Glæden ved varmen.

Den unge og speciel farvede hoppe kom med elegante skridt igennem ørkenen. Dette var det eneste sted hvor her var varmt, og ikke fyld med is og sne. Isen var faktisk det værste, for man skulle passe på at man ikke gled! Hun brummede mildt. Hendes farve var en mutation i hendes gener og derfor var den blevet så speciel og anderledes i forhold til mange andre farver. Hun var nemlig broget i flere forskellige nuancer. Hun slog et par slag med halen og de olivengrønne øjne søgte rundt efter noget selvskab måske? Hun havde mødt en del allerede, og hun nød det bestemt. Hun havde et smil om mulen og trippede velfornøjet afsted. Hendes udstråling var af glæde og varme. Det bar hun altid. Men man skulle ej heller tage fejl. Hun var nem at såre, hvis hun holdt af en. Hun kunne blive meget deprimeret, så meget at hun skadede sig selv. Huns log et par slag med halen og sendte et højt, og imødekommende vrinsk ud.

På trods af det gyldne sand, der ligger som et tungt tæppe overalt på øen, er Zenobia lige for tiden det sted, jeg bryder mig allermest om. I hvert fald så længe det ikke var nat, for så var der lige så koldt her, som der kunne være på de andre øer; ja, måske endda koldere på grund af den meget sparsomme vegetation. Med lange, galante skridt bevæger jeg mig af sted gennem sandet for at sørge for at holde varmen. Min sorte krop med de lange, slanke ben er samlet elegant sammen, og min nakke er knejset fint op, så min hals danner en lille bue med den lange, sorte man hvælvende ned. Det er ikke noget, jeg har påtaget mig; det ligger ganske enkelt til min krop at sørge for at fremhæve, hvad der skal fremhæves. Et højt vrinsk bryder stilheden, men samtidig også min tanke om, at jeg skulle være alene på den her del af øen. Uden at stoppe op retter jeg mine store, mørke øjne mod vrinskets retning, og jeg får øje på en hoppe, som jeg selv på afstand kan se, har en speciel farve. Jeg besvarer hende ikke, men til gengæld vælger jeg at stoppe op. Roligt samler jeg mig sammen på ny, mens mit blik stadigvæk er rettet mod hende. Jeg viser hende, at hun har min opmærksomhed, hvis blot hun også får øje på mig.

[/size][/color]

Hendes olivengrønne øjne søgte rundt. Der var ikke nogen der svarede hendes vrinsk, dog fik hun pludselig øje på en anden skikkelse. Skiggelsen stod blot og kiggede på hende. Hun stoppede selv om og kiggede tilbage på skikkelsen. Derefter tog hun hovedet på skrå, en smule undrende over hvad han ville? Eller den ville. Hun skridtede dog frem mod skikkelsen med en elegant gang, bestemt ikke noget overdrevet. Hun stoppede op 1 meter fra hesten. Hun ville ikke have nærkontakt fra fremmede. Hun havde et varmt smil om mulen. "Godaften fremmede" sagde hun med en varm og blid stemme. Hun slog et par slag med halen og betragtede ham. Han var enkel, helt sort. Han var meget maskulin. Det var dog ikke noget dårligt. "Jeg er Geshia" sagde hun og så på ham.

Jeg er klar over, at nogle kan have problemer med at kønsbestemme mig på afstand, hvis jeg står stille, fordi min krop er af i den meget spinkle afdeling. Absolut ikke uden muskler, men jeg er ikke stor og robust. Men lige så snart jeg bevæger mig, burde der ikke være nogen, som skulle have svært ved at se, at sådanne bevægelser kun kan tilhøre en hingst. Og en stolt en af slagsen. Roligt lader jeg mit blik hvile på den specieltbrogede hoppe, der vælger at sætte kursen mod mig; ligesom jeg ønskede. Jeg afventer i stilhed, hvor tæt på hun tør komme, og hun er klog nok til at lade være med at komme for tæt - alligevel vælger jeg at træde et enkelt skridt bagud, blot for min egen skyld.

