A comforting Warmth

Xenon nåede kun lige at høre hoppens ord før han nikkede og pilede afsted i modsatte retning af vrinsket. Hans små lange ben bar ham overraskende sikkert igennem det halvtunge sand, men det var som om at Xenon alle dage havde holdt til i denne ørken, selvom det var hans første. Dog havde han moder tit haft ham nede på stranden, så han kendte til de tunge sand, mens slet ikke i sådan en mængde.
Selvom den lyse hoppe havde sagt at hun ville følge ham, så han sig ikke tilbage efter hende, for han havde travlt med at flytte sig fra A til B hurtigst muligt, desuden havde han lært aldrig at se sig tilbage når han flygtede fra noget.

Saint hørte ham begynde at sætte i tempo inden hun så ham. Hun fik dog vendt hovedet så hun nåede at se ham inden han var nået for langt væk, men hans lille krop virkede ganske hurtig.
Så hurtigt som hun kunne få vendt kroppen fulgte hun efter hingsteføllet afsted i ørkenen. Hun var ufatteligt overrasket over hvor hurtig han var med sin lille krop, og så her i ørken landskabet. Saint selv kom hurtigt op på siden af ham, og hun lod øjnene glide over hans ansigt med de tydelige blå øjne. Det fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg for det udtryk hingsteføllet havde var ikke et af legende flugt som det burde være, det var et af ubehag og ægte frygt for det der var bag sig. Måske den hingst de nu flygtede fra virkelig var værd at flygte fra. Saint var muligvis en køn hoppe af krop, men hendes styrker var stadig små, og hun opbyggede kun stille mere styrke. Hun ønskede ganske kort at dette hingsteføl havde været ældre, så hun kunne få afvide om dette blot var en leg, eller om det var sand frygt hun kunne skimte i hans ansigt. Hun slog hurtigt øjnene frem for sig igen, hun kunne ikke klare hans udtryk.

[/size][/color]

I hans flugt var det så at Xenon knapt ænsede at hoppen var ved hans side og han satte derpå farten op. Xenon var hurtigt bygget og kunne løbe hurtigere end de fleste voksne heste på Andromeda, selvom han endnu ikke var voksen. Sandet sænkede dog hans fart og det var blot et spørgsmål om tid før at udmattelse og ømhed ville slå ind, dette var Xenon overraskende godt klar over og han arbejde derfor på at få sat en så stor distance mellem ham og hans broder som overhovedet muligt.
På toppen af en bakke stoppede Xenon så forpustet op og de små flanker pumpede intenst ud og ind og hans lange slanke ben skælvede let. Sveden piblede ud fra hans halvlange pels der ikke var vant til varmen, men vinteren kulde. De blå øjne søgte hoppens, spørgende, måske hun vidste hvor der var vand. For at understrege dette smaskede han ganske svagt.

Overrasket så Saint til mens det lille hingsteføl satte farten op. Gud han kunne løbe! Hun bed tænderne sammen for at kunne følge med, og det var her heldigt at de var i ørkenen, for ellers havde han løbet fra hende. Hun havde dog hele sit liv levet i ørkenen, og vidste hvorledes man bar sig af for at være hurtig dette sted, så hun havde en fordel der. Men hun mærkede hurtigt hvordan hendes hjerte begyndte at hamre faretruende mod hendes bryst, mens hendes ben begyndte at syre voldsomt til. Hun strak sine lange lemmer og prøvede at holde ved, og hun takkede guderne da han endelig stoppede op. Selv måtte Saint stoppe, og hun mærkede sig selv sænke let sammen, hvilket man sjældent så hos den gyldne hoppe. Fra hvor hun havde sænket hovedet kiggede hun over på føllet mens hun endnu søgte vejr. Han var tørstig?
Stille fik hoppen hævet hoveder igen, da hun endelig havde fået vejret igen og følte sig mere klar på igen at bevæge lemmerne. Kort orienterede hun sig ved at kigge på de bakketoppe der var omkring hende, og hun fandt hurtigt ud af hvor de befandt sig. Med et stille smil satte hun frem i skridt mod det sted hun vidste der ville være vand nærmest, velvidende om at hingsteføllet ville følge hende.

