.. Atter en vinter

Vinteren er trådt til, og i ganske stor stil; for allerede nu, er sneen faldet over Andromeds lang, og har skabt en hvid dyne, der ligger sig fint over alle træerne, buskene, og de åbne enge. Græsset er gemt væk, og allerede nu, starter den hårde tid, hvor det handler om overlevelse for os alle sammen, og at hjælpe hinanden. Men mange sjæle her omkring, er blot ikke så åbne af sind, og dermed er de heller ikke altid lige hjælpsomme. Men den sjæl jeg ejer, gør blot, at jeg som person ikke kan skyde sådanne sjæle fra mig, i stedet ønsker jeg at hjælpe dem, og finde ind til kernen af deres indelukkethed, det kan tage lang tid, rigtig lang tid, men i sidste ende er det en større gave en som så. Jeg har da allerede opnået en stor gave, i at Jaidev, den mørke hingst, vurderede mig som en hoppe, han ønskede at dele sin fortid med; og det er en gave for mig.

Mine mørke hove, lander med bløde skridt ned i sneen, og bærer mig frem mod det ukendte, for jeg ved aldrig hvor jeg bevæger mig hen, for jeg søger ikke noget bestemt sted, eller en bestemt sjæl; jeg søger det, jeg ikke ved hvad er, om det er en ny sjæl, eller en ny oplevelse, det kan hun de højere magter vide. Min røde hale, slår et enkelt, blødt slag bag mig, inden jeg blidt sænker mit hoved en anelse ned, i en afslappet holdning, mens jeg viger af sted henover denne åbne eng, som er sne belagt. Mine røde øre, vippes fremad, lyttende til de sjæle der måske, ligesom jeg, er søgt ud i dette område. Men i stedet for blot at vandre i stilhed og ikke mindst ensomhed, lader jeg et svagt vrinsk glide fra mig, idet jeg tager hovedet længere op, og sætter mulen lidt sky, for at indånde den rene luft imens. Mit vrinsk er ikke søgende, men i stedet er det åbent og varmt, for skulle der være nogen derude, der ønsker at ensomheden nu ikke længere er deres eneste følgesvend, så er jeg ikke bleg for at være den der stopper ensomheden, og i stedet lade min krop og sjæl vandre ved deres side.

Hun sænkede mulen, ned mod sneen der dækkede den ellers bløde skovbund. En kølighed gik gennem hende da den følsomme hud på mulen kom i kontakt med de hvide krystaller. Hun havde søgt ly under et af de store egetræer, hvis stamme var bred og næsten sort, og hvis krone strakte sig højt op mod den overskyede himmel. Det så næsten ud som om den greb ud efter den foranderlige verden foroven.
Den røde hoppe trak mulen til sig og rystede let pandelokken fra øjnene. Den faldt hurtigt tilbage på sin sædvanlige plads igen, men hun bemærkede det knap nok. En fugl i mørkebrune farver havde fanget hendes opmærksomhed, og hun fulgte betaget den lille skabnings flugt mellem træernes grene til den var borte. Det var da at en lys stemme brød stilheden, noget der kun kunne være en hoppes vrinsk fik hende til at dreje ørerne. Der var en anden i nærheden. Hun mærkede sig selv tabe vejret et øjeblik, inden hun genvandt sig selv. Den fremmede hoppe lod ikke til at have bemærket hendes tilstedeværelse og hun tøvede et øjeblik. Det var jo ikke sikkert at hoppen var interesseret i hendes selskab, måske ventede hun endda en anden. Stilheden lagde sig på ny over skoven, mens hun ventede. Men ingen andre vrinsk lod sig bære af sted med vinden. Hoppen var nok også alene.
Hun tøvede nogle sekunder mere, inden hun selv lod et forsigtigt vrinsk bæres af sted. Det ville være uhøfligt ikke at besvare, hvis hoppen virkelig var for sig selv. Den røde hoppe tav og ventede.

Det at jeg er standset op, gør at jeg kan høre langt bedre. For hvis jeg går igennem sneen, mens jeg lytter, kommer den knasende og kvasende lyd til at overdøve de små lyde, som jeg gerne skulle kunne høre nu, hvis nu nogen er på vej imod mig, efter jeg har kaldt. Men da jeg har stået og spejdet omkring i en del minutter, lader jeg et svagt smil falde over min mule, ikke glædeligt, men heller ikke sørgmodigt, nok noget midt imellem; ingen sjæle mangler selskab.

