Endnu en vinter i Andromedas land!

Den røde hoppe vippede opmærksomt med ørerne, han havde hendes fulde opmærksomhed og hun var begyndt at lægge mindre skjul på sin nysgerrighed over for ham. Han havde ikke trukket sig tilbage ved hendes puf, tværtimod strakte han nu selv den hvide mule frem mod hende. Hun så op på ham et øjeblik med de blå øjne, næsten overrasket. Hun var en fremmed for ham, men lod åbenlyst ikke til at gå ham på, hans åbenhed gjorde hende næsten helt fortumlet. Hun tøvede lidt, inden hun selv strakte mulen frem mod hans lige så langsomt. Hans pust fik hende til at dreje på ørerne, men hun var på ingen måde ubehageligt tilpas. Hun snuste til ham, ganske forsigtigt, og mødte venligt hans mørke blik da hun følte det på sig. Snart fangede hun hans næsten spørgende udtryk, han så nærmest lige så nysgerrig ud som hun. Endnu var stilheden ikke brudt, hun overvejede hvornår det mon ville komme, for hun fornemmede lidt at det ville komme på et tidspunkt. Han virkede til at være en frisk og åben hingst, der glædeligt ville snakke hvis først han åbnede munden. Tanken fik hende til at smile lidt, mildt og uden bagtanker. Det glædede hende at have mødt ham, ja stort set alle de skabninger hun ind til videre havde mødt. Hun var heldig, og hun overvejede hvor længe det mon ville vare ved. Hun håbede at han ville blive her lidt endnu.

De tætte og store iskrystaller i form af snefnug, lagde sig atter omkring dem; samt på dem, mens han betragtede hoppens blå øjne der så i hans mørke. Hun var tydeligvis nysgerrig anlagt, måske ligeså meget som han selv var. Hans hvide mule mimrede let, mens et gengældende smil reflekterende over hendes, undkom. Varmt sprudlede hans øjne, mens hun havde snuset lige så diskret, men ikke skjult, til ham. Han brummede stille, fornøjet og i en ung tone fra hans strube, mens hun atter stod der og så på ham.
Han syntes pludselig at hun så ventende ud? Gad vide om hun ønskede at han sagde noget; andet end lyde altså. Stillede rettede Diego atter hovedet lige, mens hans mule stadig var strakt en anelse imod hende. Hvor mon hun kom fra? Eller om hun overhoved var ny her? Nysgerrigt vippede hans øre atter imod hende, før han forsigtigt duppede den hvide mule frem, stille; forsigtigt. Han ville ikke virke anmassende, men alligevel ville han gerne lige, bare lige, berøre hende.

Hun følte tydeligt hans blik på sig, og al hans opmærksomhed gjorde hende en anelse tøvende. Hun havde aldrig været så god til det med opmærksomhed, og da alt andet var skjult af snefnuggene var hun alt han kunne se. Det gjorde hende helt omtumlet. Men han havde venlige øjne, og det var det der gjorde en forskel for hende. Det der gjorde, at hun alligevel blev stående her, kun få skridt fra ham. Hun overraskede sig selv, undrede sig, men slog det hen da hun indså at alt var anderledes her og det var nok også hun. Et øjeblik slog hun blikket ned, men rettede så ørerne frem ad da hun mærkede noget varmt strejfe hendes mule. Hun så endnu en gang op på ham, undersøgende, men mildt. Der var ingen frygt at spore hos hende, nej, hans varme energi strømmede hende i møde og hun ænsede intet ondt i ham. Lidt endnu betragtede hun ham, overvejende hvad han mon forventede af hende. Det lod dog ikke til at han forventede så meget, han så mindst lige så undrende på hende som hun på ham. Han bevægede sig forsigtigt, det var sjældent en hingst havde nærmet sig med en sådan omhu. Allerede følte hun sig bundet til ham, så meget som man nu kunne ved første møde. Og forsigtigt trådte hun et skridt frem igen, for at kunne puffe til hans brede bringe i en let bevægelse. Ganske venskabeligt, hun ville gerne vise ham at hun accepterede ham. Nysgerrigt så hun på ham, da hun trak hovedet lidt til sig igen og betragtede hvordan de hvide snefnug satte sig i hans pandelok.

