Endnu en vinter i Andromedas land!

Diego



De små iskrystaller i deres egen form af snefnug, drog atter fra himmelen. Himmelen som nærmest så hvid ud, selvom den nok mest af alt var grå; takket være de grålige tætte sne skyer. Det var sjovt som vejret næsten havde skiftet fra den ene dag til den anden, som havde Andromedas land ramt lige ind i en mur af nyt vejr. Diego var endnu forundret over den kolde og dækkende sne over skovens bund. Skoven, med de nøgne træer, der efterhånden længe havde ventet på dette dalende tæppe af sne.

Under ham knirkede og knagede sneen, nærmest beklagende som han betrådte den, med sine umådelige rene hove og koder. Under sneen, var der stadig en smule smattet af den bløde jord, som også forsøgte at trænge sig op i hov sporende bag Diegos færden gennem den tætte, men nøgne, skov. De unge og sprudlende blik han bar i de mørke og levende øjne, så sig omkring. Her havde allerede været en del, men samtidig var mange af stederne allerede dækket endnu engang af sne. Her var stille, kun hans åndedræt, og den knagende sne under ham var at høre. Men det var som om han hørte ekko af den knagende form. Var her andre i nærheden? Diego stoppede op, for nysgerrigt at observere sig omkring efter andet liv? Sneens tæthed, og de stadig dalende fnug svækkede da hans lugtesans, samt det ikke var lige godt nemt at få øje på en hver skikkelse der stod et stykke væk.



[Reserveret til Scarlett]

Hun løftede mulen. Strakte den langsomt op ad, så højt som den røde hals nu kunne bære den. Op mod himlen, mod de gråhvide skyer som endnu engang berigede skoven med dalende iskrystaller. Hun mærkede hvordan de kølige krystaller landede på mulens tyndere hud, der var knap så dækket af tætsiddende vinterpels som resten af hendes krop. Sådan stod hun lidt, som forsøgte hun at gribe de nedfaldende snefnug og observerede med evig beundring fænomenet for oven. Her var koldt, men ikke lige så koldt som det havde været igennem vinteren oppe i bjergene, og hun overvejede hvor megen sne der mon ville falde her. Hun ville dog have glædet sig over det, selv hvis der bare havde været en smule.
Efter et øjeblik trak hun mulen til sig igen og kastede i stedet et blik ind mellem træerne. Der lod ikke til at være nogen i nærheden, og hun havde vandret rundt i sine egne tanker i noget tid nu. Det var måske derfor hun først bemærkede en fjern, men knagende lyd af noget, der brød sneens overflade. Hendes øjne blev næsten større, da hun næsten syntes at kunne se.. noget derinde, mellem de mørke stammer. Det forsvandt igen, måske havde der slet ikke været noget, men lyden var ikke til at tage fejl af. Hun stod stille et øjeblik, men valgte så at træde forsigtigt frem ad mod lyden. Det var svært at se noget på grund af den dalende sne, hele verden syntes hvid og i bevægelse. Hun mærkede sit hjerte slå en anelse hurtigere, mens hun stilfærdigt nærmede sig, usikker på hvad der mon ventede.

Diego



Kulden omklamrede Diego, som ellers var beredt med sin tætsatte vinterpels. Som en kvælende fornemmelse, der alligevel fik ham til at føle varmen inderst inde, forblev han stående stille. Han kunne ikke rigtig anse hvor denne skikkelse var, eller om der overhoved var en skikkelse? Måske det bare havde været et mindre væsen i skovens bund, der puslede omkring. Diegos nysgerrige blikke blev kastet lidt forvildet omkring sig, før en skikkelse nærmest på magisk vis, dukkede op mellem træerne. Skikkelsen var endnu mørk, men en smule kejtet og ydmyg af form syntes Diego.

