Som porcelæn

Sneen havde fundet vej til Andromeda. Det havde lagt sig som et koldt tæppe over Chibale og dermed var vinteren for alvor ankommet til landet. Det var dog intet problem for den ellers spinkle hoppe Myth, som var i færd med at begive sig over et åbent område hvor sneen gik hendes ellers lange ben til knæene. Det fik hende til at løfte sine ben højere i hendes trav, noget hun ellers kun gjorde når hun viste sig rigtigt frem. Den hvide hale og man gik i et med landskabet og så man på hendes fra afstand kunne det ligne at hendes øjne blot var et gennemsigtigt hul gennem hendes hoved og de sirlige aftegn var revner i en porcelænsfigur, men Myth var ikke krakeleret, men tværdigmod dansede hun i harmoni med sig selv og besad en indre ro. Hun kastede let med hendes lille fine hovedet og fnyste så den hvide ånde stod ud i luften. Hun vidste ej om der befandt sig andre ude i sneen, og det var længe siden hun havde set andre, da hun havde forholdt sig ret anonym i forhold til Xenon, der dog var stor nok til at klare sig selv i et par timer.

Den sorte hoppe med den hvide mule og de blå øjne var langt fra færdig med at udforske dette land. Det ville tage lang tid før hun kunne nå igennem hver eneste lille krog i dette land, men hun ville gøre et forsøg. Selvom hendes hjem nu lå i Leventra, så var hun stadig ikke helt pålagt at blive et sted. Leventra og flokken Teylar var et sted hvor hun kunne søge tilflugt og sikkerhed fra omgivelserne. Selv da hun havde været hjemme havde hun ikke altid holdt sig nær alle de andre, men i stedet strejfet omkring i udkanten af flokkens område. Hendes sorte pels stammede fra både hendes moder og hendes fader, men de blå øjne kom fra hendes moders side. Hun havde de blå øjne som hendes moder, hendes moders søster og samme med hendes mormor og i flere generationer tilbage.

Hun stod stille i det åbne område og betragtede de vinterhvide omgivelser, syntes hun at kunne ane en skikkelse i bevægelse et lille stykke væk. Ava var ej bange for selskab eller at møde nye mennesker. Hun spidsede ørerne og betragtede skikkelsen før hun selv trådte nogle skridt frem og sendte et hilsende vrinsk af sted. Vel også for at gøre den fremmede opmærksom på hendes tilstedeværelse.

Et vrinsk fik Myth til brat at stoppe sin dans, så sneen fygede omkring hendes sorte og hvide krop. Blikket blev skarpt vendt mod retningen hvor vrinsket havde lydt. De helt hvide øjne, som ingen rigtig kontekst havde formåede trods dette at give en ret skarp indikation af hvor Myths blik hvilede. På den sorte hoppe som havde hilst. Myth gengav denne hilsen med en blød vrinsken og fremadrettede ører for at åbne op for faktummet at hoppens selskab var ganske velkommet, trods Myths lidt bizarre udseende. Hun så blind ud med de øjne, men det var hun tværdigmod. Hun så ganske udmærket og var altid på vagt, især efter hun havde fået Xenon, som var hendes mest dyrebare eje. Dog vidste hun at der kom et tidspunkt hvor Rumpel skulle have ham med og hun vidste også at den dag blev en hård dag. Hun løftede nu hovedet afventende for at se om hoppen kom til hende, eftersom det jo var hende der havde hilst Myth i første omgang.

Avas blik søgte mod den fremmede hoppe, som havde givet sig til kende i området nær hende. Hun trippede fremad i hendes retning, men satte farten ned da noget var underligt. Hendes øjne lignede ikke øjne, og det fik det til at vende sig indvendigt ved Ava. Det kunne være en død hest som alligevel ikke var død. Dette var ikke noget hun før havde hørt om, men det kunne være samme slags tricks som med den hvide hingst med sorte aftegn der nærmest kunne få mørket til at blive mørkere og tættere og meget mere skræmmende - også selvom Ava faktisk ikke engang var bange for mørke.