Men lige som jeg skal til at gå fremad igen, for at fortsætte min dans, uden partner, kommer der pludselig et lys og feminint svar, lidt inde i mod træerne. Mine øres vippes glædeligt frem, inden jeg med en blid bevægelse slår frem i trav, hvor mine hove lander blødt imod den knasende sne, og skader dermed hovaftryk efter mig. Det er derfor os tydeligt at se, hvor jeg har gået før, og nu er på vej hen. Idet jeg kommer nærmere den lille klat træer, standser jeg mere og mere op, for til sidst at stå helt stille. Dér ved et af de helt store egetræer, står en rød hoppe, rød som jeg selv. Men af helt andet bygning, og hendes røde farve er også langt mørkere end mig egen af.
Blidt sænker jeg hovedet en smule ned, mens de røde øre vippes helt frem til hende, lyttende, og nysgerrigt.

,,Goddag, du fremmede sjæl. Mit navn er Armonia. Jeg har vandret i dette land, for 2. vinter i træk. Jeg har ikke før bemærket Dem, eller Deres lugt. Er De ny i dette land? Eller er det blot mig, der er blind for min egen omverden?”

Dette bliver min hilsen, mens et smil stadig spiller henover min mule. Mine varme og dybe øjne hviler på hende, og i hendes ansigt. Jeg sørger dog for, ikke at stirre, da dette jo ikke er meningen med det, kan man sige.

De blå øjne søgte opmærksomt efter bevægelse mellem træerne, mens hun blev stående tavs under det store, nøgne egetræ, ikke helt sikker på hvad der mon ventede. Der gik ikke lang tid før hun fik øje på en skikkelse mellem de mørke stammer, som stod i kontrast til den hvide sne som dækkede skovbunden. Rød. Den stilfærdige hoppe løftede ubevidst hovedet en tak højere, med ørerne vendt frem mod den ukendte skikkelse der bevægede sig i hendes retning. Det var en hoppe, de yndefulde og bløde bevægelser var ikke til at tage fejl af. Noget inden i hende holdt vejret, et endnu ungt minde stak til hende, men som den fremmede hoppe nærmede sig syntes det at forsvinde. Hun kunne næsten mærke en varm energi komme hende i møde.
Den rødlige pels hoppen bar, havde vækket hendes nysgerrighed. Det var dog en mere dæmpet rød, knap så skarp og mørk som hendes egen. Men blød. Og så bar hoppen aftegn på alle fire ben, samt en stjerne i panden. Helt hvide, næsten ligesom sneen. Hoppens udtryk var venligt, det styrkede kun den varme energi hun følte at den fremmede udstrålede. Hun tav fortsat, men vippede med ørerne da hoppen begyndte at tale. Hendes ord overraskede hende - både hendes åbenhed og det, at hun havde været i den her verden så længe. Og måden hun tiltalte hende på. Den fik hende til at tøve, den gav hende en underlig følelse i kroppen, som hun forsøgte at skubbe til siden. Forsigtigt mødte hun hoppens blik, uden spor af fjendtlighed. Armonia. Hun tøvede et øjeblik før hun valgte sine ord. "Goddag. Jeg er.. ny i landet her, ja," Hun drejede ørerne, ville nødig være uhøflig overfor den venlige hoppe og forsøgte igen. "Du.. De er skam ikke blind," Forsikrede hun hende, mens hun gengældte de varme øjne og rettede igen ørerne fremad, nysgerrigt. Og indså at hun nok burde præsentere sig selv også. "Mit navn er Scarlett." Hun tøvede lidt med sit navn, det var ikke ofte at hun selv havde udtalt det og det lå mærkeligt på tungen. Dog ikke ubehageligt. Det var det navn, hendes mor havde givet hende. Som rystede hun et minde af sig lod hun igen fokus falde på den rødlige hoppe, som så ud til at bære visdom om den verden, de befandt sig i.