Snefnuggende omkring dem, gjorde det hele så idyllisk, samt de selv havde gjort dette første møde yderst følsomt og nærværende, end uden videre at have talt eller udvekslet stemmer. Hun trådte ligt pludseligt frem, mest grundet at den tætte dalende sne, gjorde det hele tiden langsommere; samt lettere blind. De små reaktioner blev ikke altid spottet, når fnuggende skyggede for udsynet. En anelse pludseligt vippede hans øre kort omkring sig, da han syntes at høre noget, men intet at finde. Samtidig blev han mindet om hvem hans fokus jo var på, da hoppen kort efter hans lyttende færd, havde puffet sin mule mod hans bringe. Diegos øjne sprudlede energisk, mens hans hjerte slog et par hårdere slag. Hans mule mimrede sig nysgerrigt, før hans øre da også vippede. Smilet fandt hurtigt vej over hans mule, mens han havde fundet hendes mule yderst kold, trods af at hendes ånde fra næseborende havde været dejlig varm. Han strakte nu selv halsen, mod hendes hoved, hvor hans fyldige pandelok lå til siden, karakteristisk.

”Jeg hedder forresten Diego.”
Valgte han sine ord med omhug, mens hans stemme spillede venligt og varmt bag den drengede og unge stemme, der bar en dyd af uskyldsrenhed. Samtidig nippede han blidt i hendes pandelok, som en slags gengivelse af hendes puffen, mod hans bringe.

Hun opfangede nøje hans reaktion, lidt usikker på om hun var gået for langt. Men da han brød ud i et smil blev hun straks beroliget, og hun forstod at der vidst skulle meget til for at krydse hans grænser. Hun blev dog overrasket da hans stemme pludselig brød stilheden, nysgerrigt spidsede hun ørerne og betragtede ham tavst. Hun så hans mule komme tættere på igen, stor og hvid. Sjældent havde hun set så hvid en mule. Der gik et øjeblik inden hendes egen stemme brød stilheden, hun ville bare smage på ordet. "Diego," Den røde hoppe brummede stilfærdigt og nikkede næsten let, navnet passede ham bestemt. Lidt overrasket så hun ham nippe i sit hår, men blev pænt stående stille. "Scarlett." Sagde hun så, efter noget tid hvor stilheden igen havde nået at sænke sig over dem. Sneen faldt endnu og dæmpede alle lydene, hendes endnu mere da hun sjældent talte højt. Men nok til at høre. Langsomt følte hun sig mere energisk, den unge hingsts friske væsen smittede af.

Den røde hoppe veg ej, da hans mule havde nippet en gensidigt og venligt i hendes pandelok. Hendes stemme lød kort efter hans egen, og en blid stilfærdig tone kom fra hende. Let lyste hans øjne en smule opmærksomt op, i de i forvejen sprudlende. Hans hale hejste sig også en anelse, af ren energistrømning gennem hans egen krop, hvor hans hjerte bankede varmt hos ham. Smilet over Diegos mule, var yderst tydeligt i den tæt dalende sne, da hoppen præsenterede hendes navn. Så forsigtig, stilfærdig og fin hoppe som hende, havde selvfølgelig et navn er passede hende. De plyssede øre dryssede få snefnug af sig, da de vippede nysgerrigt imod hoppen; Scarlett.

”Jeg har aldrig set her i skovene før?”
Konstaterede han roligt, med en venlig tone bag den drengede og unge stemme. Mens han nikkede interesseret den hvide, smilende mule frem imod hende. Dog denne gang en smule mindre anmassende. Trods han rolige og interesserede ord, var det tydeligt på den vågne aura, hvilken energi der boblede glædeligt i ham.