,,Godaften, Geisha.”

Min stemme er noget for sig selv. Det er en dyb stemme, men ikke rå. Drenget, men blandet med et præg af høflighed, som gør den interessant. En behagelig, rolig stemme.

,,Mit navn er Seth.”

[/size][/color]

Det at hingsten, ved navn var Seth, lod vær med at gå for tæt på, det var fint for hende. Selv brød hun sig ikke specielt meget om nærkontakt, og slet ikke fra nogen hun ikke kendte og ej heller stolede på. "Hyggeligt at møde dem Seth" sagde hun med den varme og blide stemme. Hun kunne faktisk ikke regne ud hvordan denne hingst var. Han var jo ikke ond og uforskammet, men ej heller god. Måske var han bare neutral?

Hun havde et smil om mulen og betragtede ham. Han var helt sort og meget enkel. Hun mimrede med den hvide mule. "Hvad laver du herude i varmen med den pels? Er det ikke varmt?" spurgte hun og tog hovedet på skrå. Hendes olivengrønne øjne så ind i hans mørke øjne? Hun synes selv ar det var lidt varmt, men hvis han kunne holde det ud var det jo også fint. Hun slog et par slag med den sorte hale bag sig.

Hun siger, at det er hyggeligt at møde mig, hvilket jeg synes er noget vrøvl at sige, og desuden alt for tidligt; tænk, hvis det pludselig ikke var så hyggeligt længere? Uden at fortrække en mine, lader jeg endnu mine store, mørke øjne hvile på hende. Betragtende, observerende, men ej granskende. Jeg viser hende blot, at hun har min opmærksomhed, da jeg ingen interesse har i at skulle stå og analysere hende. Roligt lader jeg min sorte hale slå omkring min spinkle bagpart. Min slanke, sorte krop har naturligvis sat vinterpels, men det er en temmelig sparsom en af slagsen, og derfor lader jeg mit ene øre vippe ud mod den ene side, da hun spørger mig, om jeg har det varmt. Jeg vil godt give hende ret i, at der er varmere her end på nogen af de andre øer, men det ville nok være løgn at sige, at jeg har det for varmt. Derfor ryster jeg blot kort på hovedet, da jeg ikke finder nogen mening i at kommentere det yderligere.

,,Er De ikke ny her, Geshia?”

[/size][/color]

Hun tog hovedet på skrå og så på ham. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, så måtte det nok ikke være så vigtigt? Alligevel kunne hun ikke lade vær med at blive en smule irriteret, dog ikke noget der kunne ses. Hun slog et par slag med den sorte hale. "Jov, jeg er bestemt ny her" sagde hun med den varme og blide stemme hun nu ejede. "Og du har været her længe?" spurgte hun stadig med samme stemme. Han lød til at have været her i noget tid, på grund af hans spørgsmål til hende.

Hun var kommet i brunst og var derfor meget opmærksom på hvad han gjorde. Hun ville helst ikke have ham for tæt på, og deres afstand lige nu passede hende helt fint. Mange fandt det irriterende eller mærkeligt, måske enda sært at hun ikke ville have at andre rørte ved hende, men hun havde det fint med det. Andre kunne dog slet ikke acceptere det og gjorde det alligevel. Det var irriterende! Eller de var irriterende dem der gjord det.

Da jeg var lille, gjorde min mor sig absolut umage med at lære mig lidt om høflighed og manerer, og selvom jeg sagtens kan opføre mig pænt, gør jeg hjertens gerne undtagelser. Det er da i hvert fald ikke specielt høfligt af mig, at jeg stiller hende et nyt spørgsmål uden at svare på hendes. Naturligvis ligger det i småtingsafdelingen, og jeg tror sådan set, at den brogede hoppe skal være glad for, at jeg vælger at holde den der. Indtil videre i hvert fald.

Der hviler en særlig duft omkring hende. Brunst. Med min selvkontrol er det ikke umuligt at holde mig selv på afstand, og naturligvis hjælper det til, at jeg absolut ikke bryder mig om at skulle røre ved andre - og de skal i hvert fald heller ikke røre ved mig. Alligevel giver det mig et glimrende grundlag for at opføre mig mindre pænt overfor hende. Ha.