De brune og varme øjne, hviler imod den mørke røde hoppe, der står gemt lidt inde imellem alle de mange træer. Men dog er hun ganske tydelig for mine øjne, for sneen der dækker Andromedas land, ligger i stor kontrast til hendes røde farve. Præcis som jeg selv er rød, er det svært for mig at skjule mig blandt træernes stammer, når først sneen er faldet. Det går bedre i efterårsperioden, hvor træernes blade skifter til den selv samme røde farve, som hoppen og jeg deler.
Da jeg er standset hos hende, glider mine øjne blødt og roligt henover hende, betragtende men ikke granskende, for det ser jeg absolut ingen grund til. Hoppen, skal ikke føle at jeg stirrer på hende, måske ligefrem nedstirrer, og derfor lader jeg også mine øjne ramme imod hende, uden nogen form for afsky, dominans eller fjendtligt.

,,Scarlett.. Det er mig en fornøjelse, at støde på dig i Andromedas land. Men jeg er dog glad for, at jeg ikke blot har være blind, men at du er ny.”

Besvarer jeg hende med en mild tone, mens mine øjne hviler på hende. Et mildt men lille smil, finder vej henover mine mule, mens jeg betragter hende roligt. Drejer derefter blikket en smule til siden, og kigger udover søen der er bag hende, et godt stykke væk. Hun virker mig en anelse forsigtig, måske en smule utryg? Men jeg vil nu ikke mene, at den røde hoppe, Scarlett, skal frygte mig og ej heller min sjæl.

,,Scarlett, har du været så heldig, at møde andre på din vej, igennem landet? Eller er jeg den først der er stødt på din røde skikkelse, som er landet her i landet?”

Mit hoved vippes ganske let på skrå, mens mine øjne nu igen ryger hen på hende, roligt og hvilende. Mit ene bagben har jeg stillet i en afslappet position, da jeg ikke ser grund til andet. Jeg er her ej for at skabe ballade, for denne unge hoppe, men nærmere skabe hende tryghed. Og ved at vise, at jeg selv er ganske rolig, vil dette måske smitte en smule af på hende ligeså.

Hun mærkede hoppens blik på sig, men følte sig ikke utilpas til mode. Det var ikke noget uvenligt blik, men derimod varmt, selvom det var svært at se her i mørket. Armonia. Det var indtil nu det første navn, hun havde hørt ud af de skabninger, hun havde mødt her. Det var heller ikke ofte at hun havde set hopper med en rød pels som hendes egen. Det lod til at være en blid sjæl hun stod over for, hvilket kun atter bekræftedes da hoppen igen brød stilheden med sin lyse stemme. Ved lyden vendte hun ørerne frem, tålmodigt lyttende til de ord som i en varm strøm flød fra hoppens mund. Hun forholdte sig endnu tavs, hun yndede mere at lytte end at tale og fandt i sine tanker ikke noget svar på hoppens første ord. I stedet gengældte hun i venlighed hendes blik, efterhånden nysgerrig efter at kende lidt mere til denne venlige sjæl. Hoppen lod til at vide en del mere om landet her end hun, hun blev næsten helt betaget af at se på hende.
Hendes opmærksomhed skærpedes, da hoppen stillede hende spørgsmål og hun tøvede et øjeblik for at vælge sine ord. Stilheden faldt ned over dem igen, inden hendes egen stemme brød den. "Det har jeg," Jo, hun havde været heldig. Hun havde allerede mødt flere interessante sjæle, som havde vist interesse i at dele deres selskab med hende. Den første dag hun var kommet hertil, havde hun nær troet at hun var den eneste her. Men der havde hun taget helt fejl, så meget var sikkert. Hun mødte nu venligt hoppens blik, uden at være påtrængende. Og tænkte at det nok ville være uhøfligt ikke at uddybe yderligere for hende, nu da hun havde sagt så mange ord. ”Jeg har allerede mødt flere venlige skabninger på min vej, på trods af hvor få dage jeg har.. befundet mig her.” Hendes ord var stilfærdige, men ikke nervøse, det var nu sådan hendes egen forsigtige sjæl var. Men hun følte sig også tilpas i hoppens selskab, hendes varme sind gjorde hende nysgerrig.