Det var begyndt at blive mørkere, solen måtte være på vej ned et sted højt op på den overskyede, hvide himmel, det blev sværere endnu at se i snevejret. De hvide krystaller faldt skam endnu, det var et tungt og langvarigt snefald, det føltes næsten som om verden altid havde stået stille i tiden på denne måde. Tavs men i bevægelse, luften var fuld af liv, snefnuggende dansede ned fra himlen som i en drøm. Der var tyst mellem træerne, hvis mørke skygger knap var at se, det var en smuk vinteraften at dele med en anden. Måske var dette sidste gang de ville mødes, eller første gang ud af flere, det gjorde ikke så meget lige i det øjeblik. Det ville blive et minde, hun ikke lige sådan ville glemme igen, og det var det hun fandt vigtigt. Minder var vigtige. Nogle mere behagelige end andre, nogle man kunne tænke tilbage på senere og få en varm fornemmelse i kroppen af glæde over, at man havde et sådant minde at se tilbage på. Hun var ikke den, som svælgede meget i fortidens mørke, men et varmt tilfældigt minde nu og da kunne gøre meget. Det var måske derfor hun betragtede ham så omhyggeligt, for at få alle detaljerne med, uden at være påtrængende. Den brune, nærmest rødlige hingst lyste op her i alt det hvide, han havde et venligt smil som gjorde aftenen mindre kold. Hendes lemmer var begyndt at blive stive, men hun mærkede det knapt og bekymrede sig endnu mindre, for hendes nysgerrighed var større. Hvordan han kunne lyse op i en verden så hvid vidste hun ikke, måske var det energien som strømmede fra ham der gjorde det, hans ungdommelige hjerte der bankede hende i møde. Hans glæde overraskede hende positivt, hun undrede sig over hvad årsagen mon var, men fandt intet svar og spurgte heller ikke. I stedet valgte hun blot selv at glæde sig over, hvor tilpas og venlig og glad denne fremmede var. Den fremmede som ikke føltes helt så fremmed mere alligevel. Hun så på ham, Diego, med store øjne mens hun tænkte, hvor mange bekendtskaber han nok havde sig, en hingst så frisk og åben som han. Bare han ikke havde noget imod hendes selskab, så var hun glad.
De små, røde ører spidsedes yderligere da hans dybere stemme brød igennem luften af snefnug, en venlig lyd som passede fint ind i den lidt omsluttede stemning. Hun så på ham lidt endnu med store øjne, det lød som om han rigtig nok havde været her længe. Længere end hun, i hvert fald. Måske var hun den eneste, som var.. Ja, som dumpet ned fra himlen. Hans bevægelse fangede hendes øjne, og hun fulgte hans mule som nærmede sig et øjeblik, lidt tøvende med sit svar. Men hans varme fremtoning gav hende mod, hun følte at der nok skulle meget til før man kunne begå fejl overfor denne hingst. Den røde hoppe vippede ørerne lidt ud til siderne, mens hun forsøgende svarede ham. ”Nej.. Jeg har ikke været her så længe,” Et smil undslap hende da hun igen så på ham, efter at have ladet blikket søge lidt væk. Mildt og spontant. ”Her i landet, altså.” Hun betragtede ham nysgerrigt lidt endnu, stående stille uden at nærme sig yderligere. Overvejende om hun mon skulle spørge ham, om han var født her, men forblev alligevel tavs. Det faldt ikke helt naturligt. Men nu var hun også en hoppe af få spørgsmål, hun undrede sig skam ofte, men endte næsten altid blot med at acceptere tingenes gang og tilstand. Det var ikke op til hende at ændre på verden, den var som den var. Og tiden var blot noget man måtte gribe, når øjeblikket var det rette. Nej, hun var her lige nu, han havde hendes fulde opmærksomhed og ville nok ikke lige tabe den foreløbig. Hun ventede, ikke åbenlyst, men fulgte interesseret hans reaktioner med øjnene.

Mørket havde efterhånden trukket sig på over landet, mens fnuggende fortsatte deres falden fra himmelen. Sneen virkede pludselig endnu tættere; samt sværere at se igennem. Men alligevel gjorde de hvide farver, det hele mere letsindigt; lettere at se alt. Som lyste jorden nu dem mørke himmel op, nedefra. Det var tydeligt hvordan denne hoppe var af få ord; mens en endnu nærmest genert adfærd lå over hende. Næsten nysgerrig så hun dog alligevel ud, som hun gang på gang kastede sit blide blik over Diego. Hans stemme havde lydt gennem luften, og inden længe havde hendes fine og mere blide stemme lydt; da hun forklarede med andre ord, at hun vel og sige vel var ny i dette land. De plyssede øre dryssede atter lidt sne af sig, da de nysgerrigt vippede imod Scarlett, lyttende. Mens hans hvide mule nikkede sig en smule forstående frem, samt interesseret.

”Så du ved egentlig ikke så meget om landet endnu?”
Svarede hans drengede og unge stemme en smule hurtigt efter hendes sidste ord, der havde lydt. Det brede smil lå imødekommende og yderst venligsindet over hans mule, mens de sprudlende øjne en smule energisk gnistrede interesseret op. Det var utroligt, hvordan nye heste blev ved at komme til landet her… Selve gåden bag dette land, Andromeda, virkede uløselig? Hvis den da skulle løses?

