Restless Times

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

En brise gled ind over Zenobias ørkenlandskab og fik en hoppes man til at flagre let i vinden i en saglig dans. Alt åndede fred og ro på øen denne tidlige aften, og den milde varme på øen gav en døsende effekt for de der bevægede sig rundt derude. Hos et enkelt individ havde aftenens ro dog ikke indfundet sig, i stedet var denne hest præget af en rastløs følelse der hærgede i hendes bryst. Denne følelse havde sat hende i hurtig trav hen over det lettere bakkede landskab uden at hun vidste hvor hun havde retning mod. Det var som om den energi der boblede i hendes krop ingen ende havde, og hoppen der stadig bevægede sig frem over sandet i en let dans virkede ikke til at ænse noget omkring sig.

Sunrise Saint var navnet på den hoppe der bevægede sig af sted rundt på ørken øen. Hun var skabt til et landskab som dette, med lange ben og en meget spinkel silhouette der understregede alle hendes feminine former. Det var dog ikke muligt at kalde Saint for særligt feminin af sind, for hun var det rene kaos. Fra barns ben var hun blevet forvoldt ar på sjælen, ar der havde gjort hende til en ganske lukket hoppe, og det på mere end bare en måde. Saint havde lukket sig så godt ind i hendes slør af hemmeligheder, at hun ikke længere havde nogen anelse om hvem hun i virkeligheden var, og dette var hvad der gjorde hende til så forvirrende en person som hun nu end var. Denne aften var alting blot en lille smule sværere for den nu iltre hoppe, for med den uro hun havde i kroppen havde hun brug for en måde at afreagere, eller blot en distraktion, hvad som helst der kunne holde hende fra at fokusere på den ubehagelige varme der stille steg i hendes krop.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Ubehageligt varmt. Det var den følelse den buckskin farvede hingst havde i hovedet, som han begav sig af sted henover det lune sand denne specielle Ø var belagt med. Nevan, som denne gyldne hingst hed, havde aldrig sat sine hove her før. Men denne aften havde han følt en energi og derfor havde han besluttet af øen Zenobia, skulle afprøves. Han havde derfor forladt sin elskede Ø Chibale for nu at søge mod nye vider. At det så var blevet denne Ø, kunne han måske godt fortryde, for han var absolut ikke bygget eller designet til en Ø som denne.
De mørke hove sank dybt ned i sandet, hvilket gjorde at han måtte bruge flere kræfter på at bevæge sig af sted henover øen. Af samme grund, kunne man se ved hans flanker, hvordan den gyldne buckskin pels, nu svagt var blevet farvet mørkere af sveden. Flov over denne svaghed lod hingsten blikket glide i jorden. Hans enorme vinterpels lå tungt om hans krop og gav ham en følelse af klamhed. Alligevel fortsatte han hen over øen.
Et vrinsk lød et øjeblik senere fra hingstens mule, hvorefter han lod blikket glide rundt. Trods varmen og den klamhed han følte, ville han alligevel prøve at opsøge selskab.