Hun fortsatte dog mod denne fremmede hoppe af ren nysgerrighed. Ava var ung og hendes unge sind besad en stor nysgerrighed der på nogle tidspunkter var en god egenskab og på andre tidspunkter var noget man bestemt ikke skulle være stolt af. Nogle gange skulle man bare ikke stikke næsen for langt frem - måske som den dag med det varme lys. Den dag hun blev fragtet hertil af lyset og derved taget fra hendes forældre. Fjernet fra alt kendt og sat ind i en ukendt verden hvor hun nu kunne starte livet forfra. Det var ikke til at sige om dette var noget godt eller skidt.

Myth iagttog nøje den sorte hoppe der langsomt kom nærmere. Hun var afslappet i kropssproget og indbydende. Hun forsøgte ikke at se skummel og dyster ud, men med udseenet var det en svag hindring, men mon ikke hoppen var god nok til at læse kropssproget. Hun løftede hovedet en anelse og rettede ørerne frem, da hoppen nu var tæt nok på til at Myth kunne hilse på høflig vis.

" Goddag Fremmede, hvem har jeg fornøjelsen af at træffe? "

Hendes stemme var lys og blid, for hoppen virkede ganske fredsommelig. Hun forsøgte ihærdigt at læse enhver hun mødte for at finde den rigtige personlighed frem til dem. ( Myth lyder lidt Skitzo egentlig xD ) Det ville jo være fejlt at slå hoven af hoppen når nu hun ikke så ud til at ville æde nogen.

Ava standsede da hun mente hun var tæt nok på. Ikke langt fra, men heller ikke helt tæt på den fremmede hoppe. Hun vidste endnu ikke hvad hun var for en slags, og hun ville jo ikke overtræde grænser uden grund. Havde det været en hun havde mødt før og vidste hun ikke brød sig om eller som hun vidste ikke havde noget imod det, så havde hun stået tættere på. Hendes ører rettede sig fremad, opmærksomt, da hoppen talte.

"Ava.. Mit navn er Ava. Og dit er?"

Hun trådte lidt nærmere den sort-hvide hoppe, da hun ikke lød til at være den aller farligste man kunne støde på her. Fredsommelig og på en måde mild måske. Så måske ville det være synd at bedømme hende ud fra hendes sære øjne. Hvis hun nu alligevel var ganske almindelig og 'normal' - eller så normal man vel kunne være uden øjne.

Myth vippede med ørerne og løftede hovedet en anelse. De lange ben var næsten i ét med sneen grundet hendes hvide aftegn, men resten af kroppen stod ud på mange måder. Hendes øjne som noget af det mest fremtrædende ved hendes karakteristiske udseene. Hoppen foran hende var selv sort som natten med hvide aftegn og ganske fremtrædende blå øjne, hvilket Myth brød sig ganske godt om. Ava var hendes navn.

" Midnight Myth er navnet. "

Brummede hun sagte med sin lyse og feminine stemme. Hun så opmærksomt omkring i et ganske kort øjeblik, inden fokus igen var rettet mod hoppen foran hende. Myth var ikke den bedste til at skabe en samtale og foretrækkede da også stilheden, ligesom hendes ene søn Mindraper, Xenon derimod elskede at blapre løs når det kom til samtaler.

Selvom Ava var godt opdraget og også opdraget til at være høflig, så kunne hun alligevel ikke lade være med at stirre på denne hoppes øjne. Der var noget helt forkert over dem. Meget forkert faktisk. Det var næsten som om de var der og ikke var der på samme tid. Der var en enkelt ting som mange havde til fælles af dem som hun havde mødt i dette land. Næsten alle havde særprægede øjne. Nogle grønne, nogle blå, nogle gule og nu en uden øjne? Mon det var det de blev valgt på når de blev fragtet hertil? Så var der måske alligevel håb for at Arc kom hertil……

"Jeg bliver nødt til at spørge, for nysgerrigheden er for stor til at lade det ligge… Dine øjne? Hvad er der sket med dem?"