Han vippede nysgerrigt de plysset øre frem, og stod pænt stille, for ikke at skræmme denne sjæl, som sikkert var ligeså blind i sneens dalende vejr, som han selv var. Humørrigt, lå der dog alligevel et drenget og yderst uskyldsrent smil over hans hvide mule, mens hans øjne sprudlede energisk og nysgerrigt imod denne endnu fremmede, som nærmere sig.

Hun bevægede sig forsigtigt frem ad, mens sneen faldt i stadig større fnug. Det blev sværere at se, og hun kom tættere på end hun havde regnet med, da hun endelig fik øje på en større skikkelse. Hun kunne kun lige opfange den fremmedes duft. Et øjeblik tøvede hun lidt og standsede op, men vippede så alligevel ørerne fremad af nysgerrighed. Hun brummede stilfærdigt til hilsen for ikke at være uhøflig, med en naturlig venlighed i stemmen. Det var ikke sikkert at denne fremmede ville være interesseret i selskab, så hun holdte sig på denne afstand. Alligevel havde nysgerrigheden grebet hende, hun ville ikke selv have noget imod selskab i snevejret. Hun havde allerede mødt nogle interessante typer i den her nye, mystiske verden og mon ikke der var flere.
Den røde hoppe stod tålmodigt stille i det dalende snevejr, hendes blik var vendt mod den fremmede skabning nogle meter længere fremme. Det var svært at se igennem sneen, men skuldrenes bredde fortalte hende at det måtte være en hingst. Hun undrede sig over hvor han mon kom fra, om han havde været her længe. Og hvor han mon var på vej hen.

Diego



Mens de dalende store iskrystaller fortsat lagde sig, som en mindre dyne efterhånden på Diegos ryg, begav han sig fortsat roligt fremad; dog ej snigende, af hensyn til denne fremmede. Han vidste selv godt hvad det signalerede hvis man sneg sig ind på andre af vores slags. Hjemme i hans egen flok dengang, kunne en snigende adfærd fra en anden hest, være et tegn på et offensivt angreb. Derpå lød en yderst naturlig, stilfærdig og bløde tone i form af en hilsende brummen for Diegos øre, der lyttede sig opmærksomt frem imod denne hest. En lettere mild duft, gav Diego en mistanke om at dette snildt kunne være en hoppe.

Med ét, var det som om hoppen her kom til syne mellem de store fnug der atter dalede mellem træernes tæthed. Diego stoppede en anelse brat, mens han hejste hovedet, og et skævt, drenget og imødekommende smil fandt sted på hans hvide mule. Han stod et par sekunder helt stille, mens hans hjerte bankede lidt hårdere. Ind til nu var kun et meget lille fint hoved kommet rigtig til syne for ham, mens det gik op for Diego at de ikke stod mere end få meter fra hinanden, front fra front.

Hun vippede lettere tøvende med ørerne, da hun endnu ikke helt kunne skimte den fremmede skabning for de faldende snefnug. Men han nærmede sig, det kunne hun høre. Og lidt efter lidt begyndte hun da også at kunne se den fremmede bedre, alt imens sneen stilfærdigt fortsatte med at dække alt, hun mærkede den både på sin ryg og i sin man. Det var en kølig fornemmelse, men ikke ubehagelig. Nej, hun holdte meget af sneen og vinteren. Det havde hun altid gjort. Men nu var det den fremmede hingst få meter fremme som havde fanget hendes opmærksomhed.
Hun følte næsten en usynlig sitren i kroppen, og løftede selv mulen en anelse i overraskelse da han pludselig stod der, mere tydelig for detaljer. Hans ansigt var hvidt, næsten som sneen, men ellers gjorde resten af hans pels det nemmere at skelne ham fra omgivelserne. Jo, det var ganske vidst en hingst, de brede og stærke træk var ikke til at tage fejl af. De blå øjne betragtede ham næsten undrende, men stadig med en hvis forsigtighed. Hun ville endelig ikke fornærme ham, hans udseende fortalte hende at det måtte være en venlig sjæl hun stod overfor. Og så smilte han pludselig, på en måde som kun en ung hingst kunne gøre det. Da han virkede imødekommende mærkede hun sin krop slappe mere af, på trods af den nysgerrighed som nu buldrede rundt i hende. Et sted i baghovedet bemærkede hun, at hun nok burde sige noget. Hilse, præsentere sig, men på en eller anden måde faldt det hende ikke helt naturligt. Hun var sjældent den første, der brød stilheden, da hun ikke helt følte samme store nødvendighed for at udtrykke sig i ord. Det ville nok være uhøfligt ikke at gøre det, nu da han lod til at være interesseret i hendes selskab, men alligevel forholdte hun sig tavs. I stedet strakte hun ubevidst mulen en anelse frem mod ham, for rigtig at fange hans duft.

