En stille aften

(Kodiak)

Den røde hoppe travede stilfærdigt af sted mellem de høje, mørke stammer der udgjorde skoven. Varmen begyndte at finde tilbage i hendes krop, efter længere tid i samme stilling, observerende hvordan dag var blevet til aften. Det var blevet mørkt. Hun var mere opmærksom, men også spændt efter at se, om månen mon ville vise sit ansigt denne aften også. Der havde været nogle enkelte skyer på himlen mens solen var gået ned, men måske. Bare et glimt, det var alt hun ønskede. Hendes hjerte frydedes næsten bare ved tanken.
Hun forholdte sig tavs, forventede ikke at der var nogen i nærheden og søgte ej at finde ud af det. Hun havde allerede mødt et par skabninger i dette fremmede land, ikke fordi hun ikke ville møde flere, men denne hoppe havde intet mod den såkaldte ensomhed. Eller bare det at være alene, for sjældent havde hun følt sig ensom. Og hvorfor skulle hun? Her var jo træerne og vinden og måske snart stjernerne til at holde hende ved selskab. Hvis hun var heldig, gav en fugl sig måske til at synge for verden. Nej, hun var sjældent ensom.

Kommer skridtende hen af denne mørke eng, denne stilhed er ikke fremmed for mig og de mørke øjne observere alt. Længere fremme er en rød hoppe. Spænder op i kroppen og træder nærmere denne røde skikkelse. Mine øjne er mørke og hårde og udstråler dominans. Da jeg nærmer mig hoppen udstøder jeg et hårdt fnys, så hun kan mærke at jeg er her.

Træder tættere på og stopper lidt fra denne lille hoppe. Løfter hovedet højt og lader blikket glide betragtende over denne sjæl. Hun ligner ikke en som er den helt store boss på disse egne. Ryster kort på hovedet, da jeg ikke kan bruge svage hopper til noget. Afventer lige nu hendes reaktion, da jeg er en stor mørk hingst der har nærmet mig midt i denne mørke nat.

Hun er i sine egne tanker, da en skarp lyd får hende til at bremse brat op. Sneen skrider næsten under hende, men hun klarer den lige og kaster i stedet et hurtigt blik ind mellem træerne. Det havde nærmest lydt som en hests fnysen, men lyden havde været så skarp og kold at hun ikke helt kunne tro det. Derfor så hun overrasket på den skabning, som viste sig i mørket ud af ingenting. Hun havde ikke engang nået at opfange dens lugt. Men nu var den der, hendes hjerte hamrede en anelse hurtigt mens hun blev stående med blikket på den fremmede. Det var en hingst, høj og bred og med en pels næsten lige så mørk som natten. De hvide aftegn afslørede ham dog. Hun forholdte sig tavs et øjeblik, men brummede så lavmælt til hilsen. Hans holdning forvirrede hende, alligevel så hun på ham uden fordømmelse i blikket, blot stadig en anelse overrasket over skabningens pludselige tilstedeværelse.

Mine skridt føre mig tættere denne hoppe og da hun er tæt på at ende på jorden af forskrækkelse, breder dette en fryd indeni mig. Træder tættere på hende og løfter hurtigt hovedet - yderst dominerende. Smælder hårdt med halen og lader de kolde øjne ramme hende. Kan tydeligt se at hun ikke sænker hovedet i respekt og napper med det samme hårdt efter hendes mule. Mærker næsten ikke kulden pga den store vinterpels hvilket er det eneste behagelige ved dette vejr. Begynder roligt at træde rundt om hende, da jeg skal se om denne hoppe kan bruges til noget. Hvis ikke hun kan det, kan jeg vel altid tæve lidt på hende og forbedre mine kamptekniker.

"Navn, hoppe? min stemme er skræmmende kold og rusten, det er overhovedet ikke stemmen jeg bruger mest. Men når jeg endelig bruger den, skal man slet ikke forvente at der kommer noget godt ud af den. Kan tydeligt mærker at jeg skal have leget lidt med denne hoppe, da hun virker som en bangebuks - nem at skræmme!

Hun trak sig øjeblikkeligt tilbage, da den fremmede sendte mulen ud efter hende. Et kort sekund følte hun sig næsten forfulgt, minder trængte sig på i hendes baghoved, men forsvandt hurtigt igen. Han lignede bestemt ikke noget, hun før havde set. Hans bevægelser var mærkværdige, grove og utilpasse. Et øjeblik drejede hun ørerne, overvejende om der mon var sket ham noget, siden han bevægede sig på den måde. Men det var ikke op til hende at bedømme. Noget, der føltes som en usynlig kuldegysning gik gennem hendes røde krop, da hans stemme brød stilheden. Hvorfor nappede han ud? Han kunne tydeligvis ikke være interesseret i hendes selskab. Hans ord var også korte, en hel sætning blev presset ned til to ord, som var det en belastning for ham at tale. Hun forstod slet ikke hvorfor han var dukket op, og var så forvirret at hun glemte at svare. Blev han ved på den måde, forstod hun at hun nok måtte gå. Der var tydeligvis noget, der stak ham. Hun tøvede lidt, men det var ikke frygt hun følte. Hun var mere bekymret over hvad der mon var hændt ham, ikke at det kom hende ved. Hun trak sig lidt mere ud på sikker afstand, men lod stadig blikket hvile på den sorte skabning, tavs.

{Out :3}