Myth bemærkede godt at hoppen havde megen fokus på hendes øjne, men hun smilte blot blidt da hun bestemt selv mente at det var en ganske naturlig reaktion. Hun havde derfor også forventet spørgsmålet, men var alligevel overrasket, for ingen havde turde spørge før, måske også fordi Myth tidligere ville have ædt dem levende.

" Mine øjne? Jamen sådan er jeg født, min moder og fader havde lideledes disse øjne, ja faktisk så var vi helt ens af udseende, dog er jeg den eneste med så udprægede hvide aftegn. Jeg bar tidligere på et par krystalblå, efter at Lyset havde hentet mig til landet, men jeg stødte på en som kunne give mig mit oprindelige udseende tilbage. "

Uddybede Myth så for den sorte hoppe, der forhåbenligt fik lidt af sin nysgerrighed stillet. Myth afventede derpå Ava's reaktion, for det var ikke til at sige om der kom flere spørgsmål, men Myth svarede gerne.

[/size][/color]

Hun lyttede opmærksomt og nysgerrigt til hoppens fortælling. Hun var også blevet fragtet hertil ligesom Ava. Så indtil videre var der ikke nogen hun var stødt på, som ikke var fra et andet land. Det var kun med til at bekræfte hendes teori om deres eksistens i dette fremmede land. Det var nyt og hentede sjæle hertil - sådan var det i hvert fald i hendes hoved, men hvorfor vidste hun ikke helt endnu.

"Ar? Fra lyset?"

Ava forstod det ikke helt. Selv var hun sluppet igennem uden nogen som helst skader, så hvordan kunne lys have givet en anden ar? Måske havde hoppen bare været uheldig eller også havde Ava været heldig.

"En som kunne give dig dit oprindelige udseende tilbage? Rumpel?"

Den sorte blåøjede hoppe havde selv haft et møde med denne Rumpelstiltskin, og han var den eneste som hun havde oplevet udføre nogen som helst former for mirakel. Selvom andre havde været anderledes eller ligesom med den hvide creepy guy med de sorte aftegn meget anderledes, så havde ingen af dem kunne gøre noget sådan rigtigt.

Myth var opmærksom på hoppens ord og missede en smugle med øjnene da hun nævnte ar. Hun måtte have misforstået hende, men Myth vippede så med ørerne og smilte ganske svagt.

" Ar ville jeg ikke kalde det, men Lyset tillader kun dødelige sjæle i Andromeda af hvad jeg har kunne regne ud. Derfor måtte Lyset give mig et sæt mere naturlige øjne. "

Forklarede Myth blot uden rigtig at tage højde for at hoppen nok ville være uforstående over den del med kun de dødelige, men Myth havde skam ikke noget imod at forklare mere, hvis hoppen forholdte sig så høflig som hidtil. Hoppen nævnte Rumpel og det fik Myth til at spidse ørerne.

" Ganske rigtigt, en pris måtte da betales, men denne pris har dog også givet mig megen glæde. "

Myth kunne ikke lade være med at smile svagt ved tanken om hendes livlige søn, Xenocrates som efterhånden var ved at vokse sig stor og hurtig. Han ville nok aldrig blive fysisk betonet som Mindraper, men hurtig ville han bestemt blive.

Mon hoppen var helt sikker på hvad hun selv sagde? Ava kunne i hvert fald ikke få det til at passe helt. Hun ville have nogle mere naturlige øjne? Var dette naturlige? De øjne hun bar rundt på lige nu var så unaturlige som de overhovedet kunne blive i Ava's øjne. De eksisterede ikke. Hun havde ingen øjne, men alligevel kunne hun se? Mon hun var altseende? Naaaah! Den slags hokus pokus eksisterer jo ikke. Godt nok havde Den sorte blåøjede hoppe selv oplevet det nogen ville kalde magi, men det betød ikke at hoppen besad en evne til at se alt når hun, ifølge Ava, ingen øjne havde.