Diego



Dalende iskrystaller skyggede atter for de mange små detaljer hos hoppen, Diego ellers ville kunne bide sig mærke i. Store snefnug landede fint i hendes man, og fyldige pandelok, som han af uvis grund fandt stor interesse hos. Nærmest pyntende dækkede mange fnug hendes pels og man, som de nok også gjorde hos ham selv. Det forvirrede dog også Diego, da en snip prydede hoppens mule. De dalende fnug forvirrede hans udsyn og en undren hos Diego fandtes frem. En anelse eftertænksom kunne han godt have set ud, mens den hvide mule mimrede forsigtigt; mens det slog ham om, hvorfor lige snefnug samlede sig i en mindre dynge lige dér på hendes mule?

Hoppens fine hoved, så tilmed skrøbeligt ud i Diegos øjne, som skulle man passe på det. En smule adeligt endda, og da den fine mule let nærmere sig og de blå øjne faldt på Diego, stod han pænt stille. Han pustede let luft ud fra næseborende, og sukkede stille sagte over dampen der steg til vejrs i det kolde vejr. Modstridende mod de dalende fnug. Stilheden var dæmpet, og alt var som lydløst i skoven nu, at Diego faktisk ikke nænnede at bryde stilheden, så roligt tillod han sig et varmhjertet, uskyldsrent og drenget smil; hvorefter han nikkede smidigt i halsen. Hilsende, før hans nysgerrige og sprudlende blik i de mørke øjne, atter landede i hendes blå.

Hun betragtede ham fortsat nysgerrig, da han ikke virkede afvisende over for hendes tilstedeværelse. Sneen faldt stadigt tættere, der ikke var nogen vind til at få snefnuggene til at hvirvle i luften og de faldt i en stille kaskade ned fra oven. Hun så at hingsten over for rigtig nok også havde fået vinterpels, kulden så ikke ud til at kunne nå ind til ham. Og så lagde hun mærke til hans lettere undrende udtryk, hvilket fik hende til at vippe uforstående med ørerne. Hun tog sig i at kaste et blik ned af sig selv, men fandt intet usædvanligt. Måske var det hendes øjne? Hans var mørke, men varme. Der lod ikke til at være noget usædvanligt over ham, hvilket egentlig gjorde hende meget tilpas. En venlig energi omkransede ham.
Hun trak mulen lidt til sig, men havde stadig de opmærksomt spidsede ører rettet fremad, da han gav et pust fra sig. Ellers havde ingen af dem endnu brudt stilheden, hvilket overraskede hende lidt. De få heste hun havde mødt indtil videre var alle brudt ud i en masse ord, som alligevel endte med at forvirre hende på den ene eller den anden måde. Det var en sær verden hun var kommet til, men hun havde endnu en god fornemmelse i kroppen.
Den røde hoppe løftede mulen en tand da han nikkede til hilsen og så nysgerrigt ind i de mørke øjne, der igen mødte hendes, uden at være påtrængende. Et forsigtigt, men mildt smil viste sig på hendes egen mule for at gengælde hans, hvilket ikke skete så ofte endda, men hun ville gerne vise hvordan hun satte pris på hans venlighed. Det virkede lidt som om alting stod stille, med sneen der dækkede for resten af verden. Det gav hende en lidt underlig følelse, den røde hoppe så at hun måske alligevel godt ville kunne finde heste at dele sit selskab med her. Uden at tænke over det bevægede hun sig; trådte et par stilfærdige skridt til siden, samtidig med at hun nærmede sig den fremmede. Nysgerrigt undersøgte hun resten af ham på afstand, stadig med et venligt og opmærksomt blik. I vane rystede hun i en lidt pludselig bevægelse pandelokken fra øjnene, men den faldt hurtigt tilbage på sin sædvanlige plads.