Længe står jeg egentlig og tænker på, at jeg nyder samtalen, som nu foregår med lige præcis en hoppe. Jeg tror, at hun er den første hoppesjæl, jeg er stødt på her. Jeg har hele tiden være klar over, at der har været mange hopper her, men jeg har blot aldrig været heldig nok til selv at støde på dem; selvom jeg inderligt at håbet på det. Ej at jeg har være utilfreds med mine andre selskaber, absolut ikke. Men det er blot til tider, ganske rart, at snakke med en, der ejer de samme principper som en selv; hoppe til hoppe. Ikke at alle vi hopper, ejer de samme principper, overhovedet, men ofte er der en anden form for forståelse, som egentlig er ganske svær at forklare. Men Scarlett, som nu er mit selskab, minder mig så sin vis en lille smule om mig selv, og så alligevel ikke. Hun er forsigtig, stille, opmærksom på sit selskab, på den gode måde, men samtidig virker hun måske en anelse mere usikker? Og usikker, det er jeg ej. Men jeg føler mig ganske godt tilpas i Scarletts selskab; og så er der kun tilbage at håbe på, at hun ligeså finder sig godt tilpas i mit.
Da den røde Scarlett har talt færdigt, glider der et blidt og varmt smil henover min mule. Jeg har altid en trang til, at andre skal føle sig velkomne og tilpasse, og derfor varmer det også, at hun har mødt mange venlige sjæle; for det er jo sådan det skal være. Ikke sandt?

,,Der findes mange sjæle i dette land, nok flere end selv jeg kunne forstille mig. Selskaber, burde du altid kunne finde. Blot giv en simpel lille lyd fra dig, og så er jeg sikker på, at andre nok skal besvare dit kald, Scarlett. Og skulle du være så uheldig, at de ej svarer dig, så lad det ej gå dig på. For det er jo i sandhed dem der går glip af noget, ikke sandt?”

Siger jeg med et smil og let og drillende glimt i de varme øjne. Jeg giver hende en kompliment, og det ser jeg intet forkert i. For måske kan det frembringe endnu et smil på hendes læber, hvilket blot ville gøre min dag endnu bedre.

Hun mærker hoppens blik på sig. Det er venligt, stadig strømmer denne varme energi fra den fremmede skabning, og så alligevel. En underlig følelse lister sig på et sted dybt inde, noget hun ikke helt ved hvad er eller hvor kommer fra. Noget hun ikke kan få til at gå væk. Længe står hun og blot betragter denne hoppe med det varme sind, ser på hendes runde, bløde former og lytter til den milde, lyse stemme. Alt ved denne hoppe fortæller hende, at alt er godt. Og så alligevel er den der, følelsen. Den gør hende tøvende, forvirret selvom hun forsøger ikke at give udtryk for det, nødigt vil hun virke uhøflig overfor denne varme skabning. Et kort øjeblik griber hun sig i at kaste et blik ind mellem de høje, tavse stammer som omgiver dem og som hun af så mange grund finder tryghed i. Langsomt puster hun ud, stille og dybt, ventende på at fornemmelsen skal forsvinde. Inderst inde ved hun godt, hvad det er. Men hun er i et nyt land nu, alt er anderledes her, og denne hoppe kender intet til hende. Der er ingen grund til at føle sådan, for hun vil hende intet ondt. Det er hun sikker på. Derfor gør hun sit bedste, jager følelsen bort, tilbage til de mørke afkroge af hendes sjæl hvorfra den kom. Hun gør sit bedste. Alligevel er det der stadig, en snert af utilpashed, noget hun ikke ved hvad hun skal gøre af. Noget hun ikke kan ændre. Et minde, en del af hendes bevidsthed der ikke kan slettes eller glemmes. Skingre stemmer og vrede hvin. Hun mærker sit hjerte springe et slag over, hendes hals bliver tør, men så åbner hoppen foran hende munden og en varm stemme bryder stilheden. Ordene flyder ud i luften, ind mellem træerne og fletter ind i det begyndende mørke. Hun ser dem næsten lyse verden op. Og så alligevel, ligesom sød baggrunds musik er de. Hun opfanger knapt det sagte, så meget lytter hun. Tøver før hun vælger sit svar, der virker malplaceret midt i hendes tankestrøm, bryder med hendes følelser. Men det er godt. Tankerækken skifter, følelserne slipper for et øjeblik deres tag i hende, da det hoppen siger er ganske rationelt og til at gribe om. Den røde hoppe ser lige så varmt tilbage hende, og antydningen af et let smil bredes på den forsigtige mund. ”Det er det vel,” Hun ser undersøgende på denne smukke hoppe, overvejer hendes ord og lægger det halve af sit hjerte i det. ”Alle har været interesserede i mit stille selskab.. Jeg er meget overrasket,” En kort tøven gled over hende, men så smilede hun atter ved tanken. De varme sjæle hun havde mødt. ”Jeg er meget rørt.. At der var så mange forskellige sjæle i landet her, vidste jeg slet ikke. Nu kender jeg ej heller til landets størrelse.” Hun ser det glade glimt i hoppens øjne, og det er som om synet af det puster til noget indeni hende. Noget løsrives, hun mærker sig selv langsomt give slip og acceptere, at hoppen foran hende nok må være venligheden selv.