[/size][/color]

Xenon var fortsat forpustet og han gispede nærmest efter vejret med tungen hængende ude af munden blot for at understrege dette. Da hoppen så satte i skridt, vidste han at hun nok ville vise ham vandet og han glemte straks alt om at være træt og luntede stille efter hende med en anelse mere overskud, men ikke noget med nogle ville bevægelser, for det måtte han nok indrømme at det var han lidt for træt til lige nu, så han håbede ikke at hoppen begyndte at løbe, for så skulle han nok få fortalt han var utilfredst. ( Forkælede møgunge :p )

Øjnene hvilede på det lille hingsteføl. Hans krop bevægede sig elegant selv for et føl. Saint mærkede sig selv blive en smule betaget af den måde hingsteføllets ikke udviklede krops muskler spillede under hans pels. På sin vis var føllet imponerende at se på, for aldrig havde hoppen set et så fuldendt og stærkt føl. Hurtigt tog hun dog øjnene til sig, hun skulle ikke lade sig selv dvæle ved dette føls krop, hun skulle ikke lade sig selv betage en fremmed, for det var føllet endnu, trods han gav hende følelser af stille glæde hun ej havde oplevet længe.
Hun så derfor frem for sig, mens hun kom op over en bakketop med hingsteføllet ved sin side. Allerede da hun kunne se ned af bakken så hun det lille vandhul der lå forneden af bakken. Hendes hals snørrede sig straks sammen af lyst, og hun mærkede sin krop sætte frem i en stille trav, uden det havde været hendes hovedes befaling. Saint havde dog ørerne rettet mod hingsteføllet for at fornemme om han var med. Uanset hvad ville han nok søge mod vandhullet som hende, men de var trods alt stadig på flugt, og hun ønskede ikke at der kom et bagholdsangreb. Måske nogen ville bortføre ham.

[/size][/color]

Xenon mærkede hvordan hoppens blik hvilede på ham og det fik ham til at trippe en anelse uroligt. Dog gik der ikke længe før han flyttede fokus på vandet længere nede. Hoppen satte i trav og Xenon fulgte trop ved at pile ned til vandet og stikke mulen ned i vandet inden han grådigt begyndte at slubre vandet i sig. Vandet var ej så koldt som han var vant til og det fik ham til at rynke kræsent på mulen, men han var så tørstig at han blev nødt til at drikke. Så snart han var mæt, dumpede han ned i sandet for at hvile sig.

Saint sænkede taknemmelig sin mule ned mod vandet og slubrede det glædeligt i sig. Vandet var for Saint ganske koldt, vinteren havde påvirket hele landskabet også de små søer. Hoppen tænkte dog ikke videre over det og hævede hurtigt hovedet, mens dråber trillede stille ned over hendes tofarvede mule og ned i vandet igen.
Hendes øjne faldt endnu på det lille hingsteføl inden hun lagde hovedet let på skrå.

"Er vi stadig på flugt?"

[/center]

Saints kølige stemme var en smule drillende, men for hende lå der en del alvor i. Hun ønskede stadig ikke at se nogen vred hingst dukke op, og af denne grund var hun nød til at spørge det lille hingsteføl. Forhåbentligt ville han ikke helt forstå hvad hun helt mente med ordene, men hun vidste at meget ville kunne gå galt hvis en ubuden gæst kom på besøg.
[/blockquote][/size][/color]

Xenon så op på den lyse hoppe med små øjne. Han gabte svagt og rystede på hovedet over hendes bemærkning. Ikke længere. Xenon lagde så hovedet i sandet og blinkede søvnigt, mens sveden fugtede hans hals og flanke. Der gik ikke længe før han så døsede langsomt hen.

// Foreslår at vi slutter den, eftersom Sunrise er udviklet og Xenon er blevet ældre

//FInt med mig, skal vi starte en ny? OUT