Lydløst føltes hele omverdenen med den dalende sne; mens Diego blot betragtede den fine hoppes skikkelse. Hendes blå øjne var anderledens, for normalt fandt Diego blå øjne meget stirrende; frem for varme og indbydende. Hoppens her var ej så afvisende af den grund, nærmere forsigtige; hvis ikke det bare var hele hoppens helhed han fandt forsigtig. Et smil brød over hoppens mule, og straks mærkede Diego en varme strømme i hans krop. Hans øjne gnistrede også kort energisk op, mens hans eget smil også blev markeret lidt. I sneens dalende, faldt et par snefnug nu ned fra hendes ryg, som blev de skubbet ud over kanten af de andre mange fnug; da hun flyttede på sig. Diego hejste hovedet en anelse, opmærksomt; mens hans plysset øre vippede observerende imod hende. Hans blik forblev nysgerrigt, mens han dog roligt forblev stående; selvom hans lemmer efterhånden snart ville blive kolde. Det var sjældent i tider som disse, at han stod stille i sneen meget mere end en lille time.

Men endnu var snippen der, mon hun ejede en snip som aftegn? Diego havde endnu ikke set heste med så fin og karakteristisk en snip endnu, her i Andromedas land. Roligt trak Diego hovedet en anelse til sig, og lod hende betragte ham, hvis hun ville det. Det var rent instinkt at anse sin ”modstander”, og selvom stilheden egentlig behagede Diego; begyndte nysgerrigheden at nage ham stille, hvordan mon hendes stemme lød? Hun rykkede nu da på sig, og roligt bredte der sig et smil over Diegos mule, mens hans øjne sprudlede nysgerrigt. Alle de fnug der dalede i større klumper, efter hendes lille kast med hovedet, for hendes pandelok.

Hun sænkede mulen en anelse da han trak sin lidt mere i vejret, da hun som sagt ikke ville virke påtrængende. Hun vidste heller ikke helt, hvad det var hun gjorde, det hele var af ren nysgerrighed. Hvor mon han kom fra? Han virkede ikke halvt så forvirret, som hun følte sig her, så han måtte have været her i landet i et godt stykke tid. Hun drejede tænksomt på ørerne, mens hun fortsat betragtede ham opmærksomt. Nu og da lod hun dog blikket søge ud i omgivelserne, som stadig ikke var til at se for bare sne. Hun mærkede selv hvordan et fint lag havde lagt sig over hendes ryg, og det samme med hans, blot at ryggen på ham var bredere. Hun var nok det man ville kalde naiv, men hans tålmodige væremåde havde allerede vundet et gran af hendes tillid. Det lod ikke til, at han ønskede at gå endnu. Ikke fordi hun forventede det, men man vidste aldrig. Det havde altid fundet hende lidt svært at aflæse andres intentioner. Måske fordi hun nærmest blindt forsøgte at se det gode i alle, men hos ham var det ikke svært at finde. Hun havde indtil videre også kun mødt venlige sjæle.. Med undtagelse af én. Hun vippede lidt usikker med et øre ved mindet, men rystede det af sig med et lydløst pust. I stedet valgte hun at tænke på, hvilken sjæl der nu stod over for hende. På trods af vinterpelsen overvejede hun, om han mon ikke blev kold? Helt stille stod han, som en prægtig stenstøtte, kun øjnene og smilet var yderst levende. De gjorde hende hurtigt tilpas igen. Hun var selv vant til kulden fra bjergene, selvom den dog på nogle nætter godt kunne nå helt ind i skindet på hende. Hendes blik blev spørgende, hun tog mod til sig og puffede venligt ud i retning af hans skulder uden at ramme.