Noget ved denne røde hoppe, Scarlett, gør at hun virker så ganske forsigtigt. Ja måske endda tøvende. Om det er mit selskab der gør hende usikker, det ved jeg ej. Men jeg har en fornemmelse af, at der er flere ting der lægger bag denne usikkerhed. For ligesom de fleste jeg har mødt i dette land, så har denne hoppe nok også oplevet nogle ting, der har gjort at hun nu er havnet her; måske en fortid der trygger. Eller også er det mig, der minder hende om noget hun måske ønsker hun ikke skal mindes endnu en gang? Men en ting er jeg sikker på; jeg vil gøre mit, for at denne røde Scarlett, ej kommer til at føle ubehag ved at være i mit selskab; for det er det sidste jeg ønsker nogen skal føle, når jeg er i deres nærværd. Langsomt sænkes mit hoved, ikke meget, men blot en centimeter eller to, for at udvise at jeg absolut intet ondt vil denne skabning. Mit smil er stadig over den røde mule, og de varme og milde øjne forbliver hvilende på hende, afslappet.
Da hun begynder at tale, lytter jeg ganske intenst til de ord hun siger, den overraskelse hun har følt ved at mange har være interesseret i hendes selskab; og jeg kan ikke lade være med at smile ganske svagt af hendes ord, ej fordi de er sjove, men et mere opmuntrende smil måske.

,,Scarlett, stol på dig selv. Med så mange selskaber som har været interesseret i dit selskab; tror du så inderst inde ikke, at du er god som du er?”

Mit hoved lægges blidt på skrå, og jeg taler med den venlige og varme tone. Hun virker så usikker, men alligevel så mild og venlig af natur, at det er svært at forstå hvad hendes usikkerhed bunder i. For et selskab som hendes, vil mange nok kunne lide; men der vil også være sjæle i landet som nok ikke vil, for der er vi jo heldigvis så ganske forskellige.

,,Landets størrelse tror jeg ikke vi er mange der kender til; men jeg vil dog vove at påstå, at med mine år i landet, er jeg efterhånden en af dem der har færdes på alle de 5 øer; Enophis, Leventera, Chibale, Zenobia og Foehn. Leventera er her hvor vi står. Et land der er åbent og med småt af træer. Enophis er et mere bjerget landskab, med en åben dal gemt imellem bjergenes kæder. Chibale, er et fladt område, med skovbelagte områder; ja, den består vel næsten kun af skov og træer. Zenobia, er der jeg mindst har været. Et landskab der er belagt af det tunge og skinnende sand; et goldt område. Foehn.. Foehn er der hvor jeg har min fornemmelse af, at sjæle der er venner med skyggerne holder til. Foehn er en vulkan ø, hvor ikke meget vokser eller støder til. Et goldt område ligeså, men på en anden måde end Zenobia”

Hun bad ikke om at vide noget om øerne, men jeg føler alligevel for at fortælle hende lidt om de forskellige områder, så hun har en idé om, hvor hun måske burde søge hen, for at finde det der kunne give hende tryghed og vished om, at dette land måske ikke er så slemt alligevel; og finde sig et hjem.
Hele tiden er der et smil over min røde mule; for jeg har da ingen grund til at holde op med at smile.

{Den her er vist rimelig forældret nu, SORRY Maja T_T}