,,Det afhænger af, hvordan du definerer længe.”

[/size][/color]

Hun tog hovedet på skrå. Denne hingst virkede mildest talt mærkelig. Eller ikke mærkelig, men han virkede lukket. Han virkede ikke til at ville lukke nogen ind. Hvad frygtede han? Hun kunne nemlig godt mærke at han holdte sig på afstand, mere end hun normalt ville gøre, og hun synes at hun holdte sig på afstand fra andre heste. Hun tog hovedet på skrå og sænkede det derefter en smule. Ikke for at vise underdanighed, hun sænkede det blot, og ej ned til jorden, mere så det kom lidt under normal holdning. Hun betragtede ham.

Hun kan ikke stole på denne Seth, og derfor passer det hende også fint at der er så meget mellemrum mellem dem. "Ja, har du været her i lang tid? År, måneder?" spurgte hun og så på ham. Hendes stemme var stadig lige så varm og blid som før. Men hendes udtryk havde ændret sig en smule. Måske en snart af irritation var at se? Prøvede han at være flabet? For det kom han absolut ikke langt med.

På grund af min selvkontrol har jeg altid en karakteristisk rolighed hvilende i mit kropssprog. En rolighed, der ikke nødvendigvis får mig til at ligne alle andre, men en rolighed, der er med til, at jeg ikke bliver dømt lige med det samme. Ikke at det er en facade, for jeg er jo sådan. Jeg er jo rolig, i hvert fald så længe jeg ikke keder mig eller ikke har en grund til at være andet. Hvis jeg gik rundt og gav udtryk for alt, jeg tænker, var der nok ikke mange, der ville komme tæt på. Og selvom det som sagt ikke er en facade, er det vel på en måde alligevel et tryghedsgivende skjold. Både for mig, men også for dem, der færdes omkring mig. Alligevel sker det da tit, at de, jeg er i selskab med, bemærker mit ønske om en afstand, der helst skal være en del større end sædvanligt og finder det en anelse underligt.

Roligt lader jeg mine store, mørke øjne hvile på hende, og jeg bemærker et lille skift i hendes udtryk. Trods hendes blide, varme stemme, der absolut ikke behager mine ører, ikke fordi hendes stemme er grim, men på grund af det varme og blide, ja, så kan jeg ane en form for irritation i hendes udtryk. Det hjælper hende absolut ikke at blive irriteret, for hendes stemme har allerede givet mig grund nok til selv at bryde det pæne mønster. Hun skal ikke ønske sig at føje mere til den konto. Men jeg skal da gerne give hende chancen for det.

,,Jeg har været her længe nok.”

[/size][/color]

Hun så på denne hingst der stod foran hende. Han irriterede hende mere og mere, for han svarede ikke på hendes spørgsmål. Der var noget over ham der virkede som om at han var arrogant, og det var bestemt ikke noget man skulle være glad for at virke i for hende! Hun slog et par slag med den sorte hale og tog hovedet på skrå. "Vil du så vise mig rundt?" spurgte hun, prøvende for at se om han overhovede ønskede mit selvskab. Og det ville svaret på dette spørgsmål så være, om han ville hendes selvskab eller ej. Hun betragtede ham med de olivengrønne øjne. Han var meget enkel, helt sort.

Der er ingen tvivl om, at jeg sagtens kunne give hende et reelt svar på det spørgsmål, hun ønsker et svar på, men det er jo ikke ensbetydende med, at det også er noget jeg gør. Hun burde efterhånden have forstået, at det egentligt ikke er noget, jeg har tænkt mig at besvare. Hun spørger, om jeg vil vise hende rundt, og uden at svare betragter jeg hende i et godt stykke tid med mine store, mørke øjne. Det er nok ikke rigtigt den optimale ø at skulle vise nogen rundt på, eftersom størstedelen af øen består af ørken og sand, sand og mere sand.

,,Hvad vil du gerne se?”

[/size][/color]