[/font][/color]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Mens mørket stille kravlede ind over området blev Saint mere opmærksom på sine omgivelser. Denne ørken var ganske vidst hendes hjem, men hun var klog nok til at vide, at man altid burde være på vagt. Følelsen i hendes bryst udvidede sig dog til hendes ben og sendte en prikkende følelse igennem hendes spinkle lemmer der gjorde at hun blev uopmærksom. Hendes øjne søgte ned mod jorden, mens hun prøvede at koncentrere sig om den elegante mode hendes ben formåede at trave hen over sandet, uden den større besvær, men uden held. Det var som om følelsen i hendes krop blot bredte sig og bredte sig som en steppeild.
Dette var hvad der gjorde, at hun pludselig kunne slå blikket op og se en anden skikkelse ikke langt fra hende selv. Pokkers. Saint fnøs af sig selv, mens der i samme øjeblik kom en vrinsken fra skikkelsen der nu stod i hendes ørken. Han var tydeligvis ikke fra dette område, hvilket man kunne se på den anstrengelse det tog ham at få hans hove til ikke at synke, han havde på ingen måde den samme dansende elegance som en ørkenvandre. Ufatteligt nok bredte et grin sig over hoppens mule, og hun kunne pludselig ikke styre den rystelse der gik gennem hendes krop. Det var som om at alt den rastløshed deres havde bygget sig op i hendes spinkle væsen nu kom ud gennem denne handling. Det der nok havde været det mest humoristiske for Sants øjne, havde været den måde hingsten så tydeligt prøvede at holde hovedet koldt og prøvede at bevæge sig videre uden at skulle virke besværet, men for hendes trænede øjne havde hans svedige pels og nedsunke blik været tydeligt. Grinet var højlydt, og hun vidste at hun var afsløret, at denne fremmede hingst der bevægede sig ikke mange meter fra hende ville kunne se hende tydeligt, og hører hende i hvert fald. Hun følte det var år siden hun havde grint, og følelsen fik hende til at sveje lettere usikkert til højre inden hun igen fandt fodfæste.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Den unge hingst piskede en anelse arrigt med den kraftige sorte hale, mens han stirrede omkring rundt i mørket. Fortrydelsen var stor i hans øjne, han skulle have været blevet på Chibale. En Ø som denne, var absolut ikke egnet til ham. Trods denne arrige tanke, slog det ham, at det nok nærmere var lige omvendt. Det var Nevan der ikke var tilpasset til en Ø som denne. Hvor han kom fra var naturen ikke blot lavet af tørt sand og varme. Næ nej, der var bakker, bjerge, skove, åbne vidder, brusende elve, storslåede have og ikke mindst en temperatur der skiftede. Det forvirrede hingst noget så frygteligt at der trods sneen på Chibale var lunt og varmt her. Der var ingen sne, ingen frost, ingen kulde. End ikke en hård jord.. Denne tanke fik ham til atter at være opmærksom på hvor meget det krævede af ham, at skulle bevæge sig gennem dette bløde tunge sand. Han fnøs hårdt og snappede en anelse irriteret ud i mørket, mens halen stadig piskede for fuld skrue.
Pludselig ramte en lyd hans ører og alt irritation forsvandt, hvorefter det på et sekund blev erstattet af en buldrende nysgerrighed. En latter? Midt i denne øde ørken, lød en klingende latter. Med et årvågent udtryk i de dybbrune øjne, gled hans blik rundt, søgende og en anelse mistroisk. Han havde hørt om udtrykket ”fatamorgana”, noget man fik hvis man havde vandret i ørkener i flere dage. Frygten greb ham lige pludselig, så ung som han nu var. Der nåede alligevel at gå et godt stykke tid, før fornuften nåede ham og fortalte ham at han ikke havde været her i mere end et par timer. Han brummede sagte, mens roen atter faldt over ham. Herefter rettede han de ulvebrune og kække øjne mod hoppen der stod et stykke væk fra ham. Med tunge skridt bevægede han sig mod hende og udstødte en dyb hingstet brummen. Trods hans tunge bevægelser, dansede der energier omkring ham, energier der gjorde ham ung og uerfaren at se på. Nevan var en rigtig drengerøv og han havde lyst til at drive en smule gæk med denne grinende hoppe. Et lusket smil bredte sig over den brede mule, som han langsomt og besværet nærmede sig hende.