De hvide snefnug havde efterhånden samlet et godt lag over hendes røde ryg. Det samme over hans, så hun, sneen gjorde ham nærmest mere synlig i det tiltagende mørke. Synet fik hende næsten til at smile, den hvide pels over hans ansigt var ganske vidst lige så hvid som sneen. Hun skuttede sig lidt i mørket, kulden var begyndt at trænge igennem hendes ellers tykke vinterpels. Ikke at det gjorde så meget, kulden var noget man vænte sig til. Og den her kulde var ingenting i forhold til den, hun havde følt i vintrene i bjergene. Men det var nu alligevel koldt at stå stille i længere tid, når sneen faldt i store dun. Diegos selskab varmede dog, hun gengældte venligt hans blik, som sprudlede af energi. De fleste hingste hun havde kendt var noget mere nede på jorden, men han lod til at gemme på større mængder af ren energi under den afslappede attitude. Det gjorde hende også nysgerrig, nu og da følte hun selv hvordan en strøm af energi kunne opstå et sted indeni, som var ville og måtte ud. Og så var der ikke andet at gøre, end at springe frem i fuld galop, mellem træerne og igennem dalene i den tynde bjergluft.. Hun savnede endnu sine vante omgivelser. Det ville tage tid. Men tid, det havde hun vel også masser af. Og alt det selskab hun havde haft på det sidste, hjalp gevaldigt. Hun drejede ørerne fremad, da han vippede mulen frem og noget kvikt brød stilheden endnu en gang. ”Stortset ingenting,” Hun blev pludselig meget opmærksom, for hvor meget vidste han egentlig om stedet? Mere end hun, kunne hun hurtigt svare på. Hvor længe han mon havde været her? Var han herfra? Hun betragtede ham med store, blå øjne og virrede let på de følsomme næseborer, idet hun bremsede lidt for den strøm af spørgsmål som pludselig brød frem ud af ingenting. Alligevel kunne hun dog ikke helt lade være med at stille et enkelt forsigtigt spørgsmål. ”.. Gør Diego?” Hun tiltalte ham i tredje person, hvilket var meget normalt der hvor hun kom fra. Det var både mere høfligt, men det lød også mere venligt. Og han var en sjæl, som hun havde lyst til at kalde ved navn. Det klædte ham, syntes hun. Hun ville hellere end gerne vise ham, at hun var ham venligt stemt, og håbede at deres bekendtskab kunne vare ved. Nok vandrede hestene her rundt alene, men mon ikke at der var chance for at hun ville støde på ham en anden gang? Hun overvejede hvilken slags bekendtskaber hestene her i landet mon havde til hinanden, om de alle var venligsindede. Efter hendes møde med flere sjæle synets hun at forstå, at her var mange forskellige slags heste, med forskellige hensigter.

Kulden havde efterhånden taget tæt til, mens fnuggende atter dalede fra den efterhånden mørke himmel. Han kunne mærke hvordan hans led, specielt i koderne var begyndt at blive gennemkolde. Som regel havde han det også med altid at blive i bevægelse når det nu var et vejr som dette, på denne årstid. Men dette selskab, med denne forsigtige røde hoppe, afholdte ham fra den norm. Nysgerrigt vippede hans endnu engang imod hende, før han af ren reaktion ikke kunne tilbageholde et lille gys, der løb ham langs ryggen. Næsten gryntende lød en brummen fra hans hvide mule, før hans hoved sank sig stille og han rystede sig. Sneen blev ivrigt rystet af hans røde ryg indenfor få sekunder, mens en smerte hurtigt slog ind i de kolde ben, ved denne bevægelse. Kort kneb han de mørke øjne sammen, en smule betuttet over den lidt overraskende smerte, før han atter mandede sig op med et overbærende drenget smil imod hoppen, som konstaterede at hun simpelthen intet vidste. Drenget og varmt flød et ærligt smil over hans hvide mule, fornøjet over denne forsigtige sjæl, der egentlig ikke sagde så meget, hvilket blot gjorde hende mere interessant og sød.
Hun åbnede atter mulen, og spurgte ind til hans viden. Diego lagde næsten hovedet på sned, mens hans øre kort vippede sig omkring og så frem igen. Næsten spørgende. Hans smil blev en smule forundret, mens han selv betragtede hende med en lidt forundret mine, varm. Hun tiltalte ham i tredje person, hvilket han ærligt aldrig havde hørt før? Hvorfor gjorde hun nu det? Smilet varede dog ved, for det fornøjede ham, jovist gjorde det. Det var da en pudsig ting at gøre.