"Prisen jeg selv måtte betale for et familiemedlem var et navn. Intet andet. Dog har min lillebror bragt mig nogle gode stunder. Så på den måde kan man vel sige det også har bragt mig glæde. Dog ved jeg ikke om jeg havde tænkt mig ordentligt om. Et føl er ikke nemt at tage sig af for en der ikke eger en moders sind"

[/i]

Ava ville lyve hvis hun sagde det ikke havde været svært. For det havde det. Også i den grad. Titan havde tit sneget sig væk når han skulle sove og Ava kunne ikke holde øje med ham konstant. Det var hendes opgave at passe på ham, men han var en snu lille rad!
[/size][/color][/blockquote][/font]

Myth smilte svagt til den sorte hoppe. Det sjove var at Myth fandt disse øjne hun besad nu mere naturlige end de krystalblå lyset havde skænket hendes dødelige udseende. Hun rystede kort på hovedet ved tanken og rettede derpå blikket mod Ava. Hun nævnte sin pris for hvad hun havde fået. Et navn? Myth rynkede svagt, undrende på mulen, men gjorde så ikke mere ud af det. Hun smilede svagt ved hendes ord om føl.

" En moders sind, det kommer ikke altid med det første føl du skal varetage. Ikke for mit vedkommende, mine tvillinger var et helvede at holde styr på, især Mindraper, men det er prisen for mine øjne, Xenocrates, der nu har voldt mig mest bøvl. "

Brummede Myth sagte og en anelse optimistisk til den sorte Ava. Hun skulle bestemt ikke lade sig slå ud af det små ballademagere. Hingsteføl var nogle bøvl at tage sig af, det kunne Myth skrive under på, dog havde hun aldrig oplevet at fole et hoppeføl. Måske det kom en dag.

Ava vrikkede med det ene øre da hun hørte et navn hun kunne genkende. Mindraper. Hun havde snakket med en Mindraper. Mon det var den Mindraper? Hvor mange af dem kunne der være i et land som dette? Han havde godt nok snakket om at hans mor var kommet hertil også, men han havde ikke nævnt noget om at hun stadig var i live.. Eller at han havde en bror - eller to.. Xenocrates var et navn der mindede hende om noget den lille Titan havde haft snakket om. Hun kunne næsten gætte sig frem til det var den lille hingsts legekammerat.

"Mindraper har jeg mødt. Han har ikke fortalt meget om hans familie. Xenocrates må være ham som min lillebror har haft snakket om. Det er nu heller ikke mit eget føl. Det er kun en bror. Jeg tror ikke der burde følge et moderinstinkt med. Jeg skulle kun beskytte ham. Men min moders søster er kommet hertil, og det lader til hun har styr på ham"

Den sorte hoppe var glad for den hjælp hun havde fået. Hun var glad for hun ikke skulle til at slås med den lille sorte for han var ikke nem. Bestemt ikke nem. Og han var uafhængig - han behøvede ikke en moder. Det havde Rumpelstiltskin sørget for, så Titan kunne klare sig med græs og uden modermælk.

Myth nikkede ganske stilfærdigt af hoppen og bemærkede godt reaktionen på det ene navn. Mindraper. Hun kendte til Xenons navn hvilket måtte betyde at hendes lillebror måtte være den kul sorte Titan som hun havde hørt om fra Xenon. Hun rykkede kort på sig og så atter på den sorte hoppe.

" At få ord ud af Mindraper.. Det er en bedrift i sig selv. Han er en lidt anden kaliber en Xenocrates, som da også har talt om din broder, Titan. Moderinstinkt, måske. Det kommer vel an på omstændighederne. "

Brummede hun så med hendes lyse stemme og smilede svagt til den sorte Ava. Hun havde også familie på Andromeda. Så det var ikke kun Myth.