[/font][/color]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

De som følte de kendte Saint ville sikkert få et hjerteslag, hvis de havde set hende nu. Hendes krop rystede stadig af den klukkende latter der kom fra hende, og hun kunne på ingen måde skjule et kæmpe smil der blandede sig med grinet så hendes ellers altid så mystiske og kølige maske nu var blevet forvandlet til en næsten uhyggelig, glad grimasse. Saint havde en ufatteligt stor lyst til bare at rulle sig i sandet for at få alle følelserne og anspændtheden ud af kroppen, men hun havde lært at man aldrig skulle ligge sig ned når andre kom en nær.
Når andre kom en nær? Saint blev pludselig meget opmærksom på at hingsten der før havde været på vej væk fra hende, nu havde vendt kursen og bevægede sig mod hende, og grinet på hendes læber forsvandt gradvist og blev erstattet af årvågenhed og en vis kulde. Det havde måske ikke været den bedste ide! Som hun nu stod der og endelig havde fundet et fast sted at have sine hove igen kneb hun øjnene en smule sammen for bedre at betragte den hingst der nærmede sig hende. Han var en brunlig lys farve, og enlig på mange måder ordinær i udseende i forhold til de mange heste der var i landet, han var også ungdommelig at se på. Det var nok det ungdommelige i hans udseende der stille fik Saint til at ligge ørerne i nakken, hæve hovedet og slå et smæld med halen. Ungdommen bragte mange ting med sig, og blandt dem overmod, og denne hingst havde muligvis for meget af det, og da hendes nøddebrune øjne opfangede hingstens lettere luskede smil var hun straks overbevist om at hun nu burde være på vagt.
Det var en ufattelig forvandling at se hoppen der før havde virket så bekymringsfri og varmefyldt nu have slået en maske op som fik hendes øjne til at lyse køligt, og hele hendes kropssprog udvise opmærksomhed. Hvad end han havde i tankerne skulle hun nok feje bort.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Som den kraftige unghest nærmede sig den lysende hoppe, bemærkede han hvordan hendes udstråling forandrede sig. Det grin der før havde prydet hendes tofarvede mule forsvandt gradvist og blev erstattet af et distanceret udtryk, ja nærmest en hvis form for kulde og afvisning. Ikke at dette var noget der tog modet fra Nevan, næ nej. Hoppen havde indbudt ham til selvskab, hvad enten hun ville det eller ej. Hans hove sank stadig ned i sandet, men besværet var nu lagt i baggrunden til fordel for den nysgerrighed der blomstrede i hans krop.
Som han nærmede sig hoppen, så han hvordan hendes hovedet var blevet hævet og udtrykket var anderledes. Hun var måske ikke en hoppe med humor? Nevan brummede sagte og piskede kort med den sorte hale, hvorefter han stoppede op og betragtede hende længe og indgående.

”Godaften du lysende hoppe.”

[/i]
Lød det fra ham, i et roligt og dog fornøjet tonefald. Han ville lige se hoppen an, før han vidste hvilke kort der skulle spilles. Det luskede og muntre udtryk spillede i de ulvebrune øjne, mens han afventede hoppens reaktion. En fornemmelse fortalte ham, at han ikke skulle træde for langt over denne hoppes grænse, han havde på fornemmelsen at han kunne få ørerne i maskinen. Men at Nevan var en hingst der søgte grænser var ikke noget nyt og mange gange havde han trådt over andres grænser, det havde kostet ham dyrt flere gange men han kunne simpelthen ikke lade være.

[/blockquote][/font][/color]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Denne fremmede skabning havde åbenbart valgt at han havde rettet til at gå mod hende og tage af hendes selskab, men det kunne Saint vel heller ikke forbyde ham, for uanset hvad var det vel hende der havde fanget hans opmærksomhed, ikke omvendt. Det irriterede hende dog på en måde, for han kunne da ikke være bekendt sådan at komme hende nær når hun nu så tydeligt viste at hun ikke ligefrem ønskede sig selskab. Hun holdt dog sit udtryk en smule neutralt, for hun var stadig vagtsom om at han muligvis kunne tænke sig at give hende igen, og hun var ikke en hoppe der var specielt glad for julelege, hun ville hellere have at hun havde styr over selskabet, da dette gjorde hun nemmere kunne holde sit sind på afstand af den anden.
Saint mærkede hvordan hans øjne gled over hende krop, som førte det en let berøring med sig der hvor hans øjne mødte hendes pels, men hun holdt sig passiv. Kigge måtte han skam godt, så længe han ikke fandt på at røre. Dette gav nemlig hende selv mulighed for kort at lade øjnene vandre over hans krop.

"Godaften fremmede.