”Se hvordan himmelen falder ned!”, som han lige så tydeligt huskede søde Simba sige. Han trak let på smilebåndet over den hvide mule ved tanken, mens hans øjne for et kort sekund blev fjerne. Han savnede virkelig sin kære bror; som han ulykkeligt nok desværre aldrig fik ad se igen…

Hoppens fine lille hoved, stak nærmest ud af den dalende snedynge der nærmest tidsløst hang om begge deres skikkelser. Hun puffede blidt ud, i retning af hans skulder. Diego smilede fornøjet og bredt over hende, mens hans levende blik lod sig spille sprudlende i hans mørke øjne. Let gav han et sparsomt prust fra sig, da et par fnug havde kildret hans hvide mule, før han selv, gengivende, puffede sin hvide mule forsigtigt frem. Bare sådan i hendes retning. Hvem mon hun var? Denne forsigtige, blide skabning, som Diego af en eller anden mærkelig grund, allerede følte sig en anelse knyttet til? Kunne det være sneens dalende fnug og tætheden der fik ham i det humør?; eller var der måske noget over hende, som han meget gerne ville lære mere og kende om.

Hun stod helt stille og betragtede ham med venlige, og alligevel tænksomme øjne. Hans tilstedeværelse gav hende en varm fornemmelse i kroppen, veltilpas. Den overraskede hende, det var ikke længe de havde stået sådan her, ansigt til ansigt. Men den venlige energi han udstrålede var nok for hende. Det var interessant for hende at se hvordan han helt lyste op, når hun endelig bevægede sig - måden hans øjne blev helt levende på. Hun så at der nok var mere energi gemt bag ved den afslappede holdning, han holdt - for hans øjne fortalte en helt anden historie, end resten af ham. De spidsede ører blev drejet frem da han gengældte hendes puf, og hun stod tålmodigt stille. Tavsheden havde hun intet imod, den var for hende helt naturligt, men det overraskede hende alligevel at han endnu ikke havde brudt den. Det var det første, de fleste gjorde ved et første møde, for at undgå det de kaldte akavet. Hun var en forsigtig hoppe, men akavet følte hun sig kun når hun ikke kunne lige de ord, der blev forventet af de lyttende ører. Det lod dog ikke til at denne unge hingst krævede meget af hende. Hun smilede næsten, og følte en dæmpet glæde hun ikke havde følt i et stykke tid.
Hans tålmod gjorde hende dog også mere nysgerrig. Energien i hans øjne smittede af på hende selv, hun håbede at han ville blive her lidt endnu. Havde han alligevel talt, ville hun med glæde have svaret, omend knap så hurtigt. Hun studerede tavst den hvide mule, der var blevet puffet i hendes retning. Helt hvid var den, hans ansigt forsvandt næsten i de faldende snefnug. Hun tog sig i selv at pruste venligt, men forsigtigt af ham, da han havde jaget et par snefnug på mulen på flugt. Det morede hende lidt.

Hendes nærmest gengivende venlige prust fornøjede ham gevaldigt, mens han stod der med hende tæt omgivet af de faldende iskrystaller; som efterhånden virkelig havde taget til. Endnu var her ingen vind, hvilket gjorde det hele meget lyddæmpet og trygt. De var for korte stunder lidt utydelige for hinanden, bare med den korte afstand de stod til hinanden, hvilket fik Diegos ben til at flytte lidt på sig. Hans plyssede øre vippede nysgerrigt men yderst venligt, da han trådte et enkelt skridt nærmere den røde forsigtige hoppe. Han smilte varmt, mens hans øjne blev mere betryggende og venlige. Hans tillid til hende, var allerede ret så beslaglagt, på trods af at han endnu ikke havde hørt hende tale. Måske var det derfor?

