ventede hun på, at han ville føre an og vise, hvor han ønskede at gå.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/brego_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] En fremmed sjæl En kuldegysning gik gennem den rødbrogede hingst, fordi kulden pressede på. Hans vinterpels var ikke en af de tykkeste. Den var okay til kulde men ikke når det var meget koldt eller han stod stille alt for længe, slet ikke blæsevejr. Der måtte han søge læ. Han smilede af hoppens ord. At hun havde taget fejl af at der var en flok. Det var nu også nemt at tage fejl af. Det vidste han. ”Den har heller ikke eksisteret i så lang tid endnu, så det er ikke sikkert at det er nået helt rundt til alle at der eksisterer en flok. Den er jo heller ikke så stor. Men den bliver forhåbentligt større. Det er lidt hyggeligt. Det synes jeg i hvert fald” Han var ikke bange for at sige sin mening, uanset om det gjorde ham mindre hingst end andre. Han var den han var og han hvilede i sig selv. Han var godt tilfreds med at være den han var. Han havde ikke tænkt sig at ændre sig for nogen eller lave om på noget. Han havde heller ikke travlt med at lade som om han var mere end andre, for i hans hoved var ingen mere end andre. Godt nok var han leder af en flok, men det var ikke en rolle han påtog sig med mindre det var nødvendigt. Så længe der ingen grund var til at håndhæve regler, så kunne alle få lov at gøre som de ville. De vidste vel også hvordan man opførte sig ordentligt. ”Det glæder mig. Nej! Nej, slet ikke. Jeg vandrede bare lidt rundt. Intet vigtigt. Jeg har ikke som sådan noget vigtigt at tage mig til. Jeg kender kun få stykker her. Eller. For nogen er det måske mange, men for mig er det ikke helt så mange som jeg havde håbet på at komme til at kende, så det er kun godt at møde flere. Jeg kan godt lide at snakke med forskellige” Han sendte den røde hoppe et lille smil inden han begyndte at vandre fremad med rummelige afslappede skridt. Han havde ikke fart på. Der var ingen grund til fart. Det var jo bare en vandretur for ikke at komme til at fryse. ”Nogle dage er ikke lang tid. Så har du ikke set så meget kan jeg gætte mig frem til. Jeg har nok set lidt mere. Jeg kan tage dig med på en lille tur rundt i området hvis det frister? Jeg havde egentlig kurs mod en af de andre øer. Men jeg kan godt udskyde den tur hvis du ikke har lyst til at tage med?” Hans blik var spørgende da han talte. Han ønskede selskab. Han ville ikke bare smide det væk, fordi han havde planlagt en lille vandretur til en af de andre øer. Det kunne vente hvis hun ikke ville med. Han havde alligevel masser af tid at tilbringe i dette land. Det var han sikker på. notes,- word count, 488

[/td][/tr][/table][/center]