[/center]

Hoppens nøddebrune øjne mødte hingstens brune som så meget lignede et andet dyrs, hvilket kunne hun dog ikke bedømme. Hun holdt dog hans blik, der stadig virkede til at holde på en hemmelighed, eller en tanke. Stille vippede hoppens øjne en smule mere tilbage, varsomt, han skulle ikke tro hun var med på noget, men noget i hans øjne sagde hende at hun ikke andet end kunne forvente han ville spille sig selv ud mod hende. Dette gav dog Saint blod på tanden, for selv om hun var tilbageholden, betød det ikke hun nemt kunne tage en udfordring op. De øjne der før havde været kolde spillede nu med en let spillende glød og hendes ører blev stille vippet frem. Hele hendes kropssprog blev blødere, mere feminint og hun slappede mere af i kroppen. Hun ventede dog hans næste skridt inde hun ville se om hun kunne spille hendes eget kort.
[/blockquote][/size]

Die another day

[/color][/size]

Som han nærmede sig hoppen, blev hans skridt kortere, hans bevægelser blev afstumpet og kort efter gjorde han holdt et par meter fra hende. Nevan piskede med den sorte hale omkring sin bagpart og kneb øjnene en anelse sammen, mens han betragtede den sollysende hoppe. Hun lyste om som en anden sol, her i det mørke. Faktisk var hun ganske køn, men hendes kølige facade brød dog det yndige ydre. Nevan mimrede svagt med mulen og strakte halsen en anelse frem, for at gøre en fysisk hilsen mod hende. Dog rørte han hende ikke, det var vel nærmere en form for et buk han gav.
Nevan rettede sig derefter op, og rystede manen på plads. ”Hvem har jeg æren af at møde?” Spurgte Nevan, med en ung og dog en anelse hæs stemme. Han smaskede kort, mens han trådte et halvt skridt nærmere hoppen. Da der pludselig skete en forandring i hoppens udstråling, så Nevan forundret til. Det virkede som om hun blødte op, som om hendes kølighed lagde sig en anelse. Dette satte alle Nevans planer ud af spil, for hvordan skulle han nu gribe denne hoppe an? Han virrede kort forvirret med hovedet, inden han atter rettede sine brune øjne mod hende, i et opmærksomt udtryk.

[/font][/color]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Det var i stadig vagtsomhed at hoppen betragtede hvorledes han kom tættere på, og hvordan hans muskler arbejdede under hans brune hårlag. Han var vel hvad man kunne kalde en fin herre af fremtræden, stadig ung og i en god alder. Selv havde Saint nået de 7 år, men så stadig så ungdommelig ud som det var muligt i en sådan alder, måske fordi hendes sind endnu ikke havde nået et stabilt stadie som så oftest hørte med til en alder som den hun nu engang havde. Dette passede hende skam også helt fint, for alder kunne være en svaghed, trods det gav visdom, bragte det fysisk svaghed med sig til sidst. Lige nu følte hun heldigvis at hun kunne drage på sin visdom og på hans ungdom.
Da hingsten rettede sig op mærkede hun sin egen gøre det samme, trods hun stadig forsøgte at holde på sin rolige holdning, men det var en refleks som hun længe havde haft i selskab med stolte heste, da hun ikke ville lade sig selv virke underdanig. I dette tilfælde var hun dog nød til at tænke sig om, hun skulle hverken være for stolt, men heller ikke for underdanig. Stille trådte hun frem mod hingsten, og gik stille op mod hans side. Hendes skridt var langsomme og overvejende, mens hun lod sin side komme så tæt på hans som hun kunne uden at hun ville berøre hans pels. Samtidig lod hun hendes nøddebrune øjne stirre ind i hans i et forsøg på at holde hans blik. Saint brugte alt sin feminine gunst i et forsøg på at se forførende ud, mens hendes øjne glimtede af en let drillende glans.
"Sunrise Saint er mit navn." Hendes bevægelser stoppede, mens hun prøvede at lyde så uskyldig som muligt, for hendes navn var trods alt lige så oplagt til feminin styrke som det kunne være det. Hvor var det dog længe siden hun havde forsøgt at gøre således, og hendes lyse stemme var for en gangs skyld en hjælp. Da hendes stemme stille fadede ud rystede hun let på hovedet som prøvede hun at fortælle noget i hendes kropssprog, inden hun igen satte frem i skridt rundt om hingsten mens hun rundede hans bagpart, stadig med de funklende øjne rettet mod hans.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