Uden ord, havde hun hverken kunnet be- eller afkræfte hvorvidt hun var en hest med mange eller få facader. Roligt sprudlede hans øjne fortsat levende, mens et par fnug fra hans sorte man dalede da han havde flyttet let på sig. En lille meter var der nu imellem dem, fra mulespids til mulespids, mens hans mørke øjne så roligt i hendes blå, ærligt.

Det var som om de befandt sig i en helt anden verden, to væsener endnu ukendte for hinanden midt i snevejret. Alligevel virkede han efterhånden ikke længere helt så.. fremmed. Som de stod dér i sneen var han det eneste, hun kunne skelne fra alt det hvide, og gradvist blev hans skikkelse mere velkendt for hendes blå øjne. En varm fornemmelse havde langsomt bredt sig i kroppen på hende, på trods af den kulde som sneg sig på ude fra, og hun var ikke i tvivl om at det var hingsten over for den kom fra. Nej, hun havde bestemt intet imod hans selskab, og hun håbede at han havde det ligeså.
Nu og da blev de nærmest adskilt af de faldende snefnug, de var som en væg for resten af verden. Og de havde taget til i styrke, bemærkede hun. Det var derfor hun først sent så, at han bevægede sig et skridt nærmere, med et smil som fortalte hende at hun intet havde at frygte. Det gjorde hun heller ikke. Ganske tilpas var hun her i hans nærhed, hun var en forsigtig hoppe, men helt genert var hun ikke. Hun nød gerne andres tilstedeværelse, hvis de ikke havde noget imod hendes. Så hun blev kun positivt overrasket, de røde ører blev vippet tydeligt frem mod ham og hun gengældte mildt hans mørke blik. Nysgerrigheden greb hende, forsigtigt i den høje sne trådte hun selv et par skridt nærmere, hvorefter hun sænkede mulen og i en let bevægelse puffede ud efter hans bringe. Hun ville endelig gerne lade ham vide, at hun var glad for hans selskab her i vinterkulden. Det var en forsigtig bevægelse, hun ramte ham knap. Der var alligevel lidt afstand mellem dem endnu, hun ville ikke være påtrængende. Og det var helt fint, at hun kunne stå her og betragte ham, nysgerrig.

De store snefnug, kunne han pludselig se igennem, mens hoppen kom mere tydeligt til udtryk for hans mørke og nysgerrige øjne. De plyssede øre vippede let omkring sig, før de stoppede som fremadvendte. Sneen der havde udsmykket hans øre, dalede derfra, før et par nye hurtigt fandt plads. Hoppens smil, der ganske roligt nu fandt vej over den røde mule, fornøjede ham. Lige godt varmt begyndte hans hjerte at slå, da hun puffede ud imod ham. Hun ramte ham ej, men alligevel kunne han fornemme hvor nært hun var kommet hans pels og skind. Reagerende havde hans kigget ned på hendes mule og hans bringe, før han så op på hende igen da hun atter stod i sin rette position.
Han ønskede at bryde stilheden selvom det var en rar følelse. Hvad mon hun hed?

Drenget lå smilet over hans hvide mule, som han strakte frem; følgende af et hoved der let blev lagt på sned. Han pustede roligt ud, og en svagt gryntende lyd undkom også. Hans mørke øjne sprudlede energisk imod hendes blå, mens dampen fra hans næseborer steg til vejrs; modstridende for de dalende fnug. Han fik et svagt spørgende udtryk, men så alligevel ikke. Nærmere nysgerrigt.