”Jeg kender da til en del sjæle her omkring; og samtlige af Ø’erne kan jeg da mere eller mindre vise rundt på. Så, en vis viden og kendskab har jeg da.”
Havde hans unge og drengede stemme lydt venligt og næsten lystigt, mens de mørke øjne havde sprudlet nysgerrigt imod hende, og hendes fine lille hoved.

[atrb=border,0,true] [atrb=style, background-image: url(http://i.imgur.com/PMpLL.png); width: 500px; border: 0px solid #000000;] Hun mimrede stilfærdigt på den røde mule, uden at fjerne blikket fra den friske Diego. Det var begyndt at blive mørkt, det blev sværere for hende at se ham, og kulden trængte på fra alle kanter sammen med natten. Hingsten bevægede sig, han gøs ligefrem og rystede på sig, og hun følte selv hvordan kulden havde tag i hendes egen slanke krop. De burde ikke stå her, ikke i den her kulde. Den satte sig fast i kroppen og hang ved, det ville tage tid at blive varmet ordentligt op igen. Hun spidsede ørerne da Diego igen brød den behagelige stilhed i snevejret med sin ungdommelige stemme, og syntes at kunne fange en undren i hans udtryk, måske over det hun havde sagt. Men hans ord fangede hende snart, ganske nysgerrigt betragtede hun ham i tavshed mens hun lyttede. Hvor mange han mon havde mødt? Havde han været alle steder, som landet havde at byde på? Endnu en gang mimrede hun med mulen, pludselig var hun fuld af spørgsmål og forstod ikke helt hvor de mon alle sammen kom fra. Måske var det hans afslappede og venlige attitude, der gjorde hende ganske godt tilpas og gav plads til nysgerrighed. Da en isnende vind slog mod dem og fik snefnuggene til at danse i luften i øjeblik, huskede hun kulden. Det var ikke længe hun overvejede, inden hun i en ganske let og blid bevægelse puffede til den hvide mule, som gav hun tegn til ham. Hvorefter hun langsomt, men uden besvær satte frem i skridt forbi ham, mens hun vendte et øre for at se ham mon fulgte med. For at være på den sikre side – måske troede han at hun pludselig forlod ham uden ord – standsede hun op og kastede et blik bagud med en venlig brummen. ”.. Vi bør bevæge os lidt.”

[/b] Hun ventede med at svare på hans ord, ligenu var det vist vigtigere at de fik varme i kroppen, og efter hendes lange vintre i bjergene vidste hun udmærket hvordan. Hvis blot han ville følge med!

word count 340[/div][/td][/tr][/table]

Den tætdalende sne omkring den fine røde hoppe; fik mere eller mindre den røde hingst til at glemme kulden. Men alligevel var det som om de var stivfrosne snart, hans kodeled. Den forsigtige hoppe var igen snart dækket til af snefnug over hendes ryg; mens Diego blot følte varmen og fornøjelsen ved dette selskab. Den fine hvide snip Scarlett bar, kom pludselig tæt på; i Diegos egen lille og lige nu lidt fjerne verden, før hun puffede til hans mule. Stille mimrede den hvide mule, da smilet tabte, før hans øre vippede nysgerrigt; mens det sprudlende og vågne blik så næsten spørgende ud, da hun trådte frem og til siden. Hun ønskede at bevæge sig; og ganske rigtigt, lød hendes, i hans øre, forsigtige stemme. Hurtigt fandt smilet vej til den hvide mule, mens han direkte muntert nikkede lidt ivrigt på det flotte hoved med et igen drenget og bredt smil.

”Lad os det!”
Bekræftede hans drengede og unge stemme, mens hans mørke øjne sprudlede energisk og ungt; før han trådte frem. Men nu! Med det samme kom smerten! Og næsten halt, gav han lidt efter i de kolde forben, før han tog et par ekstra skridt i den knagende sne, forsøgende efter hende, i en lidt mere flydende gang. Men alligevel stiv.