Nevan var stoppet op, mens han med sammenknebne øjne betragtede hoppen der nu kom nær ham. Han forventede at hun stoppede foran ham, i en høflig og respektabel måde, men overraskende nok fortsatte hun frem, med et klart funklende blik og feminine bevægelser. Nevan brummede undrende, mens han overvejende løftede det ene øjenbryn, som han overvejede hvad pokker denne hoppe dog havde gang i. Hang unge alder spillede ind her, for Nevan havde endnu ikke hverken ladet sig forføre eller forført nogen hoppe endnu. Alligevel anede Nevan godt hvad hoppen var ude på og endnu engang kneb han de ulvebrune øjne sammen, mens han så vurderende på hende. Han rettede sig en anelse op, mens en dyb brummen lød fra hans hals. Sunrise Saint. Det var et yndigt og feminint navn, men der lå også styrke i det. Måske var det dét, han havde set da hoppens udstråling pludselig blev distanceret og kølig. Han trak indvendigt på skuldrende og smaskede kort.
”Mit navn er Nevan.” Svarede han hende og som hoppen trådte forbi ham, for at tage en runde om ham, hapsede han drillende fat i hendes hale og trak blødt i den. Inden han hurtigt tog hovedet til sig igen og drejede det væk fra hendes bagben, in case hun havde tænkt sig at give ham igen.

[/font][/color]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel,

[/color][/size]

Det virkede til at Saint havde bedømt denne hingst rigtigt ved hendes første antagelse, han var ungdommelige, og i hendes lille spil fik det hendes planer til at falde sammen. Aldrig var Saint blevet forført med sin vilje, eller havde forført nogen som i parringdans, men hun vidste skam godt hvad der lå det spil der var mellem hopper og hingste, lige nu hjalp det dog intet, for så længe denne Nevan ikke virkede til at reagere på hendes små hentydninger, kunne hun næsten lige så godt give op. Noget fik hende dog til at fortsætte, for hun følte lige hun havde fundet sig til rette i sin rolle som ældre forfører. Måske hun bare skulle bruge skarpere midler?

Nevan. Navnet var simpelt, såvel som denne hingste måske også var det? Saint havde altid fundet navnesymbolik interessant, specielt når det kom til hendes eget navn, for hun kunne ikke komme til bunds i lige det tilfælde, men som hun stod og nu så ind i hingstens brune øjne faldt det hende ind at hans navn måske var mere ligetil. Navnet passede også til hans udseende, så måske der var sammenhæng i alt i denne hingst, måske han endnu ikke havde oplevet livets grusomheder?

Saint havde lige vendt hovedet frem for sig da hun mærkede noget hive ved hendes halerod. Hendes blik gled tilbage mod hingsten lige i det øjeblik han slap hendes kære fine hale. Hendes første indskydelse var at blotte tænderne og sætte dem i kødet på hans bagparti, og hun nåede skam også lige at løfte læberne, men stoppede sig selv midt i bevægelsen, lagde læberne hen over hendes tænder igen og valgte i stedet blot at knibe øjnene en smule sammen. Hun færdiggjorde sin runde om ham og stoppede op på hans side, hvor hun vendte hovedet så hun igen kunne se ind i hans øjne.
"Unge Nevan, har en flot hingst som dig så et formål med livet?´" Det var næsten lige før Saint mærkede kvalme vælde op i hendes krop ved de ord hun udtalte. Aldrig ville Saint kunne sige dette af natur, men denne gang syntes hun, hun ville se hvor længe hendes teatralske humør kunne holde, måske hun kunne lære denne Nevan en ting eller to.
Med et svirp fra halen lod hun sin ramme hingstens ene bagben, dette var det eneste tegn på den irritation der enlig lå og dimrede over hans tidligere dårlige opførsel mod hendes hale.

[/size]

Die another day

[/color][/size]

